Thomas Lorentzen var født 1751 i Glostrup og han var opkaldt både efter sin farfar, degnen i Vallensbæk og efter sin oldefar på mødrende side, pastor Thomas Harder.
Han var otte år, da han flyttede til Hollænderbyen og er derfor til dels opvokset med sproget. 1770 blev han student i København.
Forinden han overtog degneembedet, har han sandsynligvis været skoleholder et eller andet sted, men ikke hos faderen, for her virkede jo skoleholder Ingwersen.
1781 giftede han sig i København med Sara Smith, og de fik syv børn inden hun døde 1790.
Da han stod som enkemand med disse børn, hvoraf den yngste var ½ år, trådte hans ugifte søster, Birgitte Christine til og blev husholderske hos ham, indtil han i 1801 indgik nyt ægteskab - denne gang med pastor Schmittos svigerinde, Marie Louise Gianelli, der var enke efter krudtmester Jean Baptista Brenta fra Frederiksværk.
»Det selvgjorte sprog«
Da Thomas Lorentzen tiltrådte embedet, var Peder Olrog dansk præst og Johan Christopher Schmidt hollandsk præst i Hollænderbyen.
Både pastor Schmidt og hans forgænger Henning Gärtner beherskede det hollandske sprog, for der blev i disse år skrevet fejlfrit og korrekt hollandsk. Gärtner brillerede endda ved at skrive til biskoppen på hollandsk.
Men det har jo ikke ændret på det sprog, der til dagligt taltes ude i byen blandt gårdmændene. Det havde på dette tidspunkt sikkert udviklet sig endnu længere bort fra hollandsk og plattysk.
Pastor Harders katekismus var udkommet med mellemrum helt op til 1754, og i 1715 udkom der en salmebog for den hollandske menighed på plattysk. Den blev genudgivet 1732, 1754 og 1783.
Ingen af de præster, der fulgte efter Harder, havde forfattet noget, der kunne bruges til børnenes undervisning. Men biskop og provst, der jævnlig kom på visitats i kirke og skole for at kontrollere, at alt gik forskriftsmæssigt til, så ikke med større velvilje på disse sproglige forhold.
De diskuterede indbyrdes »det selvgjorte hollandsk-plattyske sprogs afskaffelse i denne menigheds gudsdyrkelse«, da pastor Schmidt døde i 1786 og afløstes af Frederik Carl Schmitto.
1788 udgav Schmitto »Ordnung des Heils dörch den Catechismum Lutheri in erem Tosamenhang geföhret; torn Gebruck der dütschen Gemene to Holländerdörp op Amack«, og i den anledning mente provst Schönheyder i en skrivelse til biskoppen, at dette sprog »i hvilket menigheden, som jeg håber til opbyggelse, hører hr. Schmitto prædike, også må være antagelig i ungdommens undervisning. Det vil da komme an på, om Deres Højærværdighed finder i hr. Schmittos bog biblens tro og dydens lære omhyggeligen, tydeligen og i god orden fremsat. Dersom dette er, så bør menigheden med bifald og tak modtage en bedre lærebog i stedet for den hidtil brugte og vist meget ufuldkomne«.
Provsten ytrede også ønske om, at forklaringerne i den hollandske katekismus blev de samme som dem, der lærtes på dansk, da en del af den hollandske ungdom ikke forstod, hvad de lærte udenad på deres sprog, men skulle have det tydet på dansk.
Først i 1811 blev det hollandsk-plattyske sprog afskaffet som kirkesprog. Da var Thomas Lorentzen 60 år, og man havde indset, at det ikke mere var muligt at finde skolelærere, der var i stand til at undervise på dette specielle sprog.
Hollænderbyens skole
Man får det indtryk, at Thomas Lorentzen må have været en efter tidens forhold udmærket skolelærer, når man læser biskop Balles visitatsoptegnelser fra omkring århundredeskiftet.
I juni 1799 skrev han efter et besøg i Hollænderbyens skole: »Børnene vare vel underviste og svarede fermt. De læste vel i bog. Deres sprog var dem ej dunkelt, men klart, og de vidste, hvad det var, de havde lært. Nogle få danske havde mindre indsigt i den danske læsebog. Man havde lært mange hollandske salmer, skrev og regnede. Degnen Lorentzen er tillige hollandsk skoleholder, han underviser meget godt og er en brav mand«. Degnen blev den dag belønnet af biskoppen med en bog.
1801 bemærkede biskoppen, at Store Magleby kirke trængte til nogen forbedring, hvilket han havde skrevet til schouten. Degneboligen fandt han i god og brugelig stand, og Lorentzen var stadig en af dem, han lagde mærke til. Derimod var der problemer med skoleholder Grundtvig i Dragør skole.
1805 er der stadig kun lovord og rosende omtale: »De hollandske børn svarede så vel efter hr. pastor Schmittos »Ordnung des Heils« og de danske efter lærebogen, samt begge efter katekismus og læste tillige så godt i bog, skrev og regnede for sig, at jeg med fornøjelse kunne udmærke 26 børn ved at forære dem hver en bog«.
Dårlig økonomi
Men alligevel var Thomas Lorentzen ikke tilfreds i sin lærergerning.
For det første var indkomsten for ringe - han kunne ikke leve af embedets indtægter. Da skifteretten i 1801 opgjorde hans bo, inden han indgik sit andet ægteskab, var gælden langt større end formuen. Han skyldte 500 rigsdaler til to gårdmænd i byen og 300 rigsdaler til kreditorer i København.
Han var derfor ikke i stand til at give sine børn en mødrende arv. De måtte nøjes med den gode opdragelse, som hun havde givet dem og som han ville fortsætte.
For det andet havde han en interesse, som greb ham mere end lærergerningen. Han var stærkt interesseret i landbrug, på trods af at der ikke hørte jord til degneboligen. Ved omtalte boopgørelse 1801 ejede han »agre«, og efter branden 1809 var han blandt de brandlidte gårdmænd, der modtog sædekorn til låns fra statens kornmagasiner.
Hans broder Tønnes Chr. Lorentzen var også landmand og havde købt sig en gård i Hollænderbyen, som nedbrændte 1809 - det var vistnok den gård, der før branden lå på hjørnet af Hovedgaden og nuværende Englandsvej.
Den store ildebrand
Den 25. marts 1809 skete katastrofen igen. Kl. 11 gik der pludselig ild i degnens hus, formentlig forårsaget af en skorstensbrand.
Da degnehuset nedbrændte i 1718, blev ilden begrænset hertil, men så heldig var man ikke denne gang. En kraftig østenstorm førte ilden fra gård til gård, og i løbet af kort tid var halvdelen af byen lagt i aske og 12 mennesker indebrændt.
Man fatter måske bedre katastrofen, når man læser den københavnske avis »Dagen«'s referat fra 26. marts:
"Det er vanskeligt at forestille sig en skrækkeligere ildebrand end den, der har ødelagt Hollænderbyen. Den opkom i løverdags kl. 11¼ i degnens hus og den heftige østlige storm udbredede ilden så hurtigt og uimodståeligt i disse desværre af brændbart material sammensatte bygninger, at hele den vestre række og en stor del af den østre lagdes i aske. De fleste mænd og koner vare til torvs i staden og folkene ude ved arbejde på marken. Der blev således næsten intet reddet. Man siger, at over halvhundrede heste og køer foruden mindre kræ er brændt. Også 10 til 12 mennesker."
Næste dag fortsatte journalisten sin reportage:
"Fra vort jammersted kan nu meldes, at der ialt er fundet 13 lig i brandstederne. I ét hus alene brændtes skytten Goldschmidt, hans kone, hans datter og en hos ham boende jomfru Proft. En skomager og hans kone brændtes i ét hus, og i to huse brændte to husmandskoner. De øvrige brændte vare børn og tjenestefolk. Dog savnes også endnu en gårdmandskone, hvis lig ikke er fundet, men formodes liggende under en i portstedet værende uhyre mængde grus. - At kirken reddedes (thi deri var adskillige gange ild) må især tilskrives en med sprøjten fra Dragør ankommen mand, der uden stige klatrede om på taget og styrede strålen på de angrebne steder. Han vise samme raskhed ved præstegården, hvoraf dog stuelængen, der er grundmuret, reddedes. (Skade at man ikke ved denne flinke mands navn). — Københavns sprøjter kom tidligere end ventet, men stormen havde alt gjort ulykken gyselig."
1. april bragte »Dagen« følgende nyheder fra brandstedet:
"I går, den 30. marts, har man fundet den kone i en kælder, som savnedes siden ildebranden, hun var knap til at opsamle uden i ganske små stykker. - Den mand fra Dragør, som vovede sig op af kirketaget med slangen af deres sprøjte, var Dirch Albertsen Riber, bager på Dragør".
En måned efter var der indsamlet ca. 5.500 rigsdaler til de brandlidte i Hollænderbyen - alene fra Dragør korn der næsten 500 rigsdaler.
Afskedsansøgningen
Thomas Lorentzen havde mistet alle sine ejendele. Den nye degnebolig med skole stod færdig i 1810 - han omtaler den selv som »en smuk og velindrettet skolebygning, men her mangler endnu fornøden udhus«.
Men han havde efter branden tabt lysten til skolearbejdet. Desuden var der nye bestemmelser på vej - det skulle nu være seminarieuddannede lærere, der underviste børnene.
De tidligere degne kunne få lov at fortsætte, hvis de gennemgik et kortere kursus, men han havde åbenbart ikke lyst til at sætte sig på skolebænken, for i 1811 indsendte han til amtsskoledirektionen et andragende om at fratræde embedet mod at få 200 rigsdaler årlig i pension.
Han angav som grund, at han nu var 60 år, havde betjent embedet med bedste vidnesbyrd i 33 år, men ved den ulykkelige ildebrand havde tabt al mod og lyst til arbejdet.
Skolevæsenets omorganisering
Ansøgningen blev bevilget, og hermed blev degneembedet nedlagt. Det samlede skolevæsen i Store Magleby og Dragør blev omorganiseret. Der skulle nu være to skolelærere i Dragør og én i Store Magleby, der tillige skulle være kirkesanger.
De tidligere skoleholderlønninger samt degneembedets indkomster blev delt mellem de tre lærere - det samme gjorde udgiften på 200 rigsdaler til Thomas Lorentzens pension.
I Dragør var der allerede 1810 ansat to seminarieuddannede lærere. Det var sket efter skoleholder Grundtvigs sørgelige fordrivelse i 1809.
Skolen var blevet delt i to lokaler, hvorved man havde fået den nordre og den søndre skole. Da Thomas Lorentzen gik på pension, søgte Niels Christoffersen ved søndre skole i Dragør det ledige skolelærer- og kirkesangerembede i Store Magleby og tiltrådte 1. jan. 1812.
Han flyttede derefter ind i den nyopførte degne- og skolebygning og fik allerede samme år opført det af Thomas Lorentzen hårdt savnede udhus.
Landmandsliv
Thomas Lorentzen må herefter være flyttet fra byen. Det ser ud, som om han har helliget sig sin interesse for landbrug, for 1814 er han forvalter på kancelliråd Laudrups gård ved Ballerup.
Han solgte da et stykke havejord beliggende mellem kirkegården, skolehaven og Gert Dirchsen Schøits jordlod til sin efterfølger Niels Christoffersen.
Han har formodentlig ikke tænkt sig, at han skulle få mere med Store Magleby at gøre - hans broder Tønnes, der var gårdmand i byen, var død og hans enke flyttet til Dragør.
1816 må han imidlertid være blevet så velhavende, at han var i stand til at blive gårdejer, for han købte gården Møllegade 6 i Store Magleby med to haver, Nyvangslod og Tømmeruplod. Gården bestod af fire længer, dels mur og dels bindingsværk, og der var en kobberbryggerkedel og to kakkelovne.
1820 solgte han gården igen, og nu kalder han sig avlingsforvalter. Hvor han flyttede hen, er ikke opklaret, men i 1832 boede han i hvert fald inde i København i Åbenrå nr. 27 på 3. sal.
Tærskemaskinen
Her sad han i sin høje alderdom midt i Københavns stenørken og tænkte på landbrug.
Da han var omkring 80 år, opfandt han en tærskemaskine med plejle, som han lavede en model af og sendte ind til Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. Landhusholdningsselskabet havde til formål at fremme det danske landbrugs almene vel, og på den tid støttede og præmierede det mange forskellige landbrugsfaglige initiativer.
Så vidt man kan forstå af Thomas Lorentzens forklaring og beskrivelse af denne maskine, bestod den af en vandret aksel hvilende på to lodrette pæle, som skulle rammes ned i gulvet, hvor der tærskedes. Gennem huller i akslen anbragtes håndtagene på almindelige plejle.
Han fortæller ikke, hvordan man fik disse plejle til at løfte sig og falde ned - formodentlig ved hjælp af et håndtag og gode armkræfter, men han har da tanker for, at lejet, hvor akslen hviler, skal smøres "med sådanne ting som ikke bliver stive, men stedse smidige og tynde". Han hævder, at enhver bondesnedker eller hjulmand kan fremstille den for 2-3 rigsdaler.
Det var en etatsråd Hornemann, der afsagde dorn over degnens tærskemaskine. Inden han havde set modellen, sluttede han af beskrivelsen, at den ikke var formålstjenlig. Da den desuden ikke var udført i fuld størrelse, og Lorentzen derfor ikke kunne fremkomme med attester på dens brugbarhed, kunne kommissionen ikke befatte sig med den.
Efter at have set modellen ændrede etatsråden ikke standpunkt - han var stadig af den formening, at en tærskemaskine udført efter den indsendte model, ikke ville være hensigtsmæssig.
Og sådan endte Thomas Lorentzens drøm om en landbrugsfaglig karriere.
Han blev boende i Åbenrå, og her døde han 16. oktober 1836, 85 år gammel - den sidste degn i Hollænderbyen.