Dragør Kommune Dragør Kommune
Selvbetjening
Søg A-Z Indeks Print Kontakt Læs op Mindre skrift Større skrift

Vedtægter for Dragør Kommunes Ældreråd

§ 1 Navn

Dragør Kommunes Ældreråd

Adresse: Dragør Rådhus, Social, Børn og Kulturudvalget, Kirkevej 7, 2791 Dragør

§ 2 Formål og opgaver

Stk. 1 Fastlæggelse af rammerne for Ældrerådets virke sker efter reglerne i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 30-33.

Stk. 2 Ældrerådet repræsenterer borgere med fast bopæl i Dragør Kommune og som er fyldt 60 år.

Stk. 3 Det er Ældrerådets formål at sikre de bedst mulige forhold for kommunens ældre og formidle synspunkter mellem borgerne og Kommunalbestyrelsen.

Stk. 4 Formålet søges opnået gennem Ældrerådets lovpligtige ret til at rådgive Kommunalbestyrelsen og Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at høre Rådet i alle forslag, der vedrører målgruppen.

Stk. 5 Ældrerådet skal holde sig orienteret om de ældres ønsker og behov, og kan udtale sig og stille forslag om ethvert emne, som har betydning for målgruppen.

Stk. 6 Ældrerådet skal høres i forbindelse med kommunens planlægning af alle områder, der vedrører Ældrerådets målgruppe, inden der træffes beslutning. Rådets indstilling skal være en del af sagens akter.

Stk. 7 Høring skal ske i god tid, inden der træffes beslutning. Høringsperioden er så vidt muligt 2 uger, idet der kan forekomme tilfælde, hvor en kortere frist findes nødvendig. I undtagelsestilfælde aftales en særlig høringsprocedure mellem Ældrerådets formand og kommunen. Ældrerådets høringssvar skal følge med sagsfremstillingen og indstillingen som påtegning eller særskilt bilag.

Stk. 8 Ældrerådet udarbejder i første kvartal en beretning om sin virksomhed i det foregående år. Den sendes til kommunalbestyrelsen og offentliggøres.

§ 3 Valg og sammensætning

Stk. 1 Ældrerådet består af 5 medlemmer.

Stk. 2 Rådsmedlemmer og suppleanter vælges ved direkte valg for en periode på 4 år med virkning fra den førstkommende 1. januar. Valg afholdes hvert fjerde år oktober/november måned forud for valgperiodens begyndelse. Ud over de 5 rådsmedlemmer vælges 5 suppleanter, som ved en eventuel indtræden i ældrerådet følger højeste stemmetal. Suppleanter er ikke personlige stedfortrædere.

Stk. 3 De kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt som rådsmedlemmer i rækkefølge efter stemmetal. De kandidater, der ikke opnår valg som rådsmedlemmer er valgt til suppleanter i rækkefølge efter stemmetal. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.

§ 4 Valgbarhed og valgret

Valgbarhed og valgret har den persongruppe Ældrerådet repræsenterer, jf. § 2 stk. 2.

§ 5 Valgprocedure

Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til Ældrerådet hvert fjerde år i oktober/november måned, og fastsætter i samarbejde med Ældrerådet reglerne for valgets afholdelse.

§ 6 Konstituering

Ældrerådet konstituerer sig med formand, næstformand og sekretær ved sit første møde.

§7 Udtrædelse

Et rådsmedlem, der i valgperioden fraflytter Dragør kommune eller er forhindret i at deltage i Ældrerådets arbejde i mindst tre måneder, udtræder af rådet. Medlemskab af Ældrerådet er ikke et borgerligt ombud.
Der indkaldes ikke suppleant ved kortvarigt fravær.

§ 8 Forretningsorden

Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 9 Samarbejdet med kommunen

Stk. 1 Kommunen stiller mødelokaler og sekretariatsbistand til rådighed for rådets mødevirksomhed.
Efter forhandling med rådet stilles et årligt beløb til rådighed til udgifter i forbindelse med rådets virksomhed.
Rådets medlemmer ydes diæter for afholdte møder.

Stk. 2 Ældrerådet kan efter behov mødes med repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen og forvaltningen med henblik på gensidig orientering og drøftelse af tiltag med videre på ældreområdet.

§ 10 Ældrerådets virksomhed

Stk. 1 Ældrerådet er en selvstændig forvaltningsenhed, der er underlagt forvaltningslovens regler om indhentelse og videregivelse af oplysninger, tavshedspligt mv. Tavshedspligten ophører ikke, når medlemmet udtræder af Ældrerådet.

Stk. 2: Ældrerådet udøver sin virksomhed i møder. Der kan således kun træffes beslutninger og handles på rådets vegne i Ældrerådets møder. I uopsættelige sager kan formanden og næstformanden handle på Ældrerådets vegne.
Ældrerådet kan afholde op til 12 møder årligt under 4 timers varighed.

§ 11 Mødevirksomhed

Ældrerådets møder er ikke offentlige. Ældrerådet kan dog indbyde andre til at deltage i møderne, hvis dette skønnes nødvendigt.

§12 Ændring af vedtægten

Stk. 1: Denne vedtægt er godkendt af Dragør Kommunalbestyrelse. Ændringer kan kun foretages af Kommunalbestyrelsen efter forudgående indhentet udtalelse hos Ældrerådet eller efter Ældrerådets anbefaling.

Stk. 2: Kommunalbestyrelsen kan ændre vedtægten med 3 måneders varsel. Ændringer med andet varsel kan ske, hvis rådet og kommunalbestyrelsen er enige herom.

§ 13 Ikrafttrædelse

Vedtægterne træder i kraft den 1. april 2011. Samtidig ophæves vedtægterne for Ældrerådet vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 28. maj 2009.

Denne side er sidst opdateret: 10 | 05 | 2011