Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Strandlinien 39

Matrikel nr. 315

Midt i århundredet finder man Lars Mogensen og hans kone, Sidse Andersdatter, bosat her i huset, der var på fire fag.

De var blevet gift i 1738, og Sidse fødte herefter 11 børn, som de alle måtte bære til graven inden for deres første leveår.

Hvor Lars Mogensen stammede fra, vides ikke. Han var tilsyneladende ikke sømand. I 1771 oplyste han, at han havde været arbejdskarl. Han var da 78 år gammel.

Sidse var datter af Anders Steensen fra Strandstræde 37, og hendes morfar havde i sin tid været bytjener i Dragør. Lars og Sidse døde i henholdsvis 1773 og 1782.

Husets næste beboere blev matros Hans Jacobsen Hiulberg og hans familie.

Hans stammede fra Skåne og var i 1764 blevet gift med Marchen Nielsdatter, datter af lodsen Niels Erichsen Hiørne. I de første år af deres ægteskab havde de boet hos svigermor i hendes lille 2½ fags hus på Hollandsfed.

Hans var indrulleret matros ved 2. division 1. kompagni på Holmen, men havde omkring 1766 fået hyre med skipper Albert Dirchsen fra Dragør.

Uvist af hvilken grund havde denne fået Hans Hiulberg sat i fængsel i Blåtårn, hvilket hans kompagnichef var meget fortørnet over og forlangte ham udleveret.

Hans og Marchen fik fire børn, der alle nåede frem til voksenalderen. Marchen døde i 1819 og Hans 2 år senere, men da var huset allerede overtaget af sønnen, skipper Jacob Hansen Hiulberg.

Jacob forlængede huset fra fire til otte fag. Hans slægt beboede stedet til langt op i 1900-tallet.
Denne side er sidst opdateret: 03 | 08 | 2008
 
Søgning


Søg