Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Skolerne i Dragør og Store Magleby

I perioden fra 40´erne og frem til midten af 60´erne er der en betydelig befolkningstilvækst i Dragør og Store Magleby. Befolkningstilvæksten er primært betinget af, at der i perioden er en stigning i antallet af tilflyttere til begge kommuner.

Det stigende antal børn kan i første omgang mærkes på klassekvotienterne på Dragør Skole. Indtil ´56 har Store Magleby Kommune en aftale med Dragør Kommune om at lade elever i mellemskolen gå på Dragør Skole, men denne aftale ophæves da Dragør selv får brug for alle pladserne.

Det bliver klart i slutningen af ´50erne at Dragør Skole er for lille. I stedet for at udbygge skolen, endnu en gang, skønnes det, at der er brug for en helt ny skole, da de nye kvarterer ved Sydstranden er meget børnerige. Det fører til beslutningen om en ny skole, der skal placeres på Vierdiget.
Skolen står færdig i ´63. Allerede få år efter, i ´66, mangler den nye skole plads og må udbygges.



Elever fra Skolen ved Vierdiget på vej på udflugt
Elever fra Skolen ved Vierdiget på vej på udflugt.


Da Dragør Skole ikke længere kan tage elever fra Store Magleby Skole ind i mellemskolen, er eleverne alene henvist til at skulle gå på Tårnby Skole, som Store Magleby også har en aftale med.

Det betyder at de elever, der bor længst væk fra Tårnby Skole får en meget lang transport og i ´58 opretter Store Magleby Skole selv mellemskoleklasser. Skolen har allerede været under ombygning i nogle år og man er opmærksom på, at elevtallet også vil stige i årene fremover. 
Skolen ombygges helt frem til ´65.
 
Men i ´69 er der igen pladsmangel og lokaler i Hollænderhallen tages i brug for at løse problemet.



Elever på vej til undervisning i Hollænder Hallen
Hollænderhallen som midlertidig skole 69-75. ´69.


Side med blandet indhold fra Dragør Skoles skoleblad Cirklen, ´61
Fra Dragør Skoles skoleblad Cirklen, nr 1, ´61


Arkivet vil gerne vide

• Hvor legede du og dine kammerater?

• Var der forskel på unge og gamle lærere?

• Hvordan var det at gå i skole i Hollænderhallen?

Denne side er sidst opdateret: 16 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg