Dragør Kommunes Børne- og Ungepolitik
pressemeddelse 5. januar 2006
Kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune vedtog i august 2005 en ny Børne- og Ungepolitik.
Denne Børne- og Ungepolitik udkommer nu i en folder, som udsendes til alle institutioner, skoler og ungdomsskole. Hensigten er at nå ud til alle børne- og ungefamilier og de, der i det daglige er beskæftiget med børn og unge i Dragør.
Børne- og Ungepolitikken udstikker værdier for børn og unges udviklingsrum i Dragør – værdier som ansatte i kommunens institutioner og skoler skal følge - samt forventninger til børne- og ungefamilier. Det centrale sigte er at motivere ledere og medarbejdere til at benytte og formidle deres viden og erfaringer med henblik på at målrette og udvikle kvaliteten i det daglige arbejde. Forventningen er, at det vil ske i et befordrende samspil med bestyrelser og forældre, samt ikke mindst børnene og de unge selv.
Børne- og unge interviews
Dragør Kommune har ved udarbejdelse af denne Børne- og Ungepolitik valgt at lade fokusgrupper af børn og unge deltage i interviews, der tog afsæt i de opstillede målsætninger.
De interviewede børn og unge forholdt sig til følgende temaer:
• Venner
• At være accepteret
• Krav
• Ansvar og medbestemmelse
• De voksne
• Muligheder i Dragør
• Fra uddannelse til job
Visionen med denne Børne- og Ungepolitik
Visionen er, at der på baggrund af værdier og forudsætninger skabes udvikling, tid til fordybelse og tryghed for børn og unge i Dragør Kommunes dagtilbud, skoler og fritidsliv.
Børn skal have lov til at være børn. Børn skal lære, og børn skal lege. Unge mennesker skal have mulighed for at udfolde sig i en spændende hverdag med kammerater og have mulighed for et spændende ungeliv. Når voksenlivet nærmer sig, skal de unge kunne kigge fremad mod uddannelse og erhvervsliv.
Børne- og ungepolitikken gør ikke nødvendigvis en forskel i sig selv. Forskellen opstår, når tanker omsættes til praksis og bliver bestemmende for, hvordan der konkret handles og prioriteres – der, hvor medarbejdere, børn og unge tilbringer en stor del af deres hverdag - i dagplejen, i daginstitutionen, i skolen, i ungdomsskolen, i de særlige tilbud til udsatte børn og unge, i sundhedsarbejdet, i kultur– og fritidstilbudene og i det tværfaglige samarbejde.
Med det store engagement og opbakning, der er lagt i arbejdet med politikken, er det vores håb, at Børne- og Ungepolitikken vil gøre en forskel – til glæde for Dragørs børn og unge.
For Social, Børn og Kulturudvalget
Jan Henriksen
Forvaltningschef
Interesserede kan rekvirere Børne- og Ungepolitikken ved henvendelse til Social, Børn og Kultur sekretariat på telefon 32 89 03 53 eller afhente folderen på biblioteket. Børne- og Ungepolitikken kan desuden downloades via hjemmesiden.
Yderligere information, der vedrører børn og unge, findes på www.dragoer.dk under ”Børn og Unge” samt ”Kultur og Fritid”.