Allerede i middelalderen var der knyttet degne til kirkerne.
Efter reformationen og op i 1600-tallet skulle degnen ringe med klokken, bede ind- og udgangsbønnen, lede sangen og assistere præsten under gudstjenesten, samt holde kirken ren og kirkegården ryddelig.
Han skulle endvidere være postbud for præsten ved at besørge hans embedsskrivelser. Desuden skulle han holde degnelæsning, d.v.s. undervise sognets ungdom i katekismen. De unge skulle nemlig eksamineres af præsten i deres »børnelærdom« - den lære om Guds ord, der var indprentet dem i deres barndom - inden de fik lov at gå til alters, og havde man ikke været til alters, kunne man hverken blive trolovet og gift eller få skudsmål og rejsepas og slet ikke få en gård i fæste.
Denne degneundervisning foregik sædvanligvis hver søndag i kirken og bestod i udenadsterperi der var formet som spørgsmål og svar.
I løbet af 1600-tallet blev det almindeligt, at degnen holdt skole for sognets børn, og ved skoleforordningen af 1739 blev han forpligtet til at holde skole i den landsby, hvor kirken var beliggende. I de andre landsbyer kunne der ansættes en skoleholder eller substitut, stedfortræder for degnen. Var degnen ikke selv i stand til at undervise, skulle han holde en medhjælper hertil. Der kom også krav om, at degnen skulle være en studeret mand, men denne fordring var mange steder umulig at gennemføre.
Degnen havde i almindelighed fri bolig og lønnedes som regel med naturalier, ofre ved jul, påske og pinse samt gebyrer for medvirken ved kirkelige handlinger (accidenser).
Under oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet steg interessen for undervisning og opdragelse af børn og unge - især inspireret af den franske filosof Rousseaus tanker. Gamle skikke og institutioner stod for fald, samtidig med at nye ideer stillede krav om ny organisation.
Blandt det, der skulle forsvinde, var degnen. Fra hans oprindelige funktion som kirkens tjener, var han efter 1739 først og fremmest blevet lærer for sognets børn, og som sådan var han nu ikke mere god nok.
Det skulle nu være skoleholderne, der var enerådende, og de skulle kvalificeres hertil på særlige uddannelsesanstalter, seminarier, hvoraf det første oprettedes 1791 på Blågård. Degnens kirkelige pligter skulle deles mellem sognets lærere, som så til gengæld også delte det nedlagte degneembedes fortjenester.
Disse tanker lovfæstedes 1814, men forandringen strakte sig over mange år i takt med, at degneembederne blev ledige.
I Store Magleby var forholdene ret specielle. De hollandske bønder holdt igennem flere hundrede år stædigt fast ved deres eget sprog, som de nærmest betragtede som et privilegium. Det var i hvert fald med til at skabe afstand og skille dem ud fra den gemene hob af danske fæstebønder.
At kunne undervise her krævede derfor nogle sproglige forudsætninger, som ikke var en almindelig dansk landsbydegn beskåret.
Så det var måske af den grund, at det fra 1670 var den samme slægt - i 4 generationer - der har siddet som degne her, lige til embedet blev nedlagt i 1812.
Gå videre til historien om Store Maglebys første degn, Bernhard Höckelmann.