Poul Christiansen Friis var født 1. april 1677 og var altså 29 år, da hans far døde og han overtog degneembedet.
Han havde ikke studeret, men allerede nogle år tidligere var han udpeget til faderens efterfølger, og han hjalp ham med undervisningen i hans sidste leveår. Nu da han havde fået rådighed over degneboligen, fik han mulighed for at gifte sig, og den udvalgte boede kun få skridt derfra, ovre i præstegården.
Det var præstedatteren Christina Thomasdatter Harder, der efter hendes faders død var blevet optaget i familien hos Jacob Hummer. I ægteskabet blev der født 12 børn, idet Christina Harder hvert efterår fødte et barn (undtagen 1708 og 1715) indtil hun døde i barselseng 1720, 44 år gammel; men det var vistnok kun tre af disse børn, der nåede at blive voksne.
De gejstliges levevis
Præsten og degnen samt deres hustruer har i fremtoning og levevis skilt sig ud fra menigheden i Hollænderbyen.
Deres påklædning har været anderledes. Degnen har båret en sort kjole i lighed med præsten, og konerne har været klædt som folk i København.
Desuden har de alle fire gået med paryk efter tidens og borgerskabets mode. Begge familier betalte nemlig 2 x 3 rigsdaler årlig i parykskat. Foruden disse var der kun kromanden og tolderen Johan Holst i Dragør samt den ene af smedene i Store Magleby, der gik med paryk, og disse to betalte endda kun 1 rigsdaler i skat for denne luksus.
Præst og degn har også hver haft et hestekøretøj - præsten havde en »chaise«, et enspænderkøretøj, men degnen måtte nøjes med en »karriol«, der var knap så stor.
Ildebrand i degnens hus
Den 20. september 1718 overgik der degnefamilien en katastrofe. Mellem kl. 8 og 9 om morgenen opdagede Poul Friis pludselig, at hele taget på degnehuset var omspændt af flammer.
Det lykkedes overhovedet ikke at redde noget af indboet - kun familien slap uskadt ud. Degnekonen var højgravid og fødte 14 dage senere datteren Johanne, der 41 år efter selv skulle blive degnekone i Hollænderbyen.
I denne ulykkelige situation, som familien stod i, sendte Poul Friis en ansøgning til kongen om skattefritagelse. Her vedlagde han schoutens og de 7 scheppens' øjenvidneberetning om branden:
" - en hastig ild oven på loftet i taget som således havde bespændt det ganske hans iboende degnebolig, at ingen forhåbning om hans derværende gods at redde var at forvente, men lagde i aske for ham alt, hvad han ejede af uldent og linned, senge- og gangklæder, så han med hustru og 4 små umyndige børn måtte udi største elendighed skynde sig derfra uden at få videre med sig, end de stod og gik udi, så de derved gerådte i stor armod".
Poul Friis blev fritaget for alle skatter i 1718 og 1719 som økonomisk hjælp til at komme på fode igen. Degnehuset skulle han ikke selv bekoste genopbygningen af, da det tilhørte byen.
Husejer i København
Poul Friis har ligesom sin fader haft tilknytning til København, idet han her ejede en ejendom, Larslejstræde 13. Han købte den 1714 og har måske erhvervet den for penge, han har arvet ved moderens død i 1713, men Christina Harder bragte vistnok også formue med sig ind i ægteskabet.
Ejendommen har været indrettet til brændevinsbrænderi, for der boede brændevinsbrændere både før og efter Poul Friis, og man kunne fristes til at antage, at han her har udnyttet sit privilegium som gejstlig embedsmand til selv at brænde brændevin - en ret som var forment almindelige mennesker, der boede på landet.
Krav om gudstjeneste på dansk
I begyndelsen af 1700-tallet kom der gentagende krav fra befolkningen i Dragør om at få gudstjeneste på dansk i stedet for hollandsk, som de ikke forstod.
1709 er der et andragende fra Dragørs beboere, og 1711 beklager tolderens enke, kroejeren Abel Svendsdatter sig over, at hendes mands ligbegængelse var foregået på tysk, »da der dog prædikedes dansk«.
1735 står ellers officielt som det årstal, hvor Hollænderbyen fik 2 præster - en dansk og en hollandsk - og hvor der fra da af hveranden søndag blev holdt dansk gudstjeneste.
Så skarpt bør det nok ikke stilles op. Det danske sprog er sikkert kommet ind i kirken på et tidligere tidspunkt - lidt efter lidt foranlediget af Dragør-beboernes gentagne krav.
Omkring 1728 får den 73-årige pastor Hummer en hjælpepræst, Mathias Jensen Hviid. Han har tilsyneladende ingen tilknytning til det plattysk-hollandske sprog, og måske er det ham, der er den første rent danske præst i Hollænderbyen og ikke Gunder Wegerslev, der tiltrådte i 1735.
Det var som bekendt Mathias Hviid, der fik afskaffet hollændernes barbariske fastelavnsskikke med at putte en levende kat i tønden og rive hovedet af en ophængt gås.
Kirkens ombygning
Det er på denne tid, at pietismen med dens strenge religiøsitet 1731 kommer til Danmark.
1730 kom sabbatsforordningen, der gjorde det ulovligt at udeblive fra søndagsgudstjenesten, d.v.s. at kirken hver søndag skulle rumme hele befolkningen, både fra Store Magleby og Dragør.
I en vedtægt fra 1726 mellem de to byer, hvor det bestemtes, at Dragørs beboere skulle betale skat af deres huse til hollænderne, lovede man til gengæld, at dersom kirken blev for lille, skulle hollænderne udvide den ved at bygge til eller bygge »endnu et loft« deri.
Nu var tidspunktet kommet. Den gamle kirke havde stået siden 1611, havde oplevet svenskernes invasion 1658 og trængte nu til en gennemgribende restaurering. I april 1731 begyndte man nedbrydningen. Kirken blev herefter gjort større og højere, foruden at spiret blev forhøjet.
Til byggeriet blev indkøbt 73.000 kridtsten fra Stevns og 36.000 glaserede tagsten fra Eckernförde. Heraf fik man af Rentekammeret tilladelse til at indføre 50.000 mursten og 10.000 tagsten toldfrit. Den første kirkelige handling i den nye kirke foregik 9. dec. 1731.
Mathias Hviid har berettet om ombygningen i en skrivelse og et vers, som blev gemt oppe i kobberkuglen i kirkespiret. Under et stormvejr i 1836 blæste kuglen ned, og man fik kendskab til manuskriptet, der efter reparationen blev lagt tilbage.
Pudsigt nok er Mathias Hviids vers kommet for dagen på en helt anden måde i form af et brev med afskrift af verset. Dette brev, som Mathias Hviid skrev i 1731 og sendte til en bekendt, blev for en halv snes år siden fundet i boet efter en afdød installatør på Næstved-egnen og kom herfra til Dragør lokalhistoriske arkiv.
Skoleforordningen 1739
Med pietismens krav om større gudfrygtighed fulgte et ønske om at opdrage børn og unge til »den rette saliggørende kundskab«, og dette mål kunne kun nås, hvis børnene var i stand til at læse. Disse tanker gav sig udslag i en skoleforordning 1739, der krævede, at der blev oprettet skoler over hele landet, og alle børn skulle undervises. Men forinden havde man gennem landets biskopper indhentet oplysninger fra præsterne om de stedlige skoleforhold.
Indberetninger om skoleforhold
1735 indberettede Mathias Hviid således, at der var to skoler i sognet - en i hver by, og at der burde være to skoler i Dragør på grund af de mange børn og de dårlige forhold, der hidtil havde været, fordi skoleholderen var en lægmand - en af Dragørs egne indbyggere - uden større kundskaber.
I Hollænderbyen holdt byen selv skole og lønnede degnen og en skoleholder, der hjalp ham. Dragør lønnede selv deres skoleholder af byens kasse.
1738 blev der også krævet en indberetning. Den blev i fællesskab forfattet af de to nye præster - den danske præst Gunder Wegerslev og den hollandske præst Jørgen Røbel. De var begge tiltrådt i 1735, da Jacob Hummer døde og Mathias Hviid blev forflyttet til Holmens Kirke.
Om skoleforholdene oplyser denne indberetning næsten det samme som i 1735, bortset fra at vi nu får oplysning om lønningerne. Degnens årlige indkomst var 330-350 sletdaler samt fri bolig. Hans hjælper fik derimod kun 50 sletdaler og ingen bolig.
Skoleholderen i Dragør fik 70 sletdaler, men heller ikke fribolig. (En sletdaler var 4 mark, i modsætning til en rigsdaler, der var 6 mark).
Degnen må imidlertid have været utilfreds med præsternes oplysninger om hans forhold, for han har indsendt en længere redegørelse om sig selv. Vi får her at vide, at han er 61 år og har betjent embedet i 33 år - »her er ingen degnebolig uden skolen alene, hvorudi jeg haver en stue på 3 fag og en liden stue på 2 fag, som dog også bruges til ungdommens undervisning«.
Den ligger på kirkens grund og der er ingen jord til - »ej heller nogen slags tiende, hverken tærsket eller utærsket korn«. Han får 1 skilling om ugen af hvert barn »enten det er lidet eller stort, enten det skriver eller læser inden eller udenad«. Desuden fortæller han, at den »hører«, der hjælper ham i skolen, er student og hans egen søn.
Denne søn var Jørgen Poulsen Friis (f. 1717), der var bestemt til at være efterfølger i degneembedet, men som døde 1757, 2 år før faderen. Degnen havde tidligere haft en mand til at hjælpe sig i skolen - 1721 døde Anders Hansen Beverlin, »degnens assistent« og der må have været andre foruden ham.
Skolen i Dragør
Skoleholderen i Dragør var Erich Jürgensen Svigtenberg, en søn af den tidligere omtalte skolemester i Dragør, Jürgen Erichsen Svigtenberg, der døde 1683.
Erich Svigtenberg døde imidlertid 1741, og umiddelbart derefter påbegyndte man opførelsen af en ny skole ovenfor byen til afløsning af den gamle, der var bygget 1729. Den nye skole kostede byen 552 rigsdaler at opføre.
Året før havde Dragør fået en ny skoleholder - muligvis for at aflaste Svigtenberg. Han hed Rasmus Bruun og var vistnok et stridbart gemyt. De to præster prøvede i al fald ihærdigt på at få ham fjernet. Også amtmanden gjorde forsøg derpå - i en skrivelse til biskoppen beklagede han sig over »at han ikke er bekvem til at undervise børnene i regnekunsten«.
Men Rasmus Bruun holdt stand og forblev her da i nogle år. Forholdene kan heller ikke have været så dårlige, når samme amtmand kort tid efter kan indberette om Dragør skole:
"Tæt ud for byen ligger et smukt skolehus, som disse indvånere have ladet bygge til deres børns fornødenhed, og hvorudi de også lægge grund til information udi navigationen, og er det ikke rart (d.v.s. sjældent) der ved stedet at se en dreng på 10 à 12 år, som udenad kan gøre rede på kompassens afdelinger imellem de fire hovedvinde". Man har formodentlig brugt en forhenværende skipper til omtalte navigationsundervisning.
To præster og én præstegård
Efter at man 1735 var gået over til den ordning til stadighed at have to præster, opstod der nogle problemer. Der var kun én præstegård, og hvem af dem skulle bo her?
De første præster har vist klaret sagen i mindelighed, idet den hollandske præst Røbel overtog præstegården og "udlejede" nogle værelser til den danske præst.
Da Hans Pedersen Flint i 1744 blev dansk præst, ville han ikke nøjes med denne form for præstebolig. Han lejede en ejendom hos en af gårdmændene, Cornelius Eisbrandt - vistnok beliggende overfor kirken; men 1750 blev han sagt op og skulle flytte ud til påske, så han havde intet sted at bo.
Schouten ville ikke stille en ekstra præstegård til rådighed, og kongen henstillede til biskop og stiftsøvrighed om at sørge for, at præsten fik et sted at bo.
Cornelius Eisbrandt var villig til at sælge ejendommen, men han ville have 1.000 sletdaler for den, for han havde kostet en del på den på grund af udlejning til præsten. Biskoppen mente imidlertid, at man måtte kunne få ham til at gå ned i pris.
Det endte i al fald med, at pastor Flint købte en ejendom eller gård, som han kaldte Grønnegården, men det er ikke helt klart, om det var af Cornelius Eisbrandt eller en anden.
Da Røbel døde 1760, var Flint den ældste præst og følte sig dermed som den »fineste«, hvorfor han insisterede på at få overladt præstegården.
Røbels enke måtte leje sig ind hos en af gårdmændene, og hun havde samtidig sin mands efterfølger, den unge præst Henning Gärtner boende og på kost, men Flint hævdede, at det ikke var mere end rimeligt, at den nye, unge præst købte hans gård.
Sådant et ungt menneske kunne også lettere gå den »lange« vej til kirken i søle og pløre - det var ikke noget for en gammel mand som ham.
Schouten beklagede sig til biskoppen og hævdede, at der altid havde boet en hollandsk præst i præstegården, og det skulle meget gerne fortsætte.
På en kortskitse over Hollænderbyen fra 1789 er den danske præsts gård beliggende overfor kirken (på hjørnet af Møllegade og Englandsvej), så der må altså på et tidspunkt igen være kommet orden i tingene, som schouten ønskede det.
I det hele taget har man ikke indtryk af, at de forskellige præster altid var på talefod. De beklagede sig til biskoppen og sommetider også til schouten over hinanden - og så skrev de endda begge næsten dagligt i den samme kirkebog, men den har degnen måske transporteret frem og tilbage imellem dem.
Kongestuen
Præstegården har igennem et par hundrede år jævnligt været rammen om kongelige besøg. I den såkaldte kongestue, der menes at stamme fra Frederik den 3's tid - sandsynligvis fra genopbygningen efter svenskekrigen - gjorde majestæterne og hoffet ophold, når de var herude på jagt eller til fastelavnsfestligheder.
Ved en ombygning 1867 forsvandt kongestuen, og eneste nutidige minde er en sandstenstavle over indgangsdøren til præstegården med Frederik den 3. og hans dronnings navnetræk samt en latinsk indskrift.
Degnefamilien
Poul Friis mistede som omtalt sin hustru Christina Harder i 1720.
1728 giftede han sig 2. gang i Vor Frue kirke med Sophie Amalie Bichel, der døde 1735.
1739 indgik degnen for 3. gang i ægteskab, og denne gang med en præstedatter fra Nykøbing Sjælland, Johanna Frederica Hyphoff. Hun døde 1757.
Poul Friis' ene datter Johanne blev 1746 gift med degnen i Glostrup, Bent Lorentzen, og den anden datter Catharina blev samme dag gift med parykmager Tuslach i København. Sønnen Jørgen Friis var som omtalt skoleholder hos faderen og døde 1757, 40 år gammel.
Da Poul Friis døde 7. aug. 1759, 82 år gammel, havde han været degn i 53 år. Pastor Røbel holdt en »zirlig« ligprædiken over ham i 1½ time, og svigersønnen Bent Lorentzen havde til begravelsen forfattet en sørgesang, som han havde ladet trykke. Et eksemplar af denne sørgesang opbevares på Amagermuseet.