Dragør - oktober 1943
Poul Brygger Olsen(1) blev født i Dragør i 1914 som søn af Edvard og Mathilde Olsen. Familien boede i Nyby 7. Som det fremgår af beretningen var Poul Brygger på det tidspunkt, hvor redningsaktionen foregik, en gift familiefar.
Han arbejdede i tekstilbranchen hele sit liv. Her i 1943 var han ansat på ”Dansk Plüsch- og Møbelstof Fabrik” på Amager Strandvej. Senere kom han til Wieders Væverier i Dragør, hvorfra han blev pensioneret som forretter. Poul Brygger døde i 1985. Her følger beretningen om hans oplevelser i perioden omkring oktober 1943.
Den første ”englænder”
Dengang jeg kom i gang med arbejdet med flygtningene, var det egentlig slet ikke noget, der var planlagt på forhånd. På mit arbejde på ”Plydsfabrikken”(2) i Kastrup, var vi jo mange, der var meget antityske, og vi diskuterede nyhederne hver morgen. Og en dag havde nogen hørt, at tyskerne var gået i gang med jødeforfølgelserne. Det var altså i september 43, men ingen vidste noget rigtigt konkret om sagen.
En aften, da jeg kom hjem, fortalte min bror, at fiskeren Godtfred Lundqvist skulle have en englænder med til Sverige samme aften. Ja, rygterne de gik jo altså her i Dragør på alle kanter, og jeg kunne da heller ikke dy mig. Jeg strøg ned til havnen og kiggede på Godtfreds båd. Båden lå parat til sildefiskeri med næringer og udstyr, for det var jo lige i sildesæsonen, at alt dette her foregik.
Først bagefter fik jeg at vide, at det da var en jøde, ikke en englænder, der havde ligget dernede begravet under næringerne. Der var absolut intet at se af nogen art, men den arme mand må have ligget i hvert fald i fire timer dernede, mens vi havde gået og kigget på stedet, hvor han lå. Det må have været et forfærdeligt nervepres. Men det var altså ligesom indledningen, så var man indstillet på, at hvis der nu kom noget i den retning, så ville man selvfølgelig være med.
En dag kom så tilfældet. Det skete hos min svoger. Pludselig stoppede der to taxaer op, udenfor hvor han boede på Kongevejen, og læssede otte mennesker af, som gik op til ham. Og det kom jo mig for øre, og jeg strøg derned med det samme, for jeg syntes at sådan noget, det måtte altså laves på en anden måde. Og ikke midt på Kongevejen, mens alle madammerne hang i vinduet og bagerens butik gik helt i stå.
For sådan noget med to taxaer og en masse mennesker, der gik ind i et hus - det var jo noget der ellers aldrig skete. Så jeg gik ned til min svoger og sagde: ”Det her, det går ikke!! De her mennesker, de må ikke være hos dig, for så bliver de hugget med det samme af tyskerne, hvis nogen som helst anmelder det!”
I første omgang fordelte vi dem, så der blev to tilbage hos min svoger, to gik ned til Hans Brygger og to kom ned til Hans Jensen på Smedebakken. Så fik vi dem da fordelt. De to sidste skulle ikke med til Sverige, den ene var en sagførerkone, hvis mand åbenbart kendte min svoger og som altså havde sendt hende herud med de andre.
Jeg fik så hende med hjem til Nyby 7, hvor vi boede dengang. Vi havde en lejlighed på to værelser og køkken inde bagved, mens far og mor boede i forhuset. Og mellem de to lejligheder var der så en dør, som vi ”gik på begge sider af” og havde et fællesskab på den måde.
Men som sagt, de to sidste af selskabet kom altså med hjem til mig, og så skulle vi jo se at finde ud af, hvordan vi skulle bære os ad med at få dem af sted. For vi havde jo ikke nogen forbindelser med en fisker på det tidspunkt.
Jeg gik så ud til Godtfred Lundkvist, som var hjemme.
Og jeg kom ind og bankede på døren hos ham og sagde: ”Du Godtfred, jeg har nogle.. ” mere fik jeg ikke sagt, før han bogstaveligt talt tog mig i hoved og røv og smed mig ud af døren. Han sku’ kraftedeme ikke, og jeg sku’ fandeme da slet ikke!” Så stod jeg ude på gaden igen med håret ned ad nakken og tænkte: ”Hvad i alverden gik der egentlig af ham??”
Nå, i dag kan jeg godt forstå manden, for bagefter, da han kom ind til konen, så sagde hun til ham: ”Jamen Godtfred, det var jo Poul Olsen oppe fra Nyby!” ”Nåh, var det HAM??” sagde han - han kunde ikke kende mig og vidste ikke, hvem jeg var. Han blev slet og ret rædselsslagen.
Nå, men så stod jeg jo der og tænkte: ”Hvem kan jeg så få til det(3) , hvem kan man stole på og hvem har mod til det?” For det var jo stadigvæk det, det drejede sig om. Men den samme dag var der i mellemtiden kommet flere jøder ud til os, så efterhånden havde vi otte-ti stykker, der skulle over. Den yngste af dem, Kjeld Meyer, var sammen med sin kæreste (som ikke skulle over) og så den omtalte ”sagførerkone”, som skulle ordne det finansielle ved den transport.
Afregning
Vi fik efterhånden kontakt med en anden af fiskerne nede på havnen. Han sagde, om han kunne komme hjem og snakke med mig? Da han så kom her hjem, så sagde han, at det var helt i orden, han ville gerne sejle - men så skulle han altså have 25.000 kr. for det. ”Ja, men det er da også pænt af dig!” sagde jeg ”men jeg har altså ikke så mange penge, så jeg kan betale dig det der. Så det tror jeg nu ikke, at vi skal sætte næsen op efter!”
Men hende sagførerkonen, hun blev ved med at blande sig i samtalen, selvom jeg jo ikke mente, at det var hendes penge, det drejede sig om. Så da hun fortalte mig, at hun var interesseret i tilbuddet, fortalte jeg hende, at jeg ikke kunne være med til mere end 10.000 for de otte mennesker.
For det beløb regnede jeg med, at jeg selv kunne slæbe sammen. Men nej! Det ville fiskeren under ingen omstændigheder sejle for, jeg skulle i hvert tilfælde af med 20.000. Og da jeg så sagde: ”Hvad med 15.000?” foreslog sagførerkonen 16, og sagde, at hun nok skulle udrede pengene, så jeg kunne jo være ligeglad! Hun tog så af sted til byen med det samme - hun tog vist en taxa - og efter tre timers tid var hun tilbage med pengene.
Men hun havde nu ikke 16.000 med, hun havde i alt 22.000! For, som hun sagde: ”De andre 6.000, dem kan du bruge til at sende andre af sted med, som ingen penge har!” Og jeg sagde da tak for pengene, man vidste jo aldrig, hvornår man kunne komme i klemme.
For jeg havde jo den indstilling, at vi ikke skulle tjene penge på det, det drejede sig kun om at hjælpe de mennesker, som vi havde mulighed for at hjælpe, ikke noget som helst andet. Og først, så stod jeg jo der med håret ned ad nakken og anede ingenting, jeg blev jo lige smidt ind i det. Men nu begyndte jeg så at gå fiskerne igennem og overveje, hvem man kunne snakke med.
Nå, for at gøre den anden historie færdig, så viste det sig, at det var en helt tredje fisker, der skulle sejle turen. Og vi fulgte så de otte ned på havnen til en båd - vi så ikke hvilken båd det var. Det endte, så vidt jeg husker, med at der var ti eller tolv flygtninge i båden da den sejlede af sted.
Så udover de 16.000 for de otte(4) , jeg kom med, så gav de sidst tilkomne 1.000 kr. hver - som jeg bad dem om at afregne direkte med fiskeren. Og så tøffede de altså af, og alt var i den skønneste orden. Men jeg besluttede, at jeg herefter ikke ville have noget med pengene at gøre. De mennesker, som kom om bord i skibet, de måtte selv klare pengesagerne. For hvad i alverden skulle jeg blande mig op i dem for?
Men jeg havde altså akkorderet om 16.000 med fiskeren. Da han bagefter kom hjem og gjorde regnskabet op, så fandt han to seddelbundter, hvor der kun var ni sedler i hver.
Han kom så op til mig og sagde: ”Du, blev vi ikke enige om 16.000?” ”Jo,” sagde jeg, ”det skal du da også have, det er der da ingen vej udenom!” Jo, for sådan og sådan, der var plukket en seddel ud af to af bundterne. Han fik så sine 200 kr. og vi skiltes i bedste forståelse, idet han sagde: ”Kom bare igen en anden gang!” Og det var jeg da også glad for! Så på den måde havde jeg en forbindelse.
Dagen efter kom Johannes Juhl, som var gift med min søster, op hos mine forældre. Ham havde vi nemlig forsøgt at få kontakt med dagen før, men da var han taget på fiskeri. Men han kom altså op hos mine forældre og spurgte, hvad det egentlig var, vi ville? Joe, vi havde haft nogle jøder, som skulle sejles til Sverige, men nu var det hele jo altså overstået.
Vi var jo stadigvæk i september, og det her var bare den allerførste dag og ikke en pind mere. Men mens vi sad der, så kom Marchen ovre fra Hanne Lyngby(5) og sagde til mig: ”Der er en dame, der vil tale med dig i telefonen!” Vi brugte nemlig altid Hanne Lyngbys telefonnummer, når vi havde alarm af en eller anden slags.
”Sjoen” melder sig
Det viste sig, at det var Kjeld Meyers barnepige, Johanne Christensen (som gik under dæknavnet Sjoen, det var hendes kælenavn fra barn af). Og hun sagde: ”Ved du hvad, der sidder nogle mennesker herinde hos mig, kan du hjælpe dem?” ”Ja, det skal jeg da prøve på, men send dem herud med Amagerbanen, for Guds skyld ikke med taxa!”
Og de kom så også godt herud med Amagerbanen og blev installeret derhjemme, og jeg kontaktede Johannes Juhl, som var klar til at sejle. Men det var jo bare små både og det var begrænset, hvad de kunne have om bord. Så jeg kontaktede også en anden fisker, som var villig til at tøffe af. Johannes Juhl kunne vel have fem-seks stykker i højden og den anden tog sig af et hold på tre-fire stykker.
Så jeg gik hjem efter at have ordnet alle aftalerne om eftermiddagen. Så flygtningene stod klar til at sejle af kl. 6, når det blev mørkt eller lige i mørkningen. Med i holdet var der to unger, som var urolige. Men forældrene havde selv sovemiddel med, som de skulle give ungerne. Deres læge havde fortalt, hvordan de skulle gøre og hvordan det virkede. Så de her unger blev altså bedøvet med sovemidlet, og da klokken var 6, sov de fuldstændigt trygt. Der var ingen problemer. Og så bar vi dem om bord, og de sejlede af sted og det gik fint.
Vi havde det held - ja jeg vil virkelig sige held - at vi ikke mistede een jøde under transporten. Ja, vi mistede i det hele taget ingen under alt det her, men det var altså et svineheld! Eller vores dumhed, som gjorde, at det gik godt. Men ”Ploven” tøffede altså af sted, og Johannes Juhl havde vi kontaktet, så han gik og ventede på de andre.
Men det andet hold sad ude på ”Koma Løg” hos Rudolf og Ella(6) , så de kom først, da det blev mørkt, ned over markerne ad markvejen. For dengang var Sydstranden jo ikke andet end marker med markveje. De kom altså ned til os i Nyby, og vi bragte dem videre ned til Johannes Juhl. Vi gik alle sammen fra Nyby og ned gennem Strandgade, det var jo så tit, at vi sådan gik i flokke i Dragør om aftenen, så der var sådan set ikke noget mærkeligt i det. Der var stille og fredelig i alle kanter, det var ligesom ikke kommet til den store ”rusning” endnu Der var mange mennesker, som ikke rigtigt var orienteret om, hvad det var, der foregik. Så de her mennesker, de kom planmæssigt om bord. '
Folk var hjælpsomme og flinke
Nå, men de her mennesker, de kom også med kufferter og en forfærdelig masse grej. Og blandt andet havde de en drabelig, stor rygsæk, som fyldte lige så meget som to mennesker! Så der måtte vi sige: ”Ved I hvad, det går altså ikke! Kan I ikke tage og forenkle det lidt og kun tage det nødtørftigste med, det som I har brug for? For vi kan altså ikke få det gemt på båden!”
Dengang var kystpolitiet(7) jo på tæerne, de var ikke med i ”komplottet” endnu. Og de der ganske unge betjente, de vidste ikke, hvad de turde, og hvad de kunne tillade sig. For der var jo også nazister i politiledelsen, så det var nu ikke nemt at være menneske.
Men efterhånden fik de jo en lidt anden indstilling til det, og vi havde da heller aldrig noget bøvl med dem. Jeg har senere gået og spekuleret på det, uden at jeg i grunden nogensinde har fået bevis for det, om der mon ikke blev lagt 100 kr. i det her bådpas, som kystpolitiet skulle kontrollere. Så vidste de, at der var mennesker om bord, så de bare skulle gå stille med dørene.
Men som sagt: Om det var gængs praksis, det ved jeg ikke, det var bare noget, jeg hørte, at man gjorde. Alt det kluns, som de ikke kunne have med, det tog Rudolf med ud på Sydstranden og opbevarede det. Og de kom da også godt nok og hentede det i 45. Og så viste det sig, at det var gamle støvler og sådan noget, de skulle have haft med. Det er jo det mest mærkelige, folk samler sammen, når der går panik i dem.
Vi havde senere en episode af samme slags. Det var to unge jøder, der kom nede fra Nakskov, hvor de havde været på en landbrugsskole. De to kom med nogle rygsække, som var over en meter i tværsnit. Og så en radio under armen og desuden en kuffert i hver hånd. Når sådan nogle mennesker kom stavrende ned gennem Kongevejen i Dragør, så stak de jo af fra bybilledet som bare pokker.
Så hvis der havde været organiserede stikkere i Dragør, så var de jo blevet hængt ud med det samme. Jeg tror nok, at vi i virkeligheden var helt forskånede for det. Men de her to jødedrenge, de kom altså op til min søster og svoger, som lidt efter slog alarm til mig, at jeg skulle komme en tur derop.
Da jeg så kom og så de to rygsække, så sagde jeg: ”Ved I hvad, det er mennesketransport, og den er illegal, og der er ingen der må vide noget om det! Vi kan altså ikke gemme de der rygsække!”
Nå, men det kunne de da godt forstå, der var ikke spor i vejen, men som de sagde: ”Det her er alt, hvad vi har sparet sammen!” ”Jamen, det er der bare ikke noget at gøre ved, vi kan prøve at få dem over senere, men i almindelighed må vi regne med at lægge det her mellem noget tøj, så ingen kan finde ud af, hvor det kommer fra.”
”Og den radio der, den kan I lade min svoger spille på, til I kommer hjem!” Vi regnede jo ikke selv med, at det varede ret længe! Men de tog altså den ene rygsæk, meget flad, med sig, og de havde da også nødtørftigt varmt tøj på. Men det overskydende blev båret op til Erik Larsen oppe på Kirkevej. Han og hans kone Ruth var mine gode venner, så jeg bad dem om at gemme det.
Så gik der et par dage, så kom der igen telefon fra Sjoen. Og Marchen Lyngby kom over og sagde: Der er en dame, der hedder Sjoen, der beder dig om at ringe! ”Hva’ æ de’ for een, den Sjuen??” ”Nåh,” sagde jeg ”det er bare en dame, jeg kender inde i byen” - og så slog vi det hen i grin alt sammen! Der var jo ingen, der skulle have at vide, hvem hun var, for hun var faktisk mere indblandet, end vi drømte om!
De havde vel alle sammen en anelse om, hvad der foregik(8) . Men vi var diskrete, og de var - hvad skal man sige: flinke og rare, ikke? Sådan en som cigarhandler Johansen(9) , han gav også besked. Når vi kom over og hentede cigaretter, så sagde han bare: ”Sjoen har ringet.” Så vidste jeg resten.
Oppe hos kok Jensen i slikbutikken(10) var vi også nogen gange, han var da ligesådan! Når der så sådan lå besked, så var kokken der med en æske ”King Edwards”. Jeg havde ellers aldrig kunnet købe tobak hos ham, men på det tidspunkt, så skete det den ene gang efter den anden.
Når jeg så ringede tilbage til Sjoen, så var det altid fra en telefonkiosk eller en telefonboks. Den der nede på Vestgrønningen. Og når jeg fik fat i hende, så sagde hun: ”Jeg har tre sække kartofler, den ene er små - hvornår kan du komme og hente dem?” Eller en anden gang kunne det være radiorør eller andet. Og når der var børn med, så snakkede hun bare om små ting.
Men det var helt almindelige ting, for vi vidste jo, at telefonerne blev aflyttet i centralerne i København, og det var vi bange for!
Men der var jo ingen, der kunne have ondt af, at hun ligesom drev en sortbørshandel! Men ellers kunne det jo godt blive lidt halvfarligt, så det var altså: tre sække kartofler, den ene er små. Nå, det var jo i orden, så var jeg inde og fik dem ud. Efterhånden var det nu også ligesom, det var blevet almindeligt kendt. Folk vidste, at de kunne komme over til Sverige her fra Dragør.
Der skjules og advares
Dengang arbejdede jeg som nævnt på ”Plydsfabrikken” i Kastrup. Vores direktør var belgier, og han hadede tyskerne som pesten. Så den første gang, hvor jeg ikke kunne komme på arbejde, fordi jeg var kommet op i noget grej, som skulle ordnes i arbejdstiden, så tog jeg direkte ind til hans hjem. Han boede dengang i ”Christian den Anden”-kvarteret(11).
Jeg spurgte altså, om jeg måtte tale med ham og forklarede ham, hvad det drejede sig om. For ham havde jeg tillid til, og det kunne jeg også have. Han var blevet såret af tyskerne under 1. verdenskrig, hele hans ene arm var ødelagt. Og han hadede dem! Så ham kunne man altså roligt snakke med, og det vidste vi jo godt alle sammen på ”Plydsfabrikken”, hvor de fleste af os var antinazister.
Men vi havde da tre-fire, som var direkte nazister, og desuden var der fire feltmadrasser, så man kunne altså ikke gå helt trygt med de forskellige ting. Man skulle ligesom passe lidt på.
Men jeg sagde altså til direktøren, at sådan og sådan lå landet. Jeg skulle have nogle jøder til Sverige, og jeg var engageret i det og det arbejde. Så jeg kunne altså ikke komme på arbejde den næste dag. Så sagde han: ”Her får du nu på stedet tilladelse til at holde otte dage fri. Men vi skriver, at du er på arbejde hver dag, og du får din løn udbetalt. For hvis tyskerne spørger os, så er du på arbejde! Så har vi også ryggen fri!”
Det var altså noget, han åbenbart allerede havde gennemtænkt. Og så sagde han: ”Vil du have en flaske vin?” Og det ville jeg sgu da gerne, han lavede selv vin. Så jeg fik en flaske med under armen, og det var der en jødefamilie inde fra ”Den hvide Flip”, der nød godt af. De fik den der flaske og den var drukket i løbet af fem minutter. Og de sagde, at den smagte godt!
Ja, spiritus og sådan noget, det havde vi altid i huset. For de folk, der kom, var jo tit meget nervøse, og det var der faktisk ikke noget at sige til. Så vi havde gerne både brændevin og øl, og så sad vi ligesom og hyggede os derhjemme, mens vi ventede. Vi dulmede nerverne, men der var en jødedreng, som blev med at sige til sin far: ”Far, hvorfor gemmer vi os?” Han var vel en 12 år, tror jeg. Moderen var ikke med, jeg tror de var skilt, men altså: ”Jamen far, hvorfor???” Han kunne slet ikke fatte det. Men de kom da godt af sted ligesom de andre.
Nu tror jeg, at vi er nået frem til den dag, hvor razziaen kom. Så nu er vi altså nået frem til 4. oktober(12) . Den dag havde vi haft temmelig mange mennesker, som selv havde henvendt sig til os - udenom Sjoen. For der kom jo mange gennem Sjoen, men også mange andre. Hvor de kom fra, det vidste man jo ikke, men sådan noget bredte sig jo. Blandt andet var der min svigerinde. Hun arbejdede for en jøde, der hed Gahbers. Han havde en systue, og der havde hun fået at vide, at familien var flyttet hen til nogle mennesker, de kendte.
Herfra forsøgte de at komme til Sverige, men de havde ingen forbindelser. Derfor sagde hun til mig: ”Må jeg køre ind til Gahbers og sige til dem, at de kan komme herud?” Jo, det kunne hun da godt, man var jo stor i slaget, ikke. Det gik jo godt dette her! Og desuden var der også en anden familie med mand, to børn og bedsteforældre, jeg husker ikke deres navn. Men det var altså den aften, hvor razziaen gik.
Dengang lå der en stor galease nede ved Nordre Mole(13). Den tog imod mennesker, der kom udefra og bare gik om bord. Det var ikke noget, vi havde med at gøre, det var bare noget man sådan observerede, det var næsten lige ved at ligne færgetrafik. På det tidspunkt havde vi en aftale med nogle, som skulle med Thorvald Palm(14).
Og de kom om bord og lige idet de lagde fra kajen, så snublede jeg over en kuffert. Og den kunne de jo ikke få med, så jeg sagde til den der stod nærmest, at den måtte de så få over med næste båd. Og så tog jeg kufferten og gik hen til en gammel ven fra Socialdemokratisk Forening. Der gik jeg ind og sagde: ”Kan du ikke opbevare denne her til vi skal have det næste læs af sted?”
For det lå jo i blodet, at der sikkert kom mere af den slags. Da det så var i orden, gav vi os til at snakke, for det trængte man altså også til!
De var jo nysgerrige for, hvad jeg havde bedrevet den dag, og jeg var jo ikke uvillig til at fortælle, så mens jeg stod der, så hørte jeg det første skud nede fra havnen. Da sagde jeg: ”Hvad helvede er det??” og så hørte vi nogle, der skreg! ”For satan, der er razzia!” slog det ned i mig. ”Så må I altså ikke have denne her kuffert stående her,” sagde jeg så. ”Nu må vi først se, hvad der er i den!”
Så åbnede vi kufferten og fandt en jødebibel og en bedeskammel og noget gammelt sølvtøj og så nogle smykker og alt sådan noget. ”Ved I hvad, dette her kan I altså ikke gemme! Hvis der kommer en husundersøgelse hos jer, så vil I blive afsløret, og det vil jeg ikke være med til! Lad os tage kufferten og smide den ud på dit brændehusloft og lægge en sæk over. Så lader vi den stå derude, til vi får lejlighed til at sende den til Sverige.”
Det var jo under ingen omstændigheder vores tanke at beholde den. Så vi tog kufferten og satte en stige op til loftet og smed den derind og nogle sække over. Og så gik vi ned igen, for nu var der jo ingen, der kunne se, hvad det var. Nede i stuen sagde jeg: ”Hold kæft. Krølle sidder deroppe med ti jøder, som skal af sted nu! Nu risikerer vi, at de går ned på havnen og bliver hugget!”
Så jeg strøg altså derop, nu var der jo mørkelægning. Idet jeg røg ud af døren, så jeg nogle skygger, der rendte, men hvem og hvad det var, det kunne jeg ikke se. Men hvad, når jeg ikke kunne se dem, så kunne de vel heller ikke se mig, så jeg strøg altså op ad Kampensgade og hen til Krølle, som boede i det lille hus i Vægterstræde!
Så jeg gik hen og bankede på, og Krølle lukkede mig ind. ”I må altså ikke gå ned på havnen, der er razzia dernede” sagde jeg. ”Det skal du fandeme ha’ tak for. Vi skulle af sted nu om en halv time!” Men de var der endnu, og jeg sagde: ”I må altså ikke slippe dem løs, bliv her!”
Nu var jeg jo ligesom færdig med mit arbejde. Jeg havde jo ikke flere jøder, så jeg gik frejdigt og stolt hjem! Og da jeg så kom hjem, så var de føromtalte Gahbers kommet. Jeg sagde selvfølgelig velkommen til dem, og at vi gerne ville hjælpe dem. ”Men der har været razzia i Dragør, og jeg er bange for at der er nogen, der ved, at jeg har med jøder at gøre. Så jeg er ikke tryg ved, at I bliver hos mig!” Så vi måtte hellere tage og gå ud til min søster ude på Sydstranden, der var de lidt mere af vejen.
Sydstrandstur i mørke
Vi blev så enige om, at min bror skulle tage konen og datteren og jeg skulle tage manden og sønnen. Jeg ville så gå ud over markerne, mens han ville prøve at gå ad Engvej. For vi vidste jo ikke, hvor meget der var sket, og hvad der var spærret, man anede ikke en pind. Så vi gik altså ind der ved Engvælen og videre imod Lunden.
Der var mørkelægning, det var mørkt - ja det var ravende sort! Men disse områder havde jeg strejfet meget i som dreng. Så da vi kom et stykke ud på marken, sagde jeg: ”Nu er der altså en meget dyb grøft her i nærheden, der er ingen vand i den, men man risikerer at stå lige på snuden ned i den!” Og så stod jeg på snuden. Og da jeg lå dernede, så spurgte de: ”Hvor er du, hvor er du?” ”Jeg ligger sgu hernede!” Men der var ikke sket noget som helst, så vi kravlede over grøften og gik over mod Lunden og Lundevej, der hvor i dag Fasanvænget ligger.
Da vi kom ned til Lundegårds Strandvej, så rendte der en og lyste med en lygte et eller andet sted. Ja, vi kunne jo ikke se om der var een eller mange, vi kunne bare se at lygten var i stærk aktivitet. ”Hold kæft, der er de!” - så vi sprang ind i en have til et gult sommerhus. Og kravlede ned bagom en kompostbunke.
Der sad vi så. Og vi kunne se den der lygte, den nærmede sig mere og mere. Nå, til sidst kravlede jeg frem imod vejen for at snuse, hvad det egentlig var, der foregik. Og denne her lygte, den gled jo ind over den ene grund, og den gled ind over den næste grund - og så sagde jeg: ”Hold kæft, nu kommer de også her!” Og som jeg sådan lå der i mørket, så kunne jeg se, at manden sommetider lyste på sine egne ben. Så blev jeg klar over, at det var en nattevagt. Han havde lange støvler på, ligesom tyskerne havde, så jeg var ikke helt sikker.
Men selvom jeg ikke var helt sikker, så havde jeg en anelse om, at det var en af disse her nattevagter, der gik i alle sommerhusene om vinteren - der sad sådan et skilt med nøgler over kors, så kunne man se, at der var nattevagt på. Men det var altså ham. Han skulle til alt held ikke ind der, hvor jeg stod, den have gik han forbi, så jeg behøvede ikke at forklare noget. Da han så var henne ved den næste have, så gik jeg ind og hentede de to: ”Der er ingen fare, det var nattevagten, lad os bare komme af sted.”
Så vi gik ud til Mühldorffs, der boede min søster og svoger i stuen - de gamle Mühldorffs boede ovenpå. De blev så installeret. Min bror var allerede kommet med de andre. De var slet ikke blevet antastet, så det var bare os, der var kommet op i noget, der ligefrem var spændende.
Og angsten sidder altså i een, når man er ude i sådan noget! Men så sagde Viggo: ”Ham, Villy Christensen, han har en båd liggende ude ved Kongelunden. Skal vi ikke gå ud og stjæle den?” ”Du Viggo,” sagde jeg ”jeg er sgu helt med på at gøre, hvad jeg kan, men gå ud og stjæle en båd, jeg ikke kender - det kan jeg ikke være med til, for det kan blive ris til vores egen røv!”
Nå, men vi blev så enige om, at vi skulle overnatte derude, min bror og jeg. Der var jo ikke noget at komme til Dragør efter. Og jøderne, de skulle så også være der, så måtte vi se hvad vi kunne finde ud af den næste dag. Og de blev køjet forskellige steder, nogle oppe hos Mühldorff, nogle hos min søster og svoger. Så vi lå over hele huset. Jeg lå nede i stuen, og mens jeg lå der om natten, så hørte jeg lige pludselig maskingeværild ”Knakknakknak...” og jeg for op og tænkte: ”Hvad? Det er da en drøm? Hvad fanden kan det være??” Lyden var der sgu!
Nå, men jeg kravlede til køjs igen og sov nogle timer, uroligt ad helvede til. Så varede det ikke ret længe, så var der en salve til! Og jeg kom ud af kassen - kiggede og lyttede. Men der var altså stille og roligt og fredeligt alle vegne. Men jeg fik opklaret mysteriet om morgenen, for det første, der kom ned af trappen, det var en hund, en af de her jagthunde. Og den satte sig nede på trappen og loppede sig. Og hver gang den køter loppede sig, så slog halen ”Knakknakknak...” Men altså, når man er i sådan en situation, så er der nerver på!
Ruten lukker
Min bror og jeg fik tøjet på og gik til Dragør for at se, hvordan vi skulle få disse mennesker væk. Og der var lige sket en minesprængning udenfor fyret(15) . De var på vej ind med nogle søfolk, der var blevet skoldet, og der kom nogle ambulancer til Dragør. Så var der en, der hviskede mig i øret: ”De kører jøderne væk i ambulancerne.”
Så fik vi fat i dr. Dich og sagde til ham: ”Ved du hvad, der sidder fire jøder ude hos Mühldorff, kan du ikke få dem væk også?” Og det klarede han! Så der gik ikke ret lang tid, så var hele Dragør tømt for jøder på grund af de ambulancer. Men da jeg kom ned til min moster på Amager Landevej, så spurgte hun: ”Hvad i alverden er der dog sket i Dragør? Nu er den tyvende ambulance kørt forbi her!” Og de kørte jo for fuld udrykning, for så blev de ikke stoppet.
Derefter turde vi jo ikke foretage os noget(16). Vi advarede Sjoen, vi advarede alle - alle de steder, hvor der var chance for, at der kom jøder fra. Men så var der lidt forskelligt, der skulle klares op. Vi havde jo haft en familie inde fra ”Den Hvide Flip” - inde på Nikolaj Plads tror jeg det var - han havde bare sendt disse mennesker herud og havde så sagt, at han ville ordne det økonomiske, vi skulle bare komme ind til ham.
Jeg havde jo lagt ud af de penge, sagførerkonen havde efterladt. Nu var jeg jo lige pludselig ved muffen, så jeg sørgede for at de andre fik deres. Så jeg gik ind og sagde til ham: ”Nu har vi haft de her mennesker med ud at sejle.” ”Ja, hvordan er det gået?” Jo, det var da gået godt, og de var i Sverige, så han kunne være ganske rolig!
Men så var der jo noget med nogle skillinger? ”Ja, jeg skal også nok betale, men hvor meget er det?” Og jeg sagde frækt: ”1.000 kr. pr. snude.” Altså en 3-4.000 kr., jeg husker ikke beløbet. Men i hvert fald: han betalte og jeg fik dem og der var ikke spor af, at han rystede på hånden, da han betalte dem. Så var det også i orden.
Men lad os lige vende tilbage til tiden før razziaen og tage et par episoder med til belysning af situationen. Det var jo efterhånden blevet almindeligt kendt, hvad der foregik, så det blev sådan en slags folkeforlystelse at gå en tur ned på havnen. Det var jo oven i købet også på den tid, hvor sildefiskeriet foregik, så der var også af den grund mange mennesker på havnen.
Men der gik altså også en forfærdelig masse mennesker dér af nysgerrighed. Jeg kan blandt andet huske, at M.O. Jensen(17) og hans kone var dernede - og så gik der pludselig panik i en af fiskerne, så han for hen til M.O. Jensen og skældte ham hæder og ære fra: De rendte der, de skulle kraftedeme skrubbe hjem, de havde sgu ikke noget dernede at gøre! Han var meget, sådan opfarende!
Og da han så havde brokket sig til dem, så rendte han på mig og sagde: ”Skrub ad helvede til med dig, din idiot, hvad render du her efter?” ”Hold kæft, det samme som du gør!” svarede jeg. Ja, det var sådan en episode midt i alt det her.
En englænder?
Så kom der en og sagde: ”Ved du hvad, der render en englænder derovre sammen med hende kællingen, du kan se derhenne!” ”Hvem siger det er en englænder?” ”Jo, det påstår hende kællingen. Han er skvattet ned med en flyver! Hvordan er det, du ved noget om flyvere, ikke? Kan du ikke spørge dem?” Jo, det kunne jeg da godt. Men hvordan skulle jeg nu klare det, man var jo i vildrede.
Nå, men der var jo ikke andet for end at tage dem med hjem. Så jeg gik hen til ham og sagde: ”Dav med dig, Terry! Kom med hjem til mig!” og så tog jeg dem under armene og så gik vi hjem til os. For dette her var jo straks noget lidt mere kriminelt, man måtte snakke lidt med dem, ikke? Men han talte kun tysk, og hende kællingen der, hun oversatte. Hun påstod, at han var fra Antwerpen og derfor kunne han ikke tale ordentligt engelsk. Ja, så var tvivlen der jo allerede, så jeg sagde til mig selv: ”Hvordan klarer jeg mig ud af dette her?”
Så spurgte jeg, igennem hende, hvor han var faldet ned? Han fortalte, at det var ved Charlottenlund og det vidste jeg, var lodret løgn. Så ville jeg have maskintypen at vide? Jo, det var en Spitfire18, dem kendte alle mennesker jo. Og en Spitfire, den havde på det tidspunkt kun en rækkevidde på 400 km. Altså også: lodret løgn. Så sagde jeg til mig selv: ”Hvad fanden gør jeg nu??”
Nu havde jeg allerede tidligere fået forbindelse med Haubirk(19) fra Fyr- og Vagervæsenet. Der var nemlig sket det, at en bekendt en dag kom op til mig og spurgte, om jeg ikke kunne være med nede på Kirkevejen den følgende aften. ”Jo, hvorfor det?” ”Jo,” sagde han, ”der kommer en eller anden stor person, der skal over ved Dragør(20). Og du skal altså bare se, om der kommer tysker-biler, Gestapo-vogne, for så skal du rende ned ad Kongevejen og ned på hjørnet ved havnen.
Der står jeg, så kan du sige det til mig.” ”Det kan jeg da godt, men hvad er det der foregår?” ”Jo, forstår du, det er Haubirk der er med i det der.” Man skulle jo helst vide så lidt som muligt.
Nå, men der skete ikke noget, og han kom op til mig oppe ved kirken og sagde: ”Det er i orden” og så gik vi hjem og snakkede ikke mere om det.
Det var Fyr- og Vagervæsenet, der var i aktion, og det var Otto Andersen, der var ansvarlig. Og Otto Andersen, han gjorde jo ikke noget forkert, han havde fået en ordre indefra, ganske givet, for ellers så sejlede han bestemt ikke! Og så var det Ejner Tønnesen, og jeg har fornemmelsen af, at Gerhard Steffensen også var med(21).
Jeg ved i øvrigt ikke noget om, hvad Haubirk var involveret i, det var vist Studenternes Efterretningstjeneste han arbejdede for.
Men i foråret 1944, mens jeg var i Sverige, læste jeg et illegalt blad, som vi havde fået derover ved et til fælde. Og der stod, at Ejler Haubirk var blevet skudt ned i den indre by. De havde været på jagt efter ham, og en stikker, der sad inde på et værtshus, genkendte ham og rusede ud og skød ham i ryggen. Han døde i rendestenen.
Den historie blev senere korrigeret: Ude på Trianglen var der et værtshus, hvor frihedskæmperne mødtes. En dag sad Brøndum(22) derude, og da han så Haubirk træde ind af døren, så rejste han sig op og trak pistolen. Da Haubirk så det, sparkede han til pistolen, så den røg ud af hånden på Brøndum. Og så styrtede han ud af døren. Men Brøndum for hen og fik fat i revolveren og nåede at skyde Haubirk ude på fortovet.
Men tilbage til min historie om den ”nedstyrtede englænder.” Jeg var som sagt kommet i forbindelse med Ejler Haubirk, så nu drønede jeg ud til ham(23) og sagde: ”Du Ejler, jeg er i klemme, for jeg har en stodder derhjemme og jeg tror, han er tysker. Kan du ikke tage og forhøre ham, han påstår, han er englænder?” Jo, det ville han da gerne.
Og han tog denne her kasket fra Fyr- og Vagervæsenet på, som han havde, og så kom han drønende herop. Og han kom ind i stuen og så meget bøs ud! Det gjorde han jo, han var et rigtigt mandfolk! Og så råbte han: ”Hvad foregår her?” Og tyskeren, han satte sig helt ned i stolen. Så blev vi smidt ud, også hende pigebarnet (hun var dansker), og så begyndte han at snakke tysk med tyskeren.
Der gik nok en halv times tid. Jeg hørte, at han var både højrøstet og slog i bordet. Og så lidt efter kom han ud og sagde: ”Det er i orden, han er englænder, han skal bare til Sverige” - altså mens hende pigebarnet hørte på det, ikke?
Bagefter trak han mig til side og sagde, at det var en tysk desertør, som stammede inde fra et tysk skoleskib, der lå inde i Frihavnen. Der havde han været om bord, og så havde han truffet hende feltmadrassen og var kravlet i seng til hende ude på Nørrebro. Der havde han så boet i 14 dage og nu skulle han altså skydes som desertør, når han kom tilbage. Så han var altså på’en ad helvede til.
Haubirk havde fundet ud af, at han ikke kendte noget til England eller noget som helst derovre. Men der var lige en ting, sagde han, og så ragede han i lommen og sagde: ”Kan du bruge sådan en?” Så stak han mig en pistol. ”Nej, det er sgu ikke mig!” ”Jo, du er kraftedeme nødt til det, for hvis manden prøver at stikke af, så skal du skyde ham, for så er det dig eller ham, det gælder!” Og så fik jeg denne hersens i lommen og gik med den hele aftenen - og jeg kunne ikke have ramt en ladeport!
I alle fald, så fik vi da både ham og hende af sted den næste dag. Det var Karl Frisk(24), der sejlede dem, og jeg sagde til ham: ”Du må altså sørge for, at han kommer ordentligt i land derovre. Sig til politiet, at han er tysker!” For det svenske politi stod jo og tog imod dem derovre. Men han skulle jo ikke lave nogen skade, vel? Og da Karl så kom tilbage fra Sverige, så var vi nede at tage imod ham.
Og ham, tyskeren, han havde jo ikke haft noget tøj på, så han havde fået en sweater af min, en lilla en, rædderlig ad helvede til. Da de så kom hjem, så havde Frisken den sweater på! Så sagde jeg: ”Hold kæft, har du dronet ham??” ”Åh hold op” sagde han. ”Jamen, det er da min sweater!” ”Så tag den da, jeg frøs sgu!” Tyskeren havde smidt sweateren, da han gik i land ovre i Sverige, for da skulle han jo være en pæn mand igen. Men jeg fik altså min sweater tilbage - og politiet tog sig af ham derovre.
Min bror bliver taget i Gilleleje
Men da nu razziaen havde været i Dragør, så havde Sjoen nogle mennesker, der skulle af sted. Og vi kunne jo ikke hjælpe hende længere. Så hvad gjorde vi så? Jeg lovede at prøve, om vi ikke kunne få en kontakt oppe i Nordsjælland. Og så sendte vi min bror op til Gilleleje, og så blev han hugget oppe i kirken sammen med alle jøderne(25).
Men vi havde jo fået at vide af kystpolitiet her i Dragør, at hvis der skulle ske noget så skulle vi tilstå et eller andet, så ville vi komme til dansk politi.
Det gjorde han så også. Han var rendt på en anden ung mand deroppe, som vi ikke kendte, men de to havde holdt sammen, var blevet arresteret sammen og kommet til forhør efter hinanden. Det var tyskerne, der arresterede dem, og de kom til Horserød-lejren, hvor de blev afhørt af Gestapo med danske tolke. Og der blev alle de her jøder også interneret samtidig.
Og der tilstår han jo altså et eller andet indbrud, jeg tror det var på rådhuset i Dragør! Og så sagde han: ”Og ham, der sidder der, han er altså min medhjælper.” De ringede med det samme til det danske politi, at de havde nogle, der sad der.
Så blev de transporteret ind til Politigården, og derinde kom de ind i et forhørslokale. Så blev døren blev lukket og så sagde de: ”Nå, lad os så høre, hvad I har lavet?” Joh, de havde brækket ind nede på Dragør rådhus. ”Det har vi sgu aldrig hørt om,” sagde de og var nærmest ved at dø af grin. Nå, men de skulle have en tår kaffe og en smøg, og så sad de og afgav forklaring på, hvad der var sket oppe i Gilleleje, for det var de mere interesseret i.
Og så sagde de: ”Nå, jamen så kører I bare hjem. Og så bliver I hjemme, indtil I får en advarsel fra os. Hvis tyskerne begynder at interessere sig for jer, så skal I af sted. At I ved det!” Så, da de kom her hjem, så sagde folk: ”Vi er ikke glade for at have ham din bror og den unge mand rendende rundt på gaderne og slå skank og alt dette her!”
Rygterne gik jo ad helvede til over hele byen. Så vi eksporterede dem ud på Sydstranden til min søster og svoger. Så de gik derude i en otte-dages tid, de tog selvfølgelig til byen og havde det selvfølgelig nok ret hyggeligt. De var arbejdsløse på det tidspunkt og fik ingen understøttelse, så de skulle heller ikke gå til kontrol.
Men så en skønne dag, så kom de ovre fra den grå skole, der havde kystpolitiet jo vagtlokale(26). Og så spurgte de: ”Hvor er de henne? For tyskerne har spurgt efter dem, og I risikerer, at de kommer og skal have fat i dem i løbet af nogle få dage.”
Nu var den jo gal, nu brændte den! Og da vi på det tidspunkt ikke havde fået nogen forbindelser i gang i Dragør endnu, så tog jeg ind til Studenternes Efterretningstjeneste(27) , de havde en linje, der gik fra Kalkbrænderihavnen og til selve Malmø. Der havde jeg været ude engang og havde truffet en fisker - jeg husker ikke, hvad han hed, måske Erling Hansen. Ham og hans far, de må have fisket sammen.
Faderen var en mand på min fars alder, og sønnen lidt yngre end jeg var. Ham drønede jeg ud og fik kontakt med, og næste dag, midt på den lyse formiddag, så afleverede jeg dem og sagde farvel og tak! Og derefter tog fiskeren sig af dem, det var temmelig åbenlyst derude, efter hvad jeg sådan har kunnet finde ud af.
Der var ganske vist kystpoliti ved udsejlingen, men de har nok været underrettet på det tidspunkt. Og der var det nemlig også, at den der store galease, der var i Dragør under razziaen, den mener jeg også gik fra Nordhavnen for Studenternes Efterretningstjeneste. Så det var en, der ligesom arbejdede sammen med dem. Men om det er rigtigt, det tør jeg ikke sværge på. Men min bror og hans kammerat, de kom altså godt af sted.
Så er der razzia i Kastrup
Jeg har endnu ikke fået fortalt lidt om ”Sjoen,” altså Kjeld Meyers barnepige, Johanne Christensen. Hun var jo ikke selv jøde, men var nær veninde med Kjeld Meyers mor fra dengang, hun som sygeplejerske havde bjerget den nyfødte Kjeld i land på fødeklinikken. Det var på den måde, at hun var kommet ind i alle de jødefamilier og havde fået alle de jødekontakter. Og vi bevarede kontakten også efter razziaen i Dragør.
Kort tid efter 4. oktober - razziaen i Dragør blev jo ligesom min faste målestok i det hele - så ringede Sjoen igen til mig og sagde: ”Nu er der altså - hvad skal vi sige - tre personer, der skal af sted.” Og jeg rejste derind og skulle have fat i de her mennesker og have dem ekspederet. Så først opsøgte jeg en kastrupfisker og spurgte ham, om han eventuelt kunne sejle dem over.
Der var jo også en temmelig stor transport fra Kastrup dengang. Og da jeg ikke kendte fiskerne der direkte, så var det ligesom lidt svært ved at finde kontakter. Men der var en af fiskerne jeg havde hørt om, så jeg gik direkte ud og sagde til ham: ”Jeg har nogle mennesker, der skal af sted, kan du sejle med dem?” ”Joh, det er da helt i orden,” sagde han ”vi tager dem i aften.”
Vi skulle være derude ved 7-tiden, for at det skulle være naturligt, som om vi skulle ud at fiske. Så jeg tog til byen, ud til Sjoen og traf de her mennesker og hilste på dem og sagde, at de skulle holde sig klar ved 5 til 6-tiden. Så ville jeg komme derud og hente dem. De her mennesker, de var meget nervøse og talte om mange forskellige ruter og sådan. Men vi var altså enige om, at jeg skulle komme og hente dem, så skulle vi tage en taxa direkte til Kastrup. Det brød jeg mig ellers ikke om, taxa var altid farligt.
Da så klokken blev så mange, så tog jeg af sted fra Dragør på trampecykel selvfølgelig, det gjorde vi jo altid. Det skulle jo være vores daglige liv, vi kørte. Jeg smed så cyklen inde ved Sundby og tog ind til Sjoen. Og da jeg kom derind, sagde hun: ”Ved du hvad, de er kommet over oppe ved Vedbæk, vi fik lige pludselig en kontakt fra Vedbæk, og så sendte vi dem derop. For vi var lidt nervøse for Dragør og det derude, fordi der lige har været razzia.” Jamen det var da i orden, men så måtte jeg jo hjem og fortælle fiskeren, at han ikke skulle sejle for os.
Så jeg sprang ned på gaden - eller: jeg gik stille og roligt ned og hyrede en taxa. Jeg havde jo penge på lommen fra sagførerdamen, så jeg var råflot! Men da vi så kom til Kløvermarksvej, så var der en forfærdelig redelighed.
De havde sat ild på den store hangar på Kløvermarken(28). Og den stod i lys lue, det lyste op over hele Christianshavn og hele Amager. Det var et kæmpebål, og der var titusindvis af mennesker, der var inde i området. Men vi kom altså igennem ned til Amager Strandvej. Nu havde man fået en fornemmelse af, at der foregik noget rundt omkring. Vi kom så til Kastrup, svingede op ad Alléen og ind på banegårdspladsen. Så stod der tre mand og spærrede hele vejen og lyste med lygter på os(29).
Taxachaufføren sagde: ”Hold kæft, der er razzia!” og så kom der en tysker, tror jeg nok, han var helt mørkt påklædt. Han lyste med lygte for at se mit ansigt, og bagefter chaufførens. Derpå gik han hen bagi, og lyste ind. Så råbte jeg ud af bilen: ”Hvad fanden foregår her?,” men han svarede ikke, så sagde jeg: ”Du kan da vel for fanden svare, ikke? Hvad er det I laver? Hvad render I og leder efter?” Jeg var jo dum som en okse!! Men derpå sagde tyskeren: ”Heraus!!” og jeg spurgte: ”Hvad fanden, er I tyskere? Har I lavet razzia??”
Nå, så sagde jeg til taxachaufføren: ”Ved du hvad, du kan lige så godt køre, for nu går jeg sgu ned på Havnecafeen!” som om jeg skulle på værtshus. Så jeg betalte, og han kørte ad Skøjtevej. Tyskerne gik over imod stationsbygningen og jeg gik hen imod fiskeren. Det var nu nok en fejl, men de interesserede sig jo ikke for mig, nu hvor de ikke havde fundet jøder i taxaen.
Længere henne ad vejen var der kulsort mørke, så jeg gik lige lodret hen til fiskeren og sagde til ham: ”Hvad fanden, der er jo razzia??” ”Ja, det ved jeg godt, og jeg var også skide bange for, at I skulle komme med nogen!” ”Nå, men de kommer altså ikke, de er kommet over oppe ved Vedbæk, så nu skrider jeg igen!” Og det var så den eneste gang, jeg havde kontakt med fiskerne i Kastrup.
Nå, men tilbage til Sjoen. Hun ringede en dag til mig og sagde, at der var en mor og en datter, som meget gerne skulle over! Og der stod jeg så med håret ned ad nakken. Men jeg havde da fået at vide, at Torben Erichsen i Socialdemokratisk Forening, han kunne muligvis hjælpe mig med en kontakt. For der var jo stadigvæk ikke noget at gøre i Dragør. Der var der ingen, der turde gøre noget nu.
Jeg fik så fat i Torben Erichsen, som sagde, at han havde en kontakt inde i Torvegade i ”Studenternes”. Så vi tog sporvognen og kom ind til Torvegade 1. Jeg kan huske det som i går. Oppe på første sal ringede han på og sagde: ”Det er Torben Erichsen og en ven fra Dragør, vi ville gerne tale med jer!” Nå, men det var da i orden, vi kom ind, og da vi kom ind, så sad der nogle meget arbejdsivrige studenter ved fire skriveborde og læste og havde stabler af bøger. Nå, så sagde ham der hentede os: ”Det er Torben Erichsen, han er god nok!” og så var der sgu ingen, der havde travlt, så skulle de høre, hvad vi havde på hjertet.
Så viste det sig jo, at det var en hel central, vi var drysset ned i. Og da vi forelagde dem, hvad vi havde på hjertet, så blev vi enige om, at vi skulle tage ud til ”dr. Møller” i Rosenvængets Sideallé. Han var også student på det tidspunkt, og det var ham, der havde kontakterne. Og vi mosede ud på Rosenvængets Sideallé - jeg har aldrig glemt den gade siden.
Og derinde var der en lang have op til huset, hvor han boede. Og han var også meget, sådan afmålt, til at begynde med, men senere var der ikke noget i vejen! Han sagde: ”Det passer udmærket i morgen kl. 3, så skal der sejle en transport fra Nordhavnen. Der kan I få de to damer med. Men lad nu være med at komme i taxa!” Det var det første, han sagde. ”Ja, det skal vi nok klare, vi går til fods!”
Nordhavnsmolen
Og så måtte jeg ind til Sjoen igen og sige, at den var god nok. Vi havde en kontakt i Nordhavnen(30) og vi skulle prøve at få dem over derude. Vi aftalte at mødes ved S-togsstationen Nordhavn, og der var damerne da også til tiden. Jeg gik hen til dem og sagde mit navn, og så var de helt klar over, hvem jeg var. Og jeg fortalte dem, at vi skulle gå til fods ud ad den lange vej til Nordhavnsmolen.
Der var bare en lille ubehagelighed, som vi ikke havde taget højde for: Midt på molen havde tyskerne en kutterbase med patruljefartøjer. Og der var sat et stort hegn omkring, hvor man kørte ind fra vejen, ind på pladsen. Og jeg anede ikke ret meget om, hvad der egentlig foregik der. Vi begyndte at gå ud ad vejen.
Men inden længe sagde moderen: ”Ham, cyklisten der, nu er det anden gang, at han vender rundt. Kender du ham?” ”Nej, jeg kender ham ikke” sagde jeg, ”men det er i orden!” Og da han så kom op på siden af os igen, gik jeg ud foran ham og tog fat i cykelstyret og sagde: ”Hvad render du her efter?” ”Ja” sagde han ”jeg kan jo godt se, hvad der foregår, og jeg ville jo gerne være til hjælp, hvis jeg kan!” ”Jo, den måde du kan være til hjælp på, det er ved at holde dig langt væk fra os! Du kan køre ned for enden af vejen, og hvis der så kommer noget, så kan du komme spurtende op til os og sige til. Det er den eneste måde, du kan hjælpe os på! Og det skal du have mange tak for!” Så skred han rundt og kørte derned, hvor jeg havde sagt.
Men så var der en anden ubehagelighed. Foran os gik tre tyske officerer og slog skank. De gik sådan og slentrede, meget langsomt. Og dem skulle vi altså udenom med den hastighed, vi havde på. Så jeg sagde til de her to damer: ”Tag det roligt, det er ikke dem, I skal være bange for, de gør fandeme ikke noget!” Jamen, hun turde altså ikke. ”De kan se, jeg er jødisk” sagde moderen - datteren var ikke så udpræget. ”Jamen, der sker da ikke noget, gå bare ganske almindeligt. Vi kan da gå over på det andet fortov.” ”Ja, lad os det, lad os det! Jeg tør ikke gå udenom dem!” sagde hun. Nå, jamen det var da også lige meget, vi skulle nok klare det.
Ovre på den anden side af vejen gik der en mand og gjorde rent udenfor et lille gult hus, en kontorbygning ved en kulplads eller sådan noget. Han stod og skrubbede trappestenen udenfor, og jeg gik hen og sagde til ham: ”Du, må vi ikke være indenfor hos dig et øjeblik?” Så kiggede han lige på os og sagde: ”Værsgo, træd ind!” Og så gik vi derind for, som jeg sagde til ham: ”Du kan godt se, det er ikke ret sjovt at skulle gå forbi dem der.” ”Nej, det kan jeg godt se, men I kan blive her lige så længe, I vil, jeg skal have gjort rent i hele huset.” Så han fortsatte med at skrubbe, han var sgu ikke nysgerrig. Og da tyskerne så var svinget ind på basen, og banen var fri, så gik vi bare på det modsatte fortov ind imod fiskerlejerne, der lå til venstre dengang.
Vi kom så ud til fiskerhytten som aftalt, hvor en far og søn ventede på os. Jeg tror, de hed Nielsen. Det var to ganske stilfærdige, rolige mennesker, som man kunne tale med. Og de sagde: ”Ja, det er meget godt, at I kommer så tidligt, men vi sejler ikke før det bliver mørkt.” Og vi havde jo fået besked på kl. 3. ”Det bliver da en lang ventetid.” ”Jamen I kan da gå ind i redskabsskuret, der er da så vi kan lave en tår kaffe” - og så lavede de kaffe og gik ellers og passede deres daglige dont som enhver anden dag. Imens gik jeg jo rundt og kiggede på alle lokaliteterne i området. Jeg var nede at kigge på tyskernes base og sad og tænkte på, hvordan man muligvis kunne sabotere de der skibe. Der var lige pludseligt mange planer, men heldigvis kom de jo ikke til udførelse.
I mørkningen kom så Studenternes Efterretningstjeneste med en hel masse jøder, så der efterhånden var 20-25 jøder samlet. Lige forbi tyskerne! Der var en vældig frisk studine(31) med, jeg ved ikke hvad hun hed eller hvem hun var, men jeg sagde til hende: ”Du, vi har rendt rundt her hele eftermiddagen, vi er meget sultne” og hvad jeg nu sådan kunne beklage mig over. ”Nå ja, det var også synd, at I kom for tidligt, men aftalen var faktisk, at I skulle have sejlet kl. 3.
Men det er altså blevet lavet om, så nu skal I sejle, når det bliver mørkt.” Og så gik vi ellers og småsludrede.
Lige pludselig kom der tre militærkøretøjer - ja man kunne jo ikke se forskel på militærvogne og Gestapovogne - ud ad vejen, ikke!
Og for mit vedkommende, så slog jeg seks kolbøtter og så ned igen for at komme hen og advare. Og rendte selvfølgelig lige i maven på hende studinen der, og jeg sagde: ”Så, nu er der Gestapo på vej!” ”Hov, hov!” sagde hun ”Vent nu lidt, lad os lige se!” Hun gik op på vejen, kom tilbage og sagde: ”Nej, de kørte ind på militærbasen derhenne!” Hun var sgu kold og rolig, det var jeg fandeme ikke! Men det var jo også ukendt område for mig at være i. Men jeg fik vel nok spænding for alle pengene!
Da det så blev mørkt, læssede vi alle de her mennesker om bord med al deres pikpak. De to, jeg havde med, de havde ikke noget, de kom ligesom de gik og stod, havde bare en lille håndtaske med hver. Men de kom om bord i skibet, og de kom til Sverige, så hele den historie, den gik bare! Men jeg lærte noget om, hvad der eksisterede på de forskellige pladser.
Jeg havde endnu en transport fra Nordhavnen. Det var en frimærkehandler fra Fiolstræde - jeg husker ikke navnet. Men dengang jeg var begyndt at arbejde igen på Plydsfabrikken”, så kom garnforvalteren, Vilhelm, og stod og steppede udenfor. Om jeg kunne hjælpe nogen mennesker til Sverige? Jeg sagde selvfølgelig, at det kunne jeg da sagtens. Men at jeg skulle have at vide, hvor de mennesker befandt sig, og hvornår jeg kunne få dem af sted. Så fortalte han, at de var oppe på Højdevangs kirkens præstegård, hvor præsten havde haft dem hos sig et langt stykke tid. Men han ville gerne have dem til Sverige.
Så jeg gik ud til fiskerne i Nordhavnen og aftalte turen, og bagefter hentede jeg dem hos præsten. De blev transporteret med sporvogn ud til Nordhavnen, der tog vi altså også de offentlige transportmidler til hjælp, og der var ingen, der generede dem. Så de kom godt af sted. Som tidligere nævnt brugte vi også denne forbindelse, da min bror og hans kammerat skulle over. Men det er nok også det sidste, jeg husker om kontakter til Nordhavnen.
En flygtet sabotør
Men så en dag ringede Sjoen til Marchen. Og jeg for selvfølgelig pligtskyldigst til telefonen. Og hun sagde: ”Ved du hvad, Poul, jeg er oppe i noget meget ubehageligt, kan du ikke komme herud?” Jo, det kunne jeg da godt, så jeg drønede ud til hende, hun boede ude på sygeplejerskernes bolig i Fensmarksgade. Da jeg kom ind på værelset derinde, sagde hun: ”Ved du hvad, jeg har haft en meget ubehagelig oplevelse.
Det er en ganske ung mand, som ikke vil ud med, hvor han har fået mit navn fra. Men han er blevet mishandlet af tyskerne, han har været sabotør, og nu skal han altså til Sverige. Men for Guds skyld: han skal af sted meget hurtigt!” ”Det skal jeg nok prøve på. Du kan sige til ham, at han skal møde mig på Dragør Station i morgen eftermiddag kl. 4, der er jeg med samme tog fra Kastrup.” Dengang var jeg begyndt at gå på arbejde igen.
Næste dag kl. 4, da jeg stod af toget, gik jeg ud på perronen og stod og skævede. Man var jo ikke alt for sikker på noget. Men så var der en ung mand, der stod oppe ved pakhuset længst oppe på stationen. Og han passede på signalementet, jeg havde fået: han skulle være i islandsk trøje og have begyndende skæg. Dengang dækkede sabotørerne sig altid under et skæg, men hans var kun begyndende, sådan langskægget, ikke.
Men jeg gik hen til ham og sagde: ”Mit navn er Poul Olsen.” ”Nå, så er det dig, jeg skal have fat i” sagde han. ”Jamen, så går vi, du følger bare med her ikke?”
Og mens vi så gik ned gennem stationen, forbi anlægget og hjem til Nyby - det var den mest fredelige vej - så sagde jeg til ham: ”Hvordan har du det med betaling, kan du betale for det?” ”Nej, jeg ejer ikke en krone!” ”Nå, det er også lige meget, du kommer af sted alligevel. Men hvor meget haster det, er der nogen efter dig, er du efterlyst?” ”Ja, efterlyst, det er jeg, men jeg mener selv, jeg har dækket mine spor, så der er ingen, der kan finde mig. Jeg er hele tiden på spænd for, om der er nogen efter mig. Men der har ikke været nogen på denne her tur!”
Så kom vi hjem og gik ind i gården og skulle til at gå ind ad døren. Og så sagde han: ”Nu vil jeg ikke med længere!” ”Jamen hvad er der dog i vejen?” ”Nej,” sagde han ”jeg kan sige dig, at jeg er kommet herud for at finde ud af, om der er noget solidt i det med den her rute. For jeg tør ikke stole på nogen mennesker. Og jeg tør heller ikke stole på dig.
Men nu tager du mig med hjem, og efter den samtale, vi har haft, så kan jeg godt regne ud, at det er en sikker rute, du har, og at jeg kan komme over den vej!” ”Ja, det er da helt i orden” sagde jeg ”Du stoler ikke på mig, men jeg stoler fandeme heller ikke på dig! Hvordan skal jeg kunne det??” ”Nej, det kan jeg da godt se!” sagde han - og så stak han sine hænder frem.
Og så sagde jeg: ”Nå, men så kan jeg godt se det!” Så var der slet ikke mere at snakke om, ”Men sagen er den, jeg har noget jeg skal have ordnet i aften. Men i morgen kl. 4 kan vi mødes på samme sted som i dag, og så er jeg der.” ”Ja, men så skal jeg altså også over samme dag, jeg tør ikke vente et døgn til!” ”Nå, jamen det er så helt i orden” og så gik jeg ned og kontaktede Karl Frisk - han var altid frisk! - og sagde til ham: ”Du, ved du hvad, der er en mand, der skal over her.
Men det skal helst være billigt, det kan du nok se, jeg har jo ikke mange kroner!” ”Nå, men hvad vil du da give?” ”Du kan få 500 kr.” - jeg havde jo ganske vist flere skillinger, men det var altså i orden, han tog ham over for 500 kr. Og det skulle så være i næste aften.
Næste dag kom han da også. Det var blevet tåge, og han kom hjem og sad hos os et par timer. Da klokken så var en 6 til halv 7, så gik vi ned på havnen, klatrede over plankeværket og gik om bord i båden. Det var midt i eller i slutningen af november, kort tid før jeg selv stak af. Men Frisken var altså oppe på tæerne, og næste dag kom han og sagde mange tak fra manden.
For at runde denne historie af kan jeg fortælle, at da jeg var stukket af til Sverige og havde været på isoleringslejr i Sunhultsbrunn, hvor 60-70 danskere boede. Så blev jeg sendt til Stockholm, hvor arbejdsformidlingen havde skaffet arbejde. Og når man fik arbejde i Stockholm, så hjalp Flygtningehjælpen med etableringen. Vi fik seng, bord, tre-fire stole, kasseroller og spritapparat, så man kunne klare sig. Og det skulle man altså op på Flygtningehjælpen og have.
Så der sidder jeg så sammen med min kone og dreng. Så kom der en ung mand, og lige idet han så mig, stoppede han op og gloede på mig og sagde: ”Hedder du Poul?” ”Jo, det gør jeg da.” ”Kan du ikke huske mig?” ”Nej, det kan jeg altså ikke” ”Jamen det var da dig, der sendte mig til Sverige!” ”Ja, det kan jeg nu ikke huske!” Og så stak han næverne frem igen - ”Hold kæft, var det dig? Du kom godt fra det?” ”Ja, ja, jeg er i gang heroppe, jeg har det mægtigt godt ...osv. osv.
Men nu skal jeg fandeme gå ind og sige, at det er dig!!” Og så gik han ind og sagde noget til dem derinde og da jeg kom derind, så tog de meget hjerteligt imod mig. Men ellers fik jeg vist ikke mere ud af det: Jeg fik min seng og mit bord. Men det var da et skægt tilfælde, at han lige kom ud af døren.
Fredelig færgetrafik
Der kom også mange ganske almindelige mennesker over, som ikke havde noget særligt på samvittigheden. Jeg havde to læger, for eksempel. De havde ikke selv bedrevet noget særligt, men der var jo en del clearingmord på læger i 1943. Så de her to havde åbenbart følt sig truet.
Den ene sejlede Frisken over, den anden husker jeg ikke nærmere om. Der var også en kunstmaler og hans kæreste, der var kludeklipper. De blev sendt herud af min onkel i Kastrup, men de havde vist ikke bedrevet noget. I Danmark kunne en kunstner ikke leve af det, han malede, dengang. ”Men,” sagde han: ”i Sverige er de helt tossede med ”tavler” som de kalder det.” Så han skulle over for at tjene penge - og så røg han jo med i farten.
Der var da ofte plads til overs, da jødetransporterne ebbede ud. Så når man sendte en båd af sted, så gjorde det da ikke noget om der var tre eller fire, det var jo bare en tur og de betalte jo, ikke? Så fik fiskeren så mange flere penge. Det tog vi da ikke så højtideligt, når det først kom dertil!
Jeg havde også en anden episode. Det var skuespiller ved Det kongelige Teater, Halberstadt og hans kone, dem havde jeg også med. De var alene, de var ældre mennesker. De kom selv herud og gik ind til min kone og hilste fra Sjoen, eller hvordan det nu var.
Derudover snakkede de ikke sammen, men da der netop var en båd, der skulle sejle, og jeg ikke var hjemme, så fulgte min kone dem ned på havnen. Jeg ved ikke til hvem, men de blev da i hvert fald sendt af sted. Da jeg så kom hjem, sagde hun: ”Ham skuespilleren, han har været her!” ”Nåh,” sagde jeg - jeg kunne ikke huske noget om det. ”Jamen, hun glemte sin pudderdåse!” Nå, vi lagde den så ned i en skuffe og glemte alt om den.
Efter krigen fandt Halberstadt(32) ud af, at han ville skrive noget om flugten til Sverige.
Og han havde skrevet en hel masse om, hvad han huskede, men han måtte jo ud til Dragør for at præcisere, hvor det var foregået. Og der havde han skrevet om en lille stråtækt fiskerhytte i nærheden af stranden. Og den hytte kunne de ikke finde! Så spurgte de, om der var nogen, der havde hjulpet til med jøderne? ”Jo, det er nok ham Poul Olsen oppe i Nyby!” Han kom herop og sagde: ”Her har jeg aldrig været!” Men de gik alligevel ind, kom ind i stuen, og han sagde: ”Det her kender jeg ikke noget til, her har jeg aldrig været.”
Og jeg kunne jo heller ikke huske dem, så jeg var ikke rigtigt sikker. Så slog det pludseligt ned i mig, at den der pudderdåse, havde den måske ikke forbindelse med Halberstadt? Så jeg gik hen i skuffen, og så sagde jeg: ”I kender måske denne her?” og så lagde jeg pudderdåsen på bordet. Så sagde konen: ”Den er min!” og så tog hun den, idet hun sagde: ”I skal nok få noget erstatning for den, men så er det altså rigtigt, at vi har været her!” Derpå tog hun det, han havde skrevet, og læste det op; og det kunne jeg så til gengæld ikke kende igen! Men pudderdåsen, den fik de, den var af sølv med guldmonogram på.
Senere fik jeg som erstatning en tinsnusdåse af ham, og vi blev inviteret ind til ham, nu skulle bogen være lavet om, så den passede lidt bedre; men vi boede nu stadigvæk i en stråtækt hytte nær ved stranden. Men hvad opfatter folk egentlig i sådan en situation, for dem var oplevelsen jo et rent eventyr. Bogen nåede aldrig at blive udgivet.
Til luftalarm hos "Sjoen"
Så var jeg ude hos Sjoen en anden gang i oktober 1943. Dengang var Kjeld Meyer kommet til Lund og var blevet installeret, og skulle studere videre. Men nu manglede han sine bøger. Det var da også en mærkelig opgave at få, ikke? Men det var Sjoen altså ved at organisere, men hun kunne ikke selv gå, så hun havde ringet til Kjeld Meyers forlovede, som ville komme samme dag. Klokken var hen ved midnat, og mens vi sad der i stuen, så gik der en luftalarm. Og hende det skøre kvindemenneske, hun sagde: ”Det skal vi op og se!” Hun var jo huskendt, så hun sagde: ”Vi skal op i tårnet!.”
Ude i det ene hjørne af sygeplejerskernes hus var der et rundt tårn med en vindeltrappe, så der for vi rundt - jeg var bagest - og til sidst klatrede vi op ad en stige og kom op på platformen øverst oppe. Der var jo ingen husvagter, der kunne se os deroppe, så der stod vi oppe og kiggede efter, om der skete noget. For vi skulle jo se det hele, der skulle bare ske noget hele tiden. Nå men den gang skete der altså intet, der blev blæst af igen og vi klatrede ned.
Så sagde hun: ”All right, så kører vi ned til Kjeld, til den villa, hvor hans mor boede før.” Moderen var flyttet, for hun turde ikke være hjemme, men Kjeld havde et værelse i huset, hvor han havde alt sit grej. Så vi fløj op på hans værelse og fyldte en kuffert med bøger - han studerede til jurist. Og der blev jeg kraftedeme så sur på ham, for den ene bog, som jeg slog op i, der havde han fandengalemig skrevet i hele marginen! Sikken et svin, sidde og ødelægge de nye bøger, ikke! Og jeg slog den næste op, og den var ligeså overmalet, så jeg sagde: ”Sikken et møgdyr, han skulle ikke ha’ en bog!”
Jeg var jo ikke klogere, vel? Men vi stablede kufferten fuld, og jeg tog den med til Dragør, og på et tidspunkt fik Frisk den med specielt til Kjeld Meyer. Og den kom da også frem, så postforbindelse havde vi altså også.
Jeg havde også to jøder nede fra Kastruplundsgade. Det var en arbejdskollega - da jeg var kommet tilbage - der gik og vred hænderne og fortalte mig, at hun havde to jøder siddende på loftet. De havde opdaget dem, fordi deres morgenbrød og mælk forsvandt. Det var to ganske unge mennesker, store drenge, som havde siddet der oppe på loftet i otte dage.
Der var ingen der havde set eller hørt eller mærket noget til dem. De var kommet til Kastrup, var blevet stoppet af razziaen og var altså flygtet op på det loft. Og turde ikke vise sig for nogen mennesker. Men min kollega havde altså fundet dem og taget dem med ned i lejligheden og redt op til dem, og havde nu haft dem boende i en otte dages tid.
Om jeg ikke kunne hjælpe dem? Men hvordan kunne de komme ud til Dragør?? ”Bare op på Amagerbanen!” sagde jeg. Men det turde de altså ikke. ”Jo, bare op på Amagerbanen, der sker ikke noget på Amagerbanen! Der er sgu ingen Gestapofolk!” Og det passede altså på det tidspunkt(33) . Den næste aften kom de så ud til mig, og i løbet af et par timer havde Frisken tøffet dem af sted, så det var slet ikke noget problem. Så letsindigt foregik det faktisk, ret åbenlyst!
Tysk politibesøg
Da der var gået nogen tid, sendte direktør Saerens fra ”Plydsfabrikken” bud til mig, fordi der var begyndt at blive snak på fabrikken om, hvad jeg var, hvor jeg var og hvad jeg bedrev. Så nu turde han ikke give mig frie tøjler længere. Om jeg ikke ville komme på arbejde. Men hvis jeg havde nogle opgaver, så kunne jeg bare gå, jeg behøvede ikke engang at bede mig fri. Han var en meget fin mand.
Vi er efterhånden henne i slutningen af november, og vi gik ligesom og ventede på, at der skulle ske noget. Min kone var hjemmegående på det tidspunkt. Og hende burde jeg for øvrigt have fortalt noget mere om!
Vi boede jo som sagt i Nyby, og jeg vil sige, at den kone jeg havde på det tidspunkt, hun blinkede aldrig nogen sinde med øjnene, ligegyldigt hvad jeg gjorde med jødetransport og den slags, hun tog det hele i stiv arm. Jeg kunne komme hjem med en flok mennesker, og hun serverede for dem, hun redte seng, og det er sket, at hun også delte seng med tre-fire jøder. Det tog hun fuldstændigt som det kom. Det gjorde hun meget beundringsværdigt. Hun var en meget stor hjælp og en dygtig pige på det tidspunkt.
At vi så senere voksede fra hinanden, det er noget andet. Men jeg beundrer hende for den tid og for den blinde tillid, hun havde.
Nå, hun gik i køkkenet og vaskede op, og så kom to civilklædte herrer ind i gården og bankede på. Vi havde jo ikke ringeklokke dengang. Hun gik ud og lukkede op, og den ene præsenterede sig. Han kom fra Det tyske Rigspoliti.
Han talte flydende dansk og den anden sagde ikke et ord. Og så spurgte de - ikke efter min bror, som ikke var kommet af sted dengang - men efter mig. Og min kone sagde, at hendes mand var på arbejde, så de kunne ikke komme til at tale med ham. Nå, men om jeg ikke ville indfinde mig på Dagmarhus(34), for de ville gerne have en samtale med mig derinde. Da de så gik, så glemte den ene sin handske og kom tilbage igen. Min kone så jo straks det mystiske ved det - om jeg nu var dukket frem, ikke? Man vidste jo aldrig, hvilke tricks de havde. Men jeg dukkede jo altså ikke frem.
Imidlertid skete der noget andet. Min søster kom tilfældigvis på besøg i Nyby, og min kone sagde til hende: ”Nu har tyskerne lige spurgt efter Poul, og vi skal gerne have advaret ham, men jeg tør ikke selv køre derned, for hvis de følger efter mig.” Men det skulle min søster - som var sådan temmelig dramatisk - fandeme nok ordne! Hun lånte min kones cykel og gik ud af bagdøren og spænede til ”Plydsfabrikken”.
Og der lavede hun en forfærdelig redelighed for mig!! Hun kom ind ad døren og skreg: ”De er der! Tyskerne er der! Hvor er Poul?” Jeg hørte den uro nede i fabrikken, og så, at det var min søster, der rendte rundt dernede og fægtede med armene. Og så for jeg jo ned til hende og hun sagde: ”Du skal væk! Du skal væk! Tyskerne er der!!” Så fik jeg jo ild bagi og sagde: ”Hvor er de henne?” ”De er i Dragør!” ”Nå, til helvede,” tænkte jeg ”nu er de med fuld udrykning på vej op ad landevejen for at få fat på mig nede på ”Plydsfabrikken, og hun var altså bare nået at stikke i forvejen foran dem!”
Hvordan det skulle være foregået, det ved jeg nu heller ikke rigtigt, nu bagefter. Men i hvert tilfælde: Hun fik sat højt hår på mig!! Så jeg gik fra maskinerne og ud i smedeværkstedet, og da jeg kom derud, så stod hun derude, så at de ikke kunne gå lige ind og tage mig, hvis det skulle være. Nå, så sagde jeg til hende: ”Fortæl mig nu lige, hvad det er der foregår?” Og så fik jeg en kold og rolig forklaring.
Så er der afgang
Nede i smedeværkstedet, hvor blandt andre min onkel Georg Brygger arbejdede, der sagde smeden til mig: ”Ved du hvad, du er sgu efterhånden en fare for alle andre mennesker. For hvis de går hen og får fat i dig, så ved vi ikke, hvad det ender med!” ”Nej, det måtte jeg jo indrømme.” ”Jamen kan du ikke gøre os den tjeneste at rejse til Sverige?” ”Jo det havde jeg også selv tænkt på.” ”Men ved du hvad, tag min cykel og kør et sted hen. Fortæl os bare, hvor du kører hen, så skal vi sørge for, at din kone kommer derhen!” ”Jamen det er helt i orden, jeg kører ind til min kones mormor og morfar.”
De boede på Svend Dyhringsvej. Så jeg kørte derind, og de havde telefon, så der kunne de ringe til mig, hvis de skulle advare mig om et eller andet. Der gik så nogle timer, så kom min kone og drengen. Hun havde pakket en kuffert med det allermest nødvendige.
Så sad vi der nogle timer. Til sidst kom Richard Lauridsen og Ella Jensen, borgmester Jensens søster, og de sagde, at vi hellere måtte flytte ned til dem i Kastrup og blive der, indtil de fik ordnet en transport, ”For nu synes vi faktisk ikke, at du skal blive længere her i landet!” De var nemlig også i gang med noget, og den ene ting kunne jo let røbe noget andet. Så de sagde som så: ”Ud med ham, han kan ikke lave mere nu!”
Vi gik vist og ventede i et par dage der hos Ella og Richard Lauridsen, og så kom der en kastrupfisker. Han sagde så: ”All right, i morgen klokken 9 starter vi nede fra Kastrup havn. I skal være der kvart i 9, for vi skal lige snakke med kystpolitiet.”
Så næste morgen gik vi ned på Kalkværkshavnen, lige ved siden af fiskerihavnen, med vores kuffert og vores pjat, og så skulle vi af sted med en lille båd. Den var ikke ret stor, men de havde sådan et halvtag ude i stævnen, hvor vi kunne kravle ind og gemme os. Men kystpolitiet var blevet advaret, og der kom så to kystbetjente, og den ene af dem skulle være meget, meget morsom og satte geværet på brystet af mig. Og altså være meget, meget dramatisk. Og min knægt på tre år, det var ikke lige, hvad han kunne snuppe!
Men den kystbetjent kunne jeg godt tænke mig at snakke med, så skulle han få et par på snuden!! Men jeg sagde så til betjenten, at det der pis, det kunne han godt holde op med, og hvis han ikke vidste, hvem jeg var, så kunne han bare spørge. Så ville folk nok fortælle ham det, og de ville også fortælle, hvorfor jeg stak af til Sverige og det var kraftedeme for at beskytte kystpolitiet, at jeg stak af, for ellers så fik Gestapo det kraftedeme at vide!!” ”Nå, nå, godt ord igen,” sagde det der dumme svin og så kravlede vi ind under halvdækket, og tøffede af.
Det var en strålende efterårsmorgen, lidt dis ude over vandet. Og vi var kun kommet et lille stykke udenfor Kastrup havn, så sad vi åbenlyst fremme i båden alle sammen.
Vi sejlede over og rendte langs kysten på Saltholm. Der var der så mange sten, så der kom ingen patruljebåde. Og det blev strålende solskin, mens vi sejlede der. Jeg vil regne med, at hele turen tog et par timer.
Da vi kom ud for sydspidsen af Saltholm, kom der en tysk flyver hen over os. Det var en JU 86(35), de havde jo blindflyvningsskole på Kastrup lufthavn. Det vidste jeg jo godt, så da jeg så den der, sagde jeg: ”Der sker ingen ting, de leger blindflyvning” Men fiskerne sagde: ”Jamen I må hellere kravle væk!” - de var jo ikke kendt med sådan noget. Så vi måtte ind under dækket igen, så længe de var der.
Men så gik de jo tilbage til Kastrup igen, og vi sejlede videre over. Da vi så kom ind til Limhamn, så var det første, jeg gjorde at tage drengen og lange ham op til en svensk soldat på kajen. Og som drengen dog strittede imod!
Men svenskeren tog imod ham og talte pænt til ham. Så kravlede konen og jeg op, sagde farvel til fiskerne og blev af det svenske politi ført hen til et havneskur, hvor de tog imod folk. Og da jeg kom ind i skuret, så råbte drengen: ”Far, far, tyskeren tog mig!” Han kunne jo ikke se forskel på en svensk og en tysk uniform. Nå, men vi kom ind i skuret sammen med et kvindemenneske og et mandfolk, der samtidig var kommet med en anden båd. Vi var nok en fem-seks stykker i skuret på det tidspunkt.
I Sverige
Så blev der tilkaldt en politibil og vi blev kørt til Malmø - ind forbi den tyske ambassade med hagekors og alt det der. Jeg kan tydeligt huske, at betjenten prikkede mig i siden og pegede: ”Har du set det der!” Vi havnede så i ”Gamla Stans Flickskola” og der blev vi installeret. Vi kom til at ligge i papirlagner og papirmadrasser, men det kan nu godt blive varmt at ligge i(36).
De politifolk, vi fik at gøre med i Sverige, var gamle, erfarne folk. Det var satte folk at tale med, nogen der vidste, hvad de havde med at gøre og som havde den rigtige indstilling. De spurgte os overhovedet ikke om noget som helst, de var venlige og meget hjælpsomme. Jeg mødte aldrig nogen uvenlighed fra svenske politifolk.
Man hørte jo ligefrem om politifolk, der blev berømte hos flygtningene. Der var en i Hälsingborg, han var aldeles enestående overfor danske flygtninge. Han hjalp også med at organisere ruter; ja det gjorde de da også i Malmø, de havde en hel organisation der, som kunne hjælpe dem.
Men vi kom altså ind på ”Flickskolan”, hvor jeg kom i forhør hos politiet. De ville gerne vide alt om, hvad vi havde foretaget os. Men det første de sagde, da jeg kom derind, var: ”Har du også været med til at sprænge Forum i luften?” Så sagde jeg: ”Nej, det har jeg sgu ikke, du, det vil jeg meget gerne have mig frabedt!” ”Nå, dog ikke” sagde han ”Nu har der ellers allerede været 20.” Det var altså en ganske almindelig forklaring derovre, der kom jo som sagt også mennesker over, som ikke havde lavet noget særligt.
Poul Bryggers beretning fortsætter herefter med oplevelserne som flygtning i Sverige og senere hjemkomsten i maj 1945. Denne spændende beretning fortjener i sig selv at blive publiseret. Det vil vi gøre ved en senere lejlighed.
Kilder
Udenrigsministeriet gruppeordnede sager: 1909-45, jr.nr. 84C +120D
Socialministeriet, 2. kontor: Jr.sag 880/1943
Statsadvokaten for Særlige Anliggender, AS-sager fra Provinsen: Div. Sager
Kbhs. Amts Sdr. Birks Politi: Anholdelsesjournal for Kastrup Politistation
Håndskriftssamlingen IVT1: Beretning om forholdene i København
Håndskriftssamlingen IVT2: Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen
Håndskriftssamlingen IVT48: Ole Barfoeds samlinger
Litteratur
Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943, 2001.
Besættelsen og frihedskampen 1940-1945. 1993.
Peter Birkelund: De loyale oprørere, 2000.
Dines Bogø og Lis Thavlov: Dragør og St. Magleby besat og befriet, 1995.
Henrik Dethlefsen: De illegale Sverigesruter 1943-45, 1993.
Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det?, 2001.
Hans Kirchhoff: (red.): Nyt lys over oktober 1943, 2002.
Rasmus Kreth og Michael Mogensen: Flugten til Sverige, 1995.
Hans Sode-Madsen (red.): Føreren har befalet. 1993.
Noter
1 Han tog senere navneforandring til ”Poul Brygger”.
2 ”Plydsfabrikken” hed egentlig ”Dansk Plüsch- og Møbelstof Fabrik”og holdt til på Amager Strandvej ved Saltværksvej i perioden 1896 til 1976. Produktionen omfattede bl.a. gardin- og møbelstoffer samt gulvtæpper.
3 På baggrund af fiskerifartøjsfortegnelsen for Dragør Sundkontrol-distrikt kan det anslås, at der i 1943 var indregistreret ca. 12 halvdæksmotorbåde, 6 dæksmotorbåde og 18 åbne både på henholdsvis 5,5 brt., 8,5 brt. og 1,5 brt. i gennemsnit. I interviews nævnes det, at 14 til 15 fiskerbåde deltog i transporterne. Udover dem har vi kendskab til, at også andre typer af både benyttedes. Flygtninge nævner således, at de kom over med en galease eller skonnert, der kunne medtage omkring 70 personer i lasten, ligesom de og flugthjælperne også nævner et stenfiskerfartøj. Nye undersøgelser kan dokumentere at ca. 45 fiskere eller andre med tilknytning til fiskeriet deltog i de illegale sejladser.
4 Betalingen for overfarterne lå på mellem 1500 og 3000 kr. pr. person – i enkelte tilfælde også mere. Ifølge Forbrugerindekset er 1.000 kr. i 1943 svarende til ca. 17.500 nutidskroner. Betalingen var tilsyneladende noget, man forhandlede om, men der kunne også være indgået aftale herom med en illegal organisation. Det kan ikke udelukkes, at betalingsspørgsmålet i visse tilfælde overskyggede det humanitære. Prisen stod givetvis i forhold til den risiko, man formodede, der var forbundet med den illegale sejlads. Med nutidens viden om tyskernes faktiske passivitet, kan vi konstatere, at folk troede de løb en risiko, som faktisk ikke var reel. Men det var en tid fuld af usikkerhed: det var ikke til at sige, hvordan Kystpolitiet/Politiet ville forholde sig ved en evt. arrestation; man kunne kun gisne om konsekvenserne, hvis tyskerne slog til: konfiskation af fiskerbåd og grej, arrestation og efterfølgende strafafsoning i Danmark eller i Tyskland? Det skal tillige indgå i billedet, at samarbejdspolitikken var brudt sammen 29. august og at landet reelt stod uden politisk ledelse. Endelig måtte man – også i Dragør – regne med at der kunne være stikkere i lokalsamfundet.
5 Hanne Lyngbys manufakturhandel lå på Vestgrønningen 30, hvor hun også boede, sammen med sin datter Marchen.
6 A/S Koma Løg påbegyndte sin produktion af bl.a. blomsterløg til videresalg i 1934 – på både lejet og opkøbt jord. Rudolf og Ella Mühldorff boede på nuværende Skippervænget 11.
7 Det særlige kystpoliti fik fra 1941 til formål at bevogte de danske kyster og forhindre illegal trafik. På det sydlige Amager var der kontrolvagter i Kastrup Havn og Kastrup Fiskerihavn, som også var ansvarlig for at patruljere på cykel eller til fods langs stranden fra Københavns grænse til lufthavnen, og at have opsyn med Syrefabrikkens havn og Thyges Bro ved Maglebylille. I Dragør etableredes en kontrolpost med et lille skur yderst på Nordre Mole og dette distrikt var tillige ansvarlig for tilsyn med Walløes Havn og afpatruljering på stranden nord for byen og på Sydstranden. Endvidere var der en stationsvagt på Sydvestpynten, som skulle holde øje med forholdene langs stranden gennem Søvang og resten af vejen rundt langs Amagers kyst samt eftersyn i Kongelunden.
Alle til havnene kommende og udgående fartøjer skulle kontrolleres. For at lette dette arbejde blev alle fartøjer under 20 brt. udstyret med et bådpas og alle personer over 14 år, der færdedes på søen, skulle have et legitimationskort med fotografi (sejlpas). Bådpasset blev ved udsejlingen og hjemkomsten stemplet og forsynet med de givne klokkeslæt.
8 Ganske mange mennesker var involveret i redningsaktionen. Foruden fiskerne, som selvfølgelig var helt centrale, var der utallige hjælpende hænder på land: dem der organiserede og planlagde flugten; dem der sørgede for at flygtningene kom til Dragør; de mange borgere, der åbnede deres hjem, før afsejlingen kunne finde sted; og endelig også dem der sørgede for at føre flygtningene ned til havnen eller til nærliggende badebroer. Det har betydet, at alle i byen har vidst, hvad der foregik. Det fortælles endda, at børnene dagligt i skolen diskuterede, hvor mange folk deres fædre havde hjulpet over Sundet.
9 Boede på Kastanie Allé 4.
10 Arthur Jensens forretning lå på ”Dragørhjørnet”, på hjørnet af Kirkevej og Stationsvej.
11 Området er nok bedre kendt som ”Eberts Villaby”.
12 Mandag den 4. oktober var en kold, blæsende og våd efterårsdag. I mørkningen var aktiviteten i havnen på sit højeste. Der kom hele tiden taxaer med folk, som skulle over. Flere både lå klar til afsejling i fiskerihavnen. Omkring kl. 20 kørte en vogn fuld af tyske værnemagtssoldater ind på havnepladsen, ca. 100 m. fra fiskerihavnen. Tyskerne affyrede flere varselsskud. Mange fiskerbåde havde været frem og tilbage i dagens løb, og nogle lå og ventede på deres last. Et par af dem nåede lige at komme af sted. Tyskernes skyderi skabte øjeblikkelig panik i havnen, som hurtigt blev tømt for tilskuere. Flygtninge og fiskere, der befandt sig ved fiskerihavnen fik nu også travlt med at forsvinde i ly af mørket. Nogle flygtninge søgte skjul i fiskerskurene og i lodsstationen, nogle løb op i byen og fik husly der for resten af natten. Andre blev efter et kort ophold ført til skjulesteder i omegnen af Dragør og i St. Magleby. Mange lokale var også her involveret i at samle forvildede flygtninge op og hjælpe dem med den videre flugt.
I ”Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen” anføres 5. oktober følgende om den foregående aften: Der har i aftes i tiden fra kl. 20.00 til omkring midnat været en del skyderi på havnepladsen i Dragør. Skyderiet blev foretaget af tyskerne. Årsagen var formentlig den, at der på havnepladsen var samlet en del jøder, formentlig i den hensigt at søge at komme til Sverige. Hvorvidt nogen er såret kendes på nærværende tidspunkt ikke.
6. oktober 1943 anføres sammesteds følgende: Tysk militær har i aftes patruljeret i Dragør By og har herunder standset alle civilpersoner og spurgt dem, hvor de kom fra, og hvor de skulle hen. I enkelte tilfælde blev de antrufne medtaget til Dragør Fortet. En fast post bestående af 4-5 mand havde taget opstilling ved hjørnet af Kirkevej og Vestgrønningen (indfaldsvejen til Dragør by), hvor de standsede alle trafikanter. Denne post blev opretholdt fra kl. 20-21. Der synes at herske uoverensstemmelse mellem politiets indberetninger og beretningsmaterialet, hvorvidt der var ”razzia” i Dragør to på hinanden følgende aftener. Beretningsmaterialet lader dog ingen tvivl – det hele foregik 4. oktober om aftenen. Desuden kan en grundstødning af damperen ”Hanne” (se nedenfor) entydigt dateres til den 5. oktober om morgenen. Man kan tænke sig, at det kan bero på en fejlskrivning i politiets lister, som gik igennem mange hænder (skrivemaskiner) før de nåede frem til de fortrolige men mangfoldiggjorte indberetninger fra Rigspolitichefen.
Det har hidtil været antaget, at omkring 15 flygtninge blev arresteret af tyskerne denne aften. Gennemgang af lister i Udenrigsministeriets arkiver, som blev udarbejdet med henblik på at få overblik over, hvad der var skete med alle danske jøder, viser imidlertid, at kun 2 familier på hver 3 personer blev arresteret. Desuden siges den 84-årige Hanna Adler (Niels Bohrs moster) og hendes niece at være blevet arresteret samme aften. Det fremgår imidlertid ikke af ovennævnte lister. Hanna Adler blev efter kortvarig internering løsladt efter pres fra et stort antal af sine tidligere elever.
Det anføres i kilderne i forbindelse med arrestationen på Havnepladsen, at familierne blev arresteret ”5. oktober”. Dette skyldes sikkert, at de i første omgang førtes til Dragørfortet og først dagen efter til Horserødlejren, hvor de blev forhørt. Det kan være derfor, at der i politiets indberetninger også hersker forvirring omkring datoen.
De arresterede fra Dragør indgik i gruppen på 168 civile og 60 soldater, som onsdag den 13. oktober kl. 04.00 blev fragtet i et almindeligt persontog fra Helsingør til Gedser. Efter togets afgang fra Helsingør fandtes henliggende på perronen et større antal helt nye danske bøger, deriblandt flere børnebøger. Disse bøger var formodentligt frataget de rejsende af de tyske politisoldater. Ved ankomsten Gedser blev togvognene med de rejsende straks rangeret ombord på den tyske færge Schwerin. Rejsen videre til Theresienstadt foregik herefter i de velkendte kreaturvogne med 40-50 personer i hver.
Alle arresterede fra Dragør overlevede tilsyneladende opholdet i lejren.
13 Der er sandsynligvis tale om motorgaleasen Christiane af Rønne, der ankom til Dragør én af de første dage i oktober 1943 og betalte havnepenge for 15 dage. Den sejlede efter sigende adskillige ture fra Dragør til en havn i Sverige med ca. 70 flygtninge om bord pr. gang.
14 Fisker Thorvald Palm beretter selv følgende: Jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at sejle over med tre jøder. ”Det er alt for dårligt vejr - jeg kan ikke sejle, men snak med Poul Olsen i Nyby, han står for det.” Så siger jeg til Poul: ”Er det rigtigt at der skal tre over?” ”Nej, siger han, ”der er 13, kan du have dem med? De sidder henne på Smedebakken.” Og så kom han og sagde: ”De kommer om ½ time.” Så fyrede jeg op og satte i gang, så kom de, der var jo afspærring henne på Havnen, politiet havde spærret af. Der var fire ældre ægtepar, og nogle yngre. Der var mange nysgerrige på det tidspunkt. De kom ned i båden - nogle forude, nogen henne omkring maskinen, så stod der et par stykker til på kajen og spurgte om de kunne komme med – ”Ja, bare spring ned, der er sgu også plads til jer.” Og så kom vi jo af sted. Ved halv 6-tiden vil jeg tro. Dygtig vind var det og det blæste. Der lå et stort tysk vagtskib ude på havnen, de reagerede ikke, de gik ude på dækket og kiggede - det var værnemagten, de havde ikke noget imod, at jøderne blev ført over. Nå, men vi kom jo af sted, og jeg tror ikke jeg var væk derfra, hvor jeg stod, fra vi sejlede ud af havnen til jeg kom hjem igen.”
15 Kastrup Politistation kunne 5. oktober melde til Rigspolitichefen: ”En dansk damper Hanne er til morgen minesprængt i Sundet ved Drogden Fyr. 5 dræbte og 13 reddede, hvoraf 4 er indlagt på hospital som sårede.”
16 Det tyske sikkerhedspoliti rapporterede løbende til Københavns Opdagelsespoliti. I perioden fra 15. til 28. oktober indberettedes, at man gentagne gange havde fundet efterladt rejsegods på havnen i Dragør ”i forbindelse med jøders illegale udrejse”. Dette tyder på, at der alligevel afsejlede både med jødiske flygtninge om bord, også efter 4. oktober, som hidtil har været det tidspunkt, hvor det har forlydt at al sejlads fra havnen ophørte.
17 M.O. Jensen var socialdemokratisk medlem af Dragør kommunalbestyrelse.
18 Et britisk en-motors og ensædet jagerfly, hvoraf der efter den første prøveflyvning i 1936 produceredes mere end 20.000 eksemplarer. Det udvikledes endvidere til rekognosceringsfly og jagerbombemaskine.
19 Brødrene Ejler (f. 1920) og Ingolf (f. 1923) Haubirk, sønner af fyrmesteren på Drogden Fyr, deltog i ”De frie Danskes” rutearbejde i oktober 1943 og formidlede kontakten til de fiskere i Dragør, som var villige til at sejle illegale fragter til Sverige. Da jødetransporterne var for nedadgående oprettede Ejler H. sin egen rute, der snart blev tilsluttet Studenternes Efterretningstjeneste. I begyndelsen var Dragør også her udskibningshavn, men senere flyttedes ruten til Fakse Ladeplads.
Faderen fyrmester Ejler Haubirk var også aktiv. Han havde bl.a. meldecentral for flere modstandsgrupper på fyret. Tyskerne forsøgte at anholde ham 27. juli 1944, men han var heldigvis få dage før gået under jorden sammen med sin kone.
20 PBO nævner faktisk i interviewet, at pågældende person var Niels Bohr. Det er helt sikkert ikke rigtigt. Undersøgelser har dokumenteret, at Niels Bohr kom til Sverige via fiskerihavnen i Sydhavnen.
21 Fyr- og Vagervæsenets 19,9 t. kutter GERDA III sejlede som post- og transportbåd til Drogden Fyr. Mandskabet tilså endvidere bøjer og tønder i det nærliggende farvand. GERDA III var bemandet med dragørfolk og havde normalt fast kajplads i Dragør. Materiel og andre ting blev bragt hertil pr. lastbil. Under besættelsen med benzinrationering og gummimangel blev praksis lavet om, så båden lå fast ved fyrmagasinet på Holmen. GERDA III var ideel til transport af flygtninge til Sverige. Den havde tilladelse til at sejle helt ud til tremilegrænsen og skulle ud på Øresund hver dag. Ifølge en beretning udarbejdet af Fyr- og Vagervæsenet om den illegale virksomhed under krigen blev der i løbet af oktober 1943 bragt ca. 300 jøder til Sverige. Ruten benyttedes senere også til transport af sabotører og faldskærmsfolk.
Selve flugten blev tilrettelagt ved, at flygtningene fik besked på at møde på et bestemt sted til en bestemt tid efter mørkets frembrud. Her mødte én af gruppens medlemmer så op og førte dem til en adresse på Christianshavn, så tæt ved Strandgade som muligt. Der opholdt flygtningene sig så, indtil det blev deres tur til at komme over, hvilket godt kunne vare flere døgn. Sidste station før afskibningen var pakhuset „Justs Magasin“ for enden af Strandgade ud mod kanalen, hvor man havde skaffet sig tilladelse til at benytte loftet og hvor man midlertidigt havde fået tilladelse til at have kajplads for Gerda III. Derefter afgik kutteren – oftest med kurs mod Malmø.
Gerda III blev i midten af 1990’erne gennemrestaureret og ejes i dag af ”Museum of Jewish Heritage” i New York.
22 Det var stikkeren Kaj Henning Bothildsen-Nielsen fra den tysk-danske ”Petergruppe”, som 20. oktober 1944 på café Odin på Trianglen skød Ejler Haubirk under dennes flugtforsøg. Petergruppen havde ved besættelsens ophør mere end 100 af disse såkaldte ”clearingmord” på samvittigheden – mord som blev begået som gengæld for stikkerlikvideringer.
23 Familien Haubirk boede på Drogdensvej, beliggende syd for Dragør gamle by.
24 Karl Blankholm Frisk Jensen (f. 1925) var sammen med sin bror Jørgen (f. 1926) blandt de mest aktive fiskere. Begge brødre blev arresteret i slutningen af juli 1944. Karl blev sendt videre til kz-lejren Dachau i januar 1945. Han overlevede og kom i april 1945 med de hvide busser til Sverige.
25 Jødeaktionens største fangst for tyskerne var, da de overraskede en transport i havnen i Gilleleje 5. oktober. Da de dagen efter vendte tilbage arresterede de ca. 80 jøder, som var skjult på kirkens loft.
26 Her husker Poul Brygger galt. På Dragør Skole var der indrettet en lokal nærpolitistation, der var bemandet med en politibetjent fra Tårnby og et antal CB-betjente (Civil-Beskyttelse). CB-betjentene bemandede endvidere en luftmeldepost i St. Magleby Kirkes tårn. Kystpolitiet holdt derimod til i nærheden af havnen – i lejet lokale først på Dragør Strandhotel siden i forbindelse med cigarhandler Jans’ forretning, Kongevejen 27.
27 Der er næppe tale om en rute forestået af Studenternes Efterretningstjeneste, idet S.E.’s illegale sejladser med jøder så vidt vides udgik fra Stevns og Møn – senere oprettedes dog også ruter fra Vedbæk og Tårbæk, ligesom man også udskibede flygtninge fra Dragør og Kastrup. Når det gælder udskibninger fra Københavns Nordhavn kan der være tale om en rute med tilknytning til kredsen omkring Frit Danmarks Studentergruppe, hvoraf enkelte medlemmer senere gled over i sabotagegruppen Holger Danske.
28 Der må være tale om aktionen mod de beslaglagte værksteder på Kløvermarksvej, som blev heldigt gennemført af en gruppe BOPA-folk 6. oktober 1943 ved højlys dag.
29 Under denne aktion (6. oktober 1943) arresteres otte personer eller to familier på Kastrup Station, de var således faktisk ikke direkte i færd med ”illegal udrejse af landet”.
30 Som antydet i note 27 er der næppe tale om en rute organiseret af ”Studenternes Efterretningstjeneste”, snarere Frit Danmarks Studentergruppe, hvoraf enkelte medlemmer senere gled over i sabotagegruppen Holger Danske. Afskibningsstedet for denne gruppe var Skudehavnen nord for Stubbeløbgade, hvor der i den lille havn lå et mindre antal fiskerbåde med tilhørende skure og tørrepladser. På den sydlige side af gaden lå ”Orientbassinet”, som blev brugt af de tyske patruljebåde. Ligesom i Dragør var der også her stationeret kystpoliti ved havneudløbet.
31 ”Studinen” er sandsynligvis stud. polyt. Ebba Lund (1923-), som var aktivt medlem af Frit Danmarks Studentergruppe. Transporterne skete normalt ved dagslys og turen, der oftest gik til Barsebäck, tog ca. to timer. Foruden at være med til at indsamle penge til at finansiere transporterne forestod Ebba afskibningen – netop som PBO oplevede hende i fuld vigør.
32 Louis Halberstadt (1880-1961) revyskuespiller og improvisator. Det er desværre ikke lykkedes at lokalisere disse erindringer.
33 Gestapo etablerede sig først i Dragør 15. december 1943 med et
såkaldt Stützpunkt i villa „Pax“ på Annasvej, nord for den gamle by.
34 Det tyske gesandtskab gjorde kontorhuset ”Dagmarhus” (opført 1937-1939) til hovedsæde for den tyske civiladministration - eller ”opsynsforvaltning” - i Danmark. I princippet begrænsede tyskerne indsatsen til at føre opsyn med det danske administrationsapparat – modsat i de andre okkuperede lande, hvor de erstattede den eksisterende administration. Denne måde at forvalte på ændredes ikke væsentligt efter at rigsdagen 28. august 1943 brød med samarbejdspolitikken, som efterfulgtes af ”departementschefstyret”. Administrationen bevaredes på danske hænder – skønt Rigsdag og regering var ophørt med at fungere og det politiske samarbejde var afbrudt.
35 JUNKER 86 var et tysk fly, udviklet som bombefly, men primært benyttet til rekognoscerings- og transportopgaver.
©Dragør Lokalarkiv