Af Birte Hjorth
Tirsdag den 21. december 1758 blev der foretaget husundersøgelser i Store Magleby og Dragør for at afsløre eventuelle smugkroer - der blev "foretaget Inkvisition angaaende ulovlig Brændevinsbrænden og Krohold", som det hed i tidens sprog.
Det var amtsforvalter Lemvigh fra København og schouten, Jacob Bacher, der gik på eftersøgning ni steder i Store Magleby, og med sig havde de to vidner, Arian Jansen af Store Magleby og Rasmus Andersen af Maglebylille.
Man har jo nok på forhånd haft begrundet mistanke til bestemte personer, for første sted man gik ind var hos Crilles Dirchsen Brygger, der tilstod at holde kro. Han lå inde med et halvt anker dansk brændevin, hvoraf der kun var taget fire potter, og de resterende 16 potter blev konfiskeret.
Næste sted var hos Eisbrandt Eisbrandtsen, der ligeledes tilstod krohold. Her fandt man fire potter brændevin, som blev konfiskeret.
Cornelius Tønnesen Bacher var ikke selv hjemme, da de fire mænd mødte op, men hustruen tilstod straks og fremviste fire potter, som også blev konfiskeret.
Hos gårdmand Pitter Tiemann, der var søn af den tidligere foged i Dragør, Jan Tiemann, fandt man kun én pægl brændevin, men alligevel tilstod han at have holdt kro uden tilladelse.
Derimod fandt man otte potter brændevin både hos Pitter Clasen og hos Tønnes Ariantsen, og de tilstod begge og fik selvfølgelig begge konfiskeret hele deres beholdning.
Men nu var rygtet måske løbet rundt i byen, at der var noget, på færde, for da de fire mænd korn ind til Pitter Kurvemager, fandt de intet, og heller ikke hos smeden Pitter Mogensen og hos Jan Tækker - måske var de alle tre ganske uskyldige.
Derefter sluttede husundersøgelserne i Store Magleby. Nok havde man fundet en del ulovlig brændevin, men man havde dog ikke fundet nogen brændevinskedel eller redskab, d.v.s. at den konfiskerede brændevin ikke var hjemmelavet, men sandsynligvis købt hos en brændevinsbrænder i København.
Smugkroer i Dragør
Fra Store Magleby tog schouten og amtsforvalteren derefter til Dragør. Rasmus Andersen fra Maglebylille fulgte med som det ene vidne, og fogeden i Dragør, skipper Cornelius Nielsen, blev indkaldt som det andet vidne.
Man tog først ind til kromanden Jens Lassen på Gamle Kro (i dag: Strandhotellet) for at se på forholdene her. Han havde tidligere haft tilladelse til at "brygge og brænde", d.v.s. at fremstille øl og brændevin, men denne tilladelse havde han åbenbart ikke mere, for her ville man kontrollere, om der fandtes "brændevinsværk".
Det gjorde der ikke, og Jens Lassen kunne endda fremvise attest på at han havde købt sin brændevin i København.
Det samme var tilfældet på Ny Kro (den senere Dragør Kro, der lå i Strandstræde) hos Mathias Haugke. Han havde aldrig haft tilladelse til selv at brygge og brænde, men havde i sin bevilling fra 1721 påbud om at købe sit øl og brændevin i Gamle Kro.
Hvor mange krogæster, der kom hos Mathias Haugke er forøvrigt nok problematisk. Han var ret upopulær i Dragør på grund af, at han også var tolder og som følge deraf undertiden havde held til at afsløre nogle af beboernes smuglerier.
Selvom inkvisitionen i Dragør kun omfattede de nævnte to steder, sluttede indberetningen med en konstatering af, at der "blev ellers ej opdaget noget ulovligt Krohold eller Brændevins Kedel eller Redskab".
Grunden til al denne iver og foretagsomhed fra øvrighedens side var et par forordninger, der lige var trådt i kraft, og som havde til formål at mindske drikkeriet hos landbefolkningen. Her omtales en "Overdaadighed i Brændevinsdrikken, hvorved megen Korn, som var bedre at bruge, forødes og mange især af Almuen henfalde til Fylderie og Drukkenskab og andre deraf følgende Laster".
Hvorfor drak Jeppe?
Drikfældighed var i 1700-tallet en udbredt last - især i bondebefolkningen.
Ludvig Holberg har beskrevet det i komedien "Jeppe på Bjerget". Her spørges der, hvorfor Jeppe drikker. Svaret er måske ligetil - fordi alle andre bønder drak.
I 1600-tallet havde bønderne selv haft lov til at fremstille deres egen brændevin af korn, som de selv avlede, men omkring 1690 blev dette forbudt, og forbudet blev gentaget gang på gang.
I løbet af 1700-tallet korn en række forordninger for at dæmme op for denne drikfældighed, men det var måske ikke så meget af interesse for folks sundhed, at regeringen ville brændevinsbrændingen til livs, som fordi staten ville have afgifter heraf, og derfor blev det et privilegium at brænde brændevin.
I 1757 kom der påbud om, at privilegerede kroer på landet kun måtte sælge øl og brændevin til rejsende. De omkringboende måtte købe og tage med hjem til eget brug. Bønder havde ikke lov til at sætte sig ind på kroen og drikke.
Brændevinsinkvisition
Værtshuse i købstæderne måtte ikke skænke brændevin for bønder, men gerne øl. Her måtte de dog også godt købe, "hvad Drikkevarer de til eget Brug behøver, for samme at hjemføre".
Almuen på landet måtte kun servere øl til deres gilder så som bryllup, barsel og begravelse. Derimod havde civile og militære embedsmænd, præster og degne, tilladelse til at lade brænde brændevin, men de måtte selvfølgelig ikke sælge af det.
Der skulle én gang om året foretages "Brændevinsinkvisition", og eventuelle bøder tilfaldt de embedsmænd, der foretog disse inkvisitioner.
Endvidere blev der pålagt kroer på landet, der havde tilladelse til at brænde, en afgift pr. tønde fremstillet brændevin, der var ti gange højere end tidligere, hvilket bevirkede, at de fleste privilegerede kroer opgav deres bevilling til brændevinsbrænding og købte deres forbrug i købstaden.
Denne afgiftsforhøjelse forklarer, hvorfor Jens Lassen på Gamle Kro ved den omtalte inkvisition 1758 ikke mere har tilladelse til brændevinsbrænding.
Krohold i Dragør og Store Magleby
Hollænderne i Store Magleby havde i 1600-tallet privilegium på at brygge og brænde til eget forbrug, og der optræder navne som Brouwer (Brygger), Kromann og Vært.
1710 er der fire gårdmænd, der tapper øl, og 1743 er der fem. De har altså haft officiel tilladelse, som senere er blevet inddraget.
En indberetning 1770 angiver, at der er tre gårdmænd, der holder offentlig kro for "Byens Folk og Rejsende", og hvis de fik en tilladelse, kunne man afkræve dem årligt 15 rigsdaler i afgift; men det fik de dog ikke.
1791 var to gårdmænd tiltalt, og 1812 blev gårdmand Heinrich Dirchsen Brygger anmeldt for ulovligt krohold. Han var sønnesøn af den førnævnte Chrilles Dirchsen Brygger, hos hvem Schouten og amtsforvalteren indledte deres husundersøgelse i 1758, så det var der åbenbart tradition for i den familie, og slægts- eller tilnavnet Brygger har man jo heller ikke haft uden grund.
Disse eksempler er ikke enestående, og det er vist først i dette århundrede, at kroholdet i Store Magleby bliver legaliseret ved en næringsbevilling.
Tolder og kromand
I Dragør har der sandsynligvis lige siden Hansetiden været et herberg, der hvor Standhotellet ligger.
Hvem der har været kromand her vides ikke før 1650, hvor der foreligger en ansøgning til Frederik den 3. fra Svend Hansen Gynge om at måtte nedlægge den gamle toldbod og lægge denne grund til herberget.
1664 fik han eneret på at holde kro i Dragør. Hans enke videreførte kroen og efterfulgtes af datteren Abel Svendsdatter, der var gift tre gange.
Første ægtemand, Holdan Jensen Aagaard, var tolder og døde 1699. Hans efterfølger, Johan Pedersen Holst, overtog foruden tolderembedet også enken, og der blev hermed næsten skabt tradition for, at krohold og tolderembede hørte sammen.
Det bevirkede i hvert fald, at tolderen var i stand til at kunne eksistere for den ringe gage af 33 1/3 rigsdaler årligt. Johan Holst var faktisk så velhavende, at han i 1708 lånte Dragør by penge til udbygning af havnen.
Da han døde i 1711, korn Mathias Haugke som ny tolder, men da han allerede var gift, kunne han altså ikke overtage Abel Svendsdatter og dermed kroen. Han forsøgte i nogle år at eksistere for de 33 1/3 rigsdaler, hvilket var en umulighed.
Efter indtrængende bønner om lønforhøjelse fik han i 1721 ikke mere i løn, men derimod tilladelse til at holde kro - det var jo tidligere gået så godt med kombinationen af kro og tolderembede.
Han fik dog påbud om at købe alle sine drikkevarer hos Abel Svendsdatter, der havde tilladelse til at brygge og brænde.
Ny Kro gav ikke den forventede opretning af tolderens betrængte økonomi. Lønforhøjelse kunne stadig ikke bevilges, så i 1723 ansøgte han om 50 rigsdaler årligt for at kunne holde hest og dermed få mulighed for at afsløre smuglerier langs kysten. Der blev bevilget ham 40 rigsdaler til hesten, men så skulle toldindtægterne sandelig stige det følgende år.
Abel Svendsdatter døde 1734 og efterfulgtes af sin svigersøn Heinrich Lassen.
Mathias Haugke havde håbet af få bevilling til at brygge og brænde, når den gamle krokone på Gamle Kro døde - men sådan skulle det ikke være. Han måtte kæmpe videre med sin elendige økonomi - for det meste på fortvivlelsens og fallittens rand.
Han døde først i 1761, og i mellemtiden var Gamle Kro overtaget af næste generation, sønnen Jens Larsen. Det ser ud, som om han har overtaget bevillingen til Ny Kro i 1761 og drevet de to kroer under ét. 1788 trak han sig ud af krodriften og de to Dragør-kroer kom på andre hænder.
Ballademagere
Også i Dragør har der været folk, der ulovligt holdt kro.
1702 var der bl.a. en sag mod Svend Jensens enke, Niels Andersen og Ousker Theisen for "at holde Kro med Øl og Brændevinssold imod Johan Holstes Privilegier".
Men man havde også andre problemer. I 1729 indsendte Abel Svendsdatter en klage til amtsforvalteren over nogle unge mennesker, brødrene Crilles og Mads Asmussen og Theis Ouskersen fra Dragør.
Vi kender ikke ordlyden af krokonens anklage, så vi ved ikke, hvilke voldsomheder, der er foregået, men af et forhør over Theis Ouskersen fremgik det, at den 26. oktober om aftenen, efter at kroens udskænkning af drikkevarer var ophørt, kom Crilles - eller også var det Mads - ind i kroen med "en Bimpel Brændevin", som de tre åbenbart har forlystet sig med.
Hvad der ellers derefter var foregået, kunne han imidlertid slet ikke huske noget om. Crilles og Mads kunne desværre ikke afhøres, for de var ude at sejle.
Men ellers fik de tre ungersvende det skudsmål, at "de ere meget hengivne til det Fylderi...som foraarsager, at de alle ere udi slet Tilstand" og især Crilles Asmussen som "ikke alene er Liebhaver af at drikke, men endog derved at yppe Klammeri".
Crilles måtte betale en bøde på seks mark, Mads fire mark og Theis to mark, og hele beløbet gik til Dragørs fattige.
At unge mennesker ved nattetide laver ballade i forbindelse med værtshusbesøg på Kongevejen, er ikke en ny foreteelse. Det gjorde de fornylig - det gjorde de i fjor - og det gjorde de for 250 år siden. Der er intet nyt under solen.
Denne artikel blev oprindeligt trykt i Dragør Nyt 4. juni 1980 og er desuden udgivet i bogen "Brikker til et Dragør-puslespil" (1990) af Birte Hjorth.