Indenfor byggeri er en række fagudtryk. Du kan finde en kort forklaring på en række af de mest almindelige her.
Afløbsinstallationer:
Det samme som kloak- og regnvandsinstallationer.
Anmeldelse:
Byggeri hvor du ikke skal søge om byggetilladelse men skal anmelde et byggeri til Teknisk Forvaltning. Der er dog en række undtagelser, som du skal være opmærksom på. Se "Hvad vil du bygge"
Bebyggelsesprocent:
Er et udtryk for bygningens samlede etageareal i forhold til grundarealet. Den maksimalt tilladelige bebyggelsesprocent er fastlagt i lokalplaner, byplanvedtægter eller i byggeloven.
BBR:
Bygnings- og Boligregisteret. Oplysningerne her er baseret på ejernes egne oplysninger om bygningen. Hvis der er fejl i BBR-meddelelsen, har ejeren pligt til at informere Teknisk Forvaltning, så oplysningerne kan rettes. At byggeriet fremgår af BBR-meddelelsen er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at byggeriet er godkendt eller lovligt.
Bruttoetageareal:
Arealer målt udvendig på bygningerne. Det samme som etageareal.
Byggelinie:
Byggelinier markerer de grænser der er på den enkelte grund for hvor der må/ikke må bygges. Det er typisk ud mod vejareal eller ved offentlige ledninger.
Byggetilladelse:
En tilladelse kommunen, som bygningsmyndighed, udsteder på alle ny- og tilbygninger.
Byplanvedtægt:
En plan for et bestemt område. Planen, som er juridisk bindende, indeholder detaljerede regler for ejendommens anvendelse og for hvad der kan tillades. Et byggeri skal overholde reglerne i den gældende byplanvedtægt. Planen er tinglyst på de respektive ejendomme, som den gælder for. Efter lovændring i 1975 blev betegnelsen "byplanvedtægt" ændret til "lokalplan".
Bygningsreglement 2008:
De to hidtidige bygningsreglementer samles nu i ét reglement, som gælder for både småhuse og etagebyggeri. Dermed reduceres det samlede antal regler, samtidig med at overblikket over reglerne øges, da man kun skal kigge efter reglerne ét sted.
Deklaration:
En bestemmelse, som er tinglyst på en eller flere grunde. Fremgår ofte af skødet. Flere oplysninger om bl.a deklarationens indhold kan fås på Tinglysningskontoret.
Dispensation:
Hvis et byggeprojekt ikke opfylder gældende regler, kan der søges om dispensation. Det er kommunens afgørelse, om der kan gives en dispensation. En dispensationsansøgning skal altid begrundes. Se afsnit om dispensationer.
Eksisterende forhold:
Det er forholdene før en om- eller tilbygning. Hvis ikke du har tegninger over dit eksisterende hus, kan du som hovedregel få en kopi fra Teknisk Forvaltnings byggesagsarkiv. Du kan henvende dig i Teknisk Forvaltning og få hjælp.
Etageareal:
For at finde frem til dette tal skal du lægge samtlige etagers arealer over jord (målt udvendigt ) samt kælderareal (indvendigt mål) sammen. Glasoverdækninger og andre overdækninger skal medregnes. Arealet af tagetager skal måles 1,5 m. over gulv i tagetagen og til tagfladens yderside. Kælder defineres som der, hvor loftet i kælderen ligger mindre end 1,25 m over det omgivne terræn. Det registrerede etageareal fremgår af BBR-meddelelsen.
Færdigmelding:
Skal indsendes til kommunen, når byggeriet er afsluttet.
Gavltrekant:
Husets gavl over tagrendehøjde.
Højdegrænseplan:
Den generelle regel er, at højden på enfamiliehuse mod skel til nabo og sti højst må være 1,4 gange afstanden til skel. Gavltrekanten og mindre bygningsdele regnes ikke med. Totalt må bygningen ikke være højere end 8,5 m over terræn. Garager, carporte og udhuse placeret i skelbræmmen må højst være 2,5 m høje. Der kan være en række afvigende bestemmelser i lokalplaner og andre bestemmelser.
Ibrugtagningstilladelse:
Byggearbejder, der kræver byggetilladelse, må ikke tages i brug uden ibrugtagningstilladelse. Dog skal huse med én bolig, sommerhuse/campinghytter, carporte, garager, udhuse, drivhuse o.lign. mindre bygninger i tilknytning til enfamiliehuse eller sommerhuse, ikke have ibrugtagningstilladelse, men får istedet et afsluttende brev.
Kote:
En kote er højden for et bestemt terrænpunkt. I Danmark regnet fra Dansk Vertikal Reference 1990 (DVR90). Højden angives i meter med tre efterfølgende decimaler, sådan at f.eks. udtrykket kote 43,253 betyder, at punktet ligger 43,253 m (= 43 m og 253 mm) over den normale vandstand. Bruges til at fastsætte f.eks. den højde husets gulv må lægges i. Begrebet "relativ kote" kan anvendes, når der ikke refereres til koter i forhold til DNN.