Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Vestgrønningen 30

Vestgrønningen 30, matr.nr. 105

Den første beboer her var Jan Jansen Hermann. Han stammede – ligesom sin genbo Jacob Jansen Hermann – fra Kongevejen 16, for de var nemlig brødre. Han var i 1745 blevet gift med Marchen Jacob Raagaard – formodentlig en pige fra St. Magleby. Hun døde i 1749 uden at have sat børn i verden.

Næste gang giftede Jan sig med smedens datter fra St. Magleby, Anna Christen Sørensen. Hun fødte fire børn, der alle blev næsten voksne, inden de døde. Anna døde i 1771, hvorefter Jan giftede sig for 3. gang. Det var med Gerdte Cornelis Jacobsen Kurvemager fra Kongevejen 20. Hun fødte to døtre, Marchen og Anna, opkaldt efter Jans to afdøde koner. De nåede begge frem til et ægteskab.

Jan var skipper, der i 1750 havde fået skøde på jagten ”Jomfru Catrine” på 12 læster og en besætning på 2 mand og 1 dreng. Jan havde ganske vist kun 1/3 part i jagten. Gerdte døde i 1796, men da var Jan allerede død – det vides bare ikke hvornår og hvor.

Det blev datteren Anna, gift med styrmand Tønnes Jansen Theis, der overtog huset. Han var en skippersøn fra Skipperstræde 13. Parret fik to døtre – Gerdte, der blev gift og bosiddende i Strandstræde 13, og Marchen, gift med Anders Andersen Bødker i Bymandsgade 9. Marchen og Anders døde i 1853 af kolera.

Tønnes døde i 1822. I 1824 giftede Anna sig med hans broder, skomager Pieter Jansen Theis. Han var enkemand efter sin afdøde hustru Niel Crilles Poulsen. Han medbragte to døtre, Ane og Marchen, i sit nye ægteskab. Anna og Pieter beboede huset til 1855 og derefter Pieters datter Ane med familie.

Denne side er sidst opdateret: 09 | 02 | 2007
 
Søgning


Søg