Af Birte Hjorth
Trangen til at ønske sig tilbage til et eller andet fortidigt miljø kan under tiden gribe én. Det ville være spændende at få et indblik i folks hverdag og fornemme, hvorledes de levede med hinanden dengang.
Skulle man finde på at ønske sig tilbage til det amagerhollandske samfund i St. Magleby i 1730'erne, ville man imidlertid ikke blive mødt med latter, lovsang og lystighed.
Nej, så var man havnet i et samfund plaget af ulykker, omvæltninger og indestængt vrede.
Det hele begyndte med, at den unge præst Mathias Hviid i 1728 kom til byen. Han skulle være hjælpepræst og aflaste den gamle pastor Jacob Hummer i hans alderdom. Det var også nødvendigt, for allerede i januar 1729 blev han ramt af noget, der kunne tolkes som en hjerneblødning, og som gjorde ham stum og uarbejdsdygtig resten af livet. Den emsige Mathias Hviid, der var grebet af de nyeste pietistiske tanker, lagde straks ud med en form for moralsk oprustning af sine sognebørn. Han skældte ud på folk, der sneg sig ud under gudstjenesten for at tage sig en lur eller en pibe tobak ude på kirkegården.
Det var nok også ham, der i 1730 fik schout og skeppens - byens øvrighed - til at lave en vedtægt, som skulle dæmme op for ungdommens lystigheder. Det blev forbudt, at holde julegilder efter helligtrekongersdag. Byens kromænd måtte ikke skænke vin for unge mennesker og slet ikke servere for dem på torvedage. Der var især en række forbud, som netop var møntet på disse torvedage, hvor madmor og madfar ikke var hjemme, og de unge havde for vane at ride rundt med pigerne på hestene i stedet for at passe deres arbejde.
Siden hen gik Mathias Hviid til angreb på byens gamle særprægede fastelavnsskikke. I perioden 1731-1735 lykkedes det ham at få gennemtrumfet et forbud mod enhver form for fest og ballade omkring fastelavnen.
Det var nok også samme Mathias Hviid, der var primus motor i planerne om reparation og udvidelse af byens kirke, og hvor man hurtigt fandt ud af, at det ikke kunne betale sig at reparere på den. Det blev derfor besluttet at nedrive den gamle kirke og bygge en ny og større samme sted.
Dette stod på i hele året 1731 og blev dyrere end først beregnet. Men så var spiret da også blevet 8 alen højere og forsynet med en forgyldt kugle. Og trappen til prædikestolen, som schouten havde ment godt kunne genbruges, var - med amtmanden som lobbyist - blevet fornyet efter Mathias Hviids ønske. Alt dette havde bevirket, at kirken havde fået en gæld på 1.000 rdl. - penge som var lånt dels i byens fattigkasse og dels hos de velhavende gårdmænd.
I maj 1733 brændte en stor del af St. Magleby. Det var 33-34 gårde, der blev lagt i aske. Da der ikke var noget, der hed brandforsikring, var det også en økonomisk katastrofe for byen. Fire års skattefrihed samt toldfrihed for bygningstømmer var statens hjælp til det hårdt ramte samfund. Men fattigkassen kunne desværre ikke - på grund af kirkebyggeriet to år tidligere - yde hjælp til de hårdest ramte.
I 1735 forlod Mathias Hviid sit embede i St. Magleby, men det har man nok ikke sørget over. I stedet for kom der en 31-årig præst, Gunder Wegerslev. Han var en temmelig usmidig alvorsmand, stærkt præget af de pietistiske ideer. Han gik med ildhu til sin gerning og forlangte, at menigheden skulle synge danske salmer.
Det havde den aldrig tidligere gjort. Man var vant til kun at synge plattyske salmer, så dette tiltag blev der opponeret kraftigt imod. Wegerslev var imidlertid stejl, sagen tilspidsede sig og endte i november med en kongelig bestemmelse om, at der herefter skulle synges og prædikes dansk og tysk vekselvis hver anden søndag, samt at der skulle oprettes en dansk skole. Det fik ikke gemytterne til at falde til ro.
Under et stormøde i december hos schouten indkaldte man degnen for at overtale ham til at nægte at synge dansk. Man troede slet ikke på, at den kongelige bestemmelse om den vekselvise salmesang var kongens egen vilje. Det var kun noget, amtmanden havde fundet på. Wegerslev meddelte beredvilligt amtmanden, hvad der var foregået, men ville dog ikke referere, hvad der var blevet sagt af mindre pæne ting om ham.
Ved en gudstjeneste kort tid efter havde en del unge mennesker provokeret under den danske salmesang ved at skråle himmelhøjt på tysk. Andre blev demonstrativt siddende, da de blev opfordret til at træde ud på kirkegulvet til overhøring i den danske katekismus. I skolen kastede børnene deres danske salmebøger væk. Der var kort sagt ballade i den lille by.
Under hele denne uro døde den gamle Jacob Hummer og blev begravet 2. juledag. Der var tydelig nervøsitet i menigheden. Ville man få en tysk præst i stedet for Hummer, som man så brændende ønskede sig, eller skulle man nøjes med pastor Wegerslev, som man absolut ikke elskede? Schouten sendte bønskrift til Hans Majestæt og bad amtmanden om at tale menighedens sag overfor kongen.
Til befolkningens store glæde udnævnte kongen i begyndelsen af januar 1736 en tysk præst. Det var den 32-årige Jørgen Røbel, som fik embedet. Nu skulle problemerne omkring de sproglige forhold være løst. Salmebogskrigen var slut. St. Magleby sogn havde fået både en dansk og en tysk præst.
To præster, men kun én præstegård
Man erkendte, at man dog havde endnu et problem - nemlig at skaffe ordentlige boligforhold for de to præster, når der kun var én præstegård. Wegerslev havde antydet overfor amtmanden, at der kunne komme vanskeligheder i den retning, når afdøde pastor Hummers enke fraflyttede præstegården efter nådsensårets udløb.
Han fornemmede, at menigheden var tvivlrådig med hensyn til, om man skulle tilbyde den ene præst alle værelser i præstegården, samt hvem af dem det så skulle være. Han mente sig selvfølgelig selvskreven til præstegården, da han havde været længst i embedet (fem måneder længere end Røbel), og han som dansk præst var "nyttig til den største del af menighedens opbyggelse", hvormed han sigtede til den store befolkning i Dragør.
Den havde imidlertid ikke meget at skulle have sagt i spørgsmålet om de kirkelige forhold i St. Magleby.
Schouten så imidlertid gerne, at de to præster bekvemmede sig til at bo sammen i præstegården og bad amtmanden om, at præsteboligen måtte blive efterset med henblik på dette. Hvis det ikke kunne gennemføres, ville man overlade den til pastor Røbel og leje "sådan husværelse til pastor Wegerslev, hvormed han kan være fornøjet".
Wegerslev følte sig imidlertid ikke "fornøjet" ved at være udelukket fra præstegården. Han havde endog oplevet, at to skeppens - i overværelse af samtlige de andre skeppens - havde sagt ham op i hans åbne ansigt, at han ikke skulle være pastor Hummers efterfølger, og at han i det hele taget ikke skulle være deres præst. Han forsikrede dog, at han ikke bar på had til dem, men beklagede deres uforstand.
Amtsforvalteren måtte nu en tur til St. Magleby for at forsøge at finde en løsning. Han måtte indrømme, at præstegården ikke var stor nok til to husholdninger, og at der derfor måtte findes en løsning uden de store omkostninger, da menigheden stadig havde den store gæld fra kirkebyggeriet.
Wegerslev foreslog, at Røbel og han satte sig og diskuterede sagen igennem. Selv forlangte han kun, hvad der med rette tilkom ham. Røbel mente, at han var lige så berettiget til præstegården som Wegerslev, da han som tysk præst havde efterfulgt Hummer, mens Wegerslev kun havde efterfulgt Mathias Hviid, der havde fungeret som hjælpepræst. For at få en ende på sagen foreslog han, at det blev afgjort ved lodtrækning.
Amtsforvalteren måtte tage hjem med uforrettet sag og beklagede meget over for amtmanden, at det ikke var lykkedes for ham at få en afgørelse igennem.
Imens disse diskussioner stod på, boede begge præster til leje ude i byen. Men ved juletid 1736 var det et år siden pastor Hummer døde, og hans enke flyttede nu ud af præstegården.
De to præster kunne imidlertid stadig ikke finde ud af, hvordan de kunne komme overens om præstegården, således at de begge kunne bo der. Der skulle snart træffes en afgørelse.
Måske har det været et anfald af depression over de kølige forhold til menigheden, der i januar 1737 har fået Wegerslev til at forfatte en 6-punkts erklæring om, hvad der til sin tid skulle foretages med hans afsjælede legeme.
I detaljerede vendinger forklarer han her, at hans døde legeme skal vaskes og renses for urenligheder, iføres en ren skjorte samt hans præstekjole og lægges i en simpel hvid fyrretræskiste. På brystet skal lægges en bibel og imellem hans hænder Luthers katekismus. Uden klokkeringning eller ligprædiken skal han jordes af nogle karle fra menigheden, som hver gives 4 mark, men der skal intet gæstebud være til ligfølget.
Og endelig må der ikke opsættes nogen form for ligsten eller epitafium over ham. At han var fokuseret på sin sundhedstilstand, viser hans krav til schouten. Han forlangte, at de værelser han skulle bebo, skulle indrettes således, "at hans helbred ingen skade skulle tage".
I januar 1737 følte menigheden sig foranlediget til at henvende sig til kongen for at få en endelig afgørelse på denne sag, som nødigt skulle bevirke flere udgifter for byen. Her fremlagde man et forslag til en fordeling af præstegårdens værelser. Den ene kunne få to gode stuer, et sovekammer, køkken, bryggershus, bageovn og den såkaldte Nørregård, hvori var stald, lade, fæhus og lejlighed til tjenestefolk.
Den anden kunne så få den såkaldte Kongestue og en sal ovenpå, med hvad dertil hørte, samt den søndre gård. De bad om en kongelig befaling til præsterne, at de skulle skikke sig og nøjes med disse værelser i præstegården, indtil det ville behage Hans Majestæt at forflytte den ene af dem, så de igen kun havde én præst som tidligere.
Menigheden opfattede åbenbart dette "to-præstesystem" som en midlertidig løsning og som noget, den var blevet påtvunget. Ved en senere lejlighed forlød det, at denne ordning var forårsaget af, at det, da Mathias Hviid blev forflyttet i 1735, ikke var muligt at skaffe en præst, der kunne holde gudstjeneste på tysk, og man derfor måtte tage til takke med den danske præst Wegerslev. Menigheden blev imidlertid lovet en tysk præst, som man da også fik.
Kongen resolverede 15. februar 1737, at præstegården skulle deles efter den foreslåede plan, og at de to præster hurtigst muligt skulle finde ud af, hvem der skulle bo hvor.
De herrer Wegerslev og Røbel kunne imidlertid ikke bekvemme sig til at flytte ind. I løbet af den følgende sommer var biskoppen og stiftamtmanden ude og tage præstegården i øjesyn.
Det resulterede i, at schouten fik påbud om at lade indrette endnu et køkken samt foretage nødvendige reparationer, så det hele kunne blive sat i beboelig stand, hvorefter fordelingen skulle ske ved lodtrækning mellem de to præster. Sandsynligvis har præstegården trængt til en større istandsættelse, for familien Hummer havde trods alt boet der i 45 år.
Ny dansk præst
Herefter er der tilsyneladende roligt indtil sommeren 1739, hvor Wegerslev blev forflyttet til Christiania. Dette fik schouten Tønnes Hansen til at sende en jammerskrivelse til amtmanden om byens betrængte situation. Den mundede ud i ønsket, om man kunne få lov til at nøjes med én præst, som selvfølgelig skulle være den tyske præst, pastor Røbel, som man var så glad for og som sagtens ville kunne prædike og overhøre ungdommen på begge sprog.
Dette ønske blev imidlertid ikke opfyldt, idet kongen "haver fundet for godt, at der ved Magleby menighed tillige med den derværende tyske præst Jørgen Røbel skal som hidindtil endnu være en dansk kompastor (medpræst) udi den forrige præst Gunder Wegerslevs sted". Den præst, som var udset som efterfølger, hed Christian Jensen og kom fra et embede i Torkilstrup på Falster.
Ved hans ansættelse 9. oktober 1739 blev det fra kongelig side præciseret, hvorledes præstegårdens værelser nu skulle fordeles.
Efter dette kongebrev skulle Røbel, der netop var blevet gift for en måned siden, have mere plads. Udover de værelser han hidtil havde haft, skulle han også have "de øverste værelser" - formodentlig overetagen - i den fløj, som Wegerslev tidligere havde beboet.
De øvrige værelser skulle overlades Christian Jensen, og hvis han havde brug for mere plads, måtte han selv skaffe den, enten ved at bygge eller leje for egen regning.
Ud fra denne nye fordeling af værelserne kan det se ud, som om Røbel i 1737 har overtaget de to stuer, sovekammer, køkken m.v. samt en fløj - den såkaldte Nørregård - med stald, lade, fæhus m.v., mens Wegerslev har beboet en fløj med den såkaldte Kongestue og en sal ovenpå samt den søndre gårdsplads.
Formodentlig skulle Christian Jensen således kun have rådighed over underetagen i sidstnævnte fløj. Han supplerede da også den manglende plads ved at leje et hus med nogle værelser lige over for kirken på den anden side af Møllegade.
Kongebrevet indeholder tillige en passus, som fik stor betydning fremover og som menigheden gang på gang vendte tilbage til, når der var problemer med præsterne.
Det drejer sig om de økonomiske konsekvenser i følgende sætning: "Skal menigheden herefter betale den samme hjælp, som den hidindtil og da der ikkun var én præst, plejer at give præsten til sine skatters afbetaling og ikke mere".
Dette udlagde man, som at menigheden her fik et kongeligt løfte om ikke at skulle bebyrdes med flere udgifter til de to præster, end man havde haft dengang, der kun var én præst ved St. Magleby kirke, d.v.s. at man kun anså sig forpligtet til at holde én præstebolig.
Samme kongebrev indeholder tillige besked til Røbel, at han gerne måtte prædike dansk "så tit som han i sin samvittighed for Gud måtte finde det at være til samtlige menighedens bedre opbyggelse og nytte". Er det mon for at give amagerhollænderne en forhåbning om, at Røbel en dag kunne blive enepræst og prædike på begge sprog?
Christian Jensen var født i 1696 på Als og havde i sin ungdom været bødker. I en periode var han degn i Sande herred i Norge, hvor han også senere kom til at virke som kapellan. Herefter blev han sognepræst på Falster, hvor han var et år, inden han kom til St. Magleby. Hvor meget han har virket i de få år, han var ansat her, er ikke til at sige.
I følge kilderne skulle han i 1740 have været feltpræst "ved de danske tropper i hannoveransk sold". I 1744 blev han forflyttet til Slagelse og døde to år senere.
Pastor Røbel fik god brug for den ekstra plads, han fik i 1739. Fra 1742 til 1745 fødte hans hustru hvert forår et barn, mens de følgende tre børn kom med 1½ års mellemrum.
I foråret 1744 var der planer om at renovere en del af præstegården. Den fløj, der indeholdt køkken og bryggers var i elendig tilstand. Træværk og bjælker var rådne og lige ved at falde fra hinanden.
Menigheden tilbød ham at lade den gamle bygning nedrive og genopføre en ny i bindingsværk. Han havde selv ladet udføre en bygningstegning med køkken, bryggers, borgestue, mælkekammer og spisekammer. Denne tegning sendte han ind til stiftsøvrigheden med anmodning om, at schouten blev pålagt at antage kvalificerede håndværkere til byggeriet.
Desuden ville han meget gerne have bygget en kvist på huset, da han kun rådede over to stuer og en ammestue med et lille kammer foruden et studerekammer på loftet. Han havde således ikke et sted, hvor han kunne holde skole for sine børn, hvilket han snart fik brug for.
Pastor Flint og Grønnegården
I juli 1744 flyttede som nævnt Christian Jensen til Slagelse, og i hans sted kom den 33-årige Hans Pedersen Flint, en skræddersøn fra Nyborg, der forinden havde været kabinetspræst på Ledreborg slot hos grev Holstein.
I den kongelige udnævnelse af 31. juli 1744 bliver det fastslået, at Flint skulle være dansk præst "af lige værdighed med den derværende tyske præst".
Men da nogle jo altid er mere lige end andre, blev det samtidig meddelt, at kun den ældste af dem skulle bo i præstegården, mens den yngste blev henvist til at leje det hus, som Christian Jensen havde boet i, og ville han have mere plads, måtte han bygge for egen regning og siden tage betaling derfor af sin efterfølger. Endvidere skulle den ældste præst nu have 100 rdl. mere i løn end den yngste.
Flint var absolut ikke tilfreds med at skulle nøjes med at bo til leje i et hus i stedet for at bo i selve præstegården og gik og grublede over dette i et lille års tid. I maj 1745 sendte han et bønskrift til kongen. Heri fremførte han, at han i sit kaldsbrev var blevet tildelt det hus, som hans forgænger havde boet til leje i, mens Grønnegården, som denne delvist havde haft rådighed over, nu skulle tilhøre den tyske præst alene.
Navnet "Grønnegården" optræder hermed for første gang. Muligvis er det et navn, som Flint har opfundet, for dermed at præcisere overfor højere myndighed, at præstegården - efter hans opfattelse - bestod af to boliger. Grønnegården må have været den sydlige del af præstegården, formodentlig bestående af tre længer, der omsluttede en havelignende gårdsplads - heraf navnet.
Den østlige længe, nærmest kirkegården, har indeholdt "den såkaldte Kongestue" og herover en sal. Den øst-vest gående længe må være den, som Røbel i foråret 1744 fik ombygget, mens der i den vestlige side af grunden ud mod nuværende Møllegade har ligget en længe med diverse udhuse.
Nord for dette 3-længede kompleks har der ligget en gårdsplads afgrænset af en længe mod Møllegade indeholdende stald, fæhus og beboelse for tjenestefolkene. Røbel har fortalt i en senere skrivelse, at denne bebyggelse var resten af en gård, som blev afbrændt under svenskekrigen i 1658, og som siden var blevet tillagt præstegården. Tværs over denne gårdsplads var der en mere eller mindre offentlig gennemgang, idet befolkningen benyttede den som en smutvej til kirken og børnene gik igennem på vej til skolen.
Røbel klagede af samme grund over, at det ikke var muligt for ham at holde "små kreaturer" på gårdspladsen. Det må formodentlig være fjerkræ, han sigter til.
I det ovennævnte bønskrift hævdede Flint nu, at Grønnegården var indkøbt til brug for de danske præster. Ganske vist havde hans forgænger lejet et hus af en gårdmand, men det var udelukkende for at få mere plads og fordi Grønnegårdens stuehus var temmelig forfaldent.
I dette lejehus var der hverken bryggers, køkken eller udhus, men Christian Jensen havde jo også haft rådighed over disse faciliteter i Grønnegården. Flint derimod havde kun rådighed over denne simple lejebolig, hvor han tilmed kunne opsiges, hvornår det skulle være. Han havde ikke et sted, hvor han kunne anbringe sin tiende.
Røbel derimod havde både præstegården og Grønnegården - i hans øjne var det to boliger. Han bad derfor om, at han måtte få rådighed over Grønnegården, ligesom hans forgængere havde haft.
Stiftsøvrigheden - d.v.s. biskoppen og amtmanden - blev bedt om en udtalelse. Bortset fra at de hævdede, at Flint fremkom med urigtige oplysninger, kunne de godt se, at han manglede udenomsplads. De sendte provst Gerner ud til St. Magleby for at finde en løsning. Ved et visitatsbesøg her 3. pinsedag samlede han de to præster, schouten og repræsentanter for menigheden.
Røbel fremførte, at han havde hårdt brug for den plads, som han nu havde. Provsten fik dog udvirket, at Røbel godt ville overlade Grønnegården til Flint, hvis menigheden til gengæld ville lade bygge et udhus på nogle få fag på et stykke jord op til præstegården.
Gerner forsøgte nu at overtale menighedens repræsentanter til at acceptere denne løsning, men her kunne man ikke blive enige indbyrdes. Efter en tænkepause kom de tilbage og meddelte, at det ikke kunne lade sig gøre, bl.a. fordi den mand, der ejede jorden, ikke ville sælge.
Derefter måtte både biskoppen og amtmanden selv en tur til St. Magleby for at tage forholdene i øjesyn og finde en løsning. De fik her fremvist alle boliger og udhuse og talt med præsterne, schouten og nogle af menighedens medlemmer.
De to høje øvrighedspersoner måtte imidlertid erkende, at hvis Flint ville have mere plads, måtte han bygge - hvilket han i følge sit kaldsbrev var pligtig til - men det var umuligt på Amager at få "en fodsbredde rum at bygge på - endog for penge". Atter engang viste Røbel sig fra sin hjælpsomme side, idet han tilbød at afstå en del af Grønnegården, og det har formodentlig været den udhuslænge, der lå ud til Møllegade i det sydvestlige hjørne af præstegårdskomplekset.
Røbel betingede sig dog, at han skulle bruge tre fag af denne længe, som skulle indrettes til hans fem små børn og deres amme. Hans daglige husstand var nu oppe på 13 personer, så han havde virkelig brug for plads. Han betingede sig også at ville have indhegnet en gårdsplads med et plankeværk til hans "små kreaturer" samt have nedrevet og genopbygget den nordre længe med stald, lo og udhuse, som nu var helt forfalden.
Flint kunne så få lov at overtage de øvrige 12 fag i længen i Grønnegården med "de øvrige stuehuse, loftsrum, kælder, staldrum til heste og køer, møddingudkast samt lo og lade".
Det ser ud, som om alle parter har kunnet enes om denne løsning, som herefter fik godkendelse fra højere myndighed. Den udhuslænge, som Flint nu fik rådighed over, var vist nok i en miserabel tilstand, men det gav ham dog den nødvendige udenomsplads som supplement til det lejede hus på den anden side af Møllegade.
Der var herefter tilsyneladende ro omkring præstegården i de næste 4 år.
Cornelis Eisbrandtsens hus
Det hus som Flint var blevet tvunget til at leje, lå lige over for præstegården på den anden side af Møllegade. Den nuværende adresse må vel være Møllegade 2, men arealet er i midten af 1900-tallet blevet inddraget til Englandsvejs forlængelse. Det var oprindeligt bygget af præsten Mathias Hviid - og bekostet af hans svigerfar justitsråd Fjeldsted - men da han flyttede i 1735, blev det solgt til gårdmand Cornelis Eisbrandtsen, der senere udlejede huset til Christian Jensen og Flint.
På et tidspunkt i 1749 var Eisbrandtsen formodentlig blevet lidt træt af sin lejer og forhørte derfor på højere sted, om han var forpligtet til at vedblive at udleje sit hus til præstebolig. Som svar fik han en kongelig tilladelse til at kunne opsige præsten, hvornår han ville. Lejemålet skulle ikke være ham til skade i hans dispositionsret over huset.
Dette undlod han selvfølgelig ikke at lade pastor Flint få kendskab til, uden der dog
var tale om nogen form for opsigelse. Men det gjorde selvfølgelig præsten nervøs ved tanken om en dag at stå uden tag over hovedet.
Flint sendte i juni 1749 et brev til amtmanden - for det var vel for lidt at ulejlige kongen med. Heri forklarede han sin situation og bad amtmanden om at udvirke, at menigheden skulle istandsætte Grønnegården, så han med sin familie kunne flytte ind der og bo, ligesom Wegerslev i sin tid havde gjort.
Schouten fik denne skrivelse til udtalelse, men svarede prompte, at det kunne der overhovedet ikke blive tale om. For det første forelå der et kongeligt løfte, om at menigheden ikke skulle bebyrdes med flere udgifter, end da der var én præst. For det andet havde Christian 6. bestemt, at Røbel skulle bebo hele præstegården, og det var kun af føjelighed fra hans side, at Flint havde fået rådighed over en del af udhuslængen med 2 små stuer i Grønnegården. En sådan kongelig begunstigelse ville man ikke gå imod.
For schouten var dette problem derimod stort nok til at ulejlige kongen. I et bønskrift til majestæten bad han om, at menigheden måtte nøjes med én præst, da det faldt den besværligt at underholde to præster. Denne præst kunne så vekselvis prædike tysk og dansk, og hvis vedkommende ikke var i stand til at klare embedet alene, måtte han antage sig en personlig kapellan, som kunne bo hos ham i præstegården, hvorefter alle turbulenser omkring præsteboligerne ville ophøre.
Flint fornemmede nu, at han var gået for vidt i sine krav og havde bedt om noget uopnåeligt. Han sendte derfor i juli et bønskrift til majestæten, hvor han bad om beboelse i Grønnegården, men til forskel fra hans tidligere ansøgning til amtmanden tilbød han nu selv at sætte bygningen i stand af egen lomme.
Røbel, der blev orienteret af amtmanden om, hvad der foregik - for de to præster har næppe været på talefod - sendte derefter sin skrivelse til kongen med bøn om, at han ikke måtte miste den kongelige ret til hele præstegården, som han fik i 1744. Det var kun af ren og skær føjelighed, at han dengang overlod Flint en del af Grønnegården. Nu var hans familie endnu større, og han havde virkelig brug for disse udhuse og værelser.
Amtmanden og biskoppen blev selvfølgelig afkrævet en udtalelse. Den faldt godt i tråd med schoutens mening. De anså det for mest hensigtsmæssigt, hvis Flint blev forflyttet. Det ville være til glæde for menigheden, der bedst kunne lide Røbel. Desuden ville majestæten så ikke blive besværet mere med disse problemer, der ville fortsætte, så længe der var to præster men kun én præstegård.
Kongens svar var, at intet skulle forandres. Amtmanden og biskoppen fik ordre til at sørge for, at den danske præst blev forsynet med hus "på den mest menagerlige måde".
Denne kongelige beslutning kan da godt give anledning til forundring. Her, hvor amtmand Reventlow, biskop Hersleb og schouten Jacob Bacher i enighed tryglede om at slippe af med to-præstesystemet i St. Magleby, som gang på gang havde givet så mange problemer, blev de pure afvist. Var der en person højere oppe i systemet, som trak i trådene? Det kan næppe være majestæten selv, der holdt sin hånd over pastor Flint.
Først tænker man på, om det er Mathias Hviid, der gjorde sin indflydelse gældende? Han var efterhånden steget i graderne. Udover at være provst ved Holmens kirke var han også konsistorialråd og medlem af Generalkirkeinspektionskollegiet, foruden at han stod hoffet nær. Det forlyder, at det havde været meningen, at Hviid skulle have været Sjællands biskop, men biskop Hersleb havde i 1748 fået puttet sin egen svigersøn, Harboe, ind som kronprins til embedet. Så måske var det ham, der gav sit besyv med.
Men det kunne muligvis også være lensgreve J. L. Holstein til Ledreborg. Han var chef for Danske Kancelli (svarende til nuværende indenrigs- og kirkeministeriet) og medlem af konseilet, hvilket vil sige, at han havde et af de højeste embeder i Danmark. Alle bønskrifter til kongen gik over hans skrivebord, inden de forelagdes for majestæten, og han havde dermed stor indflydelse på sagernes behandling og udfald.
Endvidere havde Holstein været amtmand over Københavns amt i perioden 1730-1735 og i kraft heraf været bekendt med de særlige forhold i St. Magleby. Holstein var desuden kendt for at være dybt religiøs, og han holdt dagligt husandagter sammen med sine tjenestefolk på Ledreborg. Det var hos ham, at Flint havde været kabinetspræst, inden han fik embedet i St. Magleby.
Senere på efteråret 1749 gjorde nogle gårdmænd i St. Magleby på menighedens vegne et nyt forsøg på at slippe af med pastor Flint, men deres bønskrift til kongen hjalp heller ikke. De fik til svar, at herved var intet at gøre.
I hvert fald blev biskop og amtmand pålagt at forsyne den danske præst med et hus på den mest menagerlige - d.v.s. den økonomisk bedste - måde. Så denne bestemmelse mødte Flint frem med, da han i januar 1750 havde modtaget en opsigelse fra Cornelis Eisbrandtsen, husets ejer. Den blev overbragt af to mand med besked om, at han skulle være ude inden påske.
Der blev nu fra stiftsøvrighedens side taget kontakt til gårdmand Cornelis Eisbrandtsen. Det var biskop og amtmand, som via schouten forhandlede med ham. Det viste sig, at Eisbrandtsen var villig til at sælge Flint huset med nogle derved liggende udhuse bortset fra en møddingplads, som han selv ville beholde. Han ville have 1000 sletdaler for det, for han havde haft mange bekostninger på det, i den tid det havde været præstebolig.
Nu mente biskop og amtmand, at de havde løst den pålagte opgave med at skaffe præsten husly. Flint var derimod af den mening, at huset ikke var 1000 sldl. værd, og desuden skulle der ofres 3-400 sldl. på de nødvendige reparationer. Han anså det derfor ikke for sandsynligt, at han kunne få disse penge ind igen, når han - eller hans arvinger - en dag skulle sælge det.
Der var imidlertid - i hans øjne - en bedre måde at skaffe ham husly på, og den ville han forelægge kongen.
I et nyt bønskrift til majestæten anmodede han derfor om, at den afståelse af en del af Grønnegården, som Røbel - i følge Flint - var blevet pålagt i 1745, igen måtte fornyes, samt at menigheden dernæst blev befalet at sætte de derværende værelser og udhuse i stand til beboelse for ham.
Som bilag vedlagde han en attest, hvor to "medhjælpere", formodentlig bytjenere, havde skrevet under på, at Grønnegården altid havde været beboet af de danske præster.
Dette bønskrift var præget af en del misinformationer, som biskoppen påpegede i den erklæring, kancelliet pålagde ham at komme med. Røbel var således ikke blevet pålagt at afstå noget af Grønnegården til Flint i 1745, men havde gjort det helt frivilligt, og nu ønskede han igen at overtage disse rum på grund af sin stadigt voksende families behov. Hans husstand var nu oppe på 16 personer.
Endvidere tilbageviste biskoppen den medsendte attest fra de to medhjælpere. Han kunne se på skriften, at den var udfærdiget af Flint selv, og de to mænd havde da også indrømmet, at de ikke vidste, hvad de skrev under på, da Flint forelagde attesten for dem. Biskoppen fik desuden endnu engang lejlighed til at anmode om, at Flint blev forflyttet til et andet embede.
Grev Holstein forsøgte nu at skære igennem og få en ende på sagen ved at forespørge, om ikke menigheden ville skillinge sammen og købe Eisbrandtsens gård, med henblik på, at den så fremover kunne fungere som præstebolig for den yngste præst ved embedet. Schouten svarede, at det var menigheden for fattig til og henviste endnu engang til det kongelige løfte om, at udgifterne ikke måtte være højere end, hvis der kun var én præst.
En besværlig nabo
En kongelig resolution af 4. juni 1750 pålagde Flint selv at købe Cornelis Eisbrandtsens hus. Flint købte imidlertid ikke huset og derfor flyttede han ikke ud af den del af Grønnegården, som han siden 1745 havde benyttet. Røbel skrev gentagne gange til ham om at rømme bygningen, men intet skete og han fik hverken mundtligt eller skriftligt svar fra ham.
Midt i juli 1750 tabte Røbel tålmodigheden og beklagede sig til biskoppen over problemet, idet han bad om, at Flint blev pålagt at efterleve den kongelige resolution. Han var bekymret for at blive nødt til at gå rettens vej, hvilket vil "give forargelse i menigheden og ellers er meget uanstændigt for vores stand, da vi som brødre bør leve sammen i endrægtighed".
I august var Flint endnu ikke flyttet ud af Grønnegården. Han havde da demonstrativt anbragt en stor halmstak i gården, hvilket Røbel øjensynlig har beklaget sig over under henvisning til den brandfare den udgjorde. En glød fra skorstenen kunne hurtigt sætte præstegården i brand.
I St. Magleby Bylaugs arkiv ligger en skrivelse fra Flint angående denne halmstak, og det fornemmes her tydeligt hvilke dårlige vibrationer, der herskede mellem de to kollegaer. Det måske lidt perfide brev bringes her i sin helhed (dog i en tillempet nudansk form):
Højtærede schout, samtlige byens mænd!
Som jeg mærker, at min nabo er sat i en stor frygt og fare formedelst en halmstak, som jeg imod min vilje og af mangel på rum og plads har måttet sætte på min egen grund, nemlig Grønnegården, som er det sted, jeg efter mine tanker syntes at være bedst og mindst farlighed ved, eftersom der ikke omgås med lys (åben ild) uden en gang om måneden, hvor vi behøver at brygge, og to gange om året for at vaske; hvor skorstenen tilmed holdes - på min regning uden at bebyrde hverken kirken eller menigheden - i så forsvarlig stand, som den måske ikke findes forsvarligere hos min nabo i henseende til dens indvendige renhed.
Dog, det er ikke min sag at gå omkring og kigge folks skorstene efter eller at kigge ind i andres gårde, langt mindre at ræsonnere over sådanne ting, eftersom her i menigheden beordres man årligt at besigtige skorstenene, om de er i forsvarlig stand eller ej, hvilket derom skal gives efterretning til øvrigheden.
Elskeligste schouten med samtlige byens mænd! Jeg håber, at I alle er overbeviste om, at i den tid, jeg har været hos jer som jeres lærer, ej har kendt mig som en stridig og trættekær mand, der har villet være igennem med hovedet, eller tvinge mig noget til med uretmæssig kiv eller strid, men meget mere som én, der har givet sin ret bort for at søge fred, enighed og kærlighed med hver mand, hvilket jeg endnu fremdeles ved Guds nåde og bistand skal søge og jage efter med enhver iblandt eder, således også med min nabo, hr. velærværdige og højlærde hr. Jørgen Røbel.
Og for at føre ham ud af den frygt og fare, som han daglig ved min halmstak går udi, vil jeg kærligt bede schouten og samtlige byens mænd, om de ville udsøge et andet sted, hvor den kan sættes, dog uskadt og i behold, og tillige besørge et par vogne og nogle folk, der kunne flytte den, siden jeg én gang har givet penge til fremmede folk for at sætte den, hvor den nu står.
I øvrigt ønsker jeg over Eder alle Guds og Vor Frelsers lys, nåde og barmhjertighed og med Luther beder til Gud af den 4. bøn i vor liden katekismus om gode venner, gode naboer og sådanne ting, som hører til det timelige livs lyksalighed.
H. P. Flint.
Men der skete åbenbart stadig intet i sagen. Flint flyttede ikke ud og tiden gik. Røbel henvendte sig flere gange i løbet af efteråret til biskop Hersleb for at høre, hvorledes tingene forholdt sig, men Hans Højærværdighed havde intet hørt, siden menigheden i maj afslog at skillinge sammen til at købe Eisbrandtsens gård. Røbel henvendte sig til sidst til kancelliet og rykkede for en afgørelse.
Den 25. januar 1751 kom der svar fra grev Holstein, at kancelliet anså det for bedst, at hr. Flint købte Eisbrandtsens gård, dog at den yngste præst i embedet altid skulle være forpligtet at købe gården efter lovlig vurdering.
Måske har Flint herefter indset, at han efterhånden havde tabt slaget om præstegården. Han købte Cornelis Eisbrandtsens gård, men hvornår det er sket, har det ikke været muligt at få oplyst. Handlen har nok fundet sted i begyndelsen af 1751, for herefter foreligger der ikke flere skrivelser omkring denne sag.
Men præstegårdssagen var slet ikke død - den lå blot i dvale i de næste 9 år.
Ny tysk præst
I marts 1760 var pastor Røbels helbred så dårligt, at han måtte tage sig en personlig kapellan som hjælp til at udføre sine embedspligter. Denne kapellan var en 33-årig teologisk kandidat, Henning Otto Gärtner, der stammede fra Haderslev. Det oplyses, at han "forstår både dansk og hollandsk".
Det blev kun kort tid, at den svagelige præst fik glæde af sin unge kapellan. Allerede den følgende 9. maj døde Røbel og blev begravet 13. maj, 56 år gammel. Hans enke, Anna Cathrine Møller, stod nu med 7 faderløse mindreårige børn.
Men den døde præst var næppe blevet kold og i hvert fald endnu ikke begravet, før hans enke sendte en ansøgning om, at nådsensåret måtte blive udsat, således at det først begyndte til sankthansdag. Det var de kommende indtægter ved offergaver fra menigheden, som hun gerne selv ville have det fulde udbytte af.
Det blev hende afslået, men hun opnåede dog, at nådsensåret tog sin begyndelse, lige efter at hun havde "nydt pinseofferet".
Den dag Røbel døde, sendte schouten Jacob Bacher en skrivelse til majestæten, hvor han dels meddelte om dødsfaldet og dels indgav en ansøgning om at måtte få denne Henning Gärtner til Røbels efterfølger.
Han ville være den rette person, da han allerede havde prædiket "mange gange til denne menigheds store opbyggelse i det hollandske sprog". og var "den vi ene kan være tjent med efter udviste prøver i det hollandske sprog at vore gamle privilegier således allernådigst måtte håndhæves."
Dagen efter indsendte Gärtner sin egen ansøgning om det ledige præsteembede. Efter sin teologiske eksamen havde han "besøgt fremmede akademier i den ene hensigt at kunne blive en duelig person for mit fædreland" og havde i en længere periode opholdt sig i Holland.
En person i Tårnby øjnede ved Røbels død også nye muligheder for sig selv. Det var den residerende kapellan ved Tårnby kirke Niels Randulff With. Han skrev allerede på selve begravelsesdagen til biskoppen en anmodning - eller snarere et nødråb - om at måtte blive forflyttet til det nu ledige præsteembede i St. Magleby.
I brevet fremfører han sin forbitrelse over forholdene i Tårnby, "hvor det i henseende til de mange viderværdigheder og fortrædelige omstændigheder, som idelig møde mig, fast ikke er mig muligt længere at holde det ud". En sådan klagesang i en stillingsansøgning var næppe velvalgt, og With fik da heller ikke embedet.
En anden person, som også fik travlt med at skrive ansøgning, ventede dog til dagen efter begravelsen. Det var pastor Flint, som sendte en anmodning til majestæten, om at han, der nu var ældste præst ved St. Magleby kirke, måtte overtage præstegården samt få 100 rdl. forud af kaldets indkomster på samme måde, som Røbel havde haft det. Den kommende "yngste præst" skulle så købe hans gård.
Dette fik han en kongelig accept på 15. august 1760. Forinden - i slutningen af juni - havde fem af byens gårdmænd været inde i Flints gård for at foretage en taksation til fastsættelse af den pris, en kommende præst skulle købe gården for. Flints gård blev med "dens tilhørende jord og vedhængende hauge" vurderet til 500 rdl., hvilket var en pris, som han slet ikke kunne acceptere.
Denne vurderingspris meddelte schouten til biskoppen. I samme moment bekendtgjorde han også, at hvis menigheden fik den person til tysk præst, som de havde ansøgt om, skulle han ikke bo i Flints gård. Den var ikke velegnet som præstegård, og vejen herfra til kirken var alt for besværlig om vinteren. De ville derimod give deres nye tyske præst en anden gård, "hvormed han kan være fornøjet".
Men kancelliet var ikke tilfreds med menighedens beslutning om at finde en anden og bedre bolig til den nye præst. Det var meget godt, at de nu var villige til at skaffe ham en rimelig bolig, men næste gang, der var præsteskifte, kunne det jo være, at menigheden var lige så uvillig, som den nu var villig til at løse præstens boligproblem.
Derfor var det sikrest, at den yngste præst købte Flints gård til vurderingsprisen. Kancelliet var åbenbart belært af tidligere erfaring med amagerhollændernes uvilje mod at etablere en passende bolig for den præst, som ikke skulle bo i præstegården.
Hvem skal nu bo i præstegården?
Madam Røbel boede stadig i præstegården, hvor hun havde Gärtner boende og havde ham på kost. I efteråret og vinterens løb havde hun nogle kontroverser med Flint. Han mente ikke, at han skulle betale hendes pension, for det var jo Gärtner, der var Røbels efterfølger.
Hun var derimod af en anden mening, idet Flint efter Røbel havde overtaget de goder, som den ældste præst havde, bl.a. 100 rdl. forlods af indtægterne. Han blev da også senere pålagt at dele dette beløb med hende i nådsensåret. Der var endvidere nogle indviklede regler angående hendes pension på grund af de specielle forhold i St. Magleby, der var et landsogn med to præsteembeder, men uden præstegårdsavling - akkurat som i et købstadssogn.
Det ser ud som om præsten i Tårnby, Christopher Wøldike, har ydet hende lidt assistance. I en skrivelse til biskoppen udtrykte han bl.a. sin forargelse over kollegaen i St. Magleby. Flints facon "ved at beskrive på en nedrig måde madam Røbels røde hår og som sædvanlig, hvor han kommer, at kalde hende Rødnakken", faldt ham for brystet. Wøldike mente, at det måtte være noget, han havde lært i sin ungdom hjemme blandt sin fars skrædderdrenge i Nyborg.
5. september 1760 fik Gärtner kaldsbrev på embedet som tysk/hollandsk præst, hvilket vakte stor glæde i menigheden.
Det har nok pint og naget befolkningen i St. Magleby, at pastor Flint nu skulle flytte ind i deres præstegård. Han har givetvis ikke været populær i byen efter al den ballade, man havde haft med ham i årenes løb, hvilket også bekræftes af de mange gange, man søgte om at få ham forflyttet.
Hvad kunne der nu komme af besværligheder, når han flyttede ind i præstegården? Han ville sikkert stille en masse krav, som de skulle honorere. Pastor Røbel havde boet i gården i næsten 25 år. Før ham havde pastor Hummer boet der og alle de tidligere præster.
Det var deres egne præster, som prædikede på deres modersmål - eller noget der lignede det. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig deres tanker og følelser. Men på den anden side var det også en kongelig beslutning, som de var oppe imod. Hans Majestæt havde i 1744 bestemt, at den ældste præst i St. Magleby skulle have rådighed over hele præstegården. Og var der noget amagerhollænderne nødigt gjorde, var det at gå mod kongens vilje.
I begyndelsen af januar 1761 henvendte schouten sig til majestæten i meget ydmyge og underdanige vendinger. Han takkede for al den kongelige nåde og godhed, der var vist amagerhollænderne i de næsten 250 år, de havde været her, men allermest ville han dog takke for, at menigheden havde fået den hollandske præst, som den så inderligt havde ønsket sig.
Men hermed hørte underdanigheden og taknemmeligheden også op. Schouten demonstrerede nu sin forbavselse over at erfare af Gärtners kaldsbrev, at denne ikke måtte bo i præstegården ligesom sine forgængere, hr. Røbel og de andre hollandske præster, samt at Gärtner heller ikke forlods måtte nyde de 100 rdl., som Røbel havde gjort. I stedet for skulle Flint bo i præstegården og have de 100 rdl.
Denne kendsgerning har den gode schout ikke været uvidende om, i og med han bl.a. et halvt år tidligere havde sendt fem mand ud for at vurdere Flints gård med henblik på salg til den nye præst. Men han tillod sig nu den dristighed at spille uvidende. Videre anførte han, at dette havde bragt skår i glæden over Gärtners udnævnelse, og han anmodede derfor om, at det måtte ændres.
Som begrundelse fremførte han, at menigheden selv havde bekostet præstegården foruden kirken, degnehuset og skolen, som den vedligeholdt og bestandig var ejer af. Hvis Flint skulle bo i præstegården, ville menigheden opfatte det, som at den ikke mere var ejer af præstegården.
Denne skrivelse var imidlertid ikke nok til at ændre ved den kongelige beslutning. Umiddelbart hjalp det heller ikke, da schouten i april 1761 gentog sin ansøgning og samtidig tilbød at ville give Flint ekstra 20 rdl. årligt for at blive boende i sin egen gård. Kancelliet besindede sig dog og valgte at forhøre sig hos biskoppen, som igen forhørte sig hos pastor Flint.
I følge denne måtte Gärtner, som et ungt menneske, være godt tilfreds med at overtage hans gård. Han var desuden stærkt interesseret i at få de penge ud, som han havde haft bundet i denne gård i ti år. Det drejede sig om en kapital - ifølge hans oplysning - på 1000 rdl.
I øvrigt kunne tilbuddet på de 20 rdl. årligt ikke friste ham. Selv om man gav ham 50 rdl., ville han ikke mere døje med den besværlige vej til kirken, og da slet ikke nu i hans alderdom. Det kunne bedre klares af en ung præst, "som dertil har kræfter og helbred og ved sit hollandske sprog får en god vej lagt til kirken", hvilket - mente han - ingen dansk præst kunne få udvirket. Flint stod fast på sin rettighed til præstegården.
Schouten fik selvfølgelig lejlighed til at udtale sig endnu engang. Han holdt fast ved tilbuddet på de 20 rdl., men forsikrede til gengæld Flint, at menigheden ville købe hans gård til en lovlig fastsat vurderingspris, "når han enten ved døden skulle afgå eller herfra, som vi ønskede, blev forflyttet". Som et PS! til sin skrivelse fik schouten lige anført, at såfremt majestæten ville forflytte Flint, "som vi alle her allerunderdanigst ønsker" og indsætte en residerende kapellan i stedet for, ville menigheden skaffe denne en "bekvem bolig og opholdssted".
Biskoppen fornemmede klart, at hvis Flint kom til at bo i præstegården, ville det give anledning til stor misfornøjelse i den amagerhollandske menighed. Han nåede i juli 1761 frem til et kompromis, som blev accepteret af begge parter. Den hollandske præst fik lov at bo i præstegården, mod at Flint årlig fik 40 rdl. ekstra, samt at vejen fra Flints gård til kirken blev repareret, hvilket kongen kunne skrive under på den 7. august 1761.
Hermed endte for så vidt kampen om præstegården - den gård som "i langsommelig tid har været et tvistens æble", som biskop Harboe udtrykte det i sommeren 1761. Men pastor Flint var endnu ikke helt pacificeret.
Gärtners tre enge
Det blev en kort embedsperiode, som Gärtner nød i præstegården. Den 26. juli 1766 sad hans hustru Elisabeth Gärtner og skrev til biskoppen: "Da det haver behaget den allerhøjeste Gud ved en stille og sagte død den 25. juli om eftermiddagen imellem 5 og 6 slet at hjemkalde min elskeligste ven og mand efter en 4 á 5 ugers megen hårdt vedvarende sygdom, så haver jeg hans højstbedrøvede efterladte enke den ære at lade Deres Højærværdighed dette for mig sørgelige dødsfald vide".
Gärtner og hans hustru havde i 1762 fået en søn, som de døbte Andreas. Men det unge pars økonomi havde det vist ikke bedre end godt. Der skulle jo betales pension til pastor Røbels enke.
I 1763 købte Gärtner tre enge af St. Maglebys marker - Frilænder 4. part, 32. part eng i "Huule Stør" samt den såkaldte Harders eng. Disse enge havde tidligere tilhørt Røbel, men efter hans død var de blevet erhvervet af schouten Jacob Bacher.
Da Gärtner ingen penge havde, havde han udstedt en obligation på 800 rdl. til schouten. Der blev aldrig skrevet skøde på denne handel. I maj 1766 pantsatte den stadig økonomisk klemte Gärtner en del af sine møbler samt disse tre enge - der jo i allerede var pantsatte - til skipper Hans Jensen i Dragør for 860 rdl. Da så både Gärtner og Jacob Bacher døde inden for det følgende halvår, var her lagt op til en sag for diverse lovkyndige folk at gå i gang med.
Gärtner blev efterfulgt i embedet af den 41-årige Johan Christopher Schmidt. Han tiltrådte i slutningen af oktober 1766. Omkring 1. september havde pastor Flint og hans kollega Randulff With i Tårnby beklaget sig til biskoppen, idet de mente, at de havde for meget arbejde, når de også skulle vikariere i Gärtners embede. De så gerne, at der blev indsat en midlertidig kapellan.
Resignation
I sidste halvdel af 1760'erne blev pastor Flint efterhånden temmelig affældig. Han fik ledegigt og benene kunne ikke bære ham mere. Han kunne ikke ved egen kraft gå hen over et stuegulv og langt mindre komme ud af huset, skønt han var "hjertefrisk".
Det forlød i 1768, at han i to år ikke havde kunnet forrette sit embede i kirken. Han burde således have antaget en personlig kapellan, som kunne have varetaget embedet for ham. Menigheden havde vist nok også antydet over for ham, at den overvejede at afskedige ham.
Dette fik ham til i juni 1768 at gå i forhandling med en præst fra det nordligste Norge, om til denne at afstå sit embede mod at han fik 400 rdl. årligt i pension, derefter 100 rdl. årligt til hans enke samt 1000 rdl. for hans præstebolig.
Flints to voksne sønner så med misbilligelse på deres fars tiltag og henvendte sig til biskoppen. Den ene - Christopher Flint - var teologistuderende og havde håbet at kunne efterfølge sin far i embedet. De to Flint-sønner frygtede for, at deres fædrene arv kunne forsvinde for dem.
De mente ikke, at den kontrakt, deres far havde indgået, juridisk set var det stykke papir værd, den var skrevet på. Den norske præst var både gammel og fattig og kunne dø før deres far. Nogen form for kaution kunne vedkommende ikke stille.
De to sønner forklarede, at de var vant til, at deres far tog nogle uovervejede og hurtige beslutninger, som han siden kom til at fortryde, og beklagede over for biskoppen, at han nu igen lå under for "sin sædvanlige ubesindighed". Faderens angst for en eventuel afskedigelse affærdigede de med, at han ikke behøvede "at frygte for nogle bønders og matrosers dumme indfald og påfund".
Provsten kom til St. Magleby på visitatsbesøg den 24. juli og har formodentlig talt Flint fra dette forehavende.
Nogle måneder senere havde Flint fået sat en lignede kontrakt op med en anden norsk præst. Her blandede biskop og provst sig i sagen. Flint kunne ikke handle med et præsteembede, som Hans Majestæt havde kaldsretten til. Når de regnede på tallene i kontrakten, kom de til det resultat, at når Flint havde fået sit, ville den norske kapellan have 100 rdl. årligt til sig selv at leve for, og det kunne ikke være rimeligt.
Den 5. maj 1769 fik St. Magleby endelig en ny dansk præst, der havde fået kongelig udnævnelse. Det var den 28-årige Peder Jensen Olrog, søn af en præst ved Trinitatis kirke i København. Forinden havde han været prædikant ved Det Harboeske Enkefruekloster i Stormgade i København.
I hans kaldsbrev forlød det, at han skulle give Flint 300 rdl. årlig i pension. Til gengæld skulle han, så længe Flint levede, modtage de 100 rdl., som var tillagt den ældste af de to præster ved kirken. Da han var ugift i de første år af sin embedstid, er det ikke til at sige, hvornår han har overtaget Flints gård i Møllegade.
Hans Pedersen Flint nåede kun at være pensioneret i to år. Han døde 1771. Dermed forsvandt en besværlig og just ikke elsket og savnet person, som i årenes løb havde holdt mange embedsmænd og skrivere beskæftiget og givet anledning til et stort forbrug af papir og blæk inde i kancellibygningerne på Slotsholmen.
Peder Olrog var nok en uproblematisk præst. Han døde i 1788 og efterfulgtes af den 57-årige Manturin Endorph. Til gengæld var denne Endorph vist nok lidt impulsiv, idet han tidligere havde haft et embede i Ringkøbing, som han pludselig og uden forklaring var stukket af fra, hvorefter han var rejst til London.
Som dansk præst i St. Magleby sogn blev han trukket ind i problemerne omkring den uduelige skoleholder Grundtvig i Dragør. Da fogden Rasmus Bertelsen holdt sin hånd over Grundtvig, kom Endorph i modsætningsforhold til Bertelsen. Præsten undså sig endda ikke for under en gudstjeneste at give fogden en overhaling fra prædikestolen.
Året efter tiggede Endorph om et årlig tilskud fra Dragør på 40 rdl. til vedligeholdelse af sin bolig. Det fik han nemlig fra St. Maglebys indbyggere. Men fogden Rasmus Bertelsen afviste pure at yde bolighjælp fra byens kasser til hr. Endorph.
Det var via amtmanden, at Endorph fremførte denne sag. Han beklagede sig her over den forskel, der blev gjort på de to præster i St. Magleby - den tyske har "fri bolig og alle de bekvemmeligheder han behøver, den danske derimod må selv købe sig en bolig".
Allerhelst så han, at menigheden skaffede ham en ordentlig bolig, så kunne den selv beholde de 40 rdl. Han havde overvejet at søge på højere sted, men det ville tage for lang tid - dertil var hans levetid for kort. Han var i øjeblikket i gang med en istandsættelse, men havde kun råd til det mest nødtørftige, så han og familien kunne holde vinterkulden ud.
Endorph havde hermed gjort et sidste spagt forsøg på at fjerne den uretfærdighed, som gennem mange år var overgået de danske præster og som især Flint havde kæmpet imod med ofte ufine midler.
Kilder
Rigsarkivet:
Danske Kancelli: Sjællandske tegnelser med indlæg.
Sjællandske registre med indlæg.
Supplikprotokoller.
Landsarkivet for Sjælland:
Københavns amt: Kopibøger og breve fra diverse embedsmænd.
Sjællands stiftsøvrighed: Kopibøger og kommunesager/Sokkelund herred.
Sjællands bispeembede: Kopibøger og indkomnesager/Sokkelund herred.
Artiklen har tidligere været offentliggjort i: Nyt fra lokalhistorien. Udgivet af Dragør Lokalarkiv, 1997.
©Birte Hjorth