Matrikel nr.177
Der er stor usikkerhed omkring de tidligste beboere her.
Det kunne måske være væveren Pieter Povelsen, der omkring 1700 boede på dette sted. Ifølge skattelisten har han i hvert fald boet lige her omkring. Denne Pieter Povelsen var født i Dragør som søn af skomageren Povel Pietersen, og han var gift med Raynow Dirchsdatter, men hun døde i 1701.
Hans nye kone, Maritje Hansdatter, var fra Store Magleby. I 1705 oplystes det, at de sad i "slet vilkår", og at Pieter Povelsen ikke vævede mere, men havde meldt sig blandt de indrullerede søfolk.
I 1710 blev han atter enkemand. Hans nye kone, Grith Jens Baastad, stammede fra Magstræde 3, og det blev hendes og Pieter Povelsens datter Maritje, der arvede Griths hus der, mens hun selv i sin enkestand nok er blevet boende her i denne del af byen indtil sin død i 1758.
Omkring 1771 finder man Johanne Nielsdatter her. Hun var niece til Niels Jensen Finnes kone i nabohuset. I 1759 var Johanne blevet gift med en fremmed matros, Hans Pedersen Børre, men efter mandens død i 1777 flyttede familien fra stedet.
I 1780 står anført i bykasseregnskabet, at "Friderich Skomager i Finnes hus" havde betalt 3 rigsdaler for byens rettigheder. Han var åbenbart blevet husejer.
Denne skomager Friderich Svendsen Neumann var gift med en 17 år ældre kvinde, Vibeke Larsdatter. De var begge to fremmede folk, der var flyttet hertil. Vibeke var enke efter en skoflikker, Johan Hein, fra Vemmetofte.
Hun havde et par voksne børn med slægtsnavnet Hein, som blev gift og bosat i Dragør og fik en efterslægt af Hein'er. Det blev Vibekes dattersøn, Lars Nielsen Dahlstrøm, efterfulgt af hans enkes, Maren Lyders, nye ægtemænd - henholdsvis matros Pieter Albertsen og spækhøker Hans Jacobsen Eggersløvmagle - der overtog huset.
Sidst i 1830'erne var det beboet af sømand Ole Pietersen Schmidt og senere af hans søn Peter Olsen Schmidt. Denne familie beboede huset langt op i 1800-tallet.