Hver kommune fører et register med oplysninger om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v. Registret føres efter regler, der fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren således, at det kan give grundlag for en landsdækkende registrering af bygninger, boliger og tekniske anlæg m.v.
Bygnings- og Boligregistret (BBR) har til formål at
1. indeholde grunddata om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v.
2. indeholde en entydig registrering af alle bygninger, bolig- og erhvervsenheder samt de i registret optagne tekniske anlæg og tekniske enheder m.v. samt de dertil knyttede adressebetegnelser
3. stille data til rådighed for offentlige myndigheder, koncessionerede selskaber, personer og virksomheder
Udgifterne til registrets vedligeholdelse og drift afholdes af kommunalbestyrelsen, som ofte uddelegere opgaven til administrationen. Økonomi- og erhvervsministeren er dataansvarlig myndighed.
I bygnings- og boligregistret skal registreres oplysninger om:
1. hver enkelt bygnings identifikation, opførelsesår, beliggenhed, størrelse, tekniske forhold, indretning, installationer og anvendelse og om
2. hver enkelt bolig- eller erhvervsenheds identifikation, oprettelsesår, størrelse, huslejeforhold, indretning, installationer og anvendelse
3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om registrering af andre oplysninger om bygnings- og boligforhold samt af tekniske anlæg m.v., som har betydning for varetagelsen af opgaver, der påhviler offentlige myndigheder eller har anden væsentlig samfundsmæssig interesse.
Der opkræves et gebyr for udskrivning af BBR-meddelelsen. Udskrift af en BBR-meddelelse koster i Dragør Kommune p.t. kr. 70,00.
Kommunen kan registrere oplysninger om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v.
Navne på offentlige veje
Kommunen fastsætter navne på offentlige veje, jf. § 1 i lov om offentlige veje. For hovedlandeveje og landeveje fastsættes navne dog efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse.
Husnumre
Kommunen fastsætter de enkelte husnumre for bebyggede ejendomme med adgang til offentlig vej og andre ejendomme, der er udstykket med henblik på bebyggelse, og hvor der er adgang til vejen. For hovedlandeveje og landeveje kan husnumre dog kun fastsættes efter samtykke fra vedkommende vejbestyrelse.
Kommunen kan ændre de enkelte husnumre. For hovedlandeveje og landeveje dog kun efter samtykke fra vedkommende vejbestyrelse.
Kommunen kan bestemme, at ejendomme ved ejernes foranstaltning og på disses bekostning skal forsynes med skilte med angivelse af husnummer og matrikelnummer samt belysning af husnummerskilte.
Nærmere bestemmelser om udførelse og anbringelse af skilte med husnumre og matrikelnumre samt belysning af husnummerskilte kan fastsættes af kommunalbestyrelsen, for hovedlandeveje og landeveje dog kun efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse.
Se folder om synlige adresser.
Ankemulighed
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til økonomi- og erhvervsministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. For beslutning, hvorom der er udfærdiget offentlig kundgørelse, regnes klagefristen fra offentliggørelsen. Når der er særlig grund dertil, kan klagemyndigheden se bort fra overskridelse af klagefristen.
Afgørelser, som kan påklages, skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed klage kan ske, og om fristen for indgivelse af klage.