Den næste degn, man kan finde i kirkebogens myldrende persongalleri, må være Henrich Henrichsen.
Heller ikke han bliver i kirkebogen benævnt som degn, men derimod som skolemester i 1653 og 1669 og i 1665 som »Köster« - det plattyske ord for degn, der på hollandsk hedder »Koster«.
At Henrich Henrichsen var degn, fremgår imidlertid også af en skrivelse fra Christian den 5., der 12.4.1670 »bevilger og forordner, at Henrich Henrichsen, degn og skolemester i Hollænderbyen på vort land Amager må og skal samme skole og kirketjeneste alene betjene så længe han den tilbørlig forvalter. Og på det han samme bestilling desbedre kan forestå, må ham - - - efter ansøgning en dygtig person til medhjælp forordnes - -«.
Han fik altså tilladelse til at antage en medhjælper, der sandsynligvis skulle aflaste ham med undervisningen i skolen eller måske med undervisningen af børnene i Dragør. På samme tid optræder der i kirkebogen en person ved navn Johan Mass, skolemester, der får en søn døbt. Det må åbenbart være den omtalte medhjælp for degnen.
Den Martfeld'ske familie
Vi ved ikke meget om Henrich Henrichsens virke som degn, men til gengæld en del om hans familie, og den er ikke uinteressant.
Han blev gift 1647 med Johanne Svendsdatter og var søn af Jørgen Harders forgænger i embedet, præsten Heinrich Eberhard Martfeld, der korn fra Osnabrück.
Heinrich Martfeld var blevet præst i Hollænderbyen 1612 og var gift med Maria Clausdatter. I ægteskabet var der foruden ovennævnte Henrich Henrichsen, en datter Elisabeth gift med præsten ved Tårnby kirke.
En søn Nicolaus Henrici studerede teologi. En anden datter Abel blev gift med Svend Hansen Gynge, der ejede kroen i Dragør (Strandhotellet). Hun fik efter mandens død den sorg, at hendes eneste søn Henrich Svendsen, der var tolder i Dragør, blev sindssyg, og hun selv var syg og sengeliggende i mange år. Til gengæld oplevede hun at se sin datter Abel Svendsdatter, hos hvem hun boede, drive kroen frem til en blomstrende virksomhed.
Den afsatte præst
Præsten Heinrich Martfeld fik også en trist skæbne. Han blev 1640 afskediget af Christian den 4. på grund af uduelighed.
I en skrivelse fra kongen til kansleren Chr. Thommesen Sehested skriver han: »Eftersom den tyske præst på Amager en rum tid har været i liden respekt selv hos sine tilhørere som hos andre og nu beskyldes for nogle får, som han ulovligt er kommet til, hvilken sag nu en tid har hængt i trætte, hvorfor ingen har villet søge hans prædiken« - derfor beder kongen Sehested tale med biskoppen Jesper Brochmand herom - »at slig forargelse med det første bliver afskaffet«.
Allerede i 1638 havde Christian den 4. kig på Heinrich Martfeld, idet kongen dengang henstillede, at præsten antog en kapellan, da han »ikke har de gaver, at hans menighed af ham kan forbedres eller og ham med nogen synderlig frugt høre«.
Han var åbenbart ikke mere istand til at formidle Guds ord, således at menigheden havde udbytte deraf.
Han var dengang midt i tresserne og nærmede sig det, vi i dag betragter som pensionsalderen, men som dengang var et ukendt begreb. Tilsyneladende antog han ikke nogen kapellan til at hjælpe sig, for en sådan skulle han selv lønne.
1640 var situationen altså blevet yderligere skærpet - kirken har formodentlig stået næsten tom under gudstjenesten, og dertil kom yderligere en beskyldning mod ham for at have tilranet sig nogle får. Det var alvorlige anklager i en tid, hvor religionen var en integreret del af et hvert menneskes daglige liv, og hvor folk kunne miste hovedet for tyveri af bagateller.
Han måtte forlade embedet og blev efterfulgt af ovennævnte Jørgen Harder. Den detroniserede præst skulle imidlertid leve videre - han havde hustru og mindreårige børn at forsørge. Men hvad kunne han ernære sig ved?
Det mest nærliggende var landbrug, og fra slutningen af 1640'erne indtil han døde 1652, finder vi ham som fæster af en gård i Ullerup. Noget stort landbrug har det næppe været, for han havde hverken karl eller dreng i sit brød.
Det ser endvidere også ud, som om han har bygget eller købt sig et hus i Hollænderbyen, for dette hus solgte hans enke Maria Clausdatter til ingen ringere end Christian den 4.s søn, Ulrik Christian Gyldenløve.
Ulrik Christian Gyldenløve
Ulrik Chr. Gyldenløve var generalløjtnant under svenskekrigen og førte et meget udsvævende liv, men var iøvrigt særdeles populær hos den københavnske befolkning.
Det var ham, der den 10. okt. 1658, 2 dage efter svenskernes besættelse af Amager, ledede det kendte udfald fra Amagerport mod Dragør, hvor svenskekongen Carl Gustav nær var blevet taget til fange.
Gyldenløve døde imidlertid pludselig i dec. 1658 midt under belejringen af København. Han blev kun 28 år gammel, var ugift og efterlod sig en stor gæld. år gammel, var ugift og efterlod sig en stor gæld. Hans kiste henstod under hele belejringen, og det forlød, at kongen ikke ville lade ham begrave, så længe by og land ikke var frit; men årsagen var nok snarere, at man ledte efter nogen, der ville påtage sig at bekoste den forgældede kongesøns standsmæssige begravelse.
En af hans kreditorer, handelsmand Mouritz Frich i København, tilbød at udlægge 1250 rigsdaler til begravelsens bekostning - han havde i forvejen et krav på Gyldenløve på 1949 rigsdaler.
Til gengæld fik han så pant i hans ejendom udenfor Gammel Østerport (omkring nuværende Kongens Nytorv) samt »den plads med hus, grund og ejendom, som bemeldte Gyldenløve af Maria, afgangne mester Henrichs, i Hollænderbyen på Amager, og hendes børn sig haver tilforhandlet«
"Slottet"
I dag ligger der en ejendom i den nordvestlige ende af Store Magleby, der hedder »Slottet«. Dette navn er meget gammelt og kan i hvert fald følges tilbage til matriklen, der blev udarbejdet 1682.
Der har været mange teorier, om hvordan dette navn »Slottet« er opstået - måske fordi det var den eneste gård, der ikke brændte under svenskernes besættelse og derfor havde huset svenskekongen, eller måske det kunne være kommet af det hollandske ord »sloot«, der betyder grøft - i relation til en nærliggende grøft.
Hertil vil jeg nu føje en ny teori: Det kan være det hus - beliggende i byens udkant - som gårdmændene i Hollænderbyen gav deres afsatte præst mulighed for at opføre, og som præsteenken derefter solgte til Gyldenløve.
Han ejede det ganske vist ikke længe, men dog længe nok til at huset i folkemunde fik navnet »Slottet«. Dette er kun en teori og det bliver nok umuligt at bevise den.
Det kan måske lyde umiddelbart usandsynligt, hvordan en gammel præsteenke, der vil sælge sit hus, er kommet i forbindelse med hoffolk i København, men hertil kan oplyses, at hendes svigersøn Svend Hansen Gynge, der kom ind i familien 1655, havde indpas ved hoffet. Han arrangerede bl. a. svanejagter for Frederik 3. (Gyldenløves halvbroder) og modtog flere kongelige gunstbevisninger, så det er ikke usandsynligt, at han har stået som formidler af denne hushandel.
Den svenske invasion
Det var en bevæget dag, »Pelagie dag« den 8. okt. 1658, da svenskerne invaderede Amager, og befolkningen i hobetal måtte flygte ind bag voldene i København.
Fra præstegården har pastor Harder nået at tage sin kirkebog under armen, da han med familien hastede ind til hovedstaden, for den er i hvert fald blevet bevaret.
Hvad der derimod ikke blev bevaret, var degnens kladde til kirkebogen. Han førte nemlig en daglig kladde over dåb og begravelser, og herfra indførte præsten så med - ofte lange - mellemrum disse oplysninger i kirkebogen.
I oktober 1658 var Harder fire år bagefter med disse indførsler, og da degnen ikke fik denne kladdebog med sig den dag, da han flygtede ind til København og degneboligen blev brændt af sammen med præstegården og alle de andre huse og gårde i byen, ja så ved vi altså ikke, hvem der er døbt og begravet i tidsrummet 1654-58. Præsten har i kirkebogen under dåbsindførslerne gjort et notat herom. Det er skrevet på tysk og lyder omtrent således i oversættelse:
NB NB NB Fordi degnen plejede at føre en daglig kirkebog, hvori han optegnede døbte og døde, og da denne bog samt degnens hus er brændt ved det svenske indfald anno 1658 den 8. oktober, som var Pelagie dag, kan man ikke få underretning om døbte børn i årene 54 55 56 57 58..
Københavns belejring
Mens amagerne var indespærret bag voldene i København, var de indkvarteret på Christianshavn.
En mandtalsliste fra januar 1659 viser, hos hvem de forskellige var indlogeret. Her er også opført Svend Hansen Gynge og hans svoger, der uden tvivl må være degnen.
De har løst deres indkvarteringsproblem ved selv at leje et hus, og her har sandsynligvis hele den Martfeld'ske familie været samlet - Maria Clausdatter med børn, svigerbørn og børnebørn.
Under belejringen varetog pastor Harder sine embedspligter overfor sine sognebørn, idet han formodentlig har lånt kirken på Christianshavn.
I det halve år belejringen varede, har han døbt 10 børn og begravet omkring 55 personer. Fødsel og død har man ikke kunnet bestemme over - det har man derimod over bryllupper. Kirkebogen indeholder ingen indførsler om trolovelse og vielse i hele den periode, belejringen varede. Først 19. juni 1659 blev der trolovet et par - Jon Svendsen og Anne Jensdatter - og på dette tidspunkt var befolkningen atter hjemme på Amager og i fuld gang med genopbygningen.
Undervisningen
Om degnens undervisning i midten af 1600-tallet ved vi naturligvis ikke meget.
Den har i første række bestået i udenadsterperi af Luthers katekismus. Desuden er børnene sikkert også undervist i læsning, skrivning og regning, for det var færdigheder, der var behov for at kunne.
Hollænderne havde jo deres eget rets- og justitsvæsen, hvor schouten og hans syv scheppens, der alle var gårdmænd i byen, var dommere, skifteforvaltere og politimyndighed.
Ofte var der også brug for at henvende sig skriftlig til øvrigheden i København, f.eks. til amtmand og amtsforvalter. Man varetog altså selv de forvaltningsgrene, som i andre danske landsbyer blev udført af herredsfoged, godsejer og ridefoged, og da hvervene som scheppens hvert år gik på skift, var der brug for de mest elementære skolekundskaber.
For øvrigt var det jo også nødvendigt at kunne regne, når man solgte sine grøntsager på Amagertorv i København. Men at tro, at alle børn fik lært disse fundamentale kundskaber, er nok for optimistisk i betragtning af den - set med vore øjne - korte skoletid og de få og upædagogiske undervisningsmidler, der har været til rådighed, især på det hollandske sprog.
Til brug ved undervisningen forfattede pastor Harder derfor en »Catechismus-Schole« samt en lille katekismus på en mellemting mellem plattysk og hollandsk. Disse to bøger blev senere udgivet af hans søn Thomas Harder, der 1669 blev kapellan i Store Magleby og efterfulgte sin fader i embedet.
I skolen var der imidlertid også andre elever end de hollandske. Der var danske børn og unge - husmændenes børn og tjenestefolkene, der skulle undervises i den kristne lære, men som ikke havde meget udbytte af at deltage i den hollandske gudstjeneste.
For dem udgav Thomas Harder i 1680 en katekismus med følgende tekst: »Enfoldigste Catechismi-spørgsmål for de fremmede, danske unge folk og tyende, som ringe hjælp til deres børnelærdoms undervisning haver; den fattige ungdom i hollænder-menigheden til tjeneste«.
Pastor Harders huslærer
Denne skole var, selv om den nok lå betydelig over gennemsnittet af danske landsbyskoler på grund af de specielle stedlige forhold, en skole for almuen.
Den var ikke god nok for præstens børn, men de skulle jo heller ikke være gårdmænd i Store Magleby.
I 1660 havde Jørgen Harder antaget en huslærer til at undervise sine børn. Denne lærer hed Jesper Könechen. Han var teologisk kandidat, men var blevet grebet af kvækernes forkyndelse, hvorfor biskoppen havde forbudt ham at bestige en prædikestol. Pastor Harder bad ham imidlertid om at prædike for sig 3. pinsedag i kirken, hvilket han også gjorde; men efter denne prædiken blev præsten åbenbart betænkelig og afskedigede ham straks, hvorefter han sendte sine børn ind til Vor Frue Latinskole i København.
Af præstens otte børn blev som ovenfor nævnt Thomas efterfølger for faderen. En søn, Meiland, døde som skibsskriver på et hollandsk skib og blev begravet i Store Magleby. De 6 andre børns skæbne er ubekendt.
Degneskiftet
Degnen Henrich Henrichsen fungerede i Hollænderbyen til foråret 1670 - og forsvinder så pludselig ud af vores synsfelt.
Om han er død, ved vi ikke - han er i hvert fald ikke begravet her. Som tidligere omtalt fik han i april 1670 kongelig tilladelse til at tage sig en medhjælper, men allerede en måned efter, den 12. maj 1670 foreligger der en kongelig tilladelse for degnen i Hollænderbyen, Christian Hansen Svendborg, at han må have samme friheder og rettigheder som sin forgænger Henrich Henrichsen.
Måske har Henrich Henrichsen lidt af en sygdom, der hindrede ham i at passe sit embede. I hans tilladelse eller bevilling til at tage sig en medhjælp står der en bemærkning om, at han må betjene skole og kirketjenesten »så længe han den tilbørlig forvalter«. Det har han formodentlig kun været i stand til en kort tid derefter.