Retsforholdene på Amager

Af Tommy P. Christensen


Det var en sorgens dag, den søndag i juni 1817, da mænd og kvinder klædt i sorte sørgedragter fulgte Dirch Corneliussen på hans sidste rejse fra Store Magleby kirke.

For så vidt kan man tilføje, at det også var et højst usædvanligt kapitel i dansk retshistorie, der hermed fandt sin afslutning.

Det blev nemlig kort efter bestemt, at schoutjurisdiktionen skulle ophøre, så snart der indtrådte en vakance i birkedommer- og birkeskriverembedet i Tårnby Birk.

Fremover skulle Amager og Saltholm udgøre en jurisdiktion under navn af Amager Birk.

I det følgende skal berettes lidt fra dette usædvanlige kapitel, der tog sin begyndelse på Christian den 2.'s tid, men har en forhistorie, der rækker tilbage til den tidlige middelalder(1).

Før vi ser nærmere på historien bag ‘de tvende jurisdiktioner på Amagerland’ skal der dog dvæles ved øens jurisdiktionelle forhold i 1800-årene.

Det var nemlig i særlig grad retsplejelovens ikrafttræden 1919, der satte skel mellem datidens og vore dages retsforhold.

Politi- og domsmyndighed blev adskilt og fra 1. oktober 1919 blev det selvstændige Amager Birk henført under Københavns Amts Søndre Birk, hvorefter retskredsens nye betegnelse blev: Søndre Birk med Amager Birk. En betegnelse, der holdt sig frem til 1957.

Før sammenlægningen, havde Amagerlands Birk - som det også blev kaldt - haft sin ugentlige tingdag på torsdage og omfattet hele øen samt Saltholm.

Forskellen mellem betegnelsen Amager og betegnelsen Amagerland har sin oprindelige begrundelse i spørgsmålet om Saltholms jurisdiktionelle tilhørsforhold, idet Saltholmen blev inkluderet ved landebetegnelsen, i øvrigt et forhold der daterer sig tilbage i middelalderen.

I 1800-tallet, eller rettere frem til 1848, havde tingstedet for Amagerlands Birk været placeret på gårdmand Albert Classens jorder i Maglebylille, hvor der var blevet opført et tinghus for øens regning.

I slutningen af 1848 flyttede man tinget til det nye ting-og arresthus på Blegdamsvejen, der var opført ved Københavns Amtsråds foranstaltning.

Det var beregnet til såvel amtets Nordre og Søndre Birk som til Amager Birk, og her blev Amager Birks første tingdag mandag 18. december 1848.


Rytterdistriktet
Hvad angår opdelingen af Københavns amt i et nordre og et søndre birk skal man tilbage til Frederik den 6.'s tid, for at finde en forklaring på.

De to birker fremkom nemlig ved en deling af Københavns Amts Rytterdistrikts Birk i august 1819.

Rytterdistrikternes funktion var - som man aner af betegnelsen - at benytte dele af krongodset til militære formål.

Rytterdistriktet var et gods, der skulle have en sådan størrelse, at et regiment af kongens ryttere kunne finde græsning for deres heste på hovedgårdens marker. Samtidig skulle man fra rytterdistriktets bøndergårde kunne få det fornødne vinterfoder m.m.

Jurisdiktionelt betragtet var et rytterdistrikt altså sin egen retskreds, udskilt fra den ældgamle inddeling i herreder.

Specielt i det nord- og østsjællandske område kan man konstatere, at birket i 1700-årene ganske havde fortrængt herredet som den normale retskreds.

Således var Nordsjælland opdelt i tre rytterdistrikts birker (‘rytterbirker’) samt Hørsholm birk omkring Hirschholm Slot.

I Horns herred ved Roskilde Fjord finder man i midten af 1700-årene Jægerspris birk, Svanholm birk og Selsø birk samt Egholm birk i Lejre herred.

Førnævnte Københavns Amts Rytterdistrikts Birk er i øvrigt som betegnelse for retskredsen en ren relikt, idet ryttergodset var bortsolgt og distriktet nedlagt i 1760-erne, uden retskredsen dog af den grund skiftede navn!

At navngivningen øjensynlig kunne være upræcis bekræftes af et reskript fra 1744, hvor rytterdistriktets birketing betegnes som ‘Ballerup Birketing’.

Anskuet administrationshistorisk kan man afdække navngivningens særegne logik: Smørum herred, hvori Ballerup er beliggende hørte i middelalderen til Sjællands Østersyssel, der lå til Københavns len. Dette len blev fra 1660 betegnet Københavns amt.

1683 oprettedes Københavns birk af de tre herreder Ølstykke, Smørum og Sokkelund, og tingstedet blev Ballerup.

Da der ved kongelig befaling 7. juli 1721 oprettedes de tre rytterditriktsbirker: Københavns, Frederiksborgs og Kronborgs Rytterdistrikts Birker, blev Ballerup fastholdt som tingsted for det førstnævnte.

Betegnelsen ‘Ballerup Birketing’ afspejler altså det traditionsbundne ved mange af de gamle tingsteder, et forhold der også præger mange af birkejurisdiktionerne.


Reform af retsforholdene på Amager
Vender vi nu tilbage til begivenhederne forud for den sidste schouts jordefærd den 22. juni 1817, kan vi indledningsvis gentage, at det var resterne af en institution etableret på Christian den 2.'s tid, som blev lagt i graven. Baggrunden for schoutjurisdiktionens nedlæggelse var dels den aktuelle situation, dels en tendens i tiden.

Til de aktuelle, fysiske realiteter hørte, at den gamle schout gennem længere tid, på grund af sygdom, havde været ude af stand til at bestride sit hverv.

Der havde således været en længere årrække med problemer, herunder med manglende juridiske kundskaber.

Tidens tendens var forenkling og effektivisering, og enevældens statsadministration pressede på, idet man ønskede den sære, gamle schoutinstitution nedlagt.

Således var en anmodning i 1797 om ansættelse af en uddannet jurist til assistance ved schoutembedet blevet besvaret med et krav fra kancelliet om schoutembedets nedlæggelse og en overførelse af jurisdiktionen til Tårnby birketing.

På dette tidspunkt, hvor Dirch Corneliussens forgænger i schoutembedet Gert Corneliussen Bacher (schout 1780-1797) tilmed døde, var Store Magleby involveret i en omfattende og indviklet retssag med generalkrigskommissær Ole Tønder Lange (1749-1814) fra Kastrupgård.

Trods det ubelejlige dødsfald havde Hollænderbyens bønder haft held med at appellere til den nådige enevoldsmonark, og kongen havde resolveret at Dirch Corneliussen blev den nye schout (1797-1817). I øvrigt ikke noget dårligt valg, da han siden 1780 havde været skriver ved schoutembedet.

Omend det først var søndag 25. maj 1817, at schouten Dirch Corneliussen beklædte retten for sidste gang, så havde Hollænderbyens 21 hartkornsejere inden da - på et møde 18. maj 1817 - besluttet at få en ende på elendighederne.

På baggrund af den gamle schouts sygdom, og under hensyn til de gode erfaringer med prokurator Hans Lauritzen og den bistand han havde ydet under schoutens sygdom, besluttede man, at hartkornsejerne godt ville frasige sig det privilegium at have egen jurisdiktion, såfremt Hans Lauritzen kunne blive midlertidigt konstitueret som schout og blive beskikket som birkedommer og -skriver ved Amagerlands birk.

Denne beslutning blev noteret med tilfredshed i Danske Kancelli, og det indstilledes til majestæten, at schoutjurisdiktionen skulle ophøre, når der indtrådte en vakance i birkedommer og -skriver embedet i Tårnby birk.

Hele Amager og Saltholm skulle udgøre en jurisdiktion under navn af Amager birk. Endelig indstillede kancelliet til kongen, at den konstituerede schout, prokurator Hans Lauritzen, modtog tilsagn om at blive beskikket til birkedommer og -skriver i forbindelse med jurisdiktionsændringen.

Da birkedommer og -skriver ved Tårnby birk Erik Christophersen Kramer døde den 15. august 1821 opstod en sådan vakance i embedet.

Den 19. december 1821 bestemtes det ved et kongeligt reskript, at Amager Birk skulle træde i funktion fra 1. januar 1822.

Med hensyn til Store Maglebys egne anliggender ophævede forordningen af 29. april 1818 schoutstyret, der erstattedes af et sognefogedstyre, ligesom Store Maglebys jurisdiktion over Dragør blev ophævet.

Hans Lauritzen blev således den overgangsfigur, der sikrede at Hollænderbyens bønder ikke følte deres retstilling blev krænket, selvom de fremover skulle give møde på Tårnby birketing(2).


Tårnby birk 1685-1822
Tårnby Birketing var frem til ændringen 1. januar 1822, i lighed med hollændernes birketing, at opfatte som et sognebirk.

Det vil sige at det omfattede hele sognet, dets syv landsbyer og de tre mindre bydistrikter: Amagerbro, Skelgårde og Viberup.

Tinget holdtes tidligere af en birkefoged, men på denne tid af en birkedommer og -skriver, der ofte var en og samme person.

I begyndelsen af 1700-årene (1701-1720) nævnes også otte stokkemænd - af de fire tingstokke, som byerne var inddelt i - altså nærmest at sammenligne med en kvartersinddeling.

Disse stokke - eller tingmænd - indstævnedes til retsmøderne og fungerede dels som bisiddere i retten der kunne bevidne retshandlingerne, dels som en slags nævn, hvis lokalkendskab dommeren kunne konsultere.

I slutningen af 1700-årene var tingmændenes antal nedsat til fire, der nærmest fungerede som garanter for, at retshandlingen var offentlig, men ofte var det affældige gamle mænd, der sad og sov under retsmøderne(3).

Tingstedet skiftede en del op gennem tiden. I årene frem til 1822 holdtes det forskellige steder i Sundbyerne, dels hos møller Strand uden for Amager Port, dels hos birkedommeren på ejendommen Oliegreen, og dels på Stjernekroen på Tingvej, hvor vi også finder det i 1788.

I 1780'erne var det flyttet fra Tårnby ind til Sundbyerne, hvorimod tingstedet på amtmandens ordre i 1742 var rykket fra Sundbyøster til Tårnby, hvor det endnu afholdtes så sent som i 1781.

I 1701 var det blevet flyttet til Rødegården - altså Svanelejegård - i Sundbyøster, hvor det som nævnt på amtmandens befaling og til birkedommer Stouagers store beklagelse blev flyttet fra i 1742.

For som birkedommeren beklagende anførte i 1751, så gik al hans fortjeneste ved embedet til vogn eller hesteleje til og fra Tinget(4).

Tingstedet lå altså i Tårnby før 1701, og vi véd, at kongen i 1662 havde befalet, at der skulle opføres faste tinghuse i alle sognebirker.

Det ses ikke at være sket i Tårnby, men det kan have en meget enkel årsag. Oprettelsen af Københavns Birketing i 1683 berørte ikke Tårnby Birk, ‘thi Tårnby sogn på Amager har sit eget birketing som kaldes efter sognet Tårnbye Birketing og holdes hver Fredag udi Tårnby hos en husmand, hvor sognet har lejet værelser og haver de ikke noget eget tinghus’, som det hedder i slutningen af 1600-årene(5).


Amager Birk på Christian den 4.'s tid
Christian den 4.'s planer om at gøre Christianshavn til en selvstændig købstad i konkurrence med staden København havde nemlig haft indvirkning på hvad der dengang blev kaldt ‘Birkefogederiet og Birkeskriveriet på Amager’.

I 1620 var Amager for første gang blevet landfast med København via en broforbindelse, kaldet Den store Amagerbro, der blev bygget i forlængelse af Børsbroen.

Børsbroen var den molekonstruktion, der i disse år blev bebygget med den børsbygning, som stod under tag 1624.

Christianshavn nævnes første gang 1619, men fik først sine egne købstadsprivilegier i 1639. Fra 1634 til 1685 var birkefogeden i Tårnby Birk dog også byfoged på Christianshavn.

Da byfogden skulle bo og residere på Christianshavn for at være ved hånden, når hans hjælp var fornøden, måtte Tårnby sogns indbyggere tage turen til Christianshavn.

I 1662 ville der således ikke give mening, hvis kongens befaling skulle medføre, at der blev opført et tinghus i Tårnby.

I øvrigt kan man notere sig, at der på den tid ikke tales om en birkedommer, men en birkefoged. Det hænger sammen med den manglende juridiske uddannelse for de, der besad sådanne embeder.

Først i 1732 oprettedes en lærestol ved det juridiske fakultet for dansk ret og først i 1736 indførtes den juridiske eksamen ved Københavns Universitet.

I Hollænderbyen skal vi endda helt frem til 1770 før schouten Pitter Pittersen ansøgte amtmanden om at lade en lovkyndig mand blive tilknyttet schoutembedet(6).

Birkefogden var en af de fremstående gårdmænd og han skulle nok selv afgøre, hvad der var lov og ret.

Bestillingen som ting- eller stokkemænd var et kongeligt ombud, der endnu frem mod år 1700 omfattede 12 af de ældre bymænd i sognet.

Før ordningen med det kombinerede embede som byfoged på Christianshavn og birkefoged på Amager, ved vi fra såvel 1619 som 1634, at det var Hans Poulsen i Viberup, der var birkefoged.

I 1611 var det dog Oluf Hansen fra Sundbyøster og sådan er jobbet formodentlig gået på omgang mellem landsbyernes store bønder efter gammel skik. I 1548 ser det ud til at være Henrik Koltermann i Sundbyøster, der var birkefoged(7).


Birkeret før og efter 1623
Ser vi på schouten og Hollænderbyens ret i denne periode er det indledningsvis vigtigt at betragte ‘de tvende jurisdiktioner på Amager’ som værende inden for rammerne af birke-begrebet, idet herredet fremstilles som den almindelige retskreds, og birket som undtagelsen.

En opfattelse, der for eksempel kan findes i Poul Johs. Jørgensens klassiske værk Dansk Retshistorie, og senest i Den Store Danske Encyklopædis artikel om ‘Birk’(8).

Birkets oprindelse på dansk grund skal formodentlig søges i middelalderens begyndelse, og de ældste birker er nok de såkaldte købstadsbirker.

Landbirkerne, der opstod i løbet af middelalderen, kunne for eksempel være de gejstlige birker på gods og jorder, der tilhørte bispestole, domkapitler eller klostre eller de adelige birker, der formodentlig først opstod på rigsråds-adlens besiddelser i anden halvdel af 1400-årene.

Reformationen i 1536 medførte de gejstlige birkers nedlæggelse eller omdannelse til kgl. birker, og indførelsen af enevælden 1660 medførte snart et øget antal adelige birker.

Da kong Christian den 2. havde indbudt de hollandske familier til at slå sig ned på Amager og blive leverandører af friske fødevarer til Københavns Slot, havde han samtidig garanteret at de også kunne beholde alle deres hjemlands skikke og traditioner, herunder deres eget retssystem og rettergangsmåde.

Den hollandske jurisdiktion, med en schout i spidsen og med plattyske lovtekster, blev for en del af Amager og hele Saltholm til et særligt birk, kaldet Hollænderbyens Birk. En jurisdiktionel opdeling, der konkret omfattede ‘Hollænderbyen og Dragør samt det hus, eller dens beboere, som står på den såkaldte Ladegårds Mark ved Taarnbye’(9).

Birket var - som nævnt - på den tid en almindelig kendt og benyttet inddeling. Det usædvanlige var dels den autonomi hollænderne tildeltes, dels den højst usædvanlige retstilstand, som hverken baserede sig på datidens gældende dansk lov - i denne del af riget Sjællandske Lov - eller for den sags skyld på kongens helt nye lovkompleks: Land- og Byloven.

Hvad angår lovgrundlaget for hollænderretten kender vi ikke de oprindelige lovtekster, men mindre end 100 år efter hollænderne var indvandret til Amager, nemlig i 1615, blev sagerne efter deres eget ønske pådømt efter Jydske Lov.

Til gengæld kunne de atter appellere direkte til kongens embedsmand på Københavns Slot, efter i en periode at måtte acceptere, at domme afsagt af schouten og de 7 scheppens skulle appelleres til Sjællandsfar Landsting i Ringsted.

Den ældste, bevarede landsbyvedtægt for Store Magleby er dateret 2. januar 1596, men også for det lokale selvstyres vedkommende må vi antage, at man oprindeligt har medbragt sine egne landsbyvedtægter(10).

Såvel Tårnby birk som Hollænderbyens birk var såkaldte sognebirker. Set i sammenhæng med den førnævnte opdeling i forskellige birketyper, er der tydeligvis tale om såkaldte kongelige landbirker, for Hollænderbyens vedkommende skabt ved Christian den 2.'s indgriben.

Fra 1600-årene kendes sådanne kongelige birkeretter på landet også fra andre dele af Danmark, og under Christian den 4. publiceredes 1623 en ‘Birche Rett’ der i 25 paragraffer giver et indblik i den type af retsregler, som datiden opfattede som hørende til birkeretten.

Ved kancelliets udsendelse af et udkast til en sådan birkeret i sensommeren 1622, var den ledsaget af et missive, hvori birkeretten fremstilles som en gammel sædvane, der ikke forelå i en bestemt udformning eller tradition(11).

Tilsvarende rummer Danske Lov 1683 en række konkrete bestemmelser om birkerettighed, birketing, birkedommere samt birkefogeder og  skrivere, ligesom der i 1671 gives særlige retningslinjer for grevelige og friherrelige erhvervelser af privat birkeret.

Hvor retningslinjerne fra 1671 næppe har haft nogen betydning for forholdene på Amager, må vi forvente at Danske Lov også i Hollænderbyen afløste Jydske Lov i 1683.

Landbirkerettens mere detaljerede bestemmelser fandt således en fast form i 1600  årene, og kan altså ikke forventes formuleret så præcist i det 15. og 16. århundrede.

I forbindelse med Christian den 4.'s birkeret skal dog anføres, at den øjensynligt har haft det formål, at sikre at udnyttelsen af birkerettigheden på landet skete under faste og korrekte former, med birkefoged, skriver og  bønder (tinghørere), at der dømtes efter loven, birkeretten samt diverse gældende recesser og forordninger, at stævninger skete med de gældende varsler etc.


Reformationsårhundredet
Såvel Christianshavn, som den faste forbindelse til København mangler, når vi ser på 1500-tallets Amager.

Færgeforbindelsen bestod af robåde og hvad angår kilderne til den lokale retshistorie er de få og spredte. En væsentlig kilde er Christian den 3.'s fornyelse af hollændernes privilegier i 1547(12), privilegier der også blev bekræftet i august 1573.

Heraf fremgår der tydeligt, at den hollandske koloni står direkte under kongen og hans lensmand på Københavns Slot, et privilegium, de som nævnt mister for en periode. Derimod omtales schoutembedet ikke direkte, så det er åbenbart blevet opfattet som et lokalt anliggende.

Christian den 2.'s privilegier til hollænderne på Amager og Saltholmen findes kun i en udateret afskrift, fundet i arkivet fra kongens tid i landflygtighed. Heri nævnes, at de beholder deres ‘Hollants recht’(13).

Mere problematisk er det såkaldte ‘Register van Amack’ fra kongens regeringstid.

Navnelistens 164 personer, 158 mænd og 6 kvinder er fordelt med 16 hollandske kolonister i Sundbyvester, 22 i Sundbyøster, 21 i Maglebylille, 17 i Tømmerup, 5 i Skelgårde, 13 i Ullerup og Viberup, 17 i Tårnby, 9 i Kastrup, 24 i Store Magleby samt yderligere 20 hollandske kolonister, der ikke er blevet indplaceret i nogen landsby, formodentlig fordi alle gårde på Amager hermed var blevet fyldt med hollandske kolonister(14).

Vi må derfor tro, at Christian den 2.'s plan i hvert fald på et tidspunkt har været at fordrive alle øens daværende beboere, og give hele Amager og Saltholm til de hollandske kolonister.

Det fremgår nemlig af den udaterede afskrift af - eller blot udkast til - et privilegiebrev, at det var kongens plan at give hollænderne ‘dat ganse lant’.

De eneste begrænsninger kongen ikke satte sig ud over, var ejerforholdene til de boder, der lå på Dragørlejet og tilhørte deltagerne i de årlige sildemarkeder på Skanør, Falsterbo og Dragør.

Som bekendt gik det anderledes: Christian den 2. måtte 1523 drage i landflygtighed, væltet af tronen på grund af sin radikale politik.


"eth breff aff Amage landzting"
Selvom kilderne er få og spredte kan vi altså fastslå, at Amager ikke var ét sognebirk i senmiddelalderen, hverken før eller efter Chr. 2.s koloniseringsprojekt.

Store Magleby kirke og sogn er ældre end hollændernes komme til Amager.

I dag fremstår kirken med sit særpræg i kraft af de hollandske kolonisters påvirkning gennem århundreder, men den kirke, der ombygges i 1611 er romansk i sin oprindelse.

Sognet nævnes da også i Roskildebispens Jordebog fra omkring 1370, ligesom en kilde fra 1417 omtaler Johannes Hemmingsen som præst ved kirkerne på Amager.

Der er således ingen tvivl om, at Tårnby kirke i senmiddelalderen forlængst havde fået selskab af en kirke i Store Magleby(15).

Derimod er et andet, ofte fremført bevis for kirkens eksistens i middelalderen mere diskutabel.

Det er gravstenen af gotlandsk kalksten over Johs. de Barken, der døde 1409.

Selvom den nu er placeret i kirken, må man jo erindre sig, at den kan være flyttet. For eksempel fra en hanseatisk kirkegård på Dragørlejet(16).

På lignende vis, skal man også lægge noget særligt i Christian den 2'.s brug af vendingen ‘dat ganse lant’, idet en anden kilde oplyser os om eksistensen af et ‘Amager Landsting’.

Nu var et landsting på landskabslovenes tid i hovedsagen bestemt af opdelingen i Jyske, Sjællandske og Skånske Lovs område, men et ‘Amagerlands Ting’ kan give mening, idet også andre større øer, som Bornholm, Møn, Falster, Lolland og Langeland har udgjort ‘et land’ med eget landsting(17).

Den omtalte kilde - en sag fra 1496 - er også interessant, fordi den berører problemet med Dragørbodernes særlige stilling som tilhørende forskellige danske og udenlandske borgere, der benytter dem i sildemarkedstiden.

I sagen, der kort skal omtales her, er det en københavnsk guldsmed, Niels Andersen, der i forståelse med sin hustru vil skænke sine ejendomme i Dragør til Sct. Margrethe Alter i Vor Frue kirke i København; ‘..medh eth breff aff Amage landz-ting, som Anders Ipsen i Søndre Swndby oc tyngfoget paa Amaghe land haffuer vdgiffuet oc besegld medh flere...’ hedder det i den oprindelige tekst, der således opererer med begrebet tingfogeden på Amagerland(18).

Går vi yderligere et par år bagud i historien - til 1494 - dukker et tingsvidne udstedt på Amager birk op.

Her møder vi altså atter Amager Birk, i øvrigt i snæver sammenhæng med Københavns Slot.

Det må tages som en indirekte bekræftelse på, at hele øen, Amager birk kaldet, har afholdt Amagerlands Ting, formodentlig på - eller ved - den kongelige ladegård i Tårnby.

En sådan ladegård lå endnu i 1600 tallet lige syd for kirken, nogenlunde hvor den nuværende Borgbygård er placeret(1.2).

Det sidstnævnte tingsvidne vedrører i øvrigt kongens ønske om at få fastslået, at hverken Amagerbirket eller slottet hørte under herredstinget men var sin egen jurisdiktion.

Nogle vil måske undre sig over, at lensmanden på København Slot skulle have brug for et sådant tingsvidne, men der må det erindres, at der netop i 1400-årene havde været spegede ejerforhold omkring Københavns Slot(2.2).

Erik af Pommern havde i 1417 bemægtiget sig Roskildebispens slot med alle dets tilliggende, hvorunder Amager med Saltholm hørte. Formelt ved en kendelse på Sjællands Landsting, men vel at mærke ved en kendelse afsagt under kongens forsæde.

Det er således først i senmiddelalderen, at København bliver rigets hovedstad og slottet kongens faste residens.


Et bispebirk?
Gør man den antagelse, at den kongelige ladegård i Tårnby på Amager er arvtageren for Roskildebispens storgård, må der være tale om den storgård der ifølge Absalons gavebrev fra slutningen af 1100 tallet blev givet domkirken i Roskilde(3.2).

Såfremt denne gave medførte birkerettighed over øen, som det kendes ved en række andre kongelige godsgaver til kirker og klostre, er vi nok også ved vejs ende med Amager Birks historie.

Vi kender nemlig flere eksempler fra 1100-årene, hvor kirker og klostre ved store gaver fra kongen i form af landsbyer og gårde, også får retten til at dømme over deres undergivne på dette jordegods.

En sådan ret har biskop Absalon formentlig også fået af kongen, Valdemar den Store (1157-1182).

Øens indbyggere har således hørt under kongen, indtil de i den sidste del af 1100-årene kom under Roskildebispens jurisdiktion - udøvet enten fra Borgby på Amager eller fra Absalons borg ved Købmændenes Havn, det senere København.

Først langt senere overtager Erik af Pommern såvel Københavns Slot som Amager birk, og mere end hundrede år efter - med Christian den 2.'s hollandske kolonister - ændres denne situation, og øen får de ‘tvende jurisdiktioner’ som den beholder i mere end 300 år.

Vi må altså forestille os, at det første Amager Birk har tilhørt kirken og her har gjort brug af kirkeretten.

Tilbage står retstilstanden på Dragørlejet i markedstiden, men det er en helt anden historie...



Noter og litteratur

1. Dette og det følgende baserer sig især på A. H. Pedersen: Birketing i Gl. Københavns Amt 1521-1965 og Eigil Jensens artikel: Hollænderbyens Rett (1971). Se i øvrigt litteraturlisten sidst i artiklen.
2. Hertil bl.a. Collegial Tidende af 9. maj 1818, s.324f. Se i øvrigt Nørregaard.
3. Nicolaisen, Amagers historie, bind 3, side 222.
4. Frandsen, side 9.
5. A. H. Pedersen, side 31.
6. Nørregaard, side 33.
7. Nicolaisen Amagers historie, bind 2, side 69.
8. Encyklopædien 3:43f., artiklen birk af Jens Ulf Jørgensen.
9. Åbent brev af 10. juli 1615. Nørregaard, s.29, og s. 27 for det flg.
10. Danske vider og vedtægter eller gamle landsbylove og byskråer, bd. 4, side 1-18.
11. Corpus Constitutionum Daniæ IV. side 46ff. Teksten, der var trykt i København, skulle oplæses ved alle landets birketing, og ifølge en bemærkning på et eksemplar i Danske Kancelli, skete det på Borreby birketing, lørdag d. 26. april 1623.
12. Nicolaisen Amagers historie, bind 2, side 180f.
13. Til dette og det følgende, se især Lis Thavlovs artikel Den hollandske indvandring til St. Magleby.
14. Register van Amack er publiceret af Mogens Strunge i 1958.
15. Rørdam, tillægget, side 26. Nr. 23.
16. Arkæologiske udgravninger på Skanør i 1966 påviste således flere hundrede grave på en kirkegård, der sandsynligvis var blevet benyttet af rostockerne på Skånemarkedet. Se Lars Redin (1976).
17. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder 10:294. For eksempel blev Langelands landsting først i 1681 lagt sammen med Fynbo landsting.
18. Såvel denne sag, som den følgende er publiceret. Brevet af 9. marts 1496 i Kbh. Dipl. IV.236. Brevet er stadfæstet af kong Hans 27. juni 1496. Se Rørdam. Till. 120. Her efter Nicolaisen Am. Hist. I:141 (Nr.XX): ‘Anders Ipssen i Syndre Swndby oc tingfogit paa Amageland, Oluff Persson i Skelgaar, I. Ipsen i Tymbrop, Jep Falster i Sundbywestre og Aage Is i Catstrop osv... kundgjøre osv... paa Amage landzting: ... Brevet af 27. juni 1496 efter en samtidig  afskrift i Konsistoriets Arkiv. Rørdam.  Tillæg, s.120 (Nr.84): Wii Hans medh gudz nade Danmarcs etc. ... giøre witterligt, at for oss wor  skicked heterlig mand her Lauris Marthensen, perpetuus vicarius i wor frwe kircke i Købendhaffn, medh eth breff aff Amage landzting, som Anders Ipsen i Søndre Swndby oc tyngfoget paa Amaghe land haffuer vdgiffuet oc  besegld medh flere, ludendes at Niels Andersen Guldsmed, borger i Købendhaffn, medh syn husfrwes raad  oc samticke ther skøte oc affhænde fraa seg oc begges theres arffuinge the tree boder medh thet herberre, som vptil them bigd er vdtil stranden, medh for scriffne boders bodestede ligindes paa Dragøør, sinden næst Anders Ipsens boder ther samestedz... Tingsvidnet af Sokkelunds Herred (Støffuens herret?), omhandlende at Kjøbenhavns Slot, Amager Birk og deres Tilliggelse i 60 år og mere ikke have været påkærede på tinge, er dateret 21. november 1493 og findes i Københavns diplomatarium. I:181/226f.
1. 2. Birkebæk m.fl. (red.), s.205.
2. 2. Interesserede kan læse herom i Historiske Meddelelser om København, 3. rk. bd. 3 (Jørgensen), 1976 (Jensen) og 1978 (Tamm).
3. 2. Absalons gavebrev kendes gennem flere pavelige stadfæstelser, den ældste findes gengivet i DD 1. rk. bd. 3, nr. 137 (oversættelse i Danmarks riges breve 1. rk. bd. 3, s.143f.)

Litteraturliste

Birkebæk, Frank m.fl. (red.): Absalon - fædrelandets fader. 1996.

Corpus Constitutionum Daniæ. Forordninger, Recesser og andre kongelige breve Danmarks lovgivning vedkommende, 1558-1660. Udgivne ved V. A. Secher. Bd. 4, 1622-38. 1897.

Danmarks Riges Breve. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab under ledelse af Franz Blatt. 1975ff.

Danske vider og vedtægter eller gamle landsbylove og byskråer. Bd. 1, 1904-1906 og bd. 4., 1932.

Diplomatarium Danicum. 1. rk. 1ff. 1938ff.

Dirchsen, Jan: Hollænderbyen og dens mennesker. Nationalmuseet, 1982.

Frandsen, Karl-Erik: En birkedommer på Amager i 1751. 1985.

Jensen, Eigil: Hollænderbyens Rett. I: Noget om Hollænderbyen. Udgivet af Store Magleby Kommune i 450-året for Hollændernes ankomst til Amager i 1521. 1971.

Jensen, Jacob B.: Erik af Pommerns privilegier i ny belysning. I: Historiske meddeleser om København. 1976.

Jørgensen, Poul Johs.: Erik af Pommerns erhvervelse af København 1417 set i belysning af datidens retsregler. I: Historiske meddeleser om København. 1976.. 3. rk. 3. bd., 1939.

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie. 2. udg., 1947.

Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bd. 1-21 + reg.bd. 1956-1978.

Kjøbenhavns Diplomatarium, 1-8. Udgivet af O. Nielsen, 1872-1887.

Chr. Nicolaisen: Amagers Historie, I-III. 1907-15.

Nørregaard, Ann: Dragør og St. Magleby kommuner. Styreformer - en oversigt. Dragør Lokalhistoriske Arkiv, 1987.

Pedersen, Axel H.: Birketing i Gl. Københavns Amt 1521-1965. 1968.

Redin, Lars: Lagmanshedjan. Ett gravfält som spegling av sociala strukturer i Skanör. Lund, 1976.

Rung, Otto: Fra min klunketid. 1942/1985.

Rørdam, Holger Fr.: Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen. 1859-1863.

Strunge, Mogens: Amager-Registret: Register van Amack. 1958.

Tamm, Ditlev: Københavns forfatning fra middelalderen til 1978. I: Historiske meddeleser om København. 1976.

Thavlov, Lis: Den hollandske indvandring til St. Magleby. I: Nyt fra lokalhistorien. nr. 4., 1996.


Artiklen har tidligere været trykt i Nyt fra lokalhistorien - nyhedsblad fra Dragør Lokalarkiv. Nr. 9 (1999).