Elektronisk underskrift
Når du bruger din elektroniske underskrift har kommunen sikkerhed for, at det er dig, der er afsender af din e-mail. Modsat, modtager du en e-mail med elektronisk underskrift, ved du med sikkerhed, hvem der er afsender. Den sikkerhed er der ikke ved almindelige e-mails. En sådan elektronisk underskrift kaldes også for en Digital Signatur og den er lige så juridisk gyldig som din almindelige underskrift.
Kryptering
Du kan samtidig vælge at kryptere indholdet af din e-mail, så ingen andre end modtageren kan læse det. At sende en almindelig e-mail uden kryptering, svarer til at sende et åbent postkort. Vælger du at sende en e-mail krypteret, svarer det til at e-mailen ligger i en lukket konvolut. Du kan kun kryptere en e-mail der er underskrevet elektronisk.
Sikker e-mail
Samlet kaldes denne kommunikation for sikker e-mail, og disse e-mails vil indgå på lige fod med den almindelige post på Rådhuset. Med denne løsning kan du nu også udfylde og underskrive de mange blanketter, du kan finde på kommunens blanketside. Du skal blot finde den rigtige, udfylde den og vedlægge den som fil til den elektronisk underskrevet e-mail du sender, til en af kommunens sikre e-mailadresser.
Om digital signatur
For at kunne kommunikere med sikker e-mail, kræver det at du selv er i besiddelse af en elektronisk underskrift. Du kan få den digitale signatur hos IT- og Telestyrelsen, den er gratis. Her kan du også få mere at vide om mulighederne med elektronisk underskrift.
Det skal understreges at det er et tilbud og et supplement til den normale praksis.
Kommunens sikre e-mailadresser
For at få din e-mail behandlet som en sikker e-mail, skal du skrive til en af kommunens fire sikre e-mailadresser:
-
dragoer@dragoer.dk Kontakt til borgmestersekretariatet om vielser, hegnssyn, valg eller spørgsmål til borgmesteren eller kommunens øverste ledelse.
-
stabe@dragoer.dk Kontakt til Borgerservice, Økonomiafdelingen, Personaleafdelingen og IT-afdelingen.
-
pt@dragoer.dk Kontakt til Plan og Teknik om byggesager, miljøsager og andre mere tekniske spørgsmål
-
sbk@dragoer.dk Kontakt til Social, Børn og Kultur om sociale spørgsmål, bistand og hjælp til børn og voksne, ældreplejen og pension, pasning og skole, kulturelle anliggender