Introduktionsprogrammet
Alle nyankomne udlændinge, med undtagelse af nordiske statsborgere, EU og EØS borgere, er omfattet af Integrationsloven de første tre år, de har opholdstilladelse i Danmark.
Udlændinge, der er fyldt 18 år når de får opholdstilladelsen, bliver tilbudt et introduktionsprogram af kommunen. Herudover yder kommunen rådgivning og vejledning til personer omfattet af Integrationsloven. Introduktionsprogrammet skal igangsættes senest en måned efter at Dragør Kommune har modtaget en nyankommen udlænding. I den forbindelse skal der endvidere udarbejdes en integrationskontrakt.
Indhold
Introduktionsprogrammet har en varighed på op til tre år og omfatter:
• Danskundervisning.
• Kursus i samfundsforståelse.
• Tilbud om vejledning og opkvalificering til arbejdsmarkedet, virksomhedspraktik eller job med løntilskud.
Hvor
Danskundervisning samt kurser i samfundsforståelse varetages typisk af Ishøj Sprog- og Integrationscenter:
Ishøj Sprog- og Integrationscenter
Afd. Amager
Ved Stationen 7
2770 Kastrup
Telefon: 32 52 57 58
Formål
Formålet med introduktionsprogrammet er at nyankomne udlændige dels sikres mulighed for deltagelse, på lige fod med andre borgere, i samfundets arbejdsmæssige, politiske og sociale liv. Dels bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse. Dels får en forståelse for det danske samfunds grundlæggende værdier og normer.
Selvforsørgende
Er man selvforsørgende, omfatter programmet typisk kun danskundervisning og kursus i samfundsforståelse. Dog kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde bevillige tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud med henblik på at opnå varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet. De nævnte tilbud kan kunne gives, hvis pågældende er tilmeldt AF.
Integrationsperiode
Det er vigtigt at holde kontakt til kommunen de tre år, integrationsperioden løber, fordi udlændingestyrelsen indhenter oplysninger om deltagelse i danskundervisning med videre, når/hvis der ansøges om tidsubegrænset opholdstilladelse. For at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse er det blandt andet en betingelse at man har deltaget i 85 % af den tilmeldte danskundervisning i den treårige integrationsperiode medmindre der er særlige omstændigheder, der har medvirket til et lavere fremmøde.
Lovgrundlag
Lov om integration af udlændinge i Danmark, Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl..