Naar der skulde leges Holde (Tagfat) eller Skillevings, skulde én være Manden - den der til at begynde med skulde løbe efter de andre og fange én, eller ved Skillevings søge de andre op og kende dem.
Saa stilledes der op i Række eller Rundkreds. En gik foran eller i Midten, der blev saa sunget et Vers, et Ord paa hver Person. Den som fik Ordet ude, traadte ud af Ringen. Verset fuldførtes, og der begyndtes forfra, til der kun var én tilbage. Vedkommende var saa Manden. Verset lød:
Ennike, Bennike sukker Du mig
Obra, Dobra dundre Dig
Her skal ske en Østenvind
Kører en Baadsmand ud og ind
Hans Navn skal man kalde
Erik, Kerik, Kobberpenge
Ekspres Du er ude
Som et lille spansk Es
Kolleveben, Kollevaben
Das Leben das Laben
Saa forfra igen.
Et Par Linier af en anden Sang i samme Øjemed:
Olden, dolden dorf
Fingen, fangen, fof
Fof, for alle Markens Pander
A — B — Ba — Buf.
Der var mere, men jeg husker det ikke.
Skillevings (Skelne hvem) - vi skiftede Tøj, hovedsagelig Frakker og Huer, vendte ud og ind paa Frakker og Veste, i det hele gjorde os saa ukendelige som mulig. Klumpede os saa alle sammen i en Bunke, helst i et Hul paa Marken, eller gemte os enkeltvis.
Saa blev der raabt Kom, og saa skulde Manden kunde se, hvem det var og nævne Navnet. Gættede han forkert, saa maatte han gaa igen, til der blev kaldt igen. Det var det samme som Skjul.
Saa var der Pantelege, især med en Ring, der vandrede fra den ene til den anden under Knæene. Deltagerne sad i Rundkreds, én gik i Midten og skulde gribe Ringen. Hænderne paa de Siddende gik uafbrudt, som om de gav Sidemanden noget. Iblandt var det jo Ringen. Blev én grebet med Ringen, maatte Vedkommende give Pant og op og være i Midten. Den første satte sig saa paa den andens Plads. Alle Mand sang:
Den som denne Leg vil lege
Hun maa nøje passe paa
Hurtig Ringen fra sig dreje
Ellers Pant hun give maa
Passe paa, passe paa
Ellers Pant hun give maa
Her er Ringen, lad den vandre
Fra den ene til de andre
Ringen er skjult under Bølgerne blaa
Sig mig saa, hvor Du Ringen saa
Her er Ringen, Her er Ringen
Her er Ringen, Her er Ringen