Dragør Havn ca. 1910. Biografen ligger i bygningen til venstre.
Omkring 1914 blev Dragør Biografteater overtaget af købmand Anders Peter Schmidt, der herefter drev det i mange år sammen med sin datter Marie og svigersønnen, bleger Niels Bothmann, som havde biografbevillingen. Fra nu af var det Marie Bothmann, der leverede den til stumfilmen nødvendige ledsagemusik.
Det dominerende repertoire i årene efter 1. verdenskrig var cowboyfilmene. Den forgudede helt var filmskuespilleren William S. Hart, der altid spillede den ædle beskytter af de forulempede. Når drengene søndag eftermiddag samledes og ventede på, at biografen skulle åbne, var det en prestigesag at stå allerforrest i køen og holde i det skrå messinghåndtag på indgangsdøren.
Konditor Schellers søn Thorvald var ekspert i at tilegne sig denne plads, og når han ikke selv var kommet først, undså han sig ikke for at bruge hårdtslående argumenter for at få den. Ved hver forestilling mødte den gamle fisker Jan Schmidt fra von Ostensgade troligt op. Han havde sin helt faste plads i biografen. Det samme havde arbejdsmand Karl Jørgensen, der gik under tilnavnet "Jamle".
A. P. Schmidts anden svigersøn, politibetjent Larsen, holdt streng justits ved indgangsdøren. Drenge med korte bukser kunne komme ind på børnebillet, mens dem med lange bukser måtte betale voksenbillet. I pauserne mellem forestillingens 4-5 afdelinger blev der luftet ud i biografen og udgangsdørene blev åbnet. Det var så en sport for byens drenge at gemme sig omme bag biografen og krybe ind under pigtrådsafspærringen ud mod vandet, for derefter at snige sig indenfor under første pause. Men ve den stakkel, der blev opdaget af betjent Larsen.
Omme bag et stort grønt forhæng: sad fru Marie Bothmann og spillede underlægningsmusikken. Det grønne forhæng skulle skjule hende og give illusion af, at musik og film hørte sammen. Men en lampe over pianofortet afslørede hendes silhuet bag forhænget og gjorde hende synlig for publikum. Musikken var tænkt som understøtning og fremhævelse af de skiftende stemninger i en film.
Fru Bothmann øgede derfor styrke og intensitet af musikken, når det gik rigtigt hedt til på det hvide lærred, og hun slog hurtigt over i "Donaubølger", hvis billedet skiftede til noget med hav og bølgegang. "Stille Sorg" og "Aftenklokker" var også yndede musikstykker. Men ellers var hendes repertoire omtrent det samme til hver eneste film.
I operatørrummet var der som regel altid hedt, for kulbuelyset, der gav lys til fremvisningsapparatet, gav meget varme fra sig. De kulstumper, som kulbueapparatet ikke kunne brænde, smed operatøren udenfor på jorden, hvor de snart blev samlet op af børnene, der brugte dem til at tegne med.
Når der skulle skiftes filmspole - som regel flere gange under hver forestilling - var der febrilsk aktivitet, og fru Bothmanns søn, Anders, måtte ofte hjælpe til med tilbagespolingen. Ellers blev operatørrummet gennem årene passet af forskellige mennesker, som her fandt mulighed for at få en lille biindtægt. Der var bl.a.. en officiant fra fortet og en af brødrene Strøbæk. Væver Wilhelm Jensen fra Bjergerlav havde jobbet i en del år i slutningen af 1920rne.
Forestillingerne gik aldrig helt stille af - mange ting kunne ske. En dag kom en ophidset kvinde ind midt under forestillingen. Hun forlangte højrøstet at få sin søn, der sad midt i salen, med sig hjem øjeblikkeligt, for knægten havde rapset pengene til biografbilletten i hendes tallerkenrække. Hun insisterede også på at få billetpengene tilbagebetalt.