Mary Riber skrev i 1966 sine erindringer om Dragør som hun huskede byen. Nedenfor gengives hendes erindringer i en udgave, der er let sprogligt redigeret.
Du kan også downloade erindringerne som PDF-fil. I denne udgave er der tilføjet forklarende noter om de mennesker og steder, der omtales.
Når jeg som gammel kone sidder og ser ud over Fogdens Plads, mindes jeg årene, der svandt samt alle de gamle mennesker, jeg har kendt her i vor lille by.
Her på pladsen boede den gamle vægter, Niels Poulsen og hans kone Bendte, og hos dem var gamle Ane på aftægt.
Ved siden af boede Hans Hansen med sin kone Ane.
Hans Hansen var ombord på ét af de danske fyrskibe,. Han var tysker med et temperament - uha, uha - der undertiden gik ud over stakkels Ane. De havde gamle blinde Bol på aftægt.
De fik de gamles huse mod at passe dem, så længe de levede, og de var gode ved de gamle. Vi børn kom tit over hos gamle Bol, hun lærte os gamle, sørgelige viser, der var især en, jeg husker lidt af endnu (Elvira hun går i sin faders gård i sorte flagrende klæder). Der stod vi små tøse og hørte på, dybt bevægede.
Gik vi hen ad gaden, boede der på hjørnet ved købmand Mortensens to gamle koner. Den ene var blind, og der kom vi også på besøg, men de havde ikke tid til at snakke, de spolede, så der var ikke så sjovt.
Den næste gamle kone, vi besøgte, hed Grith, kaldet "Grith Hug", en sød og rar gammelmor. Hun fortalte spøgelseshistorier, så vi var bange, når vi gik derfra.
Hun havde en stor væv i sin stue, undertiden sang hun for os, medens væven gik. I stuen var også en gammel bilæggerovn, hvorpå der stod en kobberkedel med kaffe i.
Ved siden af væven stod et stort lerfad med slette i, det blev brugt til at smøre kædegarnet med. Vi fik lov at prøve en gang, men da der kom mere på gulvet end på kæden, blev det kun ved den ene gang.
Længere henne i Strandstræde boede en gammel kone, der hed "Trejn Poul Magger", en rigtig arrig trold.
Så var der "Grith Bindemøg" , hun skældte altid ud, måske var vi også lidt for nysgerrige, vi ville jo gerne se, hvordan der så ud inde hos hende. Hendes mand passede på køerne fra de tre gårde.
Min broder Gert og Frederik Møller lavede en sang om ægteparret, og en aften stillede de sig op uden for deres vinduer og sang den, så gik Grith hen og skældte mødrene ud osv.
Oppe på Kongevejen, hvor der nu er frisørsalon, boede to gamle amagerpiger. Jeg husker, at de var meget forargede, da der blev indført tvungen renovationsafgift. Den ene udbrød: "Og vi gjør så lidt"...
Så var der de to gamle kaldet de grønne jomfruer, de boede i et gammelt hus, det lå der, hvor ostehuset ligger. Dem gik vi i byen for, men vi måtte aldrig komme ind hos dem.
Ikke at forglemme gamle Marken Vester, der solgte slik. Når vi om søndagen fik en toøre, så hen hos Marken og købe et brystsukker, som det kaldtes, og det smagte vel nok.
Når vi kom ind i hendes gård, var der fuldt af hønsemøg. Hun havde nemlig så mange høns, så det kunne ikke undgås, at der hang noget ved træskoene. Så skældte mor ud, når måtten var fuld af hønsemøg.
Var der bal, sad Marken med sin kurv i salen og solgte frugt. Var det efterår, og vi gik ned for at se fiskebådene kom i land, sad hun på bolværket med sin frugtkurv. Ved juletid solgte hun legetøj. Sikken glæde, når vi skulle hen hos Marken og se på udstillingen. Det dyreste stykke legetøj kostede 50 øre, men det kunne der jo slet ikke blive tale om at få. Nej, sagde mor, ti øre kan gå. Børn var ikke så forvænte den gang.
Henne på Torvet, hvor glarmesteren har forretning idag, var gamle Ane (tror jeg hun hed) med sin lille manufakturforretning. Det var sjovt at komme derind. Hun solgte blandt andet perler, og de strålede i alle farver. Der var jo noget at se på for små pigeøjne, og så havde hun en datter, der var pukkelrygget, det var jo også spændende for os unger.
Så var der den gamle "Neel Pejlot". Hun boede henne ved bager Hagel. Hun havde rulle, og dér gik vi hen og rullede to stykker tøj for én øre. Hun var også en gammel arrig rad. Hun skældte os ud, når vi kom. Det var ikke noget at sende unger hen at rulle, vi ødelagde bare rullen, og så talte hun stokkene, for hun var bange, vi skulle snyde hende.
Men hvad blev børn ikke sat til den gang! Da jeg var tolv år fik jeg min første plads hos lodsbogholder Jans - 75 øre om ugen og aldrig et stykke mad. Mødte kl. 7, fyrede i kakkelovnen, gik efter mælk og brød, dækkede morgenbord, lavede the, gik i skole 8.30. Igen i plads kl. 12.30, vaskede op efter middagen, gik i byen. Lørdag eftermiddag lå jeg på mine knæ og skurede et eller andet hvidt gulv i huset. Det var tider, men man lærte at bestille noget.
Men for at komme tilbage til det gamle, så var der gamle "Mano". Hun var mor til købmand Mortensen, en elskelig gammel kone, altid glad og sød. Det var hende, der sagde, da de begyndte med flyvemaskinerne: "Hvis vor Herre ville haft, vi skulle flyve, havde han nok givet os vinger".
Mano fik vi os en sludder med, når vi sad sammen på malerbænken, når solen var ved at gå ned, ja, det var dengang.
Og gamle madam Kæmpe, hun boede i Bymandsgade. Hun havde en stor papegøje, og om sommeren stod den ude i gården i sit bur. Madam Kæmpe kunne bande som den værste, og papegøjen ikke mindre, og det var jo skægt for alle ungerne i gaden at høre, når hun skældte papegøjen ud, og den svarede igen.
I min barndom var der jo noget, der hed Fattighuset, Gudskelov at det ikke er mere. Ude i det hus var der ikke så få stakkels mennesker, og hvor Dragør-børnene var stygge ved de stakler. Jeg var selvfølgelig med.
Der var Tosse Carl, Gagge Mikkel, Sybrijanus, Dynevaar, lille Anna og store Anna. Hvor blev de drillet, og hvor var det synd, ja, børn er ubarmhjertige, godt det er forbi.
Nede i Strandstræde boede to gamle damer, der bandt kranse. Jeg husker ikke, hvad de hed. I midten af hver krans var anbragt et kort, hvorpå var trykt et vers om døden og Vorherre.
Så var der Inger Rasmine. Hun havde forretning i Von Ostensgade, og dér købte ungdommen deres dansesko, når de skulle til fest i anlægget. Pris 2 kr. og 50 øre.
Den gamle madam Andresen havde forretning på hjørnet af Sønderstræde og Bymandsgade, hvor hun solgte slik.
Else Christjans og hendes mand boede i Sønderstræde, de havde en hvidbroget ko, som han hver morgen fulgte ud på græs. Den mand havde været i Amerika, og det blev fortalt, at han havde tjent mange penge. Om det er rigtigt, ved jeg ikke.
Dér, hvor mejeriet ligger i Chr. Mølstedsgade, lå i sin tid en stor skibshandel. Dens indehaver var enkefru Møller, bedstemor til Christmas Møller.
Efter hendes død overtog en anden søn Georg Møller den og drev den en hel del år. Det var i sejlskibstiden, der kom alle kadrejerne og købte ind til de skibe, der lå på reden uden for Dragør, og det var ikke få.
Om efteråret kom der fiskere fra hele kysten til Dragør og fiskede sild, de kom fra Skovshoved, Taarbæk, Sletten osv.
Dengang var der dejligt i Dragør. Det var dengang køerne fra de tre gårde blev lukket ud om morgenen og lige så stille luntede afsted ud bag Vierdiget for atter at lunte hjem ved fem-tiden om eftermiddagen uden en eneste behøvede at jage dem. De skulle nok selv finde hjem!
Dengang kostede en pot mælk 14 øre, og en pægl fløde 16 øre.
Henne på Torvet, hvor den gamle fiskerkone Marie boede, var i sin tid et vaskeri. Det var to ældre damer, der havde det. De hed frk. Foss. De var meget dygtige, og dér gik folk hen med deres fine gardiner og deslige. Det var meget fint arbejde, de udførte.
Så var der blegerne, som de kaldtes, det var vel nok et slid. I de rigtig gamle dage kørte de på trillebøre det våde lærred hjemme fra og ud på Blegen. Senere fik de jo en hest og en vogn. Det hjalp jo, men jeg har set de to gamle, der boede heroppe i Bymandsgade, køre med trillebøre, det var seje mennesker.
Jeg mindes gamle Ane, hun malkede oppe på gården, hvor jeg var stuepige. Ane talte så utydeligt, og engang spurgte jeg, hvor det kunne være. "Jo", svarede Ane, "mine tænder passer ikke til min mund, det har været min broders".
En aften det var koldt og glat, og Ane kom fra stalden med det sidste mælk. I hånden havde hun malkeskamlen og spanden med mælk, og pludselig gled Ane, og bums dér lå hun. Tænderne var fløjet ud af munden på hende. Spand og mælk til den ene side, skamlen til den anden.
Vi unge fløj jo ud og skulle se, hvad det var for et postyr, og vi syntes jo, Ane så komisk ud, som hun lå der, så vi gav os til at grine, men så kom fruen til og gjorde os rigtig godt til skamme. Den ungdom....17 år.
I min barndom var der mange gæs i Dragør. Vi småpiger passede gæs for flere gamle koner, og for det fik vi 10 øre om ugen. Vi havde sommetider tre hold at passe på, og det var ikke altid let. De måtte jo ikke blandes, så vi skulle ikke slippe dem af syne.
Folk havde dengang både gæs, ænder, høns og gris, det blev jo senere forbudt. Det var en stor dag hjemme, når grisen skulle slagtes, og hvor havde mor travlt. Dagene derpå blev der lavet sylte, finker, rullepølse osv. Vi børn hjalp til med det hele og syntes, det var en hel svir.
Nu sidder man her som en gammel kone med mange minder i behold, lidt af hvert har man prøvet, sådan er jo livet.
Dragør, august 1966
Mary Riber