Sønderstræde 6

Matrikel nr. 193

I 1725 giftede Peder Larsen Væver sig med Mainow Jansdatter, og de er de første beboere, som det er muligt at finde på dette sted.

Peder var ikke væver. Tilnavnet stammer fra hans far, der var væversvend i Store Magleby. Peder Larsen var matros og bar undertiden også tilnavnet Rob, hvilket kunne tyde på, at han på et tidspunkt har været ude med et sælfangerskib på "robbefangst" - det gamle ord for sælfangst.

Hustruen Mainow stammede fra von Ostensgade 19, og hun havde en del familie boende lige i nærheden. Mainows og Peders tre børn døde som små.

Efter Mainows død giftede Peder sig med Marchen Haagensdatter, som også var fra Dragør. I det nye ægteskab blev født fire børn, hvoraf den længstlevende kun nåede at blive fire år.

Peder Larsen efterlod sig således ingen arvinger, hvorfor han og hustruen testamenterede deres hus til Mainows søstersøn, Mogens Hansen Skåning. Begrundelsen for denne gave var, at Mogens havde været så god ved dem. Huset var i 1759 angivet som værende på 6 fag.

Mogens Hansen Skåning giftede sig i 1770 med Gertrud Jeppesdatter fra Tårnby. Parret er nok flyttet ind hos Peder og Marchen på dette tidspunkt. De boede der i hvert fald i 1771. Peder Larsen og hans hustru døde i 1772 og 1775.

På trods af Skåning-navnet var Mogens født i von Ostensgade 19. I 1753 fik han styrmandseksamen, og i 1759 havde han en affære med en pige, Marchen Cornelis Svigtenberg, hvilket resulterede i en uægteskabelig søn, Lars Mogensen. I 1760'erne sejlede Mogens med sin far, skipper Hans Pedersen Svane (tidl. Skåning) og sin broder Jens Hansen Svane. I 1771 fik han skøde på 1/3 part af galeasen "Stadt Holbech".

Mogens og Gertrud fik ingen børn. Han døde i 1774. Gertruds nye mand, som hun ægtede i 1776, var styrmand Ole Andersen Møller, der stammede fra Wismarstræde. De fik en lille pige, Anne, født i 1779. I 1784 blev Anne moderløs, og herefter rablede det for hendes far.

Ole Andersen Møller, der formodentlig ved sit giftermål var blevet skipper, blev mærkelig. Det var så meget, at folk i byen snakkede om det. I sommeren 1785 så man ham på havnen spadserende på en planke "uden at have noget på hovedet og udi denne situation med høj røst at udtale adskillige ord uden mindste sammenhæng".

Sådan havde det også været i den forgangne vinter. Af frygt for at hans tilstand skulle forværres i sommerheden, lod schouten ham bevogte af fire mænd hjemme i hans hus i Sønderstræde, mens der blev truffet forberedelse til at få ham anbragt på Sct. Hans Hospital, der dengang lå på den anden siden af søerne ved nuværende Åboulevard/Rosenørns Allé-krydset i København.

Ved nogle venners hjælp kom han dog snart ud herfra. Men galskaben fortsatte. I september overfaldt han skipper Ole Hansen Wass på havnen, hvorfor han blev sat i amtets arresthus inde ved Langebro. Da han her opførte sig ordentligt, blev han igen løsladt og kom hjem til Dragør. Men i november fremturede han på kroen (nuværende Strandhotellet), hvor han overfaldt serveringspigen og løb gennem krostuen efter kromanden og hans kone, så de måtte søge tilflugt bag en låst dør. Endvidere smed han brændende stearinlys rundt i lokalet. Hans tjenestepige hjemme i huset forsøgte han en nat at smide ud af vinduet, mens han råbte, at nogen skulle komme og hugge hovedet af hende. Hun turde således ikke mere være hos ham. Herefter blev han igen arresteret.

I april 1786 var han igen anbragt på Sct. Hans Hospital. Mens han var her, blev hans hus solgt på auktion for 400 rdl. - også indboet og andelen i hans skib blev realiseret. Endvidere blev der oprettet en kontrakt mellem ham og hans svoger i Tårnby, skibstømrer Mads Jeppesen, der var broder til hans afdøde hustru. Ifølge denne kontrakt forpligtede Mads Jeppesen sig til at give Ole forplejning og husly resten af hans dage, mod at Mads overtog alt, hvad Ole ejede. Efter opholdet på Sct. Hans skulle Ole så bo i Tårnby hos sin svoger, men denne har åbenbart ikke kunnet styre ham. Ole kom i løbet af sommeren tit og ofte til Dragør, hvor han satte "Dragørs beboere i frygt og fare ved hans galskab og utilbørlige omgang, særdeles fruentimmerne, da der for nærværende tid ikkun er få mandfolk hjemme, som desuden dog alle ere bange for ham".

Pastor Olrog i Store Magleby havde også mange problemer med Ole, fordi han fastholdt, at han ikke ville tage denne gale mand til alters. Præsten mente imidlertid at have en forklaring på, hvorfor Ole var blevet afsindig. Han skulle kort tid efter Gertruds død være blevet forelsket i en pige fra Store Magleby - en datter af gårdmand Jan Jansen - men hun ville ikke vide af ham, hvilket skulle have givet ham dette psykiske knæk.

I efteråret 1786 var Ole flyttet til et logi i København, for bofællesskabet med svogeren fungerede ikke. I hovedstaden faldt han åbenbart i hænderne på en eller anden "lommeprokurator", som byen dengang var så velforsynet med. Denne må have opildnet Oles oppositionstrang mod alle de øvrighedspersoner, der havde været indblandet i hans "sag". I

et bønskrift til kongen anmodede Ole nu om at få fri proces til at anlægge sag mod schouten for at have ladet ham arrestere og frataget ham hans penge, ejendele og skib. Men dette blev ham nægtet i januar 1787. I det følgende år gentog han denne ansøgning til majestæten, og hver gang med samme resultat: "Kan ikke bevilges".

På et tidspunkt må Ole vel være faldet til ro. I folketællingen for 1801 finder man ham i Dragør, hvor han da boede med datteren Anne og hendes mand, matros Hans Jansen Jans. Ole benævntes da som styrmand. Den lille familie boede til leje i huset Slippen 4.

Da ejendommen Sønderstræde 6 kom på auktion i april 1786, blev den købt af skipper Jan Dirchsen Jans fra Toldergade 6 ("Blå Hane"). Købet var nu ikke møntet på ham selv, men derimod tiltænkt hans datter og svigersøn, Neel Jansdatter og skipper Knud Christensen, som var blevet gift 4 år tidligere.

Dette par fik kun datteren Trein Knudsdatter, som i 1808 giftede sig med skipper Hans Christoffersen Walløe fra Badstuevælen 12, og det var da naturligt, at dette par overtog huset.

En søn Knud Hansen Walløe blev i sine velmagtsdage en af Dragørs større skibsredere med bopæl Vestgrønningen 36. Han anlagde på sine ældre dage den lille havn - Walløes havn - med mole syd for byen. Havnen er forsvundet, men stedet er i dag kendt som "Knudens Bro".

Hans 4-5 ugifte søskende blev boende i barndomshjemmet, som i sidste halvdel af 1800-tallet blev udvidet med nogle tilbygninger, idet nabogrunden Skipperstræde 13 blev købt og lagt til. Her drev disse Walløe-søskende et forsamlingslokale, kaldet "Phønix", som både blev brugt til baller og missionsmøder. Det var her, at indremissionær Peter Blomberg samlede sin skare af trofaste tilhængere.

I slutningen af 1800-tallet overtog Knud Hansen Walløes datter Emma komplekset. Hun og hendes mand, skibsfører Niels Nielsen Johansen, lod det hele nedrive og opførte i 1897 det hus, som står her i dag. Det var deres efterslægt, som kom til at bebo stedet helt frem til slutningen af 1980'erne.