Svar til Marion Pedersen (V). Kære Marion: Skuden skal sejle i samme retning. Vi har nemlig sat den rigtige kurs!
Jeg har med stor interesse læst dit indlæg i Dragør Nyt nr. 43 under overskriften ”Skuden skal vendes”. Det handler om effektivisering i Dragør Kommune. Jeg tager altid gerne imod gode råd i den ånd, de er afsendt, særligt hvis det er råd, der kan komme Dragørs borgere og medarbejdere til gode. Det er desværre ikke tilfældet her.
Det er ikke uset, at folketingspolitikere fra de regeringsbærende partier har store forventninger på kommunernes vegne som følge af kommunalreformen. Det medgiver du selv i dit indlæg. Men jeg bliver en anelse træt i kæben, når de forskellige udsagn ikke har bund i virkelighedens verden.
Misvisende rapport
Du henviser i dit indlæg til en undersøgelse fra Deloitte, der viser, at Dragør er blandt de 3 kommuner i landet, der oplever den største stigning af administrative medarbejdere og ledere. Jeg har også læst den, blev forundret og vi kontaktede straks Deloitte. Jeg er orienteret om, at Deloitte har korrigeret deres rapport, så du nu vil kunne se et retvisende billede af Dragør. Nemlig at Dragør Kommune er kommunen med det største fald i andelen af administrative medarbejdere i perioden 2006 – 2008.
Deloitte har altså lavet en beklagelig fejl omkring data, og det vigtigste er at berigtige sådanne fejl. Vi søger gerne og ofte inspiration, blandt andet fra de undersøgelser Deloitte gennemfører. Og vi anvender ofte nøgletal i vores politiske overvejelser. Men altid med en god og sund skepsis, som man bør have overfor enhver dataundersøgelse.
En god udvikling er i gang
Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg gang på gang skal bruge ressourcer på at gå ud for at fortælle den rigtige historie om Dragør kommune. Dragør kommune er veldrevet og effektiv – men det får os ikke til at være passive. Vi har blandt andet gennemført et vellykket forsøg omkring fællesledelse i daginstitutioner, der omsættes i en fremadrettet ledelsesstruktur til gavn for børn og medarbejdere. Vi har fastlagt en strategi for organisationsudvikling på rådhuset for at sikre en fortsat effektiv og kvalificeret opgaveløsning. Senest har vi netop iværksat et større analysearbejde, der skal sikre, at vi blandt andet fastholder og udvikler vores fokus på effektiv drift af kommunen generelt. Men nu er effektivitet ikke det eneste parameter, der skal indgå i beslutningerne.
Kvalitetsreformen, som bærer overskriften ”Bedre velfærd, større arbejdsglæde” indeholder andre værdier, som jeg synes er rigtigt set – nemlig kvalitet i kerneydelserne. Vores borgere forventer den kvalitet, og vores medarbejdere vil gerne – og kan – yde den kvalitet.
Jeg tror heldigvis ikke din historie påvirker vores medarbejdere i negativ retning. Vi ved nemlig alle godt, at det ikke forholder sig sådan – vi som er her hver dag. Men jeg takker da for interessen og for lejligheden til igen at påskønne det store og gode arbejde vores dygtige medarbejdere udfører hver eneste dag. Og – som du selv nævner afslutningsvis – ja, vores lærere bruger en god del af arbejdstiden på at undervise – og de er gode til det!
Allan Holst (A),
borgmester