Matrikel nr. 140-141
Ejendommen består af to matrikelnumre, som i årenes løb flere gange har været adskilt og sammenlagt.
Matr. nr. 140 var i 1700-tallet et lille 2-fags hus. Med sit karakteristiske fremspring aftegner det sig allerede på det første kendte kort over Dragør fra slutningen af 1730'erne. Det er, som om det er med til at afslutte Jens Eyberts Plads' sydvestlige hjørne. Hvem der har boet her dengang, lader sig imidlertid ikke opklare.
Det er først i midten af 1750'erne, at man ved en lille smule om beboerne. Her finder man matrosen Anders Hansen Moberg, som i 1756 giftede sig med Cathrine Andersdatter. To små drenge døde som spæde fra dem. En datter Anna, født i 1762, levede endnu, da Anders og Cathrine engang i første halvdel af 1760'erne valgte at flytte fra Dragør og slå sig ned i Kastrup.
Her havde Anders fået arbejde ved kalkbrænderiet på Kastrupværk hos Stentzler & Diderichsen, som havde overtaget denne virksomhed i 1763. I bestræbelserne på at få en mere indtægtsgivende virksomhed slog de to fabrikanter sig på bjergning og lodseri, baseret på den stab af arbejdere ved værket, som de rådede over. Dette kom der megen ballade ud af - især med lodserne i Dragør.
I 1767 kom det til et mindre "søslag" mellem ovennævnte Anders Moberg med to mand fra kalkværket og dragørlodserne Peder Esborsen og Jacob Præst.
I det tumultagtige håndgemæng, der udspillede sig, skulle Peder Esborsen have udtalt: "Skulle vi dog ikke engang få halsen knækket på den gavtyv og landløber", hvorefter Jacob Præst truede Moberg med at sætte ham af på Saltholm. Moberg lagde derefter sag an mod lodserne ved retten i Store Magleby, men disse fik gang på gang sagen forhalet og udsat.
I 1769 mente amtsforvalteren, at da Moberg var en fattig mand, der ikke havde råd til at hyre prokuratorbestand, burde han nyde "beneficium paupertatis". Hvorledes sagen endte, vides ikke.
Næste familie i det lille hus var matros Christoffer Christoffersen og hustru Maren Michelsdatter, som var blevet gift i 1761. Tre af deres børn nåede voksenalderen, mens en 3-årig søn døde i 1765, hvor en epidemi i løbet af sommeren bortrev omkring 30 småbørn her i sognet. Christoffer døde i 1784. Ved Marens død i 1807 blev hun betegnet som "Christoffer Christoffersen Sandemands enke", så man må formode, at han har ernæret sig ved at forsyne beboerne med gulvsand.
Datteren Ingeborre blev i 1795 gift med en husmand, Crilles Isbrandtsen Buur, i Store Magleby. Sønnen Hans er formodentlig flyttet væk, mens datteren Karen forblev ugift og ernærede sig sammen med moderen ved at væve. I begyndelsen af 1800-tallet fremgår det, at Maren har en del af huset udlejet til den gamle Jens Jensen Falsterbo og hans kone.
I 1814 døde Karen, men da var huset allerede overtaget af gårdmand Isbrandt Tønnesen Bacher i Store Magleby. Måske har han erhvervet det efter den store bybrand i 1809 og revet det ned for at bruge materialerne til hjælp til genopbygning af brandlidte huse. Det var han ikke den eneste, der har gjort. De følgende år henlå stedet som en tom husplads. På et tidspunkt blev matr. nr. 140 lagt sammen med matr. nr. 141.
Matr. nr. 141 beliggende på det vestlige hjørne af Sønderstræde og Chr. Mølstedsgade var i midten af 1700-tallet et 6-fags hus. Her finder man, som den formodentlige første beboer på dette sted, Theis Jacobsen Kramer.
Han stammede egentlig fra en gård ved siden af Amagermuseet i Hovedgaden i Store Magleby. Som 27-årig giftede han sig til Stubmøllegården i Møllegade, idet han her ægtede enken Anna Theisdatter.
Da hun døde i 1713 var der på gården en tjenestepige, Karen Andersdatter, som Theis blev mere glad for end godt var. I juli 1714 var Karen gravid i 6. Måned, og Theis valgte at gifte sig med hende. Så slap de også for at skulle stå "åbenbar skrifte" i kirken. I november fødte Karen en datter, som fik navnet Nele.
At gifte sig med sin tjenestepige blev ikke tolereret i Hollænderbyen. Amagerhollænderne havde en uskreven lov om, at man altid skulle vælge ægtefælle blandt gårdmandsstandens sønner og -døtre eller enkefolk. Kunne man ikke overholde denne regel, måtte man give afkald på sin gård og enten flytte fra byen eller tage til takke med en tilværelse i husmandsstanden.
Det må være mellem 1717 og 1718, at Theis Jacobsen og Karen Andersdatter bosatte sig i Sønderstræde. I 1718 var Karen igen gravid og fødte natten til 24. december en dreng. Da det imidlertid var tvivlsomt, om barnet kunne overleve, valgte Dragørs jordemoder, Anne Hansdatter, at foretage en nøddåb.
Som dåbsvidner tilkaldte man i nattens mulm og mørke tre koner fra nabolaget. Det var Ingemar Hansens kone Bente Laurensdatter fra Sønderstræde 2, Oluf Pedersens kone Anna Pedersdatter fra Sønderstræde 3 samt Peder Andersen Faxes kone Svendborg Andersdatter, hvis bopæl formodentlig har været i Sønderstræde 4. Barnet levede og blev senere fremstillet i kirken, hvor Theis' nære familiemedlemmer fra Store Magleby fremstod som faddere.
Karen døde i 1726, og næste ægtefælle blev Diver Jansdatter, en gårdmandsdatter fra Store Magleby. Theis fik 15 børn med sine tre koner, hvor i hvert fald otte blev voksne. På et tidspunkt fik han tilnavnet "Flink". Var det mon fordi, han havde været så flink at gifte sig med Karen? Theis har helt givet ernæret sig som matros. I 1747 trådte han ud af sørullen "formedelst alderdom", og i 1749 døde han.
Hans enke, Diver Jansdatter, var en frisk kone i midten af 40'erne, som ikke var til sinds at slå sig til ro i enkestanden. Hun fandt sig en sømand, Knud Jacobsen, fra Skipperstræde 4, som hun giftede sig med i 1752. Men det skulle hun komme til at fortryde.
I 1757 beklagede hun sig til amtmanden over, at Knud havde bortødslet hendes formue, så huset, der ellers oprindeligt havde været gældfrit, blev så belånt, at det gik på tvangsauktion. Desuden tævede han hende, så hun måtte løbe væk og søge ly hos andre mennesker.
Hun tryglede om, at schouten fik påbud om ikke at udlevere restsummen på 123 sletdaler fra auktionen over huset. Knud havde nemlig fået et job som skøjtefører mellem Kastrup og Saltholm og havde derfor købt et hus i Kastrup, hvortil han skulle bruge de 123 sldl. Han forlangte, at hun flyttede med ham, men det ville hun overhovedet ikke.
Nogle bekendte havde sagt, at hun kunne risikere at blive druknet i en nærliggende lergrav i Kastrup. Amtsforvalteren fik til opgave at undersøge sagen, men kom til det resultat, at de begge havde lige stor skyld i deres ulykke og rådede dem til, at "de fredeligt måtte blive tilsammen". Diver Jansdatter døde 1763 i Kastrup. Boopgørelsen viste et negativt resultat.
De næste beboere i Blegerstræde 2 var skipper Pieter Knudsen Kylling og hustru Marchen Olsdatter, som var blevet gift i 1759. Han var fra Strandgade, og hun kom fra Lodsstræde.
Pieter var ifølge sørullen liden af vækst med rundladent ansigt og mørkt hår. Han var ejer af jagten "Hvide Lam" på 13 læster.
I sommeren 1761 forsøgte han at hjælpe sin svoger Lars Olsen Bendts ved at få ham indskrevet som skipper på sin jagt. Selv ville han så sejle som matros. Det kunne principielt godt lade sig gøre, hvis han så til gengæld ville indgå i sørullen i sin svogers sted og dermed stå til rådighed og lade sig udkommandere til orlogsflåden.
Det var næppe det, Pieter havde tænkt sig. Lars Olsen Bendts var blevet indrulleret i 1760 og var måske lidt bange for denne orlogstjeneste efter at have hørt rædselsberetninger fra de, der vendte hjem fra togterne de foregående år, hvor så mange var døde undervejs. I 1764 lykkedes det dog for Lars at få skøde på jagten "Hvide Svane", og dermed var han fritaget for fremtidig orlogstjeneste.
Pieter og Marchen fik en søn Pieter, der som voksen blev skipper, kaldte sig Pieter Pietersen Knuds og var bosat Vestgrønningen 38. Efter Marchen Olsdatters død giftede Pieter Knudsen Kylling sig med Bodil Mogensdatter, som efter hans død i 1772 giftede sig med lodsen Tønnes Erichsen Passer. Den nye ægtemand var en meget dygtig lods, der blev karakteriseret som påpasselig, ordentlig og ædruelig, men "ikke af et muntert væsen". Han døde i 1782 af bekymring og græmmelse over at være blevet forbigået ved en forfremmelse inden for lodseriet.
Bodils næste mand var skipper Jacob Jacobsen Snedker, som efter hendes død ægtede skolemesterdatteren Mette Carsten Nielsen. En datter af dette par, Ane Jacob Snedker, gift med skipper Pieter Mathias Riber, overtog huset, og deres efterslægt har boet her indtil 1996.
Der har indtil 1996 været drevet gåseavl i ejendommen. Den lille lem i plankeværkets nederste højre hjørne er beregnet til, at husets gæs her frit kunne passere igennem.