Dragør Kommune Dragør Kommune
Selvbetjening
Søg A-Z Indeks Print Kontakt Læs op Mindre skrift Større skrift

Delegation

Generelle retningslinier for delegation

Indledning
Retningslinierne for delegation udgør sammen med Betalingsprincipper og Forretningsgangen for klagebehandling de fælles rammer for de 6 delaftaler knyttet til aftalen om forpligtende samarbejde mellem Tårnby og Dragør Kommune.

Opsummering: Tårnby Kommune varetager udøvelsen af alle opgaver omfattet af det forpligtende samarbejde på vegne af Dragør Kommune. Tårnby står alene for opgavevaretagelsen, mens Dragør på den anden side sætter rammerne herfor med sit serviceniveau, der i praksis er udformet som et sæt retningslinier for hver opgave. Udfordringen består i at sikre at opgavevaretagelsen er i overensstemmelse med disse retningslinier. Derfor skal retningslinierne tilrettes når disse findes utilstrækkelige. I det følgende beskrives hvordan og hvornår dette skal ske.   

Rammerne for kommunes ansvar og rettigheder
Lov om Forpligtende Kommunalt Samarbejde § 2: ”Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger de grupper af kommuner, hvis kommunalbestyrelser skal samarbejde efter reglerne i denne lov, og udpeger, hvilken kommunalbestyrelse der inden for hver af de udpegede grupper af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne for hvert af de i § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen af kommuner. Udøvelsen af opgaverne må ikke varetages af de delegerende kommunalbestyrelser”. 

Det fremgår af aftalen om strukturreformen, at formen for det forpligtende samarbejde vil være delegation, således at den eller de kommuner, der delegerer en opgave til en anden kommune, vil bevare ansvaret – herunder det økonomiske ansvar – for opgaven, idet alene udøvelsen vil skulle overlades til en anden kommune.

Da der er tale om pligtmæssig delegation, er det i lovens § 2, stk. 1, fastsat, at Dragør Kommune ikke kan varetage udøvelsen af opgaverne. Det betyder bl.a., at Dragør Kommunalbestyrelse ikke vil kunne beslutte at behandle en sag, som efter delegation i medfør af lovforslaget skal behandles af Tårnby Kommune.

Dragør Kommune har således ikke mulighed for af egen drift at behandle en sag, som ellers skulle være behandlet af Tårnby Kommune med den virkning, at en sag, der er omfattet af det forpligtende samarbejde, afgøres af Kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget, et stående udvalg eller af administrationen i Dragør Kommune.

Tårnby Kommunalbestyrelse har, medmindre andet følger af anden lovgivning, mulighed for efter almindelige principper om delegation i kommunestyret at delegere udøvelsen af kompetencen videre til udvalg og til den kommunale administration. Det følger af delegationen, at det skal være ansatte i Tårnby Kommune – og ikke i Dragør Kommune, som skal udføre de opgaver, som er omfattet af § 1, stk. 2.

Om retningslinier
Som følge af, at Dragør Kommune bevarer ansvaret for afgørelserne har Dragør Kommunalbestyrelse adgang til at fastsætte overordnede serviceniveau for opgavevaretagelsen. Det sker gennem det sæt retningslinier som Tårnby Kommune er forpligtet til at følge. Retningslinierne er beskrevet i afsnittet ”Dragørs politiske mål”, under overskriften ”Serviceniveau”, eller i de bilag der måtte være knyttet til afsnittet.


Undtagelserne:
Såfremt Tårnby Kommune skal træffe afgørelse i en sag, hvor Dragør Kommune enten ikke har fastlagt retningslinier, eller de fastlagte retningslinier ikke er tilstrækkeligt dækkende, eksempelvis på grund af ny eller ændret lovgivning eller andre forhold, som ikke er beskrevet i de oprindelige retningslinier, skal Tårnby Kommune straks rette henvendelse til Dragør med anmodning om, at Dragør Kommune fastlægger dækkende retningslinier, således at Tårnby kan træffe afgørelse i sager som efter delegation er pålagt Tårnby Kommune i medfør af det forpligtende samarbejde.

Når administrationen i Dragør modtager en henvendelse fra Tårnby om fastlæggelse af retningslinier vurderes sagens karakter. Det vil sige, at administrationen vurderer om sagen kan afklares administrativt i henhold til delegationsregler, administrativ praksis eller forholdets natur. Såfremt fastlæggelse af retningslinier i den pågældende situation ligger inden for administrationens kompetence, vil administrationen blot skulle udforme de overordnede retningslinier og sørge for, at disse straks kommer til kundskab i Tårnby.

Såfremt fastlæggelse af retningslinier i den pågældende situation ligger uden for administrationens kompetence, vil administrationen bringe spørgsmålet om fastlæggelse af overordnede retningslinier op til politisk behandling på tilsvarende vis som administrationen arbejder udenfor det forpligtende samarbejde. Administrationen sørger efter politisk stillingtagen for, at de politisk fastlagte retningslinier straks kommer til kundskab i Tårnby.

På baggrund af delaftalernes vilkår om årlig rapportering fra Tårnby til Dragør, vil Dragør Kommune modtage på forhånd fastlagte typer af oplysninger om Tårnby Kommunes udøvelse af opgaverne. Såfremt Dragør ønsker et andet serviceniveau som konsekvens af den årlige rapportering, kan Dragør Kommunalbestyrelse træffe beslutning om ændring af de overordnede fastlagte retningslinier. Administrationen sørger for, at disse straks kommer til kundskab i Tårnby.

Omgørelse af trufne afgørelser
Dragør Kommunalbestyrelse vil kunne omgøre afgørelser, der er truffet i Tårnby Kommune, hvis Kommunalbestyrelsen ifølge lovgivningen ville kunne ændre afgørelsen, hvis denne var truffet i Dragør Kommune. Det er et krav efter § 6, at den ændrede afgørelse træffes af Dragør Kommunalbestyrelse i et møde. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke delegere adgangen til at omgøre Tårnby Kommunes afgørelser til et udvalg eller administrationen i Dragør Kommune.

Bestemmelsen sikrer Dragør Kommunalbestyrelse mulighed for af egen drift at ændre afgørelser truffet i Tårnby Kommune i samme omfang, som det ville være tilfældet, hvis afgørelsen var truffet i Dragør Kommune. Hermed gives Dragør Kommunalbestyrelse mulighed for i et vist omfang at sikre, at beslutninger truffet af Tårnby Kommune træffes inden for rammerne af de generelle retningslinier, der er udstukket af Dragør Kommunalbestyrelse. 

Spørgsmålet om, hvilke afgørelser der vil kunne omgøres, må i vidt omfang afgøres efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse. Efter de nævnte grundsætninger vil afgørelser, der alene er begunstigende, kun i begrænset omfang kunne ændres. Om tilbagekaldelse kan ske, beror efter disse grundsætninger på en konkret afvejning i hvert enkelt tilfælde.

Denne side er sidst opdateret: 12 | 12 | 2006