Byen der levede af havet
Danmark har en række byer, hvor søfart og andre maritime erhverv har spillet en hovedrolle i byens historie. Dragør er én af dem, og er nok blandt de mest velbevarede og helstøbte eksempler på en by, der i århundreder har levet af havet.
Allerede i middelalderen var Dragør hvert år centrum for omfattende sildemarkeder, hvor folk kom fra hele Nordeuropa for at handle.
Senere blev skibsfarten det absolut mest dominerende erhverv i byen. Dragørskibe sejlede både i inden- og udenlandsk fart og kom ind imellem helt ud på verdenshavene.
Byen var præget af, at næsten alle havde andel i et skib. I 1700- og 1800-tallet havde næsten alle indbyggere i Dragør en eller anden forbindelse med søfarten.
Generationers erfaringer med at færdes til søs blev også udnyttet på anden vis. Man bjergede grundstødte skibe og byens handlende sejlede ud med forsyninger til de skibe, der passerede forbi byen. Og lodsvæsenet blev også en naturlig næringsvej - ikke mindst fordi der var så mange søfartskyndige i byen.
Danmarks ældste lodseri
Lige så længe man har sejlet i Øresund, har der været brug for folk, der kunne føre skibene sikkert gennem det vanskelige farvand.
Oprindeligt benyttede man sig af en ”kendtmand”, der kendte ruten gennem mellem de lavvandede områder.
Men i 1684 fik seks mænd i Dragør kongens privillegium til at drive lodseri. De havde spillet en afgørende rolle under slaget i Køge Bugt i 1677, hvor den danske admiral Niels Juel, lokkede de svenske skibe på grund. Med hjælp fra lodserne førte han sine egne skibe tæt forbi de lave grunde i Sundet. Når fjendens skibe sad fast på grunden og ikke kunne komme væk, var de lette at få ram på.
Lodserne fik eneret på deres erhverv, så det var ikke tilladt for andre end de ansatte lodser at drive lodseri. Til gengæld havde lodserne pligt til at føre marinens skibe gennem sundet uden betaling.
Lodsernes antal voksede gennem 1800-tallet, hvor skibsfarten var i fremgang. Dragør var i anden halvdel af 1700-tallet landets næststørste søfartsby, målt i tonnage.
I 1880 havde Dragør omkring 50 lodser og dertil kom bådmandskabet, der sejlede lodserne til og fra skibene i sundet.
Men i takt med, at dampskibene vandt frem, svandt behovet for lodser. Dampskibene var mere manøvredygtige og kunne lettere navigere udenom de farlige steder. Skibsførerne fik efterhånden mere erfaring og farvandet blev bedre afmærket.
I begyndelsen af 1900-tallet var der kun omkring 6-7 faste lodser tilbage i Dragør.
Under 1. Verdenskrig fik lodseriet igen et opsving, fordi der blev udlagt miner i Drogden rende. Skibsfarten fik brug for lodserne kendskab til farvandet så de kunne sejle sikkert gennem.
Efter krigen ændredes lodsernes arbejdsdage. Flere skibe begyndte at tage lods over længere strækninger, f.eks. helt til Skagen.
Uddybningen af Drogden Rende i 1920’ene, der betød, at større skibe gik gennem Øresund fremfor Storebælt, med det krævede til gengæld lodsernes farvandskendskab.
Under 2. Verdenskrig medførte udlægning af miner indførelse af lodstvang for større skibe. Det var farligt at sejle ud med lodsbådene, men heldigvis kom ingen lodser noget til i krigsårene.
I nyere tid har Dragør Lodseri fulgt med udviklingen, og udskiftet de gamle lodsjoller med motorbåde. Da flere og flere store fartøjer foretrak sejlads gennem Storebælt, oprettede man en station på Bornholm. Men som et led i rationalisering af lodsvæsenet, besluttede Farvandsdirektoratet i 1984 at nedlægge Dragør Lodseri og samle lodsaktiviteterne i Dragør, København og Helsingør i Sundets Lodseri.
Det maritime miljø
På Dragør Havn findes et enestående, maritimt miljø. Bassiner og moler ligger i høj grad, som de gjorde for hundredevis af år siden.
Men samtidig rummer havnen en del velbevarede bygninger, der har tjent havnens funktioner.
To smedier, pakhusene, toldbygningen, karantænehuset, og det lille beghus, hvor der i sejlskibstiden blev kogt beg til tætning af skibenes trækonstruktion – og lavet mad til besætningerne.
Strandhotellet føjer sig til rækken af havnens bygninger som det sted, hvor man i hvert fald siden 1600-tallet har beværtet de mange folk, der færdedes på havnen.
Lodsbygningen
I lodseriets første år gik lodserne rundt på havnen, og holdt med deres kikkerter øje med, om der var skibe ude i Sundet, der havde sat lodsflag som markering af, at de ønskede assistance.
Men i 1820’erne besluttede man at bygge et hus på havnen, så lodserne kunne holde udkig i tørvejr.
Bygningen blev opført ved siden af smedien og forsynet med med en kvist, hvorfra der var godt udsyn. Senere opførtes der et egentligt udkigstårn.
Da lodseriet voksede gennem 1800-tallet, måtte bygningen udvides, så den fik sin nuværende størrelse. Det oprindelige tårn blev til den tagrytter, der endnu i dag ses på bygningen.
Anlægget af Dragørfortet syd for havnen i 1910 viste sig at hindre lodsernes frie udsyn, og det blev nødvendigt at bygge det nuværende 15 meter høje udsigtstårn ved siden af bygningen. Det stod færdigt i 1912.
Lodshuset er den ældste bygning i Danmark af sin slags. Huset og lodstårnet, der blev fredet i 1987, udgør en hjørnesten i dansk lodshistorie og er en umistelig del af Dragørs - og Danmarks - maritime kulturarv.
©Henning Sørensen