Byudvikling henover kommunegrænsen
Det var først fra omkring 1950, at Dragør og Store Magleby kom med i den eksplosive byudvikling, som flere københavnske omegnskommuner havde oplevet siden 1930'erne.
Med bestemmelserne i Byreguleringsloven fra 1949 kom der mere styr på udviklingen inden for en tidshorisont på 15 år. I Dragør blev næsten al jord udlagt til inderzone, mens de sidste arealer på den sydligste del af strandengene, der var til rådighed til udstykning og bebyggelse, fik mellemzonestatus.
Langt størstedelen af arealet i Store Magleby blev placeret i yderzone, fordi det stadig blev benyttet til gartneri eller landbrug. Arealer til fremtidig bebyggelse blev fortrinsvist udlagt i forlængelse af randbebyggelsen omkring Dragør og i Søvang.
Omkring 1960 var Dragør meget nær ved at være udbygget, mens udbygningsgraden i Store Magleby af inder- og mellemzoner kun var godt 50%.
Lo og lade
I Dragør kommune lod den socialdemokratiske ledelse sig inspirere af andre omegnskommuners initiativer. Allerede i 1949 blev der i den nordlige ende af den gamle by givet tilladelse til opførelse af to parallelt liggende etagehuse, som meget hurtigt fik tilnavnet "Lo og lade".
Det skete efter langvarige forhandlinger med fredningsnævnet, hvorved det i et vist omfang lykkedes at få bygherren til at tilpasse byggeriet til dragør-stilen, skønt længerne, alene ved deres længde og højde, afveg betydeligt fra den lokale byggeskik. I samme periode blev også "Dragørhjørnet" (bygningerne på hjørnet af Kirkevej og Stationsvej) projekteret og bygget. Det var med sin størrelse og højde i udpræget grad med til at splitte helheden her på kanten af den gamle by.
Rækkehuse og etagehuse
Med Dragørs begrænsede areal kunne yderligere byudvikling kun finde sted på strandengene sydvest for byen. Her påbegyndtes i 1950 opførelsen af 262 almennyttige etageboliger og rækkehuse med en fortræffelig beliggenhed helt ude ved kysten. Bebyggelsen Engparken blev efter funktionalistisk byggeskik vendt korrekt efter solen, ligesom boligblokkene placeredes mellem store græsplæner.
Samtidig havde man nord herfor et mindre parcelhuskvarter på tegnebrættet, og fra 1955 fortsattes udbygningen mod syd - først med to private boligblokke og i 1960 ved opførelsen af almennyttige, tre-etages ejendomme og senere rækkehuse. I tidens ånd udnyttede boligselskabet "Strandparken" her stordriftsfordelene ved at opføre bygningerne som montagebyggeri på basis af præfabrikerede elementer.
Den sidste ubebyggede del af Dragørs strandengsareal blev fra midten af 1970'erne udfyldt med de almennyttige etage- og rækkehuse Rødtjørnen, med de tæt-lave gårdhavehuse Hvidtjørnen og i bunden med et traditionelt parcelhuskvarter.
Hele denne bræmme af boliger på den sydlige side af Krudttårnsvej afspejler i øvrigt forløbet af den gamle grænse mellem Dragør og Store Magleby.
Store Magleby
I den konservative Store Magleby kommune var man generelt ikke interesseret i etageboliger eller almennyttigt byggeri. Man arbejdede derimod ihærdigt på at få godkendt overgangen fra mellem- til inderzonestatus med henblik på parceludstykninger.
Det begyndte så småt i 1950'erne, men tog for alvor fat i 1960'ernes højkonjunkturperiode. Det var da især sommerhusområdet på Sydstranden, der efter byggemodning omdannedes til et stort kvarter altovervejende med individuelt parcelhusbyggeri.
Store Magleby kommune fik dog i 1964 sit første og eneste "højhus", idet der ved den tidligere stationsbygning i Dragør opførtes et lejlighedskompleks i tre etager.
Kommunens voldsomme udbygning betød, at der i årene omkring 1960 var mere end 1.000 tilflyttere om året. Det stillede store krav til den kommunale forvaltning og bevirkede da også, at man dels måtte ansætte mere personale, dels forøge de fysiske rammer ved at bygge et nyt rådhus, som blev indviet netop i 1960.
I 1970'erne fortsatte udviklingen især i den mellemste del af kommunen - på begge sider af Kirkevej omkring Hartkornsvej - og da i højere grad med længehuse af forskellig slags.
Lufthavnen stoppede udviklingen
Store Magleby kommune opererede med byplaner, som ved fuld udbygning skulle give et befolkningstal i den kommende fælleskommune på 35.000.
Dette satte Miljøministeriets cirkulære af 12. juni 1981 om udbygning af Københavns Lufthavn og senere regionplanbestemmelser imidlertid et endeligt punktum for.
Der blev hermed opstillet snævre rammer for udviklingen på det sydøstlige Amager. Det er således ikke muligt at foretage udstykninger med henblik på boligbyggeri indenfor en støjgrænse på 65 dB rundt om lufthavnen. Det dækker bl.a. de områder øst for Store Magleby landsby, der allerede omkring 1970 var udarbejdet udstykningsplaner for.
© Dragør Lokalarkiv, Stationsvej 5, 2791 Dragør