Dragør Lokalarkiv interviewede Poul Petersen i anledning af 60 års-dagen for befrielsen i 1945, og han har i den forbindelse nedskrevet nedenstående beretning om sig selv, sit liv og i særlig grad de spændende befrielsesdage i 1945, hvor han optog en lang række unikke fotografier, som i dag findes i Dragør Lokalarkiv.
Poul Petersen beretter følgende:
"Jeg blev født 8. juni 1922 i Store Magleby.
Min bedstefar Carl Adolfsen og min bedstemor have købt en gammel gård i Store Magleby, hvor de drev et amagerbrug med hjælp fra min mor og far, Mary og Aage Petersen.
Det var en gammel gård, som et par år efter blev revet ned, og erstattet af den nuværende gård, som kom til at hedde Maglebygård i Nordre Kinkelgade. Min bedstemor døde ganske kort tid efter og min far og mor overtog den.
Jeg var enebarn i fem år, så fik jeg en bror, Arne, som er kendt af mange især i Store Magleby, fordi han var medlem af kommunalbestyrelsen og i et par perioder også viceborgmester. Flere søskende blev det ikke til.
Da jeg blev syv år kom jeg i skole. Det var ikke længere den stråtækte, der var nemlig i 1927 opført en hel ny skole. Skolen havde tre lærere med Vilhelm Lund, som det der dengang hed førstelærer.
Der var fem klasser. De sidste to år gik man i femte klasse, dog med forskelligt pensum. Jeg nåede ikke at få de sidste år med. Jeg kom nemlig til at gå i Dragør Skole, og det er en lille historie for sig.
Min drengetid
Far og mor drev som nævnt landbrug, og var der noget som ikke interesserede mig, så var det landbrug.
Der fortælles en historie i familien, om at jeg plantede planter med rødderne opad. Så galt var det nu nok ikke, men det siger da lidt om min manglende interesse. Jeg var mere interesseret i teknik o.l.
Mine forældre var altså klar over, at jeg skulle noget helt andet, og de talte så med lærer Lund for at høre, hvad han mente.
Jeg husker så tydeligt den dag, han kom hjem til os og foreslog, at jeg skulle gå i Dragør Skole, hvor jeg kunne tage en præliminæreksamen. Og det blev så resultatet.
Jeg gik tre år i Dragør, og fik min eksamen. Der var dog det ved det, at Dragør Skole ikke havde eksamensret, så vi skulle til København, hvor vi måtte lide den tort, at det var helt fremmede, der hørte og censurerede os.
Det var i Studiegården i Studiestræde, som hørte under Universitetet. Det var i 1938, længe siden, men minderne blev trukket frem i forgangne vinter. I TV-serien "Krøniken" går Ida op til studentereksamen ad samme trappe og ind ad samme dør, som jeg og skolekammeraterne med bange anelser gjorde. Men jeg fik altså min præliminæreksamen.
Læretid
Hvad skulle den så bruges til? Ja, jeg skulle jo lære et eller andet, altså i lære. Det var ikke så let, der var nemlig lige kommet en ny lærlingelov, som krævede, at mester skulle betale sygekasse og aftenskole. Læg mærke til, jeg siger aftenskole, den gang arbejdede man hele dagen, og så måtte man gå i skole om aftenen.
Det lykkedes dog endelig at få en læreplads. Det var i et firma, som importerede og leverede værktøjsmaskiner til industrien. Her var altså noget med teknik, men det var kontorarbejde, jeg skulle beskæftige mig med.
Min chef fandt dog hurtigt ud af, at jeg kunne noget andet end at klistre frimærker og sætte breve på plads. Der var en mindre afdeling i firmaet, en maskinafdeling, og her kom jeg til at beskæftige mig med noget der havde min interesse.
Sanitetsstation
Jeg havde kun lige fået mit job, da krigen brød ud. Danmark var blevet besat af den tyske Værnemagt. Og alt blev anderledes.
De første luftalarmer lød allerede, da de første overflyvninger begyndte. Og på Store Magleby skole blev der oprettet en sanitetsstation. Det var Røde Kors, der oprettede den. Amtslægen og lægen Poul Dich fra Dragør stod for den, og den blev bemandet med frivillige.
Jeg havde gennemgået et samariterkursus og meldte mig som frivillig. Sådan set har det ikke direkte noget med befrielsen at gøre, men jeg skal senere fortælle om en lille episode, som har tilknytning til befrielsen.
Modstandsbevægelsen
I al hemmelighed opstod der de såkaldte ventegrupper rundt omkring i landet, således også i Store Magleby.
Jeg kom også med i en gruppe. Det står mig ikke helt klart, hvad der fik mig med, men en af mine gode venner var Albert Svendsen, den senere borgmester. Han var gruppeleder og han turde stole på mig.
Det var nemlig ikke uden risiko at opfordre nogen til at være med, man skulle kende vedkommende indgående.
Egentlig gjorde jeg mig ingen overvejelser. Politisk har jeg altid hørt til på den borgerlige side, og nazismen og udviklingen i Tyskland var jeg i den grad modstander af, så alene af den grund var det naturligt at gå med. Det skulle i den grad være hemmeligt, så hverken forældre, familie og venner fik noget som helst at vide.
Først da frihedsbudskabet lød i radioen, fik min far og mor at vide, at vi nu skulle samles på Skrivergården.
De blev ikke så lidt overraskede, ikke mindst da jeg på et senere tidspunkt kom hjem og "beslaglagde" min fars lastbil - køretøjer skulle vi jo have. "Hvem skal køre den?", spurgte min far bekymret. "Det skal jeg". "Men du har jo ikke kørekort", sagde han så. Men sådan en bagatel måtte man jo se bort fra i en sådan situation.
Og så til episoden, som jeg lige nævnte i forbindelse med sanitetsstationen. Vi manglede udstyr - bl.a. hjelme.
Jeg havde adgang til sanitetsstationen, hvor der var en del stålhjelme, og dem kunne vi godt bruge. Så jeg "beslaglagde" det antal der fandtes. De var hvide med rødt kors, og det gik jo ikke an, så derfor drog jeg skyndsomst til malermester Teudt, som malede dem sorte med hurtigtørrende spritlak. Så kunne de bruges i A3 - det lokale kompagni.
Jeg har gemt min egen, og man kan stadig se det hvide skinne igennem visse steder, og ganske lidt rødt af det røde kors.
Vi var syv i min gruppe, hvoraf vi kun er tre tilbage: Poul Gjertsen, Svend Adriansen og undertegnede.
De øvrige, som nu ikke er mere, var Albert Svendsen, Einar Jansen, Willy Petersen og Jacob Riber.
Delingerne var opdelt i grupper. Delingsføreren for vores gruppe, var Gerhard Jørgensen.
Skydeøvelser
Det var af gode grunde meget begrænset, hvad vi havde kunnet foretage os af øvelser. Vi kunne jo ikke foretage os noget som helst udendørs, fordi der var så mange tyskere i området.
Det var dog meget almindeligt, at der på gårdene var indrettet frostfrie rum til oplagring af kartofler. Det gjorde, at de også var lydisoleret.
Det havde man også gjort på Hjørnegården, hvor Albert Svendsen boede. Her havde vi altså en mulighed for at foretage skydeøvelser, om end kun i begrænset omfang, fordi der var meget få våben, som oven i købet måtte gå på tur mellem grupperne.
Engang var det nær gået galt, da et gevær skulle til Dragør. Alt var aftalt og geværet godt skjult mellem lange buskplanter. Det skulle afleveres til gruppelederen i Dragørgruppen, Mogens Muff Hansen, når han kom med toget på vej hjem fra arbejde.
Jeg var selv med samme tog. Meningen var at "godset" skulle afleveres ved toget på Store Magleby station.
Uheldigvis var Gestapo med toget for at kontrollere, hvad der foregik. Det var ikke muligt at stoppe afleveringen, så jeg var meget nervøs og ringede adskillige gange til Muff i Dragør. Lettelsen var stor, da han endelig kunne melde alt vel. Vi havde været i en slem knibe, hvis han var blevet taget.
Vi mødtes jævnligt for at blive instrueret i, hvordan vi skulle forholde os i givne situationer, desuden fik informationer om den øjeblikkelige situation i frihedsbevægelsen på Amager.
Befrielsesbudskabet og A3
Så kom befrielsesaftenen.
Vi havde fået besked om at møde op på Skrivergården. Her mødtes alle Gerhard Jørgensens grupper.
For første gang så jeg så, hvor mange af mine venner, der var med i A3, som kompagniet hed.
Først hen på natten fik vi besked på, at vi om morgenen skulle samles på Store Magleby Skole. Vores kompagnichef var Niels Buchhave (med dæknavnet Preben). Og så blev skolen vores kvarter de næste par uger.
Mine mange billeder viser vores aktiviteter og fortæller dermed bedre end ord, hvad vores opgaver var.
Af højdepunkterne skal dog nævnes, at der var problemer med at få kommandanten på Dragør skole, som var lazaret med rødt kors på taget, til at overgive sig i første omgang. Der var skyderi om formiddagen, men om eftermiddagen gav han op. Jeg var selv med om eftermiddagen.
En anden begivenhed var uro og skyderi på Christianshavn, hvor vi rykkede ud, uden at det kom til episoder.
Vi var en lille kortege af lastvogne med frihedskæmpere på. Jeg kørte min fars lastvogn med generator. Jeg glemmer aldrig de mange mennesker som jublede og råbte hurra, medens vi passerede forbi dem på Amagerbrogade. En anden uforglemmelig begivenhed var Dragørfortets overgivelse.
Fotointeressen
Jeg har altid været vild med fotografering.
Min mor forærede mig mit første fotografiapparat, et ganske almindeligt bokskamera. Mit første egentlige kamera købte jeg i 1938 for 85 kroner. Jeg har det endnu og det fungerer. Senere blev det til mere avancerede kameraer.
Det var naturligt, at jeg havde kameraet med mig i befrielsesdagene.
Billederne, jeg tog, er kun det, jeg vil kalde erindringsbilleder for mig selv, men det skulle gå anderledes. Det første jeg gjorde, når jeg havde været med på en aktion, var at gå op i mørkekammeret på skolen og fremkalde filmene og lave billeder.
Det resulterede selvfølgelig i, at kammeraterne gerne ville købe billeder af mig. Da kompagnichefen så og hørte det, fik jeg besked på, at jeg skulle koncentrere mig om at tage billeder og ikke deltage i de forskellige aktiviteter, men være en slags pressefotograf, der tog med ud.
Og det blev så til de mange billeder, der nu er med til at beskrive befrielsesdagene, som de oplevedes af kompagni A3s mandskab.
At billederne nu så mange år efter er blevet en slags historie, havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg ville så nok have underbygget dem med tekst, dato- og tidsangivelser.
I begyndelsen af 1990’erne afleverede jeg alle negativerne til Dragør Lokalarkiv, hvor de vil blive bevaret for eftertiden.
Venskab med Hauge
Når jeg havde mørkekammer på skolen, så er det også en historie for sig. Jeg var på et tidligt tidspunkt, mens jeg gik i skole i Store Magleby, blevet god ven med min lærer, Hans Hauge. Det var en følge af, at vi begge var interesseret i fotografering.
På et tidspunkt blev vi enige om i fællesskab at stille et mørkekammer på benene, så vi kunne fremkalde film og lave billeder.
Hauge var dengang ikke gift, og havde sin bolig på skolen. Et kammer på første sal var egnet til mørkekammer, så det blev inddraget.
Ingen kunne vide, at A3 ved befrielsen blev indkvarteret på skolen, men hvor var det ideelt med mørkekammer og udstyr lige ved hånden.
Ingen af os anede noget om, hvordan befrielsesdagene ville forme sig, og Hauge og jeg havde overhovedet ikke spekuleret i eller aftalt noget om fotografering.
Vi tog hver for sig billeder spontant uden tanke for at disse billeder skulle få betydning fremover. Hauge, som passede sin skole, tog billeder i og på skolen. Jeg var med ude i marken.
Mit nære venskab med Hauge og hans kone Minna fortsatte, også efter at han gik på pension og flyttede til Jylland, hvorfra han stammede. Vi kom tilfældigvis senere til at bo ikke ret langt fra hinanden.
Et par uger efter 5. maj var A3``s opgave stort set afsluttet. Der var ved at komme styr på tingene. F. eks var politiet så småt igen på plads.
Der var en hel del parader og møder, som blev afviklet. Jeg ville gerne passe mit arbejde og 13. maj sluttede jeg i A3, og min far fik sin lastbil ubeskadiget igen.
Tiden efter A3 og befrielsen
Efter befrielsen ændrede situationen sig totalt. Vi kunne bevæge os frit rundt i landet.
Jeg skulle på ferie sammen med min forlovede. Vi skulle til Jylland. Det hørte min chef. Vi havde leveret nogle varer til et firma under Nordisk Solar i Kolding. De havde selv fortoldet dem, og det var der gået kludder i.
Chefen spurgte, om jeg måske kunne udrede trådene. Det var da en ny opgave - så ja. Driftslederen i firmaet og jeg fik løst problemet. Det skabte god kontakt til firmaet og driftslederen ringede mig op kort tid efter. Han spurgte, om jeg snart kom derover igen, for han skulle anskaffe flere maskiner.
Resultatet blev et nyt besøg, og en ret stor ordre, som næsten var umulig at effektuere. Der var nemlig strenge restriktioner for importen. Med hjælp fra Industrirådet lykkedes det dog at få den gennemført, men det tog et par år.
Min nye arbejdsbeskæftigelse
Den ordre ændrede totalt min tilværelse. Firmaet foreslog mig en stilling, som gik ud på at holde kontakt med kunderne på Fyn og i Jylland, og også skabe nye kontakter. Det var interessant, så jeg accepterede, men det førte til mange rejser frem og tilbage.
Jeg var på dette tidspunkt blevet gift, og vi havde fået to små børn, så var jeg meget værk hjemmefra, og min Else var alene med de to børn. Hun havde ikke noget imod, at vi bosatte os i Jylland, så kunne jeg stort set komme hjem hver dag.
Nu kunne man nemlig få lov at købe bil igen, så jeg var godt kørende. Vi købte vort hus centralt for mit virke, nemlig i Vejle. Huset er stadig min bopæl.
Det hele fungerede udmærket, dog måtte jeg alligevel rejse en hel del og også i udlandet. Jeg måtte supplere min uddannelse med kurser og seminarer på de fabrikker, vi samarbejdede med.
Det kunne være i Tyskland, Schweiz, Frankrig og sågar U.S.A. Som nævnt burde min uddannelse have været en ingeniøruddannelse, det blev det for så vidt til, dog specielt rettet mod det, der var behov for, når der skulle udarbejdes projekter i forbindelse med kundernes nye behov for maskiner.
Det har for mig været en meget interessant og helt utrolig udvikling i de 52 år, jeg var i mit erhverv. Da jeg begyndte blev maskinerne trukket med remme fra loftet, meget avanceret dengang.
I dag er maskinerne på alle måder totalt ændrede, ikke alene mekanisk men elektronikken har gjort, at de nu styres med computer. Et program over bearbejdningsforløbet lægges i computeren, og operatøren ved maskinen kontrollerer nu kun processen og griber ind, hvis der er behov.
Jeg nåede at fejre 50 års jubilæum i firmaet og fortsatte på opfordring yderligere to år. Det er vist ikke muligt nu til dags.
Børn og børnebørn
Som tiden er gået, og mine børn nu er dobbelt så gamle, som jeg var, da krigen ophørte, har de selvfølgelig nu og da spurgt lidt til krigens dage, og vi har talt om det, der skete med mine mange billeder som grundlag.
De har også set Dines Bogøs mange udmærkede hæfter. Jeg har også tænkt på at nedfælde hele min tilværelse på tryk. Det er ikke blevet til noget endnu, det kan jo blive en lang historie med så mange år på bagen.
Noget meget pudsigt er, at også mine børnebørn har interesseret sig lidt for de dage, som for dem nærmest er oldtiden. De har gået i skole i Bramming og har fortalt deres lærere om min "store indsats". Det har resulteret i, at jeg 2 gange med fire års mellemrum er blevet spurgt om jeg kunne tænke mig at komme og berette lidt om dagene dengang. Sådan kan det altså også gå.
Desværre har hverken børn eller børnebørn rigtig set de steder på Amager, hvor det foregik.
Vi flyttede til Jylland, da børnene var små, og nu har de deres at passe og børnebørnene deres skolegang, derfor er der begrænsede muligheder for længere besøg på Amager.
Jeg har i tankerne, at vi i fællesskab engang ofrer nogle dage på at besøge f.eks. Amagermuseet, Dragør Museum og hvad der ellers måtte være af interesse. Det er jo sådan, at jo ældre man bliver, så får man pludselig interesse for fortiden. 60 årsdagene for befrielsen vil være en god anledning.
Poul Petersen