Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

På arbejde og forbruger

De større byggerier i Engparken og Strandparken bebos i stort omfang af tilflyttere. Mange af lejlighederne rummer nygifte par og børnefamilier. Langt de fleste af de nygifte kvinder opgiver en stillingbetegnelse til folkeregistret ved tilflytningen.

Der bor også en del tilflyttere i de nye parcelhuskvarterer, som i slutningen af 50erne og starten af 60erne stadig billige nok til, at folk med almindelige lønninger har råd til at købe dem. 

Det er ikke meget der vides om kvinderne i de nye kvarterer og deres hverdag, men indirekte peger flere kilder på, at den hjemmegående husmoder med tid til husholdning er på retræte.


Reklame for Kastrup Dampvaskeri
Bragt i Dragør Nyt, ´61.


Nogle familier flytter efter nogle år i Engparken eller Strandparken ud i de nye parcelkvarterer. Det er især familier med lidt større børn, der flytter til parcelkvarterene.
Andre familier flytter til større lejligheder, efterhånden som familien får flere børn eller børnene bliver ældre.

Det ser derfor ud til, at en del af familierne har råd til at flytte til større lejligheder eller parcelhuse fordi kvinden stadig er tilknyttet arbejdsmarkedet. Eller måske begynder at arbejde igen, når børnene ikke længere er helt små.


Sarcos kantine søger dame til kantinearbejde og lettere rengøring
Bragt i Dragør Nyt, ´65.


Omkring midten af ´60erne sker der en kraftig stigning i antallet af stillingsannoncer, hvor damer søges til alt fra rengøring over forskellige kontorjob.


Rens let fabrikken Jefa søger dame. Annonce bragt i Dragør Nyt, ´64.
Bragt i Dragør Nyt, ´65.
Damer søges til monteringsarbejde af Scanaviasion A/S. Annonce bragt i Dragør Nyt, ´64.
Bragt i Dragør Nyt, ´64.
Telefondame til lettere kontorarbejde søges af Commertas A/S. Annonce bragt i Dragør Nyt, ´65.
Bragt i Dragør Nyt, ´65.


Efterspørgslen på institutionspladser er stigende i perioden. At kvinderne i stigende grad arbejder udenfor hjemmet, kan forklare hvorfor de har behov for at få passet deres børn. Men andre faktorer har også indflydelse på efterspørgslen på institutionspladser.

Ifølge både mødre og pædagoger er livet i parcelkvartererne ofte ensomt for børn. Dels fordi familierne oftest får et eller to børn og dels fordi det ikke er sikkert, at der bor jævnaldrene i de nærliggende gader.
Begge begrundelser bliver brugt i den debat, der bølger i Dragør Nyt fra slutningen af ´50erne og fortsætter til 1970.

Debatten handler både om børnehaver og fritidsordninger til de 7-12 årige. At de yngste skoleelever har brug for pasning om eftermiddagen kan tyde på at deres mødre ikke er hjemme, og at debatten i slutningen af årtiet også kommer til at omhandle vuggestuer, er også med til at tegne billedet af at flere kvinder arbejder udenfor hjemmet.
Det er selvfølgeligt også muligt, at nogle mødre gerne vil have deres børn i børnehave, fordi det er moderne.

En læser skriver til Dragør Nyt at ”vi hjemmegående hustruer får ofte at vide, at vi koster samfundet en masse penge. Når vi så beder pænt om at få plejemuligheder for vore børn, bliver vi skældt ud for at kræve ind.. men giv os dog muligheden for at få vore børn passet, så skal vi nok vise, hvad vi duer til.”

Reklame for varer fra Dragør Supermarked.


Dragør færgestation søger kontorfunktionær
Bragt i Dragør Nyt, ´65.


En anden brik, der indirekte siger noget om livet i familierne i 60´erne, er de reklamer handlende og producenter indrykker i lokale blade.


Dragørfirmaet Riiber og Hallgren annoncerer fra januar 1958 i Dragør Nyt, at de sørger for middagen om torsdagen. Tilbuddet må være en succes, for få måneder senere tilbyder en anden forretning middage alle ugens dage.
De færdige middage er sikkert også henvendt til ungkarle, men sammen med reklamer for konserves og frostvarer, der tydeligt er henvendt til kvinder, falder tilbuddet naturligt i gruppen af tiltag, som den travle husmoder kan lette sin hverdag med.
Middagskøkkenets ugeplan. Bragt i Dragør Nyt, ´60.


Riiber og Hallgren sælger også frostvarer, og de første reklamer ledsages af teksten …” – ingen rengøring, ingen køkkenaffald, lige til gryden”. Med lignende udsagn; ”lige til deres bord”,”sundt og nærende”, ”ingen spild” og ”køkkenarbejdet er gjort” argumenterer Plumrose for, at deres konservesprodukter kan lette hverdagen for en travl husholdning Reklame for Ferm vaskemaskinen




Samtidig stiger antallet af reklamer for hårde hvidevarer i Dragør Nyt kraftigt.
Produkterne udvikles hastigt, men allermest ændrer vaskemaskinen sig. Fra at ligne og skulle en gruekeddel rykker lågen ned foran på maskinen under et kontrolpanel med knapper. Centrifugering bliver også noget flere maskiner kan.
Nogle producenter reklamerer endda med, at deres vaskemaskiner kan klare en vask på bare 3-4 minutter.
Reklame for Centrifugal Wash vaskemaskine. Bragt i Dragør Nyt, ´63.


Kjolesalonen anbefaler sig med al syning af dame - og børnetøj. Annonce bragt i Dragør Nyt, ´59.
Bragt i Dragør Nyt, ´59.


”Kjolesalonen” på Jægervejen har i ´59 en annonce i Dragør nyt hvor der reklameres med ”al syning af dame- og børnetøj”, med hurtig levering og rimelige priser.

Senere i årtiet bringer Brugsen helsides annoncer for tøj til alle familiens medlemmer – også teenageren, til meget rimelige priser.

Brugsens annoncer er resultatet af flere forhold; folk har fået flere penge til forbrug og konfektionstøj er blevet billigere.

Samtidig er det lettere for den travle husholdning at købe tøj i stedet for at skulle producere det selv, og hvis fornyelse af gaderoben kan foregå samtidig med indkøb af dagligvarer er der yderligere tid at spare.


Hovedstadens Brugsforening reklamerer med ungt tøj, smart og moderne. Bragt i Dragør Nyt, ´69.
Bragt i Dragør Nyt, ´69.


Arkivet vil gerne vide

• Hvor arbejdede du?

• Hvorfor arbejdede du og hvor meget?

• Hvor meget fyldte debatten om manglende institutionspladser blandt mennesker omkring dig?

• Hvordan var det at bo i parcelkvarterene/lejlighedsbebyggelserne?

Denne side er sidst opdateret: 12 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg