I Kommunens Pakhus paa Havnepladsen (nu Museum) var i den vestlige Ende oplagt en Del til Brug ved Bjergning.
Der var Skovle, Træskuffer til Sæd, Kurve, Pighager til Bjælker og en Del Tougværk. Blandt andet et langt tykt Kabeltoug, som ved enkelte Lejligheder blev brugt, naar et Fartøjs Bouganker skulde føres ud, da var Ankerkæden for svær at manøvrere med.
I Stedet blev det lange tykke Toug sjæklet til Ankeret. Det kunde naa langt ud, og naar der var losset af Skibet, eller Vandet voxede, blev Touget ført til Ankerspillet, eller med tykke Tallier paa Touget, som blev ført til Krøblingespillet. Der kunde sættes stor Kraft paa, og det store Anker skulde nok holde.
Naar det tykke Toug skulde bruges, blev det ført ud til Skibet med Byens Baad, som var lagt op i Havnen ved Beghuset, saa nær Pakhuset som muligt.
En del gamle Mænd, som ogsaa fik en lille Part af Mandsparterne , blev tilsagt til at bringe Touget fra Pakhuset til Baaden.
Sidst i Tredserne har jeg engang set de gamle gaa med Touget over Skuldrene, ikke længere fra hinanden end at Touget holdtes fri af Jorden. Naar de kom til Baaden, saa tilbage til Pakhuset og lægge Skulder til. De gamle tog det med godt Humør, Piben kunde de passe med det samme, og passiare med de nærmeste kunde de ogsaa. Da Switzer fik flere Skibe, blev Touget ikke brugt.
Til Dragør hørte en Del Jagte, Sluppe og større Baade. Nogle af dem sejlte med Brænde om Sommeren, men de fleste laa stadig i Havnen og blev kun brugt til Skibssjou.
Naar et Skib var grundstødt, blev det altid hurtigst muligt meddelt Byfogden (den der kom først og meldte, fik en Dusør). En Gaardmand oppe fra Sydenden af Amager kom ofte ridende herned og varskoede, især med diset og taaget Vejr, saa der ikke kunde iagttages noget herfra. Hvad han hed, ved jeg ikke, der blev altid sagt. »Rakkebøl har været ridende med Besked«.
Fogden lod saa Bytjeneren gaa Byen igennem og raabe »Til Skibs«. Var det Nat, havde han en Trækølle med og dundrede paa Plankeværker. Hele Byen blev vækket.
I 1880'erne fik Bytjeneren et Taagehorn, hvori han tudede, men raabte ikke mere. Naar der blev raabt eller tudet, maatte Jagtens Ejer eller Fører tillige med det Mandskab, der skulde med, og ligeledes de Folk, der skulde skrives, personlig møde i Havnekontoret, hvor Byskriveren sad og skrev. Der skulde Jagtens Navn noteres og ligeledes de Folk, der skulde sejle med den.
Det gik med Skibene som med det personlige Mandskab efter Tur. En af Byforstanderne sad med Lister og noterede dem, der blev sagt til at møde med Madkasse m.m. efter et bestemt Tidsforløb.
Efter det grundstaaende Skibs Størrelse blev af Lægterne tilsagt to eller flere med det Mandskab, der skulde slaa Sejl under og lave dem klar til at afsejle hurtigst mulig, eller efter nærmere Ordre. Skipperen skulde klarere ud og hjælpe med at slaa Sejl under.
Naar de Par Sejl var klar, skulde der hentes fersk Vand, saa hjem og faa Køjetøjet, eventuelt Landgangstøjet og Skoene. Fik Jagten Last fra det grundstaaende Skib, blev det senere losset over i Skibet igen, eller var dette havareret og skulde repareres, blev Lasten losset i Land. Begge Dele skete i København. Opholdet i København kunde ved Lejlighed vare flere Dage, derfor skulde Landgangstøjet med for at komme et Svip i Land.
I nogle Lægtere fik de Kosten om Bord, ellers maatte hver sørge for sig selv. Saavidt jeg husker, var Kostpengene 1 Kr. om Dagen.
Læstepengene for Mandskabet paa alle Jagterne var beregnet efter ½ Læst, enten de kom ud at sejle eller laa i Havnen.
Med Byens Skonnert fik vi for en hel Læst, naar vi kom ud, ellers ½ Læst. Det personlige Mandskab skiftede hver 24. Time, saa enhver maatte have Mad med til et Ætmaal, de fleste havde desuden en Kop med i Madkassen. Kommunen gav Kaffe et Par Gange i Ætmaalet, den blev kogt i det grundstaaende Skibs Kabys, Sukker var der ogsaa.
Naar Lægterne kom til Skibet, kom de sjældent til at laste med det samme. Switzers Dampskib og det personlige Mandskab var der altid, naar Lægterne kom. Var Skibet ikke grundstødt i Nærheden af Byen, kom det personlige Mandskab om Bord i Switzers Dampbaad og fulgte med. Var der sluttet Akkord med Skibet, skulde der altid gøres Forsøg paa at slæbe det af 1-2 Timer.
Kom det saa ikke flot, skulde der losses. Det lettede ikke meget, hvad de smaa Jagte tog, selv paa et middelstort Skib hjalp de 16-20 Tons ikke meget, især om det var Planker eller Brædder. Der var som Regel kun smaa Luger, og hvad der kunde komme ned i Lasten, var ikke meget.
Sæd var det behageligste at arbejde med, men der var Skibe med Kul, Sækkegods, Oliekager og meget andet. I Byens Skonnert (»den brændte Kartoffel«), som var den største Lægter, var bedst Plads. Den kom meget ud til de Skibe, der var lastet med Træ.
De fleste Lægtere var omkring de 8 Læster. Nogle var en Del større, men de fik ikke Betaling for mere end 8 Læster. Galeaser og Skonnerter, som var en Del større, kunde ikke komme med om Vinteren, derimod nogle Maaneder som Sommeren.
Var der saa en enkelt Gang en af de større med, gik der mere af Bjergningssummen til Lægterne, og de store fik Betaling efter deres Drægtighed. Var det ikke Ejeren, der førte Lægteren, fik Føreren Betaling for 1 Læst, Mandskabet for ½ Læst, dertil Mandsparten plus 1 Kr. i Kostpenge pr. Dag, om Lægteren kom med ud af Havnen.
Med Byens Skonnert fik Føreren for 2 Læster og Mandskabet for 1 Læst, naar de kom ud af Havnen og 1 Kr. pr. Dag i Kostpenge, ellers kun 1 Læst og ½ Læst.
Der var Strandinger, som ikke gav ret meget. Var det helt smaa Skibe, var der kun faa, der lod dem skrive personlig. Lægterne holdt mere ved. Til et lille Skib var der kun Brug for én Lægter.
Et Tilfælde i 1882. En tysk Slup »Alvilda« kom paa Grund langt inde paa Saltholmsgrunden tværs af Byen. Jeg var med en Jagt, der var først for Tur. Den blev skrevet og beordret af Sted hurtigst - her var jo en let Tjans at faa Turen endt paa. Da vi kom over til Skibet, kunde vi lægge paa Siden af den, der blev saa losset Cementtønder over i Jagten, men da Jagten var ved at røre Grunden og Sluppen ikke flot, maatte vi sejle længere ud og ankre og saa pr. Robaad føre Cementen ud til Jagten. Inden længe var Sluppen flot, og begge Skibe sejlede til København.
Mandsparten vi fik var 261 Øre, ½ Læst 75 Øre: 3,36
det tog 3 1/3 Ætmaal at komme tilbage 1 Kr. pr. Dag: 3,33
Ialt: 6,69
- det var lidt over 2 Kr. pr. Dag.
Ejeren satte Penge til, Underskuddet drejede sig kun om en Ubetydelighed; men Turen var endt og Jagten kunde ligge længe i Havnen, før Turen kom for, især naar det var smaa Skibe, der strandede, eller de blev slæbt af uden Letning.
Et andet Tilfælde fra 1887. Den 23. December var Vinden N.V., Temperatur omkring Frysepunktet. Om Aftenen ved 5½ Tiden faldt det ind med en meget stærk Snebyge, som varede ½ Timestid. Da den var forbi, viste det sig, at der var en Dampbaad kommende nordfra strandet paa Søndre Røse. Der blev strax tudet til Skibs, og Folk strømmede til Havnen. Jeg var da med Byens Skonnert, vi var 4 Mand.
Min Broder Peter, som var Skibsfører, var Fører paa Skonnerten, vi tre Menige sejlte ellers som Styrmænd. Vi var inde i Havnekontoret og blev skrevne, fik der Ordre til at slaa Sejl under og sejle op til Strandingen, saa snart vi var klar.
Dette blev gjort. Vi fyldte Vand, provianterede, fik Køjetøj om Bord, og Kl. henimod 9 sejlte vi ud af Havnen. Vinden var da nordlig, et Par Graders Frost med klart Maaneskin. Vi kom hurtigt hen til den strandede Dampbaad og ankrede. Switzers Bjergningsdamper var der, men der var øjeblikkelig intet at udrette.
Det viste sig, at Dampbaaden, en Engelskmand »Penelope« af Hartlepool, den var tom eller rettere ballastet, en ældre Baad, som havde en Del Sand i Lastrummet til Ballast. Der var Hul i den, hele Forlasten fuld af Vand, Maskinrum og Agterlast tæt. Den var ved Grundstødningen drejet Øst over, og stod med Boven i S.Ø. Den havde faaet en meget stor Bagbords Slagside, da Vandet strømmede ind. Styrbordssiden laa højt til Vejrs. Vi fik Ordre til at blive ved Skibet indtil videre.
Næste Dag kom der saa Folk fra Land. Det blev bestemt, at Damperens Bunkerkul skulde losses over i Skonnerten. Vi halede saa ind til Dampbaadens Styrbords Side, hvor der var Læ for Vind og Sø. Efter en Del Forberedelser paa Skibet, blev der styrtet 8-10 Kurve Kul i Skonnerten, et langsomt Arbejde, som hurtigt blev standset. Vinden var stadig nordlig og frisk med Frost.
Da det var Juleaften, gik Mandskabet i Land tidlig, og Switzer gik til København, men vi skulde blive hos Engelskmanden. Vi havde det meget godt paa Skonnerten. Agter var et stort Ruf med 4 Køjer, et lille Komfur, i det hele god Plads. Men en Juleaften saa nær Hjemmet uden at kunde komme der var alligevel ved at blive lidt trist.
Den ældste af os tre Styrmænd (Isbr. Krabbe), der havde sørget for Provianten, havde ikke købt noget ind med Juleaften for Øje, saa vi fik tør Kost. 2 lange Spegepølser havde han købt, foruden lidt andet Paalæg, The, Kaffe og Sukker, vi led altsaa ingen Nød, og tog det med godt Humør.
Vi havde ingen Ting med at læse i. Efter Aftensmaden sad vi lidt og røg og smaakedede os. Saa blev Th. Strømberg og jeg enige om at spille Kis med Svovlstikker, det interesserede lidt, men den, der ikke havde Vagt, gik til Køjs.
Om Natten blæste det temmelig haardt fra N.N.Ø. med en Del Frost. Søen, som slog ind over Dampbaadens Bagbords Side (den lave), frøs strax til Is, saa Skibet kom til at ligne et lille Isbjerg. Vi laa jo i Læ af Damperens høje Styrbords Side, men der var en Del Dønning, saa Skonnerten laa meget urolig. Vi gik to Mands Vagt for at passe Fortøjningerne.
Den engelske Kaptajn var meget urolig, kom ofte paa Dækket den Nat. Han prajede en Gang over til Skonnerten, at vi ikke maatte sejle, og hvis Søen blev saa slem, at vi saa os nødsaget til at forlade Dampbaaden, saa skulde vi tage ham og Mandskabet med. Det blev der nu ikke Tale om, der var jo ingen Fare.
Juledagsmorgen flovede det af, fint Frostvejr. Isen laa langt uden for Havnen, hovedsagelig Grødis fra Havnen og udefter. Sejlbaade kunde ikke benyttes, derfor kom Mandskabet (Bjergerne), der skulde ud til »Penelope« i Robaade, med dem kunde de med Besvær arbejde sig igennem Grødisen til aabent Vand. Ankommen lagde de sig paa Siden af Skonnerten og krøb af Lejder op paa »Penelope«. Baaden havde, sendt fra mine Forældre, en stor Kurv med Julemad med, der var rigeligt med Mad til os alle fire, saa Juledag fik vi et ordentligt Maaltid varm Mad og Kager til Kaffen. Cigarer har der nok ogsaa været med.
Vi fik ikke flere Kul. Mandskabet kom i Gang med at flytte en Damppumpe fra Switzerbaaden over paa »Penelope«. Henpaa Eftermiddagen gik Folkene i Land igen med deres Robaade, vi skulde blive. Vejret var godt, men stadig N.Ø. Vind og Frost.
Da 2. Juledagsmorgen oprandt, var der mere Vind fra N.Ø. Isen laa omtrent som Dagen før, lidt længere udenfor Havnen, noget mere underskruet og sammenfrosset, saa Folk kunde gaa omtrent ud til Kanten.
Da det nye Skifte kom til »Penelope«, var der Ordre til os, at vi skulde forlade Dampbaaden, krydse Sundet ind. Kom der ingen Flag paa Havnens Flagstang, skulde vi fortsætte og søge ind paa Københavns Inderrhed. Kom der Flag, skulde vi sætte ind i Isen udfor Havneløbet, saa skulde der være Folk med Save og Økser og ise en Rende ind i den faste Is. Krydsningen gik hurtig, Strømmen rask med.
Kommen ind mod Byen gik Flaget til Tops paa Flagstangen, og lidt efter stillede der Folk paa Isen ud for Havnen. Kommen paa Højde med Havnen holdt vi ind i Grødisen, Farten paa Skibet holdt sig, til vi omtrent naaede den helt faste Is, saa blev Sejlene gjort fast, derefter skulde Mandskabet paa Isen sørge for den øvrige Passage.
Da der var lavet en Rende i Isen, blev Skonnerten halet ind, saa den laa et Stykke udenfor det søndre Havnehoved. Der mente de kommunale Myndigheder, den laa sikkert nok. Vi fortøjede den med en god Trosse til hver af Havnehovederne. Renden, der var savet, blev hurtigt fyldt med Grødisen og blev hurtigt sammenfrosset. Kl. 2½ gik vi fra Borde, det var 3 Ætmaal for at faa 7-8 Td. Kul. Vi havde nu holdt Jul paa Søen, men fik dog ogsaa Jul i Hjemmet.
Der laa Skonnerten saa nogle Dage med godt Vejr, der var ingen Is i Farvandet. En Nat blæste det op fra S.Ø., det satte nogen Sø, brød den yderste Is i Stykker, og førte den med Strøm og Vind nordpaa. Skonnerten fulgte med, indtil Trossen paa søndre Havnehoved totnede, saa blev den liggende, og efterhaanden som Isstykkerne indenfor den drev bort, kom den ind til den faste Iskant, omtrent i Flugt med nordre Havnehoved, lidt vestligere. Lodserne havde observeret det og varskoet Bytjeneren, som purrede os fire ud, der hørte til Skibet.
Det var lige før Dagningen. Vi gik saa ud paa den nordre Mole for at komme om Bord. Til alt Held havde vi været saa langt uden for Molen 2. Juledag, da vi fortøjede den til Hovedet, at Skonnerten nu laa godt klar af Stenene i Molen.
Der var meget Is udenfor den, som kom rundt søndre Hoved og blev presset ind mod Skibet, før det drev videre. Efter hver Gang Trossen rigtig havde totnet, gik Skibet noget frem og naaede med Bugsprydet ind over Molen. Ved at faa Tag i Forgrejerne kunde vi entre Bord. Den Tid stod Havnefyret paa Nordre Mole, et firkantet Træhus med spids Tag, fæstnet til alle fire Sider med Staalwirer til Stenene.
Paa Ydersiden blev Lanternerne anbragt. Skonnertens Bugspryd naaede lidt over Midten af Fyrhuset, og naar Sprydet var kommen ind over Molen, havde det i Nattens Løb væltet Huset ved at sprænge Bardunerne. Selve Lanternen havde ingen Skade taget.
Der var imidlertid sagt flere Folk til, saa de inde fra Hovedet med Hager kunde holde Skibet klar af Molen, og ved at hive ind paa vor Trosse fra søndre Hoved fik vi Skonnerten saa langt hen, at den kunde svinge ind i Havnen. Her blev samtidig iset en Aabning, hvor Skonnerten kunde ligge vel fortøjet lidt fra Molen. Senere blev Sejlene slaaet fra og saa var den Tur endt.
»Penelope« blev af Switzer tætnet, pumpet læns og slæbt til København. Da Mandsparten faldt, fik vi for:
en Læst Kr. 13.68
Kostpenge Kr. 3.00
Mandspart Kr. 27.27
ialt Kr. 43.95
Min Broder som Fører fik for 1½ muligvis 2 Læster, og i dette Tilfælde de Kul vi havde faaet fra Engelskmanden.
Under Isforhold var en Dampbaad strandet paa Holmetunge. Isen laa udenfor Havnen omtrent til Farvandet, desuden var der Is paa Køge Bugt og nede ved København, saa der var ikke tale om at bruge Lægtere. Vi roede derover i Robaade, det var saavidt jeg husker en Russer, han kom i al Fald fra Rusland med Oliekager.
Kaptajnen paa Switzerbaaden var bange for, at Isen fra Bugten skulde komme ind og sætte ind mod Skibet og presse det længere ind over Grunden og mulig give Skibet Lækage, saa det løb fuld af Vand. Saa var Ladningen ikke meget værd.
Der blev først slæbt et Par Timer, men det hjalp ikke, saa skulde der losses, dog kun fra 1. Luge. Oliekagerne blev kastet i Søen, og efter nogle Timers Arbejde laa Kagerne op i Vandskorpen. Saa skulde der slæbes igen. Naar Switzers Skruevand kom langs den grundstaaende Dampbaad, førte det Oliekagerne langt ind over Grunden.
Da Strømmen var skiftet om til nordlig, var der ingen Fare for, at Isen fra Køge Bugt skulde komme ind. Der blev saa ikke arbejdet videre om Natten. Næste Morgen kom et nyt Skifte over. Deres Formand havde en Besked med til vor Formand, at ingen af os, der havde været om Bord, maatte gaa til vores Hjem - vi skulde i Karantæne i Havnekontoret. Vi roede saa over og trak Baaden op paa Isen og ind til Land. Under dette Arbejde gik tre igennem Isen og blev vaade til midt op paa Livet. Der var en af Bymændene til Stede, da vi kom i Land.
Han fortalte, at Skibet kom fra en Havn med smitsom Sygdom (Epidemi), men da der ingen Sygdom var om
Bord, skulde vi blot undersøges af Doktoren, ellers skulde vi have været 4 Dage i Karantæne. Saa var der de tre, som var gaaet igennem Isen og stod og hudrede af Kulde, hvad med dem. Naa! de fik Lov at stikke hjem og faa tørt paa og ufortøvet møde i Havnekontoret. Vi gik ind i Havnekontoret, der var varmt, saa blev der sendt Bud efter Doktoren (vistnok Halberg).
Efter en Tids Venten kom han. De tre, der havde været hjemme, var kommet Han følte Pulsen paa et Par Stykker, og saa fik vi Lov at gaa med Paalæg om, at hvis nogen kom til at fejle noget, skulde Doktoren strax underrettes, men der skete intet. Vandet voxede samme Dag, og Damperen blev slæbt af (en mellemstor Baad).
Naar Havnen om Vinteren begyndte at fryse til, blev Lodsbaade og flere Fiskerbaade, medens Isen endnu var saa tynd, at den kunde brydes med Aare eller Hage (Motor kendtes ikke), lagt ud i Yderhavnen, yderst ved Nordre Mole. Folkene gik til og fra Baadene ad Molen, men saasnart Isen kunde bære, gik alle den nærmeste og bekvemmere Vej over Isen. Der var ingen Brædder paa Molen at gaa paa som nu, kun Sten fra Inderst til Yderst, ofte meget vanskeligt at gaa paa, naar Søen sprøjtede over og blev til Is.
Skete det nu, medens Havnen var tilfrossen, at der kom Skib paa Grund og Farvandet og det meste af Landgrunden var isfrit, at der saa skulde bruges Lægtere, skulde der ises Rende hele Havnen igennem hen til de Lægtere, der var for Tur. Mandskabet fra disse skulde blive om Bord og lave klar til at gaa ud, medens Mandskabet fra de øvrige Lægtere og en Del af det personlige Mandskab skulde ise Havnen op. Havnen havde Redskaber - Save, Økser, Brækspader store og smaa, en del Hager og Tougværk til de store Brækspader.
Saven saa ud som vist her. 8 Mand til hver. 4 Mand til hver Arm fordelt med 2 paa hver Side af Pinden. Var Vinden fra Land, gik det let nok. Der begyndtes yderst med 2 Save med passende Afstand mellem den sydlige og nordlige, længst fra hinanden ude ved Iskanten, saa der var god Plads til at føre Isstykkerne ud.
Naar der var savet et Stykke, kom der Folk med Økser og hug en Rende (Fordybning) fra det ene Savsnit til det andet, hugget helt igennem et Par Steder. Der blev sat en stor Brækspade ned i hvert Hul med Toug paa Overkanten, hvori der blev halet. Flak Stykket efter den hakkede Rende med det samme, gik de til næste Felt, ellers skulde Økserne i Gang igen. De store Stykker blev parteret en eller to Gange til med de mindre Brækspader og med Hager ført ud af Havnen, saa de drev bort.
Var Vinden paa Land og ingen videre Strøm til at føre Isstykkerne bort, maatte de vandes, d.v.s. skydes ind under den Is, som blev liggende - et drøjt og sent Arbejde. Stykkerne skulde altid deles. Noget blev vandet paa Sydsiden, noget paa Nordsiden. Ved Vandingen vankede der tit en Støvle fuld af Vand.
Var det store Isstykker, skulde der en 4-5 Mand til. De stod paa det løse Isstykke nær ved den Kant, der laa mod den faste Is. Det skulde saa langt ned, at det var et Stykke under den faste Iskant. Yderkanten af Stykket stak saa i Vejret, her blev en 3-4 Hager hugget fast. Naar de, der stod paa Isstykket, var ved at faa Vand ind paa Overkanten af Støvlen, sprang de op, snup en Hage, og hjalp med at skyde Stykket ind under Iskanten. Var Isen glat, var det ikke saa sjældent, at en af dem der stod paa Stykket gled, naar de skulde springe op, faldt i Ballen og blev gennemvaad, saa hjem og skifte og helst møde igen.
Det gik ikke alle Tider lige let. Stod Stykket for meget paa skraa, kunde det for Opdriften skære ned i Mudderet og sætte sig fast. Det var saa et helt Arbejde med at faa det løs eller ogsaa flække det og vande det løsslaaede Stykke.
Arbejdet gik med Liv og Lyst, der blev tit sunget, især af dem der stod ved Savene. Var der en, der fik en Støvlefuld, lød der et helt Latterkor mod den uheldige.
Det var gerne om Formiddagen, der isedes. Af og til forsvandt nogle, Kroerne laa jo nær ved. Det var især de yngre, der listede op og fik en Bitter paa den forventede gode Mandspart og Læstepenge. Naar Arbejdet var endt, var Lægterne gerne klar til at hale ud. Alt Redskabet blev samlet sammen og baaret i Pakhuset. Det var som Regel en af Bymændene eller Havnefogden, der ledede Arbejdet.
Indtil ind i 1870'erne var der ingen fast Grænse afsat mellem Kastrups og Dragørs Omraade. Kom et Skib paa Grund mellem Byerne, var der Kapløb, eller rettere Kapsejlads, om hvem der kom først til Skibet. Den Bys Baad, som kom først, fik Bjergningen.
Var der Vind, blev der sejlt med Byens Jolle, en Baad paa Størrelse med de store Lodsbaade. Var det flovt, benyttedes en Robaad, »Pilen«, som Kommunen havde ladet bygge til det Formaal.
Omtrent midt paa Nordre Mole paa Ydersiden var rejst et aabent Skur, 4 Pæle med Tag over og en Platform ind over Stenene. Det var Pilehuset. Naar »Pilen« hang der, sparedes Roning gennem Havnen.
Naar der kom Skib paa Grund et Stykke ned ad Kastrup til, afgjorde Havnefogden, om den store Baad skulde bruges eller Robaaden - ofte »Pilen«. Havnefogden og de, der skulde med, firede hurtigt Jollen i Vandet. 3 Aarer i Gang, saa gik det hurtigt. Kastrup Bjergerne var ogsaa raske i Vendingen. Som oftest kom den Baad først, som havde nærmest til Skibet.
Var et Skib strandet ved »Ravnen« Nord for Dragør, kom der selvfølgelig ingen fra Kastrup, ligesaa lidt som Folk herfra Byen forsøgte at komme først til Nordre Røse. Det endte med, at der blev sat en Grænse ved Sandhagen (2-Kosten kaldet). Nord for var Kastrups, Syd for Dragørs.
Sommeren 1883 sejlte jeg med Barken »Danmark« herfra Byen som 2. Styrmand. En Sommersøndag vi laa paa Rheden, saas en efter den Tids Forhold temmelig stor Dampbaad kommende ind Syd fra, liggende meget lavt paa Vandet, især Agterskibet. Den passerede tæt Øst om »Danmark«. Lodsen, der var om Bord, var senere Lodsbogholder D. Jans. Den havde en jævn god Fart.
Lidt senere var der en af Mandskabet, der gjorde den Bemærkning, at Dampbaaden styrede ret ind mod Land. Det var rigtigt nok, et Øjeblik efter stod den fast, og Agterskibet sank dybere ned, saa Vandet har staaet ind over Dækket.
Den havde i Nærheden af Falsterbo rørt en Sten, var skuret over den, men havde faaet en meget betydelig Lækage i Agterskibet. Kaptajnen, engelsk, mente ved deres egne Pumper at kunde holde den flydende ind til København, men da Lodsen kom om Bord, var Agterskibet allerede sunket en Del.
Herudfor Byen kunde de indse, at den vilde synke i Farvandet, derfor blev den sat paa Grund, ikke omkring »Ravnen«, hvor der er fuld af Sten, men nede paa Sandgrunden ved 2-Kosten, lidt Syd for, saa Bjergningen kom til Dragør. Det skal have været en pæn Bjergesum, der kom til Byen. Hvor længe Bjergningen varede, ved jeg ikke, Mandag fortsatte vi Rejsen med »Danmark«.