Besøget i Vellinge
Dragør Kommunes repræsentanter Borgmester Allan Holst, 2. Viceborgmester Claus Ehlers og kommunalbestyrelsesmedlem Jan Christiansen samt medarbejdere fra administrationen og skolevæsen blev ved ankomsten vist rundt i Vellinge Kommune, inden ordførende for Kommunstyrelsen Lars-Ingvar Ljungman og Borgmester Allan Holst fik lejlighed til at fortælle om deres hjemkommuner. Det viste sig, at der er store forskelle, men også mange ligheder mellem de to kommuner, både befolkningsmæssigt, kommunernes organisatoriske opbygning og de politiske systemer.
Om aftenen var der middag på Skanørs Gæstgivergård, hvor også repræsentanterne fra Dragør Kommune var indkvarteret. Repræsentanterne fra de to kommuner fik under middagen lejlighed til at udveksle erfaringer samt undersøge hvilke områder, der kunne være interessant i et kommende samarbejde.
Den næste dag blev brugt til mere konkrete anvisninger på, hvorledes samarbejdet kan bære frugt og udvikle sig. Repræsentanterne fra de to kommuner nedsatte forskellige arbejdsgrupper, hvor fremtidige aktiviteter på blandt andet skole-, ungdomskole-, kultur- og ældreområdet blev diskuteret. Det blev desuden klart, at der også internt i kommunernes organisation findes grobund for udveksling og læring, idet de to kommuner har gjort sig forskellige erfaringer med organisering af eksempelvis det sociale område, miljø og uddannelse.
Dagen blev afsluttet med frokost, inden repræsentanterne fra Dragør Kommune satte kurs mod Danmark.
Borgmester Allan Holst udtalte efter besøget i september 2007: "Det glæder mig, at der nu er etableret en kontakt til en velfungerende svensk kommune. Både Dragør og Vellinge er en del af Øresundsregionen, og venskabsbysamarbejdet giver mulighed for at knytte bånd med vores svenske naboer. Dragør Kommunalbestyrelse kan her være med til at give vores borgere nye oplevelser ved at møde andre kulturer. Der findes allerede samarbejder både på ældreområdet, som Ældrerådet har stået i spidsen for, og på foreningssiden, hvor Dragør Golfklub har kontakt med én af Vellinge Kommunes fem golfklubber. Disse samarbejder kan med fordel udbygges til andre områder så som skole, kultur og fritidsaktiviteter.
Med besøget er grundstenen for et godt og indholdsrigt venskab og samarbejde over sundet blevet lagt. Nu pågår det videre arbejde med at udforme en egentlig venskabsbyaftale til Kommunalbestyrelsens godkendelse som rammen for det fremtidige samarbejde, inden de konkrete udvekslingsmuligheder på de forskellige områder igangsættes."