Pædagogers historier

Vi mangler pædagoger i en del af Dragør Kommunes daginstitutioner. Her kan du læse nogle af kollergernes historier og få et indstryk af vores hverdag.

Agnete Pape, pædagog på Harevængets Børneinstitution

Nu er det ikke fordi, det skal lyde som en turistbrochure, men noget af det, jeg synes er helt specielt for os, er naturen. Det betyder meget for mig, at en stor del af vores hverdag foregår ude. Lige uden for døren.

Vi er ikke en forstad, men en rigtig by. Som jeg godt kan li’ det. Det er garanteret også min sociale arv, som jeg gerne selv vil give videre, for jeg synes, at naturen er noget af det vigtigste at komme ud og opleve.

Da jeg læste til pædagog, troede jeg, at jeg skulle arbejde med tidligt skadede børn og omsorgssvigt. Men, sådan blev det altså ikke. Jeg arbejder på normalområdet og har helt almindelige, dejlige vuggestuebørn, der er glade for livet. Det er en gave hver dag. Jeg er så glad for det nære, fx når et barn kommer og siger ”Nete, jeg vil op og kramme”. Det passer mig også fint, at man ikke kan skynde på de små. Alt foregår i et meget langsomt tempo, så det er en fordel, hvis du har masser af tålmodighed.

Tidligere var jeg på et fritidshjem med 80 børn, men trivedes slet ikke med den larm, der var dér. Her er meget mere roligt, og så interesserer aldersgruppen de små børn mig ganske enkelt mest. At se de første skridt, høre de første ord – alle de første ting, det er fantastisk.

Jeg er også sikkerhedsrepræsentant og har især fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Noget af det, vi er rigtig gode til hos os er medindflydelse. Fx at skrue visionerne ned, så de passer til virkeligheden. Det kan ikke hjælpe noget, at vi planlægger 50 ting, og så kun når de 12. Tværtimod har vi i fællesskab været rigtig gode til at skrue forventningerne ned. For det som giver stress er, når du ikke når dine mål – når visionerne ikke bliver opfyldt. Vi når det hele, kommer omkring hele barnets udvikling og opfylder til fulde lærerplanerne – og dét er det vigtige.

Karin Søgaard Koch, pædagog på Nordstrandens Vuggestue

Før jeg blev pædagog, var jeg dagplejer i 10 år, så det var naturligt, at jeg fortsatte med de helt små børn. De nære ting, som optager børnene, passer mig fint. Fx når to små drenge finder en mariehøne og samler den op, så falder den ned – og så var det dét, vi brugte formiddagen på. Eller hvis to andre sidder i sandkassen og graver et hul og fylder det til. Det er ikke så kompliceret, men meget nærværende. Vi oplever, at de ser og oplever tingene første gang. De bliver fascineret af snevejret og elsker at hoppe i vandpytter; det er så smittende dejligt. Jeg synes, at det er den mest fantastiske alder. Der sker mest. De lærer at gå, tale, spise, nogle bliver renlige – herefter er det jo egentlig bare forfinelse.

Det, som betyder allermest for mig, er det kollegiale sammenhold. Vi kender hinanden, hinandens familier og har stor forståelse for hinanden. Man kan ikke gå og ha’ det dårligt, uden at nogen lægger mærke til det. Ikke på en omklamrende måde, men på en rar, omsorgsfuld måde.

Jeg synes også, at vi er meget åbne for de nye strømninger og tiltag, der finder sted. Fx var alle forældre og kolleger åbne og forventningsfulde, da en Rudolf Steiner-uddannet søgte herud, som dog desværre fik job andet sted lige forinden. Men, vi er afgjort åbne for nye impulser.

Jeg er også tillidsrepræsentant og medansvarlig for, at både det fysiske og psykiske miljø skal blive ved med at udvikle sig til det bedre. I dag sidder vi voksne ikke på små børnestole, som i 70’erne, hvor alt skulle foregå på børns præmisser. Voksne skal også ha’ en tålelig tilværelse – og justerbare puslebordene er i dag en selvfølge. Der er nok løft og risiko for slitage i forvejen.