Af Birte Hjorth
Det er almindelig bekendt, at Dragør Museums bygning tidligere har fungeret som havnelokale og kontor for det kommunale bjergningsvæsen.
Det var her, at bjergningsmandskabet blev indskrevet, og det var her, at pengedelingen - udbetalingen af mandsparter og læsteparter (skibsparter) bagefter foregik, når skriveren havde gjort regnskabet op, og alle udgifter samt dusører til diverse øvrighedspersoner var betalt.
At det ikke altid har været i denne bygning det foregik, fremgår af en regnskabsbog over bjergningen 1740-1805. Denne regnskabsbog er omtalt af Chr. Nicolaisen i "Amagers Historie" fra 1915, men i nyere tid har ingen vidst, hvor den blev opbevaret.
Efter intens søgning i diverse arkiver hældede man til den anskuelse, at den måtte være kasseret på samme måde, som det i tidens løb er sket med så mange andre gamle protokoller. Men lykkeligvis blev den fundet på Landsarkivet på Jagtvej. Den var ikke indgået i Landsarkivets registrering af arkivalier og lå derfor - sikkert og godt - som en død, ubenyttet genstand i arkivets store samling.
Grunden til den store glæde ved fremkomsten af denne regnskabsbog er, at det er i denne protokol, at byskriveren har skrevet de vers, som så ofte er blevet citeret og som vi kun har kendt fra Nicolaisens afskrift.
Nu kan vi få en direkte afskrift og i øvrigt konstatere, at der er flere vers end først antaget. Versene er skrevet som kommentarer til det årlige bjergningsudbytte og tit med nogle ironiske bemærkninger, som Nicolaisen formoder, hentyder til hollændernes misfornøjelse over ikke at få samme del i bjergningsindtægterne som beboerne i Dragør.
Skriveren indleder sin regnskabsbog med følgende forord: "Dragør Byes Protocol hvor udi er indført, hvad som under Direktion af Fogeden og de fire Mænd er accorderet og sluttet med dem som behøver vor Byes Hielp til at bringe deres Skibe af Grund, eller bierge hvad som bliver strandet og hvad da i slige Tilfælde til Mandspart og Skibspart til Indtægt og Udgift er beregnet. Begyndt Anno 1740".
Bogen indeholder regnskab for hver eneste bjergning samt en årlig opgørelse over, hvad byen har modtaget i bjergeløn. Hver årsopgørelse fandt altid sted det næstfølgende år i marts måned.
"Udi dette Aar 1740 er fortient i alles til Dragøer 915 Rigsdaler" - året efter kan det kun blive 129 rigsdaler, men 1742 er beløbet oppe på 2644 rigsdaler, "hvortil Gud være lovet".
Da der i 1743 er indkommet 4370 rigsdaleri kassen, bliver skriveren inspireret til følgende vers:
Tak være dig o store Gud for disse store Gaver
Gud lad os altid takke dig for hvad vi af dig haver
Næste års udbytte er også godt - 3225 rigsdaler samt for 50 rigsdaler kobberplader (bjergelønnen blev ofte udbetalt med en del af det bjergede skibs ladning), og det får dette vers:
Tak være dig tre-enig Gud for alle disse Penge
O Gud bevare Dragøer vel og lad den aldrig trænge
De næste tre år er derimod ikke så givende - kun henholdsvis 1135, 583 og 1803 rigsdaler - i hvert fald ikke nok til at udløse en poetisk kommentar. I 1748 har resultatet igen været fint - 6265 rigsdaler, og regnskabet efterfølges af følgende vers:
Nu synes Folk Venner men ere ey mindre
thi Falskhed vil altid et Venskab forhindre
De artigste siælden de ærligste ere
thi alle den hyklerske Kappe vil bære
Hvad han direkte sigter til, ved vi ikke, men måske er det som tidligere nævnt hollændernes deltagelse i bjergningsudøvelsen - i 1749 deltog f.eks. 62 mand fra Hollænderbyen ved en bjergning. Dette forhold var ikke velset i Dragør, men måtte tolereres.
1749 er udbyttet kun 1719 rigsdaler og giver derfor ingen grund til versificeret bemærkning, men skriveren får dog fortalt, at grev Reventlow dette år er blevet amtmand over Københavns amt, og "i Dragøer blev velagte og fornemme Mand Cornelius Nielsen sat til Foged i Dragøer, Gud lade det gaae os alle vel og Herren dæmpe vore Modstandere. H.I.L.".
1750 er atter et godt år med 3249 rigsdaler, og det lyder stadig i samme, let ironiske stil:
Staa Dragøer ved Herrens Hielp, agt ingens skæve Øje
med det misundte Brød vi os vil lade nøje
1751 sker der et markant skift i regnskabsbogen, Skriften bliver anderledes, og man får nu at vide, at pengedelingen foregår i Lassens hus (Gamle Kro, det nuværende "Strandhotellet" ved Dragør havn). Det samlede udbytte er 1660 rigsdaler. Det er ganske tydeligt, at der nu er kommet en ny skriver, hvilket også bekræftes af de efterfølgende vers:
I Formands Fodspor
jeg næppe træde tør
at fatte udi Rim
det en Poet tilhør
Jeg dog saa skrive vil
og bede Gud at han
os give vil sin Fred
enhver udi sin Stand
Den nye skriver har åbenbart ikke nogen vrede, som han skal have luftet gennem ironiske kommentarer. Men hvem var den forrige skriver?
Initialerne H.I.L. (1749) peger ikke på nogle af Nicolaisen omtalte skrivere, men leder derimod tanken hen på kromanden Heinrich Johan Lassen, ejeren af Gamle Kro. Det er bekendt, at han i en retssag 1743 mod tolderen Mathias Haugcke fungerede som retsskriver.
Denne sags akter ligger i dag i Landsarkivet, og håndskriften her ligner skriften i regnskabsbogen.
Sammenholdes dette med kirkebogens oplysning om, at kromand Heinrich Lassen døde 7.12.1751 i en alder af 55 år, må det vist være godtgjort, at han havde denne "nebengeschæft" som skriver lige til sin død.
Det forklarer også, at man herefter begynder at skrive, at pengedelingen foregår i Lassens hus. Det er da naturligt, at kromanden ikke har anført dette, når han har siddet indenfor sine egne fire vægge.
At arbejde i det offentliges tjeneste var forøvrigt ikke uvant for krofamilien på havnen. Lassens svigerfader, Johan Pedersen Holst, var tolder og foged, og efter hans død 1711 videreførte svigermoderen Abel Svendsdatter i nogle år fogedembedet sammen med skriveren Niels Wochmann.
Tilbage til regnskabsbogen. Den nye skriver har fortalt på vers, at han ikke kan digte, og oplyser de næste tre år, at bjergelønnen har været 3690, 2705 og 4155 rigsdaler; men 1755 er bjergelønnen kun 2090 rigsdaler, og der bliver igen skrevet vers:
Det er en samlet Sum, som oven er antegnet
den noget større blev, om mer dertil var regnet
men spørger du: Hvorfra skal vel det mere komme?
Jeg mener: Det kommer vel, naar nogen Tid er omme.
Og i 1756 er der midt i regnskabsåret en samlet opgørelse på 3024 rigsdaler, hvorefter det lyder:
Den Tid er omme nu, som før vi har omskrevet
og Pengene er her, som længe har omsvævet
de også byttet blev med stor Fornøjelse
thi de som elsker Fred, fornøjet blev dermed
Men om nogen findes maa, som ikke Fred kan taaie
dem vil vi lade gaa, og altid Gud befale.
For resten af året er der fortjent 2150 rigsdaler. Det må igen være noget bestemt, som skriveren sigter til, og som vi andre kun kan gisne om.
Nicolaisen omtaler imidlertid, at man i midten af 1700-tallet havde problemer med konkurrence fra beboerne i Kastrup. Her var man også begyndt at yde assistance til grundstødte skibe - især Jacob Fortling, ejeren af Kastrup Værk, havde sat system i tingene.
1755 klagede Dragør-beboerne til amtmanden over Fortling og ansøgte om at måtte have eneret på bjergning, da de var kongens indrullerede søfolk. Måske er det disse forhold, som skriveren hentyder til, og måske var det det samme, som kromanden sigtede til i sine vers.
Herefter bliver bjergningsudbyttet først i 1765 kommenteret igen - og for sidste gang:
Gud giv os Fred og Ro, lad saa al Verden snakke
Man giør i Verden aldrig saa vel, man giør hver Mand til takke
Lassens hus bliver med mellemrum omtalt som stedet, hvor det foregår - her var Heinrich Lassen blevet efterfulgt som kroejer af sin søn, Jens Lassen.
Det ser ud, som om der har været flere personer om skriverembedet i disse tiår, men hvem de er, er vanskeligt at sige. Dog kan man af følgende gådefulde "inskription" eller sentens i 1764 se ved at læse de høje bogstaver, at skriveren dette år har været Isbrandt Cla(u)sen Krabbe.
IESUS BEVARAT KONGENS HUUS OG SLÆGT
OC LAD DET GAA OS ALLE SAMMEN VEL
Han er på dette tidspunkt 28 år og vel nok forholdsvis ny i embedet. Man kan forestille sig, at han under diskussioner i forbindelse med den årlige regnskabsopgørelse har siddet og småkedet sig og som tidsfordriv forfattet denne rebus. For at få den til at gå op, har han måttet stave "bevaret" med 2 a'er og bruge den gamle version "oc" af ordet "og" for at få flettet et c ind på rette sted.
1765-68 kan man af skriften se, at regnskabsbogen er ført af samme person, der i 1768 må have været meget svag og afkræftet, da skriften er usikker og stærkt rystet. Forklaringen får man i et efterfølgende vers, skrevet med en anden håndskrift:
Dens Liv nu endet har
som her ey kunnet mere
i Dragøe han Skoleholder var
og har en Tid regieret.
Naar vi engang henvandre skal
fra denne Verdens Møje
gid vi som leve i denne Dal
vi Himlen faa i Eje
Dette vers må være en nekrolog over skriver og skoleholder Christen Nielsen Wochmann, der ifølge kirkebogen døde 26.2.1769, 57 år gammel.
Herefter indeholder den gamle regnskabsbog ikke flere vers.
Denne artikel har tidligere været trykt i "Dragør Museumsforening 1930-80 - 50 år" under titlen Byskriverens rim og remser.