Omkring 1520 indkaldte kong Christian den 2. en gruppe nederlandske bønder med familier, for at de - med løfte om forskellige privilegier - kunne slå sig ned på hele Amager og Saltholm.
1521 fik de tilsyneladende papir på deres rettigheder, i det mindste er en kladde bevaret, men med kongens fordrivelse i 1523 kom der en del turbulens omkring deres fortsatte bosættelse, og de blev fortrængt til den sydlige del af Amager.
Først i 1547 fik de et nyt papir på deres nu begrænsede rettigheder, men til gengæld med ret til at levere rødder og løg til Københavns Slot. De havde da ejendomsret til hele Store Magleby - som i de efterfølgende århundreder kom til at hedde Hollænderbyen - men Saltholm skulle de dele med de danske bønder i Tårnby Sogn. Desuden måtte de beholde deres hollandske sprog, retsvæsen og styreform under ledelse af deres selvvalgte schout - den nederlandske benævnelse for en foged.
Jordbrug og mejeridrift var deres vigtigste indtægtskilde og efterhånden fik de skabt Amager om til "Københavns Spisekammer". De kørte til torvs i Hovedstaden med deres produkter to gange om ugen - og det var kvindernes bestilling at varetage selve torvehandlen. De var ikke fæstebønder, så derfor blev de efterhånden velhavende, hvilket var med til at gøre dem selvsikre i deres væremåde. At hoffet under Frederik den 3. og Christian den 5. fandt fornøjelse i at overvære deres fastelavnsløjer, var med til at styrke deres selvfølelse. De kaldte sig "Kongens Amagere".
Man styrede efter gamle nederlandske love, senere efter Jyske Lov og fra 1683 Christian den 5.'s Danske Lov. Schouten, der var valgt på livstid og ikke havde juridisk uddannelse, var både dommer, sognefoged, skifteforvalter m.m. Skriveren var ligeledes valgt af Byen. Som medhjælpere havde de 7 scheppens, der valgtes for et år ad gangen. Disse 9 mænd havde beføjelser til at ordne alle kommunale anliggender.
Når der skulle laves vedtægter, sammenkaldte schouten 21 mænd, nemlig de tre sidste års 7 scheppens. Denne samling kaldtes det store råd. Det er således ret usædvanligt, at man her har et styre, der har både administrativ, lovgivende og dømmende myndighed. Domme fra Hollænderbyens ret kunne appelleres til Overamtsretten, hvor amtmanden sad som overdommer. Det tilsvarende gjaldt for Tårnby birketing.
Hollænderne havde anderledes arveregler. De havde bl.a. fra middelalderlig nederlandsk ret medbragt den regel, at der var lige arveret for broder og søster, i modsætning til de skandinaviske lande, hvor en broder arvede dobbelt så meget som søsteren. Disse arveregler blev senere også indført i Tårnby Birk.
Ved at værne om traditioner, skikke og ikke mindst sprog lagde de bevidst afstand til de øvrige beboere på, Amager. Men angsten for at miste de i 1521 erhvervede privilegier har til stadighed siddet i dem. De havde en uskreven lov, at Hollænderbyen kun var for hollændere - at man ikke tolererede f.eks. en fremmed gårdmandskone.
Det amagerhollandske samfund trivedes godt, men det fik efterhånden problemer med at skaffe plads til sit fødselsoverskud. I første omgang klarede man det ved at dele gårdene. Men i 1651 fik 20 familier tilladelse til at flytte ud vest for København, hvor de grundlagde Ny Hollænderby - det senere Frederiksberg. Dette gav albuerum i en årrække, men i slutningen af 1600-tallet, hvor man var oppe på, 99 gårde i landsbyen, blev det vanskeligere for et gårdmandspar med 5-6 voksne børn at få disse placeret standsmæssigt på, en af byens gårde. Man ønskede jo at blive boende i Hollænderbyen, for det var kun her, at privilegierne og de favorable vilkår eksisterede. Da der kun var et af børnene, der kunne overtage fødegården, måtte de andre søskende prøve at gifte sig til en gård, og når det ikke lykkedes, måtte de søge andre steder hen. Der var mange unge, der i begyndelsen af 1700-tallet bosatte sig i Dragør, og der var sågar dem, der giftede sig i Tårnby og fæstede en gård her.
Når det siden er sagt, at hollænderne ikke giftede sig med folk fra Tårnby sogn før i 1759, hvor schouten ægtede en fogeddatter fra Sundbyvester, har det altså ikke sin rigtighed. Dette ægteskab var derimod det første, hvor den udensognske part fik lov at bosætte sig i St. Magleby.
Det specielle amagerhollandske sprog - en blanding af nederlandsk, frisisk og plattysk - anså de som et bolværk mod omgivelserne. Da Stiftet ikke ønskede at ansætte nederlandske, calvinistiske præster, blev embedet i Store Magleby besat med lutherske præster fra Hertugdømmerne, der kendte til plattysk og frisisk.
At myndighederne i 1735 tillige indsatte en dansk præst til glæde for den dragørske befolkning, der også søgte kirken, blev opfattet som en fornærmelse og udløste chikanerier mod den arme præst. I 1811 måtte de dog give afkald på dette selvgjorte sprog som kirke- og skolesprog, ligesom man retsligt i 1817 måtte gå med til at opgive det 300 år gamle schoutembede og lægge sig ind under Amager Birk sammen med Tårnby Birk ved vacance i embedet, hvilket skete 1822.
Således smuldrede amagerhollændenes privilegier og oprindelige kultur, og i 1800-tallet havde man kun fastelavnstraditionerne, navneskikken og de flotte amagerdragter tilbage. I dag festligholdes fastelavnen stadig, akkurat som den er blevet det i mange år. Og i St. Magleby møder man fortsat personer med navne som Crilles, Dirch, Theis, Neel, Agth og Marchen. Amagerdragterne er derimod gået af brug i løbet af 1800-tallet, men mange kirkedragter ligger dog stadig rundt omkring i skuffer og skabe, og ved højtidelige lejligheder kommer de frem.