Førtidspensionister, der har fået tilkendt eller påbegyndt sag om førtidspension før 1. januar 2003, kan modtage helbredstillæg. Førtidspensionister, der tilkendes førtidspension efter de regler, der træder i kraft den 1. januar 2003 (førtidspensionsreformen) kan ikke modtage helbredstillæg.
Beregning.
Udgangspunktet for beregning af tilskuddet er en fast pris, som kommunen har aftalt med en eller flere leverandører.
Helbredstillægget beregnes som maksimum 85 pct. af pensionistens egen andel af udgiften og udbetales afhængigt af den personlige tillægsprocent. Helbredstillæg kan dog ikke udbetales til pensionister, hvis pensionistens og eventuel ægtefælle/samlevers likvide formue er større end et fast beløb, der er fastsat af Socialministeren. (77.700 i 2012) Hvis man har helbredskort for aktuelle år, anses formuebetingelserne for opfyldt, og tilskuddet beregnes med helbredsprocenten på helbredskortet.
Oplysningspligt.
De har oplysningspligt om oplysninger, der formodes at kunne påvirke retten til tilskuddet. Det kan være ændringer i formue/indtægtsforhold eller personlige ændringer.
Udbetaling.
Hvis De er berettiget til tillægget kan De vælge den leverandør De ønsker, men tilskuddet beregnes altid ud fra kommunens faste pris.
De skal søge om tilskuddet inden brillerne bestilles, da tillægget ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft.
Tilskuddet udbetales, når der foreligger en regning, og udbetales efter fuldmagt til optikeren eller sendes til den bankkonto De selv vælger.
Tillægget er skattefrit.
Registrerede oplysninger.
Kommunen registrerer de modtagne oplysninger og videregiver oplysningerne til andre offentlige myndigheder, der har lovmæssigt krav på oplysningerne.
Kommunen kan videregive oplysninger om tilskuddets størrelse til f.eks. behandlere.
De har efter persondataloven ret til at få at vide, hvilke oplysninger om Dem, som kommunen behandler. De kan kræve forkerte oplysninger rettet.
Klageadgang:
Der kan klages over afgørelser til Statsforvaltningen Hovedstaden, Det Sociale Nævn inden 4 uger.
Klagen sendes til kommunen.
Henvendelse for yderligere information:
Borgerservice.