Indbyggere med rødder i Dragør, eller som kom hertil med den første bølge af tilflyttere, er ofte repræsentanter for lokalpatriotismen, og i medierne forekommer der en tydeligt skelnen mellem ”dem” og ”os”.
Nye bygninger er årsag til indlæg og artikler i Dragør Nyt. Mange er bange for, at den gamle midtby bliver ødelagt. At tilflyttere ikke skal have forståelse for byens særegenhed og ønske om at bevare denne.
Et eksempel finder man i oprettelsen af færgeruten Dragør - Limhamn, der startes i ´60.
Mange er urolige over hvad den øgede trafik, der er et resultat af færgeruten, vil ende med at betyde for byen.
I ´62 tager borgmesteren til genmæle, da han mener at kommunalbestyrelsen er blevet beskyldt for at være ”rene vandaler, der kun har det ene formål: at spolere den lille idylliske plet, som hedder Dragør”.
Ifølge borgmesteren Holger Jensen, er kommunalbestyrelsen oppe mod kværulanter, der ønsker at gøre Dragør til et nyt frilandsmuseum og som selv ikke har forståelsen for byen.
Holger Jensen argumenterer bl.a. med at Dragør altid har været en driftig by med en ditto havn.
Vestgrønningen mod Kongevejen, ca. ´60.
At Dragør ikke bare er som enhver anden by, der kan udvikles og udvikle sig kommer tydeligt til udtryk med Dr. Dichs formulering om at ”det kræver ofre at bo i et fint gammelt boligmiljø”.
Udtalelsen er et udtryk for tilfredshed med trafikudvalgets afgørelse vedrørende Vestgrønningen. Der har forud været en offentlig debat om hvorvidt volden på Vestgrønningen skal bevares eller fjernes til fordel for parkeringspladser.
Afgørelsen falder til fordel for det synspunkt, at man i videst muligt omfang må undgå biler i midtbyen. Men selv de, der går ind for en konservering af Dragør, er ikke enige om hvordan dette i praksis skal foregå.
Der er andre røster som mener, at omlægningen af Vestgrønningen er en stor fejl, da den er et dejligt sted at gå ture. Debattøren mener, at der er rigeligt med parkeringspladser i og omkring byen.
Den eneste egentlige grund til at asfaltere Vestgrønningen må derfor være for, at søndagsturisterne, som kommer om sommeren, har et sted at parkere.
Men de kan da bare parkere på græsset ved Vestgrønningen, som de plejer.
Andre igen giver udtryk for, at det det er nogle få lokalpatrioter, som fylder meget i debatten og at grunden såment nok er, at mange oprindelige dragørere er glade for at der kommer udvikling til byen.
Torvet med vandkunsten for enden af Vestgrønningen ved Stationspladsen ,´58.
I forbindelse med omlægningen af Vestgrønningen foregår også en del diskussion om torvet ved Stationspladsen. Man diskuterer hvor gammel vandkunsten på torvet er, og hvor den kommer fra.
Det viser sig at figuren er massefremstillet og fra slutningen af 1800 tallet. Alligevel anses den og anlægget meget dragørsk og i et af de sidste indlæg i Dragør Nyt om sagen formuleres det tydeligt, hvordan der skelnes mellem lokale og tilflyttere.
”Er det virkeligt blevet sådan at gamle dragørere og mennesker, der er flyttet hertil for 50 år siden, ikke ved bedre, hvad byens borgere tænker og føler, end en tilflytter, der kun har boet her et par år”, spørges der.
Forfatteren til indlægget skriver videre, at nytilflytterne ingen forståelse har for det særligt dragørske. Hvilket tydeligt kommer til udtryk med opførelsen af et cykelskur foran den pæne Dragør Skole. Hvis den mentalitet, som tilflytterne medbringer, for lov at brede sig i Dragør vil byen snart miste sit særpræg.
Det forekommer forfatteren, at de mere indfødte borgere i byen ikke har noget at skulle have sagt. Og at nogle har kaldt torvet ved Stationspladsen for en pastiche over småborgerlighed, er netop essensen i hvorfor det kun er dragørere, der rigtig kan forstå byen og dens charme.
Arkivet vil gerne vide
• Hvorfor flyttede du/I til Dragør?
• Følte du dig velkommen?
• Legede dine børn med kun med andre tilflyttere eller legede de også med dem, hvis familier havde boet her i generationer?