Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Strandstræde 13

Matrikel nr. 252

Her på hjørnet af von Ostensgade boede omkring 1700 Christen Stephensen, der var født inde i Sundby.

Efter konens død i 1717 giftede han sig med en enke, Maritje Madsdatter fra Strandgade 30, og tilsyneladende flyttede han der hen, idet han overlod sit hus til datteren Anna og hendes mand Oluf Brodersen.

Dette pars datter, Dorthe Ole Broders, gift med styrmand Jens Jensen Smed, flyttede derefter ind. Huset var da betegnet som et 4-fags hus. 

Syv måneder efter deres bryllup fødte Dorthe tvillinger - to små piger, hvoraf den ene var dødfødt. Dorthe selv overlevede ikke denne fødsel og blev begravet samme dag, som den anden lille pige blev døbt og fik sin mors navn. Den lille Dorthe opnåede dog kun at blive 10 måneder gammel.

Jens giftede sig igen. Det var med Anna Mads Wærth fra Kongevejen 11. De fik nogle børn, som ikke levede ud over spædbarnsalderen. Men i slutningen af september 1766 druknede Jens inde i København ved "Asiatisk Compagnis grav". Hans lig blev ført hjem og begravet fra Store Magleby kirke 4 dage derefter.

Anna giftede sig senere med en enkemand og vognmand Niels Erichsen med tilnavnet "den yngre" for ikke at blive forvekslet med lodsen Niels Erichsen. Niels boede da på Vestgrønningen 32, og parret har formodentlig kort tid efter taget ophold her.

Huset blev derefter overtaget af Annas lillebroder, vægter og skomager Jacob Madsen Wærth og hustru Marie Pedersdatter. Jacob døde 35 år gammel en vinternat i 1783, mens han var på arbejde. Præsten skrev i kirkebogen, at han "blev funden død på gaden søndag morgen den 21. december, men ved obduktionsforretningen befunden ej at være tilføjet nogen skade eller overlast af nogen".

Det må være kort tid herefter, at huset blev overtaget af skipper Hans Rasmussen Pynt og hustru Ehm Hans Strømberg. De var blevet gift i 1774 og havde allerede 3-4-børn. Hans var født henne i Strandstræde 21, mens Ehm havde trådt sine børnesko i Lybækstræde 4. Det ser ud, som om Hans hovedsagelig har været skipper på københavnske fartøjer. Han døde i 1816, mens Ehm levede til 1830.

Ehms sølv-hovedvandsæg blev engang i 1980'erne solgt på auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Efter Ehms død blev huset overtaget af matros Claes Nielsen Finne, der var født i nabohuset, Strandstræde 17. Han var gift med Gerdte Tønnes Jansen, som stammede fra Vestgrønningen 30.
Denne side er sidst opdateret: 11 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg