Af Knud Pallesen
Biblioteksbyggeriet i Dragør midt i 1960'erne blev planlagt i en helt anden verden.
Det økonomiske opsving var i fuld gang, ungdomsoprøret var ikke født endnu - og kommunerne i Københavns omegn, ”Borgmester-kommunerne”, kæmpede for ligestilling med landets købstadskommuner.
Udviklingen af de kommunale servicefunktioner tog fart, man byggede idrætshaller, omegnsgymnasier, - og nye kommunale hovedbiblioteks-”paladser”.
I det hyggelige, gamle Dragør Folkebibliotek med dets 1½ bibliotekar søgte man at løse vækstproblemerne ved at bortvise alle lånere fra Store Magleby kommune pr. 1. 4. 1960.
Statens Bibliotekstilsyn og Centralbiblioteket havde tilskyndet til denne ”ufolkelige” forholdsregel i håb om, at den kunne provokere et økonomisamarbejde hen over kommunegrænsen. Det var før ”den frie låneret uanset kommunalt tilhørsforhold” var blevet lovfæstet.
Der måtte altså skabes ordnede forhold for biblioteksplanlægningen på Sydamager. Væksten i indbyggertallet i Store Magleby viste, at denne kommune snart kunne blive tvunget til at sørge for ”heltidsbetjening”, altså ansætte en biblioteksleder med alt, hvad deraf kunne følge.
Planlægningen af biblioteksudbygningen i Dragør var ligeså problemfyldt: Skulle man regne med personale til 3.000 eller 30.000 indbyggere på lang sigt?
Skulle bogbestanden svare til et gammeldags købstadsbiblioteks eller skulle den dække behovet hos storbykunder og universitetsstuderende? Skulle man arbejde med en udbygning af en studielæsesal?
I første omgang drejede det sig om at skaffe plads til flere bøger i Dragør. En filialfunktion i samarbejde med det nye skolebibliotek på Skolen ved Vierdiget kunne give anledning til genoptagelse af samtaler med Store Magleby sogneråd - et mellemliggende kommmunevalg lettede også lidt på situationen.
Og i Dragør turde man derfor også acceptere medvirken i ”Det Storkøbenhavnske Prøveår”, hvor den frie låneret for alle skulle afprøves i praksis i året 1963.
Resultatet af de to kommuners drøftelser blev en samarbejdsaftale med en snørklet refusionsberegning, som forsøgte at dele udgifterne i Dragør i forhold til lånernes tilhørsforhold.
Sideløbende arbejdede man stadig i Dragør på ”Planen”, altså på at skabe det ”hovedbibliotek”, som skulle dække behovet for biblioteksareal under en kommende udbygning.
Forskellige forslag om placering blev mødt med venlig interesse i biblioteksudvalget og blandt interesserede benyttere, og allerede på dette tidspunkt blev Dragør-arkitekten John Freek Petersen antaget til at udmønte de abstrakte biblioteksfunktionskrav i form af en tegning af et "standardbibliotek" uden hensyn til, hvor bygningen skulle placeres.
Imidlertid blev man hurtigt klar over, at en tilstrækkeligt stor nybygning ikke kunne lægges rimeligt centralt uden at det gik ud over eksisterende bygninger. Man måtte hellere lede efter en ejendom, som kunne bygges om til formålet.
Så da kommunen i 1963 fik mulighed for at erhverve ”Sadolins Hus” på Vestgrønningen af arvingerne efter G. A. Sadolins enke, var det naturligt, at biblioteksudvalget meldte sin store interesse, da ejendommen ikke skulle bruges som rådhus.
Og efter et besøg i huset kunne Bibliotekstilsynets inspektør Sven Plovgaard skønne, at bygningen med lidt god vilje ville kunne anbefales indrettet som ”afdelingsbibliotek for et befolkningsunderlag på ca. 2-3.000 indbyggere inden for et større biblioteksvæsen”- trods den tids mere vidtgående normer for arealkrav i biblioteker.
Så arkitekt John Freek Petersen kunne fortsætte sit tidligere arbejde, nu i mere konkret form, og biblioteksudvalget kunne tage på studietur til ombyggede biblioteker i Storkøbenhavn.
Byggesektoren var i 1960'ernes begyndelse overophedet, så det offentlige byggeri blev underlagt kvotaordninger, hvor også det store biblioteksbyggeri stod i kø for at få igangsætningsstilladelser. Kun mindre ombygningsarbejder, lovliggørelser og sanitetsinstallationer kunne påbegyndes uden for kvoteringen. Biblioteksindretningen af "Sadolins Hus" måtte derfor ske etapevis i 3 særskilte afsnit, hvortil kom indretning af toiletter, sikring af tagkonstruktion etc.
Hovedsynspunktet for ombygningen skulle være, at bygningens særlige karakter såvidt muligt skulle bevares, både i de ældste dele fra begyndelsen af 1800-tallet og i afsnittet med de større rum fra 1930'erne.
Rumopdelingen i små rum med varierende gulvhøjder samt eksisterende vindues- og døråbninger skulle respekteres i så vid udstrækning, som den ændrede anvendelse overhovedet gjorde det muligt. Traditionelle materialer og konstruktionsprincipper skulle bevares - også ved nye bygningsdele. Solid, dansk håndværksmæssig kvalitet skulle foretrækkes overalt i bygningen i dens indretning og montering.
For at få et overblik måtte man først opmåle og beskrive den komplicerede bygning rum for rum. Derefter kunne bibliotekar og arkitekt i fællesskab søge at indpasse biblioteksfunktionerne under hensyntagen til såvel det fastlagte byggeprogram som til datidens bibliotekstekniske fremtidsperspektiver.
Det var almindelig praksis, at man vurderede driftsudgifter i nye lokaler ”under forudsætning af uændret funktionsniveau”. Så det nye bibliotek i ”Sadolins Hus” skulle altså kunne fungere med det daværende personale på 2½ bibliotekar + 2 kontorfunktionærer. Ved pauseafløsning og på stille tider skulle udlånsfunktionen kunne klares af en enkelt person, og de interne funktioner skulle hænge sammen, selvom de måtte spredes i de små stuer overalt i bygningen.
Det kunne give upraktiske og besværlige forhold på arbejdspladser, som ofte var på kant af, hvad fabrikstilsynet ville have godkendt på det private arbejdsmarked. Men det skulle vise sig, at de fleste, som kom til at arbejde i huset, accepterede dette, måske netop fordi arkitektens respekt for at fastholde rummenes karakter havde skabt ”menneskelige forhold”.
Biblioteket på Vestgrønningen 18 åbnede den 1. august 1966. Da var 1. etape af projektet gennemført og bogbestanden overført fra det gamle bibliotek i von Ostensgade 13.
Nu fungerede den centrale udlånssal med særskilt udlånsnotering, en lille hjørnestue med udenlandsk skønlitteratur, en læsestue med aviser og tidsskrifter samt et længe savnet lokalhistorisk arkiv med arbejdspladser, båndoptagere etc.Og hertil kom så bibliotekets "fremtidssikring": den nye LP-gram-mofonpladesamling med lyttepladser fordelt i lokalerne og et afspilnings-anlæg af god kvalitet placeret i udlånsskranken.
Et fremsynet biblioteksudvalg havde, tilskyndet af formanden John Olsen, besluttet, at Dragør som den 3. eller 4. kommune i Danmark burde byde de nye ”øvrige, biblioteksegnede materialer” velkommen.
Biblioteksbenyttelsen og udlånstallene voksede kraftigt efter indflytningen, også St. Maglebyerne mødte talstærkt op. Men det kneb med at komme i gang med ombygningens 2. etape. Så 2. og 3. etape kom til at udgøre et samlet forløb fra sommeren 1967 og frem til efteråret 1968. Så kunne man endelig byde benytterne velkommen i det længe savnede børnebibliotek - med ”maurisk kamin" og med anvendelsesmulighed som studiekredslokale - og ikke mindst glædede alle sig over den smukt indrettede foredragssal med AV -udstyr og den hyggelige lille garderobe.
Afslutningen på hele byggesagen blev behørigt fejret. Dragør Skole måtte lægge aula til det store, indbudte publikum. Jesper Jensen havde sørget for et arrangement, som gav genlyd i bibliotekskredse: Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Jørgen Gustava Brandt, Bent William-Rasmussen og Harry Kaae, alle med Amagertilknytning, deltog med tekster til lejligheden.
Derudover var der musik og taler af bl.a. byggeudvalgets formand Poul Jensen, der afleverede arbejdet til sig selv, idet han også var formand for bibliotekssamarbejdsudvalget, og af borgmestrene for de to kommuner, Juel Hansen (Dragør) og Albert Svendsen (St. Magleby), af arkitekten John Freek Petersen og biblioteksinspektør Koch fra Bibliotekstilsynet.
Ved den beskedne servering bagefter var taget i bibliotekssalen ved at lette i alles glæde over, at 2-3 års byggerod nu endelig var bragt til en heldig afslutning.
Denne artikel blev oprindeligt trykt i "Nyt fra Lokalhistorien", nr. 1.