Matrikel nr. 38
Det vides ikke, hvem der først har bygget her.
Først i 1740 kan Jacob Pedersen Sjælland "van Draker op't Noorden" lokaliseres her til. Han var i 1724 blevet gift med Dorthe Povelsdatter.
Deres søn, Niels Jacobsen, tog tilnavnet Dorth efter sin mors fornavn. Han blev skipper og flyttede hen i Bodestræde 6-8.
Det blev imidlertid hans søster Kirsten, gift med matros Jens Pedersen Bodraf eller Bunderup, der overtog huset. Jens var blandt de mange matroser, der døde i 1759 under fregatten "Møen"s togt til Vestindien (tidligere omtalt under Nørregade 8). Kirsten giftede sig igen og flyttede vistnok væk.
I stedet for flyttede matros Niels Andersen Møller ind. Han opgav at være født i Skåne. Noget kunne tyde på, at han måske var søn af matros Anders Olsen Møller inde fra nabohuset Wismarstræde 7.
Måske har Anders medbragt ham fra et tidligere ægteskab i Skåne. Denne Niels blev i hvert fald gift med Marchen Cornelisdatter fra Bodestræde 6-8 - en søster til overnævnte Niels Jacobsen Dorths kone.
Marchen havde et par år tidligere fået en uægte søn, Lars Mogensen, med Mogens Hansen Skåning, en skippersøn fra von Ostensgade 19.
Marchen og Niels fik en del børn. Efter mandens død ernærerde Marchen sig ved at spinde og væve. Hun døde i 1809, og i 1814 giftede hendes datter Sidse sig med Niels Andersen Krøierup, en underkonstabel ved danske artilleribatalion i Dragør. Parret valgte imidlertid at afhænde huset og flytte hen i Chr. Mølstedsgade som indsiddere.
De næste ejere var matros Anders Christensen Smed og hustru Ellen Hans Jørgensen. I sin enkestand ernærede hun sig og sine mange børn ved at væve og spinde. Huset brændte i 1852, men blev genopført året efter, og slægten boede her mange år endnu.