Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Wismarstræde 7

Matrikel nr. 33

Den første kendte beboer her er Jacob Tønnesen Friis, men måske har han overtaget huset efter sin far, Tønnes Thiesen Friis, der engang omkring 1713 opgav en tilværelse som gårdmand i Store Magleby og flyttede til Dragør.

Jacob Tønnesen Friis var i 1744 blevet gift med Leudo Hans Pietersen Wærth, og han blev skipper med halvpart i jagten "Haabet" på 13 læster. Parret fik kun en datter.

Huset var i 1759 angivet til at være på 6 fag. I den østre ende må Jacob have udlejet bolig til en familie.

Det var skåningen Anders Olsen Møller med kone og en del børn. Jacob var langt ude i familie med denne Anders, idet hans ældre broder Cornelis Tønnesen Friis var svoger til Anders.

I 1751 kom Anders i klammeri med naboen mod øst, Hans Hansen Strømberg i Lybækstræde 4, idet denne skulle have brækket noget af det fælles plankeværk ned mellem de to haver og bygget et hus ind på Anders' haveplads. Da Anders' kone - formodentlig mens hendes mand var til søs - nægtede at udlevere brædderne fra det nedbrudte plankeværk til Strømberg, blev hun indkaldt til at møde hos schouten Jacob Bacher i Hollænderbyen. Da hun mødte frem her, sprang schouten - ifølge hendes udsagn - hen og låste døren, greb en stok og gennempryglede hende. Anders Olsen Møller søgte herefter amtmanden om prokuratorbistand for at lægge sag an mod Strømberg og schouten.

Det gik tilbage for Jacob Tønnesen Friis, idet han senere blev almidelig matros. Omkring 1770 flyttede han hen og boede hos sin kones søster på Hollandsfed 4.

Styrmand Hans Hansen Rasmus overtog huset og boede her til omkring 1790, hvor han og familien flyttede fra Dragør.

Skipper Hans Larsen Leimann rykkede herefter ind. Hans datter Grith, gift med lodsen Jacob Pietersen Schmidt, overtog siden huset.

Efter Griths død i 1830 giftede Jacob Schmidt sig med enken Trein Jacob Jans, som ejede et bageri på Vestgrønningen 12, og flyttede hen til hende.

Huset blev købt af lodsen Anders Pietersen Schmidt, og i 1854 blev det delt mellem to ejere.
Denne side er sidst opdateret: 24 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg