Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Wismarstræde 6

Matrikel nr. 21

Omkring 1700 finder man Svend Nielsen her. Han var fra Båstad i Skåne, indrulleret matros og gift med Boel Aagesdatter.

Parret efterlod sig ingen arvinger. Boel døde i begyndelsen af januar 1712, muligvis som det sidste offer for den store pest i 1711. Svend giftede sig derefter med Ave Jansdatter fra Store Magleby, men i begyndelsen af 1730'erne var de begge døde.

Huset blev overtaget af lodsen Dirch Asmussen, som var blevet gift i 1731 med Anna Jansdatter. Han stammede fra Badstuevælen 8 og hun fra Strandlinien 31.

Dirch var slemt forfalden til drukkenskab, hvilket var blevet påtalt flere gange. I 1764 satte han i en brandert orlogsfregatten "Hvide Ørn" på grund ved Kastrup, hvorefter han blev fradømt sin bestilling som lods. Dirchs brødre, Cornelis og Mads, havde den samme last, idet de i 1729 blev dømt for fylderi og hærværk på kroen.

Dirch Asmussen døde i 1774. Sønnen Asmus Dirchsen overtog huset. Han var styrmand og levede ugift hele livet - boede sammen med sin ugifte søster Grith Dirchsdatter. Nogle år efter hendes død i 1802, solgte han huset og flyttede hen på Kongevejen 12 til Lars Zybrandtsen, der var gift med hans anden søster, Hille Dirchsdatter

Wismarstræde 6 blev købt af lods Pieter Olsen Schmidt, gift med Marchen Anders Mariagers.

Det blev sønnen, lods Pieter Pietersen Schmidt, som med sin familie boede her i en årrække, selv om det var hans broder Anders Pietersen Schmidt, der figurerer på ejerlisten.
Denne side er sidst opdateret: 24 | 01 | 2009
 
Søgning


Søg