Uddrag fra artikel bragt i Dragør Nyt, august 1968.
Af Edwin Kræmer
For to år siden åbnedes den del af huset, som vi vist alle har beundret og følt os tilpas i, og nu er resten af huset så vidt, at vi også kan begynde med at beundre denne del.
Når De nu får ærinde på biblioteket, vil De se, at den lille lukkepause bl.a. er blevet anvendt til at omskabe den lille gårdhave fra en fin intim familiehave til en mere praktisk udestue for bibliotekets gæster. Det var f.eks. meget upraktisk med den megen grusbelægning som lånerne slæbte ind på tæpperne, og derfor er størstedelen af gården nu stenbelagt.
De få, men meget sjældne fliser, der lå her, er tilfældigvis af nøjagtig samme slags, som man har anvendt i Store Magleby. kirke og hvoraf flere trængte meget til udskiftning. Dette kan nu ske til fælles glæde og som symbol på kommunalt samarbejde. Foran de to nye havedøre, der er kommet i den sydlige fløj, er der anlagt en repos, der tænkes anvendt til opførelse af små udendørsspil på fine sommeraftener.
I den nye fløj, hvor der nu er lavet adgang og trapper til og fra voksenbiblioteket, er der indrettet et specielt børnebibliotek. Rummet var oprindeligt et pragtfuldt stort atelier med skrå loftruder ud mod Bjergerlav og i enden af rummet dominerer en stor, smuk kamin. Stort set hører en kamin måske ikke hjemme i et børnebibliotek, men hvis man kan finde frem til en ufarlig form for kaminild, påtænkes det at foranstalte små hyggeoplæsninger omkring kaminen for børnene f.eks. af nye børnebøger, og det lyder da særdeles hyggeligt.
Endvidere kan dette store og smukke rum i aftentimerne anvendes til studiekreds for 14-16 mennesker. Der er lavet en praktisk skydedør til aflukning fra det øvrige bibliotek. Hertil kommer en ovenud snild finesse, idet varmen ligger i loftet, så ingen vægplads optages af radiatorer.
I 1934 lod direktør Sadolin to kendte arkitekter ombygge huset, så der i fløjen ud mod Vestgrønningen fremkom en stor udstillings- el. ateliersal på 1.ste salen. Den fik sit lys fra ateliervinduer i taget og kun den gedigne egetræsdør med jernbeslag, der vender ud mod Vestgrønningen, bryder vægfladerne. (Kan De forresten tænke Dem et mere ideelt sted en denne lille balkon, hvis Dragør på et eller andet tidspunkt ønskede at hylde en medborger med fakkeltog eller lignende?).
Det stod straks klart, at her ville kunne skabes en sal til mange kulturelle foranstaltninger, foredrag, kammer-koncerter, udstillinger o.s.v., men arkitekt Freek Petersens beregninger viste hurtigt, at væggenes bæreevne ikke tillod ca. 80 menneskers vægt. Det har derfor været nødvendigt at indsætte skråtstillede jerndragere for at holde sammen på væggene. Det har været en vanskelig opgave, men tilsyneladende har arkitekten løst den eksemplarisk og tilmed givet rummet et ekstra plus både på det praktiske og det dekorative område.
Han har så at sige gemt jernstiverne bag et loft af brede trælister eller lameller; noget der både gør rummet hyggeligere, dæmper lyset fra ateliervinduerne, og rent praktisk gør det muligt at fastklemme spotlightlamper på trælisterne til evt. belysning af malerier, billeder og lign. ved kommende udstillinger.
Da salen skal kunne anvendes til fremvisning af film og lysbilleder ved foredrag, måtte loftsruderne kunne blændes, og her kom lamelloftet naturligvis i vejen. Dette er dog løst ad teknisk vej, idet man faktisk kan fjernstyre persienner fra en anordning i væggen, ligesom det elektriske lys i salen kan dæmpes ned langsomt. Af andre tekniske raffinementer kan nævnes, at luften fornyes af et nyinstalleret anlæg.
Her har vi nu et hus, - man ynder ikke at kalde det ”kulturhus”, men et hus der byder på alle muligheder for et kulturliv, som utallige kommuner vil misunde os. Vi har en ramme så skøn og ideel, som man kan forlange, men hvad der skal fyldes i rammen er op til os selv - det bliver vore foreningers opgave, men når muligheden er der, skal emnerne nok komme.
Denne artikel har tidligere været tryk i "Nyt fra lokalhistorien", nr. 1.