"Der var engang en konge, som havde syv smukke døtre...".
Dette kunne være begyndelsen til et eventyr om prinser og prinsesser og det halve kongerige. Men det kunne også være begyndelsen på en beretning om "Dragørs Konge", skibsreder Hans Nielsen Jeppesen, som boede på "Elisenborg" og havde syv døtre.
H. N. Jeppesen er vel nok den største skibsreder, som Dragør har haft. Han havde sit virke fra 1850erne til 1880erne, det vil sige i byens sidste opgangsperiode som søfartsby, og måske var det netop på grund af hans - og enkelte andres - driftighed, at Dragørs skibsfart korn til at opleve denne renæssance.
Dragørs søfart
De store tider for Dragørs søfart havde været i sidste halvdel af 1700-tallet. Dengang havde byen overgået alle andre provinsbyer og var blevet landets største søfartsby næst efter København. I 1771 var der 92 skibe hjemmehørende i Dragør.
Dengang lå de fleste Dragør-skippere og sejlede med brænde og korn fra provinsen til hovedstaden, men der var dog også nogle, der sejlede i udenrigsfart. Søkrigen mod England, der begyndte 1807, satte imidlertid en stopper for denne storhedstid, idet næsten hele den dragørske flåde udslettedes.
Man sagde, at Dragør var den by i landet, der var hårdest ramt. Selv om en del af byens skippere deltog i kapertogterne under krigen 1807-14 og tjente mange og hurtige penge, var der på grund af statsbankerotten i 1813 kun få, som fik varig glæde af denne indtjening.
Efterhånden blev der genopbygget en flåde, men sejladserne var ligesom i 1700-tallet baseret på brændetransporter til København. Dragørerne fortsatte i det gamle spor, selv om der ikke mere var den store fortjeneste her. Byen sakkede i 1820'erne og 1830'erne langt bagefter andre områder i den danske provins som f.eks. Svendborg og Fanø, der havde store sejlskibsflåder. Mange Dragør-søfolk sejlede derfor med skibe fra andre provinsbyer og København.
En af grundene til denne stagnation var nok, at der sjældent erhvervedes nybyggede skibe. Et skibsværft havde Dragør aldrig haft. Byens sejlskibsflåde har derfor hovedsagelig bestået af brugte skibe - som oftest ældre og sommetider endda vrag - som blev opkøbt, repareret og sat i fart.
Ved midten af 1800-tallet var mange sejlskibe billigt til salg på grund af konkurrence fra dampskibene. Dette skete samtidig med et opsving på det udenlandske fragtmarked, hvor blandt andet befragtning af kul til de nye jernbaner og jernstøberier gav ændrede forhold indenfor shippingbranchen. Nogle af Dragørs skippere så mulighederne heri.
Dragørs sidste blomstringstid som søfartsby begyndte.
Bedsteforældrene - amagersvensken og kaperskipperen
Der stod ikke skrevet over Hans Nielsen Jeppesens vugge, at han skulle blive Dragørs store mand, og at nogle af hans efterkommere skulle blive endog betydningsfulde personligheder indenfor international skibsfartshistorie.
Han blev født 15. februar 1815 i Von Ostensgade 8 i Dragør. Forældrene var sømand Niels Jeppesen Taarnby og hustru Marchen Hans Møller, og inde ved siden af i Von Ostensgade 10 boede hans farfar og farmor, Jeppe Pedersen og Ane Knudsdatter.
Niels Jeppesen Taarnby var kommet af små kår. Det havde aldrig været muligt for ham at få en maritim uddannelse. Han havde måttet ernære sig som matros, taget hyre på forskellige skibe og sommetider fisket lidt for at skaffe til dagen og vejen for konen og de syv børn, der efterhånden kom til.
Hans forældre var nemlig fattige svenskere. De havde, efter at have ført en omflakkende tilværelse, slået sig ned i Dragør og her fået mulighed for at leve sammen i deres eget lille hus.
Faderen, Jeppe Pedersen, er formodentlig startet som tjenestekarl rundt omkring på Amager, samtidig med at han hjemme i Skåne havde kone og børn, som han med mellemrum besøgte. En hel del svenskere levede dengang på denne måde. Måske har han af og til haft familien med, hvis han i en periode havde godt arbejde.
Dette var i hvert fald tilfældet i 1790, hvor den lille familie var bosiddende i Sundbyvester. Her boede de til leje og her fødtes 22. september sønnen Niels, som, såvidt det har kunnet efterforskes, må være det tredie barn i familien efter sønnerne Peder og Ole, der sandsynligvis er født i Sverige. Senere kom Knud til, og der er dokumentation for, at han er født i Skåne ca. 1795.
I slutningen af 1790'erne finder man Jeppe Pedersen i Dragør. I 1798 betalte han nemlig 3 rigsdaler for "Byens Rettigheder" - et krav til fremmede personer, der ville bosætte sig i Dragør. Mærkeligt nok betalte han kun for sig selv, ikke for hustruen, men måske var hun kommet tidligere, f.eks. til et job som tjenestepige eller væverske. Børnene kunne da være anbragt hos familie i Skåne.
Fra 1798 ser det ud, som om Jeppe Pedersen og Ane Knudsdatter har etableret sig og muligvis da købt huset Von Ostensgade 10 for deres få, sammensparede penge. Men dermed var sorgerne ikke forbi, for samme år mistede de den formodentlig ældste søn Peder, 17 år gammel.
Han var skibsdreng hos skipper Peder Nielsen Maglebye, men faldt over bord ved Saltholm og druknede. Samme skæbne overgik sønnen Ole, som i januar 1808, 20 år gammel, døde i Dragør af kulde efter 48 timers ophold på et strandet skib ved Saltholm. Tilbage var Niels og Knud. Knud blev matros på langfart. I 1817 tog han af sted med galeasen TITANIA af Flensborg med kurs mod Lissabon og videre, men korn aldrig mere tilbage. Ved søsessionen 1834 blev han slettet af sørullen. Da var der ingen i Dragør, der forventede at se ham igen.
I den første periode af 1800-tallet var det vistnok ikke så let at være svensker i Danmark. Europa var i krig. England og Sverige var imod Napoleon - Danmark var med. Dermed opstod der et modsætningsforhold mellem Danmark og Sverige.
I 1813 udsendte de danske myndigheder en forordning om at føre kontrol med de svenskere, der opholdt sig i landet. Jeppe Pedersen og Ane Knudsdatter var 1. oktober 1813 sammen med 79 andre svenskere i Dragør indkaldt til forhør hos schouten i Store Magleby.
Tilsyneladende slap de dog med at oplyse, hvor længe de havde opholdt sig her i landet. Jeppe Pedersen angav 35 år og hans kone 18 år. Ugen før havde 63 svenskere, bosiddende i Store Magleby, på samme måde måttet give møde hos schouten.
Jeppe Pedersen døde 28. oktober 1818, 72 år gammel. Ane Knudsdatter har formodentlig forsøgt at ernære sig ved at væve eller spinde, men i sine sidste leveår kunne hun ikke klare sig. Hun kom under fattigvæsenet og fik ophold på byens fattighus, hvor hun delte et værelse med fire andre kvinder. Kosten fik hun hos forskellige mennesker ude i byen alle ugens syv dage.
Hun døde 17. december 1832, 72 år gammel - en aldersangivelse, som nok skal tages med forbehold. Muligvis var hun ældre. Fattigvæsenet betalte 3 rigsdaler 2 mark til hendes ligkiste, men fik til gengæld indtægten på 4 rigsdaler 5 mark 6 skilling fra auktionen over hendes få ejendele. Her købte hendes eneste søn Niels tre særke, et egebord og hendes spinderok.
Denne søn, Niels Jeppesen Taarnby, blev i 1814 gift med Marchen Hans Møller.
Marchen var født 1792 som datter af skipper Hans Christiansen Møller og hustru Ehm Jens Nielsen Rose, der boede i Skipperstræde 4. Moderen døde 1794 fra tre små piger, så Hans Chr. Møller giftede sig igen med Anne Jørgen Gertsen. I dette ægteskab kom yderligere otte børn til.
Hans Chr. Møller deltog i kaperkrigen, der begyndte 1807. På sin lille båd FLYVEREN havde han plads til 12 mand og en kanon, men hvor stort hans udbytte blev af denne lovlige form for sørøveri, vides desværre ikke. Omkring 1812 var han medejer og fører af galeasen ANNA MARGRETHE på 35½ læst.
Hans Chr. Møller døde i 1813 af "en yderst ondartet Forraadnelsesfeber". Ved hans død arvede de tre ældste døtre af første ægteskab hver en mindre formue på 186 rigsdaler
Forældrene
Denne arv gjorde det muligt for Niels og Marchen ret hurtigt at erhverve huset Von Ostensgade 8. I de følgende 20 år kom der syv børn i familien - Hans 1815, Ehm 1817, Peder 1820, Ane 1823, Christian 1827, Ole 1831 og Niels 1834.
Niels Jeppesen, der fik tilnavnet "Taarnbye", fordi han var født i Sundbyvester i Taarnby sogn, og der allerede i Dragør var flere, der kaldtes Niels "Sundbye", ernærede sig som sagt som matros og af og til som fisker. I midten af 1830rne finder man ham som bådfører på den åbne båd SOPHIE på 5 læster med tilladelse til at sejle i indenrigsfart samt på Norge og Sverige.
Måske var det denne båd, der var den første færge mellem Dragør og Sverige, for i 1835 fik bådfører Niels Jeppesen Taarnby sammen med to andre bådførere, Carl Jansen Hermann (en svoger til Niels) og Henrik Jacobsen Hermann, nemlig koncession i 10 år på at drive færgefart mellem Dragør og Malmø. Denne bevilling blev udstedt af Den kongelige General Postdirektion, men det var åbenbart ikke noget, de tre færgemænd kunne spinde guld på, for i 1838, efter at Carl J. Hermann var afgået ved døden, frasagde de to andre sig koncessionen.
Måske var det også fordi Niels Jeppesen Taarnby havde set sig nødsaget til at tage hyre. Således stoppede den første Sveriges-færge fra Dragør, og der skulle vel gå omkring hundrede år, før nogen igen forsøgte sig med et sådant foretagende.
I 1840 blev Niels imidlertid bådejer og kunne sætte foden på eget dæk. Han var nu sætteskipper på sin båd CARLSTEEN, der var på 3½ læst, og han havde tilladelse til at sejle mellem Helsingør og Dragør.
Den store ildebrand
12. maj 1842 oplevede Dragør den store katastrofe. En sindsforvirret kone, der boede i Slippen (nuværende Volmerhus) satte ild på sit hus. En kraftig øst-nordøstlig vind fik hurtigt ilden til at brede sig henad den vestlige ende af Von Ostensgade og over i den nordlige side af Chr. Mølstedsgade, helt op til Vestgrønningen. 18 huse blev på denne forårsdag lagt i aske og deriblandt Niels Jeppesen Taarnbys hus.
Huset var brandforsikret for 480 rigsdaler, men indboforsikring fandtes ikke. En fortegnelse over, hvilket indbo Niels Jeppesen Taarnby mistede, findes ikke. Kun ved man, at Marchen Hans Møller mistede to vævestole med diverse tilbehør samt to rokke, hvilket fortæller, at hun og hendes to døtre med disse redskaber har bidraget til den hjemlige økonomi.
Af forsikringssummen på 480 rigsdaler fik Niels Jeppesen udbetalt 470 rigsdaler, idet resterne af en kakkelovn blev takseret til 5 rigsdaler og nogle murbrokker, som nok kunne genanvendes, blev sat til andre 5 rigsdaler
Indsamlinger blandt godgørende mennesker gav et lille bidrag til genopbygning af hjemmet. Denne indsamling fandt støtte fra både høj og lav. Således gav kongen 200 rigsdaler, dronningen og enkedronningen hver 100 rigsdaler og fra Niels Nielsen ude i Rødovre korn der 3 skilling.
Niels Jeppesen Taarnby valgte, ligesom de fleste andre, at lade sit hus genopbygge på et af byen anvist areal bagved skolen. For at flytte udenfor bykernen og begynde på den bare mark fik han udbetalt en ekstrapræmie på 18 rigsdaler Den klynge huse, som her opstod, blev til det, vi i dag kender som Nyby, og her flyttede familien ind i huset Nyby 1-3.
Niels Jeppesen Taarnby døde 9. juli 1849, mens hans hustru Marchen Hans Møller levede til 29. december 1866. Hun boede til sin død i huset i Nyby, og hun fortsatte med at stå som ejer af båden CARLSTEEN lige til 1858. Sønnen Hans har formentlig sejlet med den i denne periode.
Deres børns skæbne var knyttet til søen, og her mødte hver af de fem sønner sin død. Marchen Hans Møller havde den sorg at miste tre af dem indenfor en periode af godt et år. Den ældste søn Hans' liv vil blive beskrevet i det følgende afsnit.
Søskende
Ældste datter Ehm Niels Jeppesen, født 1817, blev gift med bådfører Peter Svendsen og overtog halvdelen af forældrenes hus, Nyby 1. Peter Svendsen blev ansat i sin svogers rederi. Han var søstersøn til Marchen Hans Møller og således sin kones fætter.
Peder Niels Jeppesen, født 1820, blev styrmand og druknede i december 1844 på en rejse til Middelhavet og Madeira med skibet THOMAS LAWRENCE, hvor hans bror Hans var kaptajn.
Ane Niels Jeppesen, født 1823, blev gift med skipper Peter Jansen Juncker, som også var beskæftiget i svogerens rederi. De overtog den anden halvdel af forældrenes hus, Nyby 3.
Christian Niels Jeppesen, født 1827, sejlede som ungt menneske med THOMAS LAWRENCE, som i mange år blev ført af storebror Hans. Han blev uddannet som styrmand og sejlede som sådan med skonnerten ELISABETH, der ejedes og førtes af Hans. I 1854 erhvervede han skippercertifikat og blev indskrevet i skipperlauget juli 1854. Han omkom ved et forlis i 1855, men hvor vides ikke. Måske skal hans død kædes sammen med forliset af ovennævnte skonnert ELISABETH i Atlanterhavet 1855.
Ole Niels Jeppesen, født 1831, blev styrmand. Han begyndte også på THOMAS LAWRENCE og fulgte med over, da broderen Hans N. Jeppesen startede egen rederivirksomhed. Ole er formodentlig druknet i 1856, men det har ikke kunnet bevises.
Niels Niels Jeppesen, født 1834, fulgte i de ældre brødres spor og begyndte som dreng, derefter kok og ungmand om bord på THOMAS LAWRENCE. Fulgte senere med over i H. N. Jeppesens skonnertbrig COQUETTE, ført af skipper Isbrandt Raagaard. Her var han styrmand, og på en sejlads i Østersøen i efteråret 1856 druknede han.
Note: Det er overleveret, at Hans Jeppesen var vågnet en nat ved at høre en skibsklokke ringe, og havde udbrudt, at dér druknede hans bror. Efter nogen tid indløb efterretninger, der viste, at det havde været rigtigt. Det vides ikke mere, hvilken bror der mentes.