Amager har et ret særpræget navnestof, både i selve navnene og i opbygningen af personnavne. Vi oplever for det meste navnene gennem optegnelser foretaget af præster, degne, birkedommere og andre udefra kommende personer, der kunne være temmelig bedrevidende, uden respekt for lokale traditioner.
Ind imellem giver nogle pudsige misforståelser dog et lille indblik i, hvad folk egentlig sagde. Når en ny præst tiltrådte, varede det oftest et par år, før han forstod at skrive en ordentlig identifikation af de personer, han døbte, viede og begravede.
Da der i hvert bysamfund oftest var flere personer af samme navn, gav man dem tilnavne efter håndtering, oprindelsessted eller andet, og disse tilnavne kunne blive hængende over flere generationer eller ende som slægtsnavne (eks. Kurvemager).
En Dragør-skipper kunne således sagtens hedde Snedker eller Bødker, selv om man skulle nogle slægtled tilbage for at finde en sådan. Det hjælper ikke så meget, at præsten noterer, at den ene forlover er brudgommens svoger, skipper Peder Pedersen, når den pågældende havde to svogre, der hed Peder Pedersen og var skippere, men med hver sit tilnavn.
Der er flere eksempler på, at det er moderens slægtsnavn, der kører videre, selv om faderen også havde et sådant; i et af disse eksempler omtales børnene i flere årtier snart med faderens navn Tækker, snart med moderens navn Gjørtler, og Gjørtler vinder, måske fordi der samtidig var en anden og mere fremtrædende Tækker i byen.
En anden variant var, at hvis for eksempel Jan Jansen og Jan Palmsen havde sønner Jansen og med samme fornavn, blev der hægtet en stump af faderens efternavn på, så sønnerne blev kaldt henholdsvis Jansen Jans og Jansen Palm. Nogle faste slægtsnavne opstod på denne måde.
I det flersprogede miljø bliver Bacher somme tider til Bager, Brouwer til Brygger, Cuyper til Bødker, Wielman til Hjulmand o.s.v., men omvendt kunne en udefra kommende, der var smed, begynde med at blive kaldt dette, hvorefter folk efterhånden troede, at han faktisk hed Schmidt.
Et af de mere underlige eksempler er en bomuldsvæver Jørgen Nielsen, der hele livet blev kaldt Aagerup efter den bebyggelse, han stammede fra, men i skifteprotokollen bliver til Jørgen Nielsen Væver.
Tilflyttere fra Sverige fik omgående navnet fordansket, hvis det var muligt, men man kan undertiden gennemskue, at et skånsk stednavn har været hægtet på og senere er forkortet, som Kämpinge til Kjempe.
I gårdmandskasten kører slægtsnavne som Buur, Bacher og Raagaard i begge sogne. På grund af opkald er der en tendens til, at gårdmænd med helt samme navn og omtrent samme alder optræder samtidig, så man skal være forsigtig med oplysninger om, at en person tjener hos gårdmand N.N., uden at landsbyen også nævnes.
Det kan næppe undre, at de nederlandske navne blev stavet anderledes i Tårnby kirkebøger, hvor det sproglige kendskab måtte forventes at være mindre, men variationen i Store Magleby over tid er betydelig. Lille Marie er først Maritje, derefter Martien eller Martjen, så Marchen, i Tårnby Marken. Katrijn går over Trijn til Trein eller Trejn. Nogle, der er døbt Trein, kalder sig Trine og omvendt.
Et særligt problem er navne med ij, ofte skrevet ÿ. Dansk y blev i ældre tid oftest skrevet ÿ, men i nederlandsk er ij og ÿ det samme og udtales "ej", hvorfor man kan se nogle præster skrive Ysbrandt og Eisbrandt for Ijsbrandt, og Vejbrandt for Wijbrandt. Emsige skolelærere efter år 1800 har fået banket ind i eleverne at skrive Isbrandt og Wybrandt eller Wibrandt (og Sybrandt for Zijbrandt), men den mest korrekte måde at transskribere ÿ i nederlandske navne må for nutidige danskere være ij, for at indikere udtalen.
Cornelius (Cornelis) har kælenavnformen Crilles (Chrilles, Krelis, Krells, etc.). I Store Magleby anvendtes de to former rask væk om den samme person. Undtagelsen er en periode, hvor sognefogden og gårdejeren på den anden side af Hovedgaden hed det samme, da havde sognefogden monopol på Cornelius, og genboen måtte finde sig i udelukkende at hedde Crilles.
Kælenavneformen af Lijsbeth (Leisbeth) er Leise, og Leise har måske nok været almindelig i dagligsproget i 1800-tallet, men der er ikke nogen døbt Leise før 1910, og det var endda et barn af udensogns ophav.
Pigenavnene Rainou (Rano) og Mainou (Mano) brugtes i Dragør og Kastrup og ellers ikke. Drengenavnene Bastian og Jochum samt pigenavnene Svendborg og Øllegård forekom i Tårnby, men ellers ikke. Det siges, at fru Heiberg aldrig nåede længere ud på Amager end til Tårnby, og hendes sømand "Jokum" tyder på, at det er rigtigt.
I 1700-tallets Tårnby hed Hans Jensens pige Ane Hansdatter, lige som i de fleste danske sogne, men i Dragør ville hun hedde Ane Hans Jensens, i daglig tale Ane Hanses. Endelsen -datter var for udenbys kvindfolk. Om de hollandsksprogede sagde -dochter, er tvivlsomt.
I 1771 kom en kongelig forordning for Slesvig Stift, hvorefter der skulle indføres faste slægtsnavne, og pigerne skulle hedde -sen. På grund af Struensees fald blev det samme ikke indført i Kongeriget. 1786 tiltrådte en ny præst i Store Magleby, fra Broager, som tilsyneladende ikke vidste, at forordningen ikke gjaldt her, og så begyndte menigheden at blive lige så kreativ med navnestrukturen, som resten af landet blev efter 1828.
Hvis Jacob Pietersen får en søn Hans, kan han være døbt Hans Jacobsen Pietersen, og kan derefter findes som Hans Jacobsen, Hans Pietersen, Hans Jacob Pietersen og Hans Jacobsen Pieter. Hvis Gerdt Corneliussen Bacher har en datter Trein, vil bruttoudgaven være Trein Gerdt Corneliussen Bachers og varianterne Trein Gerdts, Trein Gerdt Bachers, Trein Gerdt Corneliussens, eventuelt glemmes det afsluttende -s i disse former, og omtales hun i Tårnby kirkebog, hedder hun Trein Gerdtsdatter eller Trein Bacher. Udefra kommende kvinder, der blev accepteret, fik deres navne ommøbleret efter samme retningslinier. Johanne Sophie Elisabeth Lochmann fra København, datter af Johan Christopher Lochmann, kom således lokalt til at hedde Johanne Sophie Elisabeth Christopher Lochmanns, og Marchen Crillesen, født i Sundbyvester 1842 og døbt i Tårnby, kom som gårdmandskone i Store Magleby til at hedde Marchen Crilles Jansens.
Et mere spøjst eksempel er, at i 1839 blev en søn fra den nuværende museumsgård i Store Magleby gift med Niels Pittersens datter Kirsten Nielsdatter fra Sundbyvester og bosat på en gård i Sundbyøster. Resten af livet blev hun omtalt som Kirsten Niels Pitters, uanset at de boede langt fra Store Magleby.
1828 blev der så indført en lignende forordning i Kongeriget, og den skulle selvfølgelig modarbejdes, især afskaffelsen af -datter. Hvis man nærlæser Store Magleby Sogns folketælling 1834, kan man se på penneføringen, at den lærervikar, der optalte Dragør nordre skoledistrikt, har udført et propert værk og gengivet navnene, som han havde hørt dem, men at han efterfølgende er blevet tvunget af læreren fra søndre distrikt, der også var af udensogns oprindelse, til at tilføje "datter" til alle hunkønsvæsener. I farten er det også gået ud over et par hankønsvæsener.