Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Nørregade 8

Matrikel nr. 25

Det må være her - og i nabohuset mod øst, matrikel nr. 26 - at Jeppe Christoffersen har boet længe. Han var født omkring 1624, og i 1657 var han blevet gift med Marne Olsdatter.

Det vil sige, at her er tale om folk, som har oplevet svenskernes besættelse af Amager i oktober 1658, hvor hele befolkningen måtte flygte ind bag voldene på Christianshavn, og hvor de et halvt års tid senere kunne vende tilbage til deres mere eller mindre ødelagt huse.

Marne døde i 1670, og samme år giftede Jeppe sig med Grete Andersdatter.

Selv døde han i 1708 og efterlod sig to døtre - Anna, der døde under pesten, og Bohle, der giftede sig i 1708 og bosatte sig i husets vestre ende (matrikel nr.25). Hendes anden ægtemand, Cornelis Tønnesen Vries, stammede fra en gård i Store Magleby.

Efter Bohles død i 1735 giftede han sig igen og flyttede hen på Badstuevælen 5.

Efter Bohles død flyttede i stedet for matrosen Henrich Hansen Strømberg ind.

Han var lige blevet gift med Ehm Pietersdatter fra Stettinstræde 13.

Strømberg-navnet havde han taget fra sin kones slægt. Hvor han selv stammede fra, vides ikke, da der savnes basale oplysninger om ham.

I 1759 blev han udkommanderet på fregatten "Møen" til et togt til Vestindien. Her døde han på St. Thomas af en sygdom, som en stor del af skibets besætning var blevet smittet med.

Han var ellers som enkemand lige blevet gift med den 22-årige Leudo Jan Palm henne fra nr. 12 i Nørregade. På samme togt mistede Leudo også sin broder Jan.

Herefter giftede hun sig med en enkemand i Stettinstræde 4 og flyttede hen til ham.

Huset i Nørregade 8, som var på 3 fag, blev overtaget af Jacob Poulsen Borg - en matros som var flyttet til byen engang midt i 1750'erne. Han blev stamfar til en del af den Borg'ske slægt i Dragør. Familien blev boende i huset til et stykke ind i 1800-tallet, hvorefter det blev overtaget af matros Niels Christensen Asp og hustru, væversken Ellen Anders Jensen Møller. Deres datter, Kirsten Niels Asp, overtog senere huset og beboede det til et stykke ind i 1900-tallet.

Som enke havde hun en tøjbod her i huset. En dengang mindreårig pige - Martha Duekilde - erindrede hendes besøg i Kistne Aspens manufakturbutik. Når hun havde fået tøjrester hjem, var der kø i hendes lille forretning. Martha reddede sig mange stumper til dukketøj hos hende. I stuen var der to alkover med døre for.
Det syntes den lille pige, var meget mærkeligt - at have senge med døre for. Hun kunne også sidde på en slagbænk ved vinduet og se over til de to fyrtårne.

I 1924 blev huset erhvervet af enkefru Julie Bacher, der også ejede huset i nr. 6.

Denne side er sidst opdateret: 01 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg