Skip navigationen

Løse hunde på Strandengene

For at beskytte fuglelivet og for at tage hensyn til alle grupper af naturbrugere, gælder særlige regler for færdsel med hunde på strande og strandenge. Det gælder især i fuglenes yngleperiode.

Foto fra Kofoeds Enge

Hunde i naturbeskyttelsesområder

For Dragør Kommunes naturbeskyttelsesområder langs Sydstranden og ved Sydvestpynten/Kofoeds enge fremgår reglerne for færdsel med hunde af skilte og informationstavler.

Sydstranden

For Sydstranden gælder, at hunde skal føres i snor i perioden 1. april til 15. juli på strandengene langs Søndre Strandvej ("mellem broerne”).

På engarealet umiddelbart syd for byen tillades løse hunde hele året, men vær opmærksom på og tag hensyn til fuglelivet omkring Andehusene og Batterisbækken.

Hunde må IKKE medtages indenfor de hegnede folde langs Sydstranden, hvor der er græssende får.

Reglerne fremgår af informationstavler på stedet.

Kofoeds Enge

Kofoeds Enge ved Sydvestpynten skal færdsel begrænses til ”den tørre eng”, og her skal hunde føres i snor hele året.

Reglerne fremgår af informationstavler på stedet.

Øvrige strande og andre kyststrækninger

For øvrige strande og andre kyststrækninger gælder Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om offentlighedens færdsel. Disse bestemmelser angiver blandt andet (kapitel 4, §22), at hunde skal føres i snor på strande og strandbredder i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september. På udyrkede arealer iøvrigt skal hunde holdes i snor hele året.

God fornøjelse med gåture langs vore pragtfulde strandenge.

Kontakt

Skole- og Kulturafdelingen

Telefon: 32 89 01 00

Du kan også sende en mail til Skole- og Kulturafdelingen
sbk@dragoer.dk