Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Strandstræde 5

Matrikel nr.245

Dette hus ligger gemt godt af vejen. Det må være her, at lodsen Anders Ingemarsen har boet med hustruen Ave Dirchsdatter.

Der er ud for Anders Ingemarsens navn i kirkebogens begravelsesliste tilføjet: "Den berømte lods, der reddede den danske flåde". Det har imidlertid ikke kunnet hjælpe ham i 1729, da han gik fallit og måtte lade sit hus gå på tvangsauktion. Han skyldte nemlig 50 sletdaler til sin søn og 130 sletdaler. til skipper Jan Svendsen - penge som han åbenbart ikke har kunnet udrede.

Man kan læse om Anders Ingemarsens bedrifter på orlogsflåden under Store Nordiske Krig i Birte Hjorth: Dragør i 1700-tallet - et maritimt bysamfund.

Efter hustruens død giftede han sig med Anna Svendsdatter, en datter af lodsen Svend Jensen. Hvor de flyttede hen, da fallitten stod for døren, ses ikke, men i 1759 finder man hende i et lille hus i Vartovslængen, nu som enke efter hendes anden mand.

Huset i Strandstræde 5 blev vistnok i 1729 overtaget af Lars Hansen Tækker og Ellen Andersdatter, som da var nygifte. Hun blev senere gift med matros Ole Christensen Klokker, og hendes søn Anders Larsen Tækker overtog huset efter deres død. Engang i 1780'erne flyttede Anders' enke, Marchen Lars Gjørtler, hen i Strandstræde 24.

Efter Tækker-familien blev huset overtaget af Eibert Pedersen, som i 1790'erne blev hører ved Dragør skole.

På grund af den daværende skoleholder Grundtvigs elendige embedsførelse, blev det Eibert, der måtte tage den største tørn med børnenes undervisning. I 1810 blev Eibert udnævnt til lærer ved underskolen, men han døde i 1812 og blev da benævnt som fattiglem, hvilket viser, hvor usselt et sådant arbejde har været lønnet.

Eiberts kone barslede med 1-1½ års mellemrum, og hver gang døde barnet kun et par måneder gammel. I 1804 faldt det præsten for brystet: "Dette er det tolvte barn, som disse forældre har avlet sammen i deres ægteskab, og det er meget påfaldende, at disse børn ere alle døde i en spæd alder".

I 1813 blev huset overtaget af snedker Anders Pedersen, der stammede fra Bjergerlav 9. Hans første kone var død i barselsseng, men nu var han nygift med Niel Ole Theisen Broder. De boede her til 1822.
Denne side er sidst opdateret: 11 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg