Dragør Kommune Dragør Kommune
Søg A-Z Indeks Print Kontakt Læs op Mindre skrift Større skrift

Hegnssyn

Hvis der er uenighed mellem to naboer om hegnet imellem deres ejendomme, kan de anmode om Hegnssynets hjælp til løsning af problemet.

Som naboer har I i første omgang selv et ansvar for at tale sammen og få lavet en aftale, hvis I har problemer med hegn eller træer. Hegnet i skellet mellem to ejendomme er en fællessag mellem naboerne.

Naboerne må som regel selv bestemme, hvordan hegnet mellem deres ejendomme skal se ud. Der kan dog være visse begrænsninger, som er fastsat i lokalplaner, tinglyste servitutter eller andre lokale regler.

Hvis ikke det er muligt kan du kontakte Hegnssynet og bede om at få foretaget et hegnssyn.

Hegnssynets opgave er at forsøge at få et forlig mellem dig og din nabo. Hvis ikke det er muligt træffer hegnssynet en afgørelse.

Hegnssynet kan efter hegnsloven behandle nabotvister om:


 Fælleshegn (hegn i naboskel)
 Egne hegn (hegn på egen grund langs ejendommens skel)
 Grene, der generer hegn eller færdsel på naboejendommen
 Grene, der er farlige for sikkerheden på naboejendommen

Hegnssynet kan ikke behandle sager om enkeltstående træer på nabogrund, her henvises til domstolene.

Regler/rådgivning ved uenighed mellem naboer om hegn, plankeværk m.v. i skellinjen varetages af Hegnssynet.

Hegnssynet kan kun behandle ovennævnte tvister, såfremt der fremsættes skriftlig anmodning herom. Efter hegnslovens § 34, stk. 2, har en grundejer, der vil klage til hegnssynet, pligt til at fremkomme med oplysninger omkring klager, modparten, påstande m.v. Hegnssynssagen kan ikke behandles, og der kan ikke indkaldes til besigtigelses- og forhandlingsmøde, før hegnssynet har modtaget de nødvendige oplysninger.

Efter hegnsloven kan en hegnssynssag ved hegnssynet i almindelighed kun rejses af grundejere. Ejes ejendommen af flere personer, skal samtlige ejere underskrive anmodningen, eller der skal vedlægges fuldmagt. Ejerforholdet fremgår af ejendommens skøde. Ejendommens lejer/forpagter er ikke part i en hegnssag ved hegnssynet.

Ved en indbringelse af en hegnssynssag skal man fremkomme med oplysninger om de forhold, som man ønsker, hegnssynet skal bedømme. Man skal kort gøre rede for hvad man er uenig med naboen om. Klagers påstand i sagen er det resultat som man ønsker at opnå ved hegnssynsforretningen, man skal altså anføre, hvad man vil have hegnssynets hjælp til at opnå.

Hvis man vil begære hegnssyn henvender man sig skriftligt til

Hegnssynet, Dragør Rådhus, Borgmestersekretariatet, Kirkevej 7, 2791  Dragør, tlf. 32 89 01 00.

Hent formular og vejledning som skal bruges ved skriftlig henvendelse på www.hegnsloven.dk/formular.

Der skal betales et gebyr på kr. 1.125,00 for at få en sag behandlet af hegnssynet, det vil som regel være den person, der taber sagen, som skal betale for hegnssynet.

Hegnssynet er en uafhængig instans med tre medlemmer, der er politisk udpeget af Kommunalbestyrelsen.
Hvis du er utilfreds med hegnssynets afgørelse, kan hegnssynets afgørelse indbringes for almindelige domstole ved civilt søgsmål. Retssag skal anlægges inden 4 uger efter, at hegnssynets afgørelse er meddelt jf. lov om hegn §43 stk. 2.

 

Denne side er sidst opdateret: 02 | 07 | 2010