Matrikel nr. 32
Det har voldt en del problemer at klarlægge, hvem der boede her, men der er stor sandsynlighed for, at det var matrosen
Clemmens Olufsen, der bosatte sig her.
Han stammede fra København og blev i 1709 gift med
Anna Andersdatter - vist nok en fremmed pige.
Clemmens forsvandt sidst i 1720'erne - formodentlig er han omkommet til søs.
Enken giftede sig med
Sybrandt Tønnesen, der stammede fra Ullerup. Hendes 40-årige datter
Bodil Clemmensdatter overtog ved sit giftermål i 1753 huset, der i 1759 var på 3½ fag. Men Bodil døde allerede ½ år senere og blev begravet med sin dødfødte søn. Hendes mand,
Christen Sørensen Krag, giftede sig snart igen og blev boende i huset.
Han var født i Jylland, var matros og gik under navnet "Christen Grønlænder". Hvorfor han har fået dette tilnavn, er ikke klarlagt. I 1763 var han forhyret med skipper Ole Gertsen Smed på en rejse til St. Petersborg.
Han fik kun ét barn, en søn
Søren, der døde i 1772 som skibsdreng på fregatten "Sophie Christina" på en rejse til Vestindien.
Efter Christen Grønlænders død i 1786 blev huset overtaget af snedker
Carl Sinsmeyer, der døde i 1794. Siden var det matros og skåning
Jens Hansen Møller og hustru
Bente Mouridsdatter, der boede i huset. Det var fremmede folk.
I 1831 blev huset overtaget af matros
Peder Pedersen Magleby gift med
Niel Dirch Jansen Rasmus. Han stammede fra
Badstuevælen 7, mens hun var født på hjørnet af Chr. Mølstedsgade og Blegerstræde på den grund, hvor der i dag står et stort lindetræ.