En afsondret idyl
Dragør virker ved første besøg som en almindelig, lille dansk by. Alligevel har den et præg af afsondret idyl.
Når man tænker på, at byen kun ligger 12 km fra Københavns centrum og i en region, der er kraftigt påvirket af de sidste 100 års industrielle udvikling, er det naturligt at stille spørgsmålet: Hvorfor fremtræder den så helstøbt og velbevaret?
Svaret er, at da byens erhvervsgrundlag ændredes radikalt i slutningen af 1800-tallet, sattes udviklingen i stå, men også at der meget tidligt kom gang i et konstruktivt bevaringsarbejde. Allerede i 1934 oprettedes Dragør Bygningsfredningsnævn, som det første af sin slags i Danmark.
Bevaringsarbejdet
I 1964 fik man som den første by i landet en bevarende byplanvedtægt. I 1968 blev der indført parkeringsforbud i hele den gamle bydel og i 1978 blev Dragør Danmarks første gågadeby.
Et karakteristisk træk ved Dragør er den stramme byplan, der som overordnet princip giver byen solorienterede rækkehuse med haver mod syd. Der er tale om stor regelmæssighed, men små forskydninger i husrækkerne og krumninger enkelte steder i gadeforløbet giver alligevel store variationer.
Det målbevidste bebyggelsesmønster stammer fra begyndelsen af 1700-tallet og er sandsynligvis skabt af byens borgere uden indblanding fra nogen højere myndighed. Det er dog uden tvivl opstået ud fra et ønske om at få en maksimal udnyttelse af det begrænsede areal på 156 ha i en ca. 500 m bred bræmme langs kysten.
Byudvikling blev mod syd begrænset af strandengene og mod nord og vest af landbrugsjord, der tilhørte de nederlandske gårdmænd.
Byggestil
De gode penge, som skibsfarten bragte til byen i 1700-tallet, gav en hastigt voksende befolkning, som igen betød voldsom byggeaktivitet - i første halvdel af århundredet i bindingsværk og fra 1770'erne i grundmur. I 1759 var der således 312 og i første halvdel af 1800-tallet omkring 330 ejendomme. Dermed havde byen omtrent nået den udstrækning, som vi i dag genfinder i den gamle bydel, ligesom bebyggelsen i al væsentlighed fik sin udformning på dette tidspunkt.
Den eksisterende bygningsmasse er således i overvejende grad bygget i perioden fra slutningen af 1700-tallet til omkring 1830. Det er kendetegnende for disse huse, at de generelt er enkle og mangler ydre pynt. Der er dog en gruppe på 13 såkaldte skipperhuse, der klart skiller sig ud ved deres størrelse og byggemåde. De er grundmurede, teglhængte, forholdsvis smalle og i to etager, endvidere er de ofte sammenbygget med en enetages bygning i vinkel.
Disse ejendomme, med meget smukke proportioner og et vist patricierpræg, tilskrives bygmester J. H. Blichmann, som kom til byen i 1775 og virkede her til sin død i 1815. Skipperhusene blev opført under højkonjunkturen omkring 1800 og af nogle af byens mest velhavende familier - ikke kun skippere, sådan som navnet antyder.
Brande
Kun med få undtagelser holdt byen sig indtil begyndelsen af 1900-tallet indenfor de fra gammel tid afstukne rammer. Mere radikale årsager til udvidelse var to brande i henholdsvis 1842 og 1852, hvor der hver gang nedbrændte 18 huse forskellige steder i byen.
Efter branden i 1842 anvistes de skadelidte gratis byggegrunde vest for byen, hvorved der opstod en ny bydel - kaldet Nyby.
Indenfor bygrænsen
De goder tider i sidste halvdel af 1800-tallet smittede af på byggeaktiviteten. Omkring 1900 var antallet af huse oppe på 360. Som følge af byens begrænsede areal ser man i velstandsperioden ikke en udbygning af byen.
Den eksisterende bebyggelse blev ombygget med forøgelse af husdybden eller -højden og ved opførelse af nye huse på de gamle byggetomter. Den gamle by, som i dag udgør et særligt byområde i kommunen, var pr. 1.1.1999 beboet af 1.459 personer, i ca. 470 boliger.
Langt ind i 1900-tallet var der en skarp afgrænsning mellem by og land - mod vest og nord blev der dyrket grøntsager, mod øst lå Øresund og mod syd lå de store strandenge, som byen havde erhvervet fra Store Magleby i 1810.
Området var blevet udlagt til enge, blegepladser og fællesgræsning mod en fast leje, men var bl.a. pålagt en servitut, der forhindrede udparcellering.
Da Dragør i 1870 havde gode tider og byen oplevede mangel på byggegrunde, søgte man at få fjernet denne begrænsning. Det lykkedes imidlertid først i 1905 mod et passende vederlag til Store Magleby Bylaug. Først i 1914 blev området formelt henlagt under Dragør kommune. Dermed havde byen fået udvidelsesmuligheder mod syd.
Et af de første byggerier i den nordligste del af området var Dragør Badehotel, der blev opført i 1907. Derefter fulgte også andre ejendomme. Der skulle dog gå årtier, før der blev tale om bebyggelse længere mod syd.
Landliggerbyen
I det første tiår af 1900-tallet begyndte Dragørs udvikling til landliggerby at kunne ses i terrænet - især på Nordstranden, hvor stadig flere sommerhuse dukkede op.
Men også lige syd for byen, hvor enkelte villaer blev opført allerede kort tid efter ophævelsen i 1905 af den servitut, hvorved udstykning hidtil havde været umulig.
Efter 1. verdenskrig fortsatte udviklingen på Sydstranden og på jorderne vest for Dragør (i St. Magleby kommune). I perioden op til 1940 blev der hovedsageligt bygget sommerhuse, og det forløb uden den massive, ulovlige helårsbeboelse, som tidligere var set på Vestamager og på Vestegnen.
©Dragør Lokalarkiv